Forordning om troldfolk og deres medvidere, 12. oktober 1617

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 12. oktober 1617 udsendte Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648) en forordning om troldfolk og deres medvidere (trolddomsforordningen) som led i en åndelig stramning fra statens og kirkens side. Stramningen havde sit udspring i flere forhold, bl.a.:

  • en forestilling om, at Gud greb direkte ind i verden og kunne finde på at straffe lande, hvor moralen var i forfald, f.eks. med sygdom og krig.
  • en mere udfarende statsmagt, som efter reformationen søgte at gribe ind i befolkningens hverdagsliv.
  • en streng luthersk kristendomsforståelse, den lutherske ortodoksi, som bekæmpede ikke alene katolicisme, men i mindst lige så høj grad andre protestantiske retninger, især calvinisme og fillipisme, samt den folkelige overtro, der var snævert knyttet til udøvelse af magi og trolddom.

Hundredårsjubilæet i 1617 for Martin Luthers 95 teser fra den 31. oktober 1517 var kongens og kirkens anledning til at stramme grebet i bekæmpelsen af befolkningens umoralske og syndige levevis. Man indførte derfor ved denne lejlighed en række forordninger, som havde til formål at bekæmpe synden, ensrette og disciplinere befolkningens tankesæt og genoprette den kristne moral. Blandt disse var den såkaldte trolddomsforordning.

I trolddomsforordning af 1617 kriminaliserede myndighederne ikke blot den skadevoldende trolddom, men for første gang kriminaliseredes også den hvide magi (signen og manen) i verdslig ret. Den hvide magi var hidtil kun blevet anset som trolddom af kirken, mens befolkningen og til dels også myndighederne ikke havde opfattet den hvide magi som trolddom. Men i 1617 blev kirkens syn på den hvide magi indoptaget i den verdslige lovgivning. Den skadevoldende trolddom havde derimod været reguleret af verdslig ret siden omkring år 1400, hvor der i et tillæg til Jyske Lov (1241) findes en bestemmelse om trolddom. Denne bestemmelse var gældende ret helt frem til 1617, men blev i løbet af 1500-tallet suppleret af flere recesbestemmelser. Hvad angik straf sondrede trolddomsforordningen af 1617 dog stadig mellem den hvide og sorte magi. Mens udøverne af den hvide magi blev straffet økonomisk og blev landsforvist, var straffen for udøverne af den sorte skadevoldende magi, ”de rette troldfolk”, som havde indgået en pagt med djævelen, bålet. Endelig var det ikke kun de kloge mænd og koner, som skulle straffes, men også de, der benyttede sig af deres råd og dåd, skulle ifølge forordningen straffes. Som noget helt nyt blev det desuden pålagt alle statens embedsmænd at rejse tiltale mod alle troldfolk og klienter, de måtte få kendskab til. 

I Danmark er der først bevaret kildemateriale om egentlige trolddomsprocesser fra omkring reformationstidspunktet i 1536, men herefter stiger deres antal stødt og roligt frem mod 1617, hvor antallet steg eksplosivt i årene omkring udstedelsen af trolddomsforordningen. Således blev omkring 60 % af de jyske trolddomsprocesser ført i forordningens første 10 år, hvorefter antallet af processer faldt stødt for til sidst helt at forsvinde. Den sidste heks blev brændt i Danmark i 1693 på Falster.

Herunder ses uddraget af lovteksten først i sin oprindelige version og dernæst i en udgave, hvor sproget er moderniseret af redaktionen på danmarkshistorien.dk.

1617 12. oktober. (Hafniæ.[1]) Frdg.[2] om troldfolck oc deris medvidere.

Eftersom daglig forfarenhed[3] gifver til kiende, at nogle hemmelige konster[4], som [ere]  signen[5], manen[6], maalen[7], characteres[8] eller malen[9], vise igien[10], visse dagers udi ugen udvelelse[11] etc., fast gaar i svang[12] och holdis for indifferent[13] och uforbudne[14] af den aarsage, at de formenis[15] at komme meniskerne[16] och fe[17] til gafn och helbrede, saa och efterdi[18] der udi under tiden mengis och vanbrugis[19] nogle formente guds ord[20], uanset at saadanne konster af gud allermegtigste høiligen forbudne[21] ere som de, meniskerne fra gud och af hannom tilforordnede[22] naturlige hielp och medicin til diefvelen[23] och hemmelige unatturlige raad och middel henvender och bortfører, och der foruden befindis forskrefne[24] konster fast at verre alle trolfolkis første alphabet och til troldoms onde och ulyckelig idret[25] et ret ophof[26] och begyndelse, da paa det saadan guds fortørnelse och vederstygelighed nest guds hielp[27] kunde afstillis och forekommis[28], hafver vi verrit foraarsagit at tenke[29] paa alvorlige och der til tienende middel och veie[30] och derfore med vore rigens raad[31] saaledis herom determinerit och forordnit[32], saa och [hermet] determinerer och forordner,

1. at dersom nogen efter denne daug[33] befindis udi forskrefne konster kyndige och forfarne at verre[34] och dennom øfve och bruge, daa skulle de, som ere af adel, stande til rette och straffis[35] efter, som af os och vore rigens raad ofver dennom kient och afsagt vorder[36]; de andre, som icke ere af adel, skal hafve forbrut deris boeslod[37] och rømme alle vore riger, lande och førstendomme[38], meden de, som saadanne folkis medvidere ere och deris raad och daad til sig eller sine bruge eller bruge lade, skal første gang, om de ere af adel, staa obenbare skrift[39] och hafve forbrut til nestliggendis[40] hospital et tusinde daller[41]; de andre skulle i lige maader[42] staa obenbare skrift och straffis efter deris formufve[43]; anden gang, saa frembt nogen befindis i samme forseelse, da skulle de, e hvo som helst de ere[44], uden al exception[45] lige pen och straf verre undergifne[46] med dennom, som konsterne øfve och der udi forfarne ere.

2. Hvis rette trolfolk belangis[47] er, som med diefvelen sig bebundit[48] hafver eller med hannom omgaais, med dennom skal forholdis efter lougen och recessen[49]; meden de, som sig med saadanne folk indvikler och ved deris troldom noget sig understaar at lade forrette[50], skal straffis paa deris hals uden ald naade.

3. Och paa det saadan voris alvorlig vilge[51] och for­ordning gud til ere[52] dis bedre kand efterkommis, da biude vi och hermed strengeligen befaller alle vore befalingsmend och ridderskaf[53], saa och bisper, provister, prester, borgemestere[54], raadmend, fogeder och alle andre, som ere i øfrighed[s] kald och bestilling, at de enhver efter sin condition[55], strax de derom videndis vorder[56], alle dennom, om hvilke denne vor forordning formelder[57], andgifver, tiltaller och straffe lader, saa frembt de self derfore icke vil stande os til rette som de, saadanne folkis medvidere ere och med dennom samtycke.


[1] Hafniæ. (latin): ”i København”.

[2] Frdg.: forordning.

[3] Forfarenhed: erfaring.

[4] Konster: kunster.

[5] Signen: at fremsige magiske formularer og trylleord for at helbrede, beskytte o.lign.

[6] Manen: at få overnaturlige væsener såsom ånder til at adlyde ens vilje ved hjælp af trylleformularer o.lign.; f.eks. at få dem til at komme frem eller fjerne sig.

[7] Maalen: magisk måltagning ved hjælp af en særlig slags tråd, dels brugt som middel imod sygdom og onde ånder, dels brugt som middel til spåkunst.

[8] Characteres: at indridse eller skrive tegn, her med magisk betydning.

[9] Malen: at gøre billeder, her med magisk betydning.

[10] Vise igien: at mane tilbage og vise noget ved overnaturlige midler.

[11] Visse dagers udi ugen udvelelse: at udpege visse af ugens dage som værende heldige eller uheldige.

[12] Gaar i svang: noget der finder sted og er almindeligt.

[13] Indifferent: ligegyldig.

[14] Uforbudne: ikke forbudt, altså tilladt.

[15] Formenes: menes.

[16] Meniskerne: menneskene.

[17] Fe: fæ (dyr).

[18] Saa och efterdi: også fordi.

[19] Mengis og vanbrugis: bruges og misbruges.

[20] Mengis og vanbrugis nogle formente guds ord: brug og misbrug af nogle bestemte Guds ord; altså misbrug af nogle bestemte ord, der ellers blev brugt i tilbedelsen af Gud.

[21] Høiligen forbudne: strengt forbudte.

[22] Af hannom tilforordnede: at ham, altså af gud, forordnede.

[23] Diefvelen: djævlen.

[24] Forskrefne: førnævnte.

[25] Idret: gerning.

[26] Ophof: ophav.

[27] Nest guds hjælp: med Guds hjælp.

[28] Afstillis og forekommis: standses og hindres.

[29] Foraarsagit at tenke: nødsaget til at tænke.

[30] Tienende middel och veie: tjenende middel og veje.

[31] Rigens raad: rigets råd eller rigsrådet. Rigsrådet var fra 1200-tallet og frem til enevældens indførelse i 1660 det organ, der sammen med kongen besad den lovgivende og dømmende magt i kongeriget Danmark. Rigsrådet valgte kongen, og dets magt og indflydelse fastlagdes i en håndfæstning, som kongen måtte underskrive som betingelse for at blive valgt.

[32] Determinerit och forordnit: bestemt og forordnet.

[33] Daug: dag.

[34] Forfarne at verre: erfarne at være.

[35] Stande til rette och straffis: stå til rette og straffes.

[36] Kient och afsagt vorder: kendt og afsagt bliver.

[37] Boeslod: en persons samlede formue, undtagen jord.

[38] Førsten-domme: fyrstendømmer.

[39] Obenbare skrift: åbenbart eller offentligt skrifte. At stå offentligt skrifte vil sige at bekende sin synd offentligt i kirken foran præsten og hele menigheden

[40] Nestliggendis: nærmest liggende.

[41] Daller: daler. Daler var navnet på den højeste møntenhed.

[42] I lige maader: på samme måde.

[43] Straffis efter deris formufve: straffes efter deres formue. Straffen afhang af hvor meget den dømte var i stand til at betale.

[44] Hvo som helst de ere: hvem end de er.

[45] Exception: undtagelse.

[46] Lige pen och straf verre undergifne: den samme pine og straf være undergivne.

[47] Belangis: angår.

[48] Bebundit: forbundet.

[49] Lougen og recessen: formuleringen henviser formentligt til den allerede foreliggende lovgivning i sin helhed.

[50] Understaar at lade forrette: driste sig til at lade udrette.

[51] Vilge: vilje.

[52] Ere: ære

[53] Befalingsmend och ridderskaf: befalingsmænd og ridderskab. Henviser her til henholdsvis de adelige lensmænd, som administrerede kongens gods og kongens myndighed på dette gods samt de adelige godsejere, som udøvede øvrighedsmyndigheden på deres private gods.

[54] Borgemester: en borgmester var en kongelig indsat embedsmand; i købstæder, hvor der kun fandtes én borgmester, var han formand for købstadens råd, og i større byer, hvor der var flere borgmestre, udgjorde disse de øverste medlemmer af magistraten. Råd og magistrat var de stedlige indehavere af den almindelige myndighed i hhv. købstæders og byers indre anliggender.

[55] Condition: vilkår.

[56] Derom videndis vorder: derom vidende bliver.

[57] Formelder: tilkendegiver.



Lovteksten i en sprogligt moderniseret udgave:

1617 12. oktober. (København) Forordning om troldfolk og deres medvidere.

Eftersom daglig erfaring giver til kende, at nogle hemmelige kunster, som er signen[58], manen[59], målen[60], karakterer[61] eller malen[62], vise igen[63], visse dage i ugens udvælgelse[64] etc., fast finder sted og holdes for ligegyldigt og tilladt af den årsag, at de menes at komme mennesker og fæ til gavn og helbrede, og også fordi der under tiden bruges og misbruges nogle bestemte Guds ord[65], uanset at sådanne kunster af Gud den almægtigste strengt forbudte er, som de menneskerne fra Gud og af ham forordnede naturlige hjælp og medicin til djævelen og hemmelige, unaturlige råd og middel henvender og bortfører. Derforuden findes førskrevne kunster fast at være alle troldfolks første alfabet, og til trolddoms onde og ulykkelig gerning er ret ophav og begyndelse. Da på det sådan Guds fortørnelse og vederstyggelighed med Guds hjælp kunne standses og hindres, har vi været nødsaget til at tænke på alvorlige og dertil tjenende midler og veje og derfor med vort rigsråd[66] således herom bestemt og forordnet, så og hermed bestemmer og forordner,

1. at dersom nogen efter denne dag findes udi førskrevne kunster kyndige og erfarne at være og dem øve og bruge, da skulle de, som er af adel, stå til rette og straffes efter, som af os og vort rigsråd over dem kendt og afsagt bliver; de andre, som ikke er af adel, skal have forbrudt deres boslod[67] og rømme alle vore riger, lande og fyrstendømmer. De, som sådanne folks medvidere er og deres råd og dåd til sig eller sine bruger eller lader bruge, skal første gang, om de er af adel, stå offentligt skrifte[68] og have forbrudt til nærmest liggende hospital et tusinde daler[69]; de andre skulle på samme måde stå offentligt skrifte og straffes efter deres formue; anden gang, såfremt nogen findes i samme forseelse, da skulle de, hvem som helst de er, uden al undtagelse den samme pine og straf være undergivne som dem, der kunsterne øve og erfarne udi er.

2. Hvad angår rette troldfolk, som med djævlen forbundet haver eller med ham omgås, med dem skal forholdes efter loven og recessen[70]; men de, som sig med sådanne folk indvikler og ved deres trolddom noget sig drister til at lade udrette, skal straffes på deres hals uden al nåde.

3. Og på det sådan vores alvorlige vilje og forordning Gud til ære des bedre kan efterkommes, da byde vi og hermed strengeligt befaler alle vore befalingsmænd og ridderskab[71], så og bisper, provster, præster, borgmestre[72], rådmænd, fogeder og alle andre, som er i øvrighedskald og bestilling, at de alle efter deres vilkår, straks de derom vidende bliver, alle dem, om hvilke denne vor forordning tilkendegiver, angiver, tiltaler og lader straffe, såfremt de selv der for ikke vil stå os til rette som de, sådanne folks medvidere er og med dem samtykke.


[58] Signen: at fremsige magiske formularer og trylleord for at helbrede, beskytte o.lign.

[59] Manen: at få overnaturlige væsener såsom ånder til at adlyde ens vilje ved hjælp af trylleformularer o.lign.; f.eks. at få dem til at komme frem eller fjerne sig.

[60] Målen: magisk måltagning ved hjælp af en særlig slags tråd, dels brugt som middel imod sygdom og onde ånder, dels brugt som middel til spåkunst.

[61] Karakterer: at indridse eller skrive tegn, her med magisk betydning.

[62] Malen: at gøre billeder, her med magisk betydning.

[63] Vise igen: at mane tilbage og vise noget ved overnaturlige midler.

[64] Visse dage i ugens udvælgelse: at udpege visse af ugens dage som værende heldige eller uheldige.

[65] Nogle bestemte Guds ord: misbrug af nogle ord, som ellers blev brugt i tilbedelsen af Gud.

[66] Rigsrådet var fra 1200-tallet og frem til enevældens indførelse i 1660 det organ, der sammen med kongen besad den lovgivende og dømmende magt i kongeriget Danmark. Rigsrådet valgte kongen, og dets magt og indflydelse fastlagdes i en håndfæstning, som kongen måtte underskrive som betingelse for at blive valgt.

[67] Boslod: en persons samlede formue, undtagen jord.

[68] Stå offentligt skrifte: at stå offentligt skrifte vil sige at bekende sin synd offentligt i kirken foran præsten og hele menigheden.

[69] Daler var navnet på den højeste møntenhed.

[70] Loven og recessen: formuleringen henviser formentligt til den allerede foreliggende lovgivning i sin helhed.

[71] Befalingsmænd og ridderskab henviser her til henholdsvis de adelige lensmænd, som administrerede kongens gods og kongens myndighed på dette gods samt de adelige godsejere, som udøvede øvrighedsmyndigheden på deres private gods.

[72] En borgmester var en kongelig indsat embedsmand; i købstæder, hvor der kun fandtes én borgmester, var han formand for købstadens råd, og i større byer, hvor der var flere borgmestre, udgjorde disse de øverste medlemmer af magistraten. Råd og magistrat var de stedlige indehavere af den almindelige myndighed i hhv. købstæders og byers indre anliggender.

Om kilden

Forfatter(e)
Christian 4
Dateret
12.10.1617
Oprindelse
Secher, V. A. (red.): Corpus constitutionum Daniæ: Forordninger, recesser og andre kongelige Breve, Danmarks Lovgivning vedkommende, 1558-1660, (1891) bd. 3, s.517f
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. november 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Christian 4
Dateret
12.10.1617
Oprindelse
Secher, V. A. (red.): Corpus constitutionum Daniæ: Forordninger, recesser og andre kongelige Breve, Danmarks Lovgivning vedkommende, 1558-1660, (1891) bd. 3, s.517f
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. november 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk