Kilder

Forordning om troldfolk og deres medvidere 12. oktober 1617

Christian 4 udsendte 12. oktober 1617 en forordning om troldfolk og deres medvidere som led i en åndelig stramning fra kirkens og statens side. Stramningen havde sit udspring i flere forhold:

  • en forestilling om, at Gud greb direkte ind i verden og kunne finde på at straffe lande, hvor moralen var i forfald, f.eks. med sygdom og krig.
  • en mere udfarende statsmagt, som efter reformationen søgte at gribe ind i befolkningens hverdagsliv
  • den katolske kirkes modoffensiv mod reformationens tanker og den protestantiske kirke.

Hundredårsjubilæet for Luthers 95 teser (31.oktober 1517) var kongens og kirkens anledning til indførelse af en moralsk lovgivning, som skulle sikre deres magtposition og Guds nåde. Befolkningens tankesæt skulle ensrettes, og moralen skulle genoprettes. Forordningen var derfor kun én i en række som skulle disciplinere den almindelige befolkning, de gejstlige og adelstanden. Hekseforfølgelse og trolddomsprocesser var et led i den moralske lovgivning, men ikke noget nyt fænomen. Disse havde fundet sted siden 1100-tallet, og al sort magi havde været forbudt siden Jyske Lovs (1241) indførelse.

Forfølgelserne tog dog først fart efter Reformationen og toppede i 1600-tallet, hvorefter de blev færre og færre. Christian 4's forordning betød en udvidelse af bestemmelsen fra Jyske Lov, hvori det hedder, at den som forbandt sig med djævelen eller omgikkes ham, skulle dømmes til bålet. Nu skulle den hvide magi (signen (fremsigelse af magiske formularer) og manen (besværgelse)) ligeledes opfattes som trolddomskunster og dermed som djævelens værk. De kloge mænd og koners sygdomslindrende gerninger, som var blevet bedrevet siden tidernes morgen - gennem bl.a. råd og urtedrikke - blev med ét bandlyst. Ikke kun de kloge mænd og koner skulle straffes, men også de som benyttede sig af deres råd og dåd.

  • Christian 4
    Christian 4. Efter maleri på Jærgerspris. Fra Danmarks Historie (1896-1907).

1617 12. oktober. (Hafniæ.) Frdg. om troldfolk og deres medvidere.

Eptersom daglig forfarenhed gifver til kiende, at nogle hemmelige konster, som [ere]  signen, manen, maalen, characteres eller malen, vise igien, visse dagers udi ugen udvelelse etc., fast gaar i svang och holdis for indifferent och uforbudne af den aarsage, at de formenis at komme meniskerne och fe til gafn och helbrede, saa och epterdi der udi under tiden mengis och vanbrugis nogle formente guds ord, uanset at saadanne konster af gud allermegtigste høiligen forbudne ere som de, meniskerne fra gud och af hannom tilforordnede naturlige hielp och medicin til diefvelen och hemmelige unatturlige raad och middel henvender och bortfører, och der foruden befindis forskrefne konster fast at verre alle trolfolkis første alphabet och til troldoms onde och ulyckelig idret et ret ophof och be­gyndelse, da paa det saadan guds fortørnelse och veder­stygelighed nest guds hielp kunde afstillis och forekommis, hafver vi verrit foraarsagit at tenke paa alvorlige och der til tienende middel och veie och derfore med vore rigens raad saaledis herom determinerit och forordnit, saa och [herrnet] determinerer och forordner,

1. at dersom nogen epter denne daug befindis udi forskrefne konster kyndige och forfarne at verre och dennom øfve och bruge, daa skulle de, som ere af adel, stande til rette och straffis epter, som af os och vore rigens raad ofver dennom kient och afsagt vorder; de andre, som icke ere af adel, skal hafve forbrut deris boeslod och rømme alle vore riger, lande och førsten­domme, meden de, som saadanne folkis medvidere ere och deris raad och daad til sig eller sine bruge eller bruge lade, skal første gang, om de ere af adel, staa obenbare skrift och hafve forbrut til nestliggendis hospital et tusinde daller; de andre skulle i lige maader staa obenbare skrift och straffis epter deris formufve; anden gang, saa frembt nogen befindis i samme forseelse, da skulle de, e hvo som helst de ere, uden al exception lige pen och straf verre undergifne med dennom, som konsterne øfve och der udi forfarne ere.

2. Hvis rette trolfolk belangis er, som med diefvelen sig bebundit hafver eller med hannom omgaais, med dennom skal forholdis epter lougen och recessen; meden de, som sig med saadanne folk indvikler och ved deris troldom noget sig understaar at lade forrette, skal straffis paa deris hals uden ald naade.

3. Och paa det saadan voris alvorlig vilge och for­ordning gud til ere dis bedre kand epterkommis, da biude vi och hermed strengeligen befaller alle vore befallings­mend och ridderskaf, saa och bisper, provister, prester, borgemestere, raadmend, fogeder och alle andre, som ere i øfrighed[s] kald och bestilling, at de enhver epter sin condition, strax de derom videndis vorder, alle dennom, om hvilke denne vor forordning formelder, andgifver, til­taller och straffe lader, saa frembt de self derfore icke vil stande os til rette som de, saadanne folkis medvidere ere och med dennom samtycke.