Forordning Om Klædedragt, Bryllupper, Barseler og Giestebudde, 13. marts 1683

Kilder

Kildeintroduktion:

I marts 1683 udstedte Christian 5. (født 1646, regent 1670-1699) en forordning, der havde til hensigt at begrænse befolkningens forbrug af klæder samt mængden af mad og drikkevarer ved bryllupper, barselsfester og andre gæstebud. Ifølge forordningens indledning havde overdådigheden og et dermed unyttigt forbrug taget overhånd og ført til ruin for mange, hvorfor det måtte indskrænkes og reguleres af lovgivningen.

Et af de overordnede formål med loven var at opretholde det hierarkisk opbyggede samfund med funktionelt begrundede skel mellem de forskellige stænder. Efter etableringen af enevælden i 1660 var det kongen og hans embedsmænd, der var øverst i hierarkiet. Blandt de øvrige stænder og socialgrupper i samfundet var bl.a. adlen, gejstligheden, større købmænd, borgere, håndværkere, bønder, husmænd og tjenestefolk. Forordningen indeholdt en meget detaljeret beskrivelse af, hvilke dele af befolkningen der havde lov til at bære bestemte smykker eller tøj, så man kunne gå klædt efter sin plads i samfundet. I loven henvises til de forskellige rangklasser, befolkningen var opdelt i, som beskrevet i rang-forordningen af 25. maj 1671.

Forordningen definerede en række fælles rammer for hver enkelt stand, der skulle virke samlende inden for standen, men samtidig ekskludere i forhold til andre samfundsgrupper. Desuden bevirkede loven, at den mindre bemidlede del af adlen blev sikret, at rige bønder og borgere ikke skulle kunne benytte sig af luksusvarer, som overgik adlens økonomiske formåen. Ved bryllupper fastsatte forordningen, at antallet af gæster blev begrænset til 12 par foruden brudeparrets nærmeste familie. Selve bryllupsfesten skulle afholdes over kun én dag, og der måtte højest serveres otte retter ved måltidet. Ved bryllupper hos håndværkere og tjenestefolk fastslog forordningen, at der kun måtte serveres fire retter mad. Loven fastsatte desuden, at børn skulle døbes senest otte dage efter fødslen, og at dåben for uægte børn skulle finde sted på dage efter kl. 12. Straffen for at bryde lovgivningen var pengebøder fra ca. 30 til 100 rigsdaler, hvor 1/3 tilfaldt personen, der havde angivet lovovertrædelsen.

Forordningen fra 1683 var en del af de love, som i dag går under fællesbetegnelsen luksusforordningerne. I perioden fra ca. 1558 til 1800 blev der udstedt en række forordninger i forsøget på at begrænse befolkningens forbrug af luksus og overdådighed. Styret ønskede derved at opretholde standsopfattelsen, hvor kongen, hans embedsmænd og adlen stod højere end bønder og borgere. 

Forordning Om Klædedragt, Bryllupper, Barseler og Giestebudde af 13. marts 1683 som den er gengivet i  Kong Christian den Femtes Forordninger Og andre Aabne Breve, Som ere udgangne for den Kongl. Danske Lovs Publication. Se hele lovteksten her.

Vi Christian den Femte, af GUds Naade, Konge til Danmark og Norge, ect. Giøre alle vitterligt, at eftersom Vi fornemme, hvorledes den store Overdaadighed i Klæder, samt Mad og Drikke til Bryllupper, Barseler og Giestebudde saaledes tager overhaand, at GUd derover høyligen maa fortørnes, og mange, fordi den eene den anden i saa Maader intet vil eftergive, deres Middeler u nyttig bortsætter, og der over omsider geraader udi yderste Ruin; Da til saadant at forekomme, haver Vi allernaadigst for got eragtet, derom efterskrevne Forordning til alles Efterretning at lade udgaae.

 

Om Klædedragten.

  1. Bordyret[1] med sølv og Guld, som her udi Landet giøres: Perler og alle slags Ædelsteene, Guld og Sølvstykker, og alle salgs Silke, Stoffer med Guld og Sølv udi, som her udi Landet vorder forarbeidet: Guld og Sølv-Kniplinger og Galuner[2]: Kiorteler med Ryg-Sabeler[3] underforret: Alle slags hvide og andre Kniplinger, maa de alleene bruge, som betiene nogen Charge i de 7 første Classer i den af Os allernaadigst giorde Rangs-Ordning[4], og saa mange af dennem i den 8 Classe, som giøre virkelig Tieneste.[5] 
  2. Vores høye Officerer, Cammer- og Hof-Junkere, som giøre virkelig Tieneste, og de øvrige i den 11 Classe, saavelsom alle Krigs-Officerer til Lands og Vands, maa bære Kiorteler med Guld- og Sølv-Kniplinger eller Galuner chamererede.
  3. Stoffer med Guld- og Sølv-Blommer[6] udi, samt alle slags blommet Fløyels, som her udi Landet giøres, Knapper af Sølv- eller Guld-Traad, Ringe af 300 Rigsdaler, maa alle andre i de øvrige af de tretten første Classer bruge, som sligt kand anstaa, og enten giøre eller haver giort virkelig Tieneste, Og maa ellers ingen, uden de, som i næst foregaaende tvende Artikler om mældes, bære noget af Sølv eller Guld paa deres Klæder, støbte Guld-Knapper alleene undtagen, hvilke alle i Rangen, saavel som Adelen i Almindelighed, og andre fornemme Folk maa bære, saa og støbte Sølv-Knapper, hvilke alle og enhver uden Underskeed maa bære, som dennem kand afstæd komme.
  4. Alle i Rangen uden Forskiel, saavelsom Adelen i Almindelighed, maa bære sort eller affarvet slet Fløyel[7], som det sig best med enhvers Charge eller Stand kand beqvemme, saa og alle slags sorte, affarvet og blommede Silke-Stoffer, hvide og sorte Kniplinger, som her i Landet giøres (dog maa ingen sine Klæder der med bebremme, undtagende, som den første og anden Artikel om melder) Ringe paa 200 Rigsdaler, saa og Kiorteler med Loss, Hermelin, Sabels Bugfoder[8], Sabels Foder og Nakker, Maar og andet deslige underfoeret, som erhver det efter sin Evne og Vilkor kand afstæd komme.
  5. Bispen over Siellands-Stift, og Vores Confessionarius[9], maa bære sorte Fløyels Vinge-Kiorteler, Fløyels Huer og Bonetter: De andre Bisper maa bære sorte Silke-Kiorteler med Fløyels Vinger, saa og sorte Fløyels Huer og Bonetter[10]: Promoti Doctores in Theologia[11], maa bære Fløyels Bonetter og Vinger paa deres Kiorteler af Fløyel, saa og Silke Simarrer[12]: Og maa ingen uden Kiøbstæd Præster, Cappellanerne[13] her i Vores Kongelig Residentz-Stad Kiøbenhavn, Provster og Præster paa Landet, som ere promoti Magistri[14] bære Bonetter.
  6. Promoti Doctores udi andre Faculterer: Personer som haver reyst og studeret uden Lands: De fornemste af Vores andre Betiente, som ikke haver nogen Charge udi Rangen: De to og tredive Borgere her i Vores Kongl. Residentz-Stad Kiøbenhavn: Borgemesterne i de andre Kiøbstæder: Andre fornemme Negotianter og Handelsmænd: De som selv eye og besidde Adelige Sædegaarder, og ellers alle og enhver, som vil interessere udi nogen af Manufacturerne for 500 Rigsdaler, maa bære sorte Fløyels Kiorteler og anden ærbar Dragt af Silke-Grosgrøn, Tersenel[15], Ferandin[16], Taft[17] og andet slet Silketøy, som her i Landet giøres, saa og alle slags Ostindiske Silke-Vahre, som med Compagniets Skibe[18] hidkommer, og Ringe paa 100 Rigsdaler, Loss, Maar, Graaverk og andet Foeder af maadelig Priis; Alle andre maa ey bære noget af Silke, ey eller andre Ringe end slette Guld-Ringe.
  7. Qvinderne skal forholde sig efter de Artikler, som deres Mænd herudi ere forskrevne. Og maa Døttrene, saa længe de ere i deres Forældres Huuse, bære hvis Forældrene ere tilladt, men naar de bliver gifte, skal de rette sig efter de Vilkaar deres Mænd ere undergivne.
  8. De udi de fire første Classer i Rangen, saa og Vores Elskelig kiære Gemahl Dronningens Cammer- og Hof-Jomfruer, maa bære Sleb paa deres Skiørter eller Kiorteler, saa længe dennem lyster, men Døttrene aldeeles ingen; Dog Grevernes og Friherrernes Døttre hermed ikke meent. De andre i Rangen indtil den Ottende Classe, og hvis Mænd giøre virkelig Tieneste, maa ey bruge dennem længere end halvanden Alen.
  9. De udi de Otte første Classer i Rangen, hvis Mænd giør eller haver giort virkelig Tieneste, maa bære alle slags Perler og Ædelsteene.
  10. De andre indtil den Tolvte Classe inclusive, hvis Mænd ere eller haver været i virkelig Tieneste, maa bære et Smykke paa 500 Rigsdaler, een Ring eller fleere, tilsammen paa 300 Rigsdaler, og een Tour Perler paa 200 Rigsdaler i det høyeste, og intet videre.
  11. Alle andre i Rangen uden Forskiel, maa bære et Smykke paa 300 Rigsdaler, og een eller fleere Ringe, tilsammen paa 200 Rigsdaler, og intet videre.
  12. De som den Siette Artikel om melder, maa bære et Smykke paa 100 Rigsdaler, og een eller fleere Ringe paa 60 Rigsdaler. Og staar det ellers enhver af dem frit fore at bære Guld-Kieder og Guld-Armbaand uden Diamanter eller Ædelsteene, som de kand formaa dennem at bekoste.  
  13. Alle de som i Rangen ere, saa og de som den Siette Artikel om melder, maa bære et Sabels Halsfoeder[19] og Moffe[20]: Dog at enhver derudi rammer sin egen Traf; De andre maa bære dennem af Hermelin, Graaverk eller Bugfoder  
  14. Det skal ey heller være en hæderlig Præstemands Hustrue i de andre Kiøbstæder, saavel som Provsternes paa Landet, og deres Hustruer, som ere promoti Magistri, formeent, at bære en tarvelig sort Klædning af slet Silke-Tøy. Som og adskillige Gotfolkes Børn undertiden foraarsages hos andre for deres Brød at tiene, skal det og være en Pige tilladt (som tiener hos nogen af dennem, som i Rangen ere, eller af Adel, og ikke til ordinarie Arbeid er antagen, men til sær Opvartning hos Hustruen i Huuset bruges) at bære et slet sort eller affarvet Taftes Skiørt.
  15. Ingen maa give deres Laqueyer[21] og Tienere rødt Klæde, eller andet rødt Stof til Liberie[22].
  16. De udi de fire første Classer i Rangen, maa alleene give deres Laqueyer og Tienere Liberie-Snorer med Guld eller Sølv udi: De udi nestfølgende Otte Classer, som giør virkelig Tieneste; Krigs-Officerer, som ere i Rangen, og Vores Hof-Junkere, maa give Liberier med Silke eller Ulden Snorer, Frynesser[23] eller Sløiffer, og ingen anden; Alle andre maa lade deres Tieneres Kiorteler kante udi Sømmene med det de ere underfoerede, og give dennem at bære hvad Farve Baand dennem lyster.
  17.  Ingen af Vores Ministres eller andre Betienters Laqueyer eller Tienere, maa bære Kaarder.
  18. Carosser[24] gandske forgyldte eller forsølvede uden paa, saa og malede eller skildrede, item inden i med Damask[25] eller Fløyel betrekkede, saa og Dekkener paa Hestene, maa de alleene bruge, som ere i de Otte første Classer, og giør virkelig Tieneste; Dog maa ingen bruge Guld- eller Sølv-Fryndser i sine Carosser, eller lade dennem inden i betrekke med noget som Guld eller Sølv er udi, uden de i de fire første Classer.
  19. De andre udi de fem nest efterfølgende Classer, maa have Listerne og Bukkene forgyldte eller forsølvede paa deres Carosser; Dog ey med noget inden i betrekkede, som er alt sammen af Silke.
  20. Alle andre, som dertil Middel haver, og det kand afstæd komme, maa have tarvelige Carosser, og inden i betrekkede med ulden tøy eller Ledder.
  21. Topper og Ovaster paa Hestene, maa de alleene føre, som ere i de fire første Classer i Rangen.
  22. Ingen maa føre Kroner over sine Vaaben og Chifres[26], uden Geheime-Raad, høye General-Personer, Grever; Friherrer og Ridderne af Elephanten; Og maa Vores Geheime-Raad og Ridderne af Elephanten, føre Friherlige Kroner, men ingen nogen Kroner anderledes, end som de dennem ere tilladte at føre.
  23. Alle og enhver maa føre Vaaben paa deres Carosser, som til Vaaben at føre ere berettigede: Og maa ingen, som haver kronet Hielm paa sit Vaaben, tage Hielmen bort og føre Kronen bar paa Skioldet, men enhver føre sit Vaaben, som det hannem er given, de alleene undtagen, som nest foregaaende Artikel om formelder.
  24. Hvis Vi allernaadigst haver ladet Os behage her udi at anordne, skal strax og uden videre Forhandling efterkommes, og i det seeneste fiorten Dage efter at det er bleven publiceret; Befindes nogen efter den Tiid, imod nogen af forskrevne Poster at handle, da have forbrudt til Manufacturer-Verket 500 Rigsdaler, som skal komme dennem til gode, som der udi interesserer, og derforuden 500 Rigsdaler til Ovæsthuuset. Og som Vi formedelst den store Overdaadighed, som nu paa en kort Tidd, meere end nogen Tid tilforn, haver taget Overhaand, og meest iblandt dennem, som i ingen Maader, enten formedelst Charger eller daglig Opvartning ved Vores Hof, dertil haver kundet haft nogen Andledning, og ikke nær skulle have ladet sig finde saa villige til noget til Fædernelandets Nytte at udgive, som til sig selv med saaban aldeeles ufornøden Pragt at ruinere, allernaadigst haver været foraarsaget denne Anordning om Klædedragten at lade udgaa; Saa ville Vi og nu alle og enhver allernaadigst have advaret, at de sig, enhver i sær, her efter retter og forholder, saa fremt de ikke vil være lige saa vel de Høyeste lige i Udgifter, som de vil være dennem lige i Klæderne, og derforuden straffes, som før er meldt.

 

Om Bryllupper.

  1. De som sig i Ægteskab ville begive, skulle efter foregaaende Trolovelse og Lysning af Prædikestolen, udi Kirken sammenvies: Og hvis nogen skulle vilde begiære sligt udi deres Huuse at maatte skee, da søge der paa, som hid tildages sædvanligt været haver, Vores eget allernaadigste Brev og videre Tilladelse.
  2. De som betiener nogen af de Charger, som i den trykte Rangs Anordning findes specificerede, saavel som Adelen i Almindelighed, maa være tilladte for deres egne Personer, eller deres Børn, i felles Venners Overværelse, at slutte Ægteskabs-Løfter med Haandstrekning og Trolovelse-Ring af Guld, uden nogen Ædelsteene at give; Hvilket da i alle Maade skal være saa gyldigt, som det af Præsten var forrettet. Og maa til saadanne Sammenkomster ey videre indbydes af gifte Personer end udi alt fire Par, foruden Forældre, Børn og Sydskende, hvilke maa gives et tarveligt Maaltid, som den syvende Artikel her efter videre ommelder; Hvo her imod skulle handle, med fleere Folk at indbyde, eller videre Skienk at give, have forbudt 100 Rigsdaler.
  3. Alle andre Geistlige eller Verdslige, maa, naar de sig med hinanden forlove, eller ved Præsten lade trolove, ey heller der til fleere bede at overvære, end i nest foregaaende Artikul ommeldes: Og om de endelig vil giøre nogen Bekastning, da give de Indbudne et ordinarie Maaltid Mad; Hvo der imod skulle understaa sig noget at giøre, give til Straf 40 Rdlr.
  4. Naar Bryllupet er berammet[27], da skal alle og enhver efter sædvanlig Christelig Skik lade sig vie i Kirken; Eller og (naar det, som udi den første Artikel meldes, skeer med Vores egen allernaadigste Tilladelse) udi deres egne Huuse. Og maa til Brylluppet, som alleene en Dag maa holdes, ingen fleere bedes end tolv Par Folk, u-beregnet Forældre, Sødskinde, Sødskindes Mænd og Koner, Farbrødre eller Morbrødre; Ey heller nogen at bedes uden Provincien eller Bryllups-Stædet, uden Forældre, Børn eller Sødskende; Men ingen maa bede meere til at rede Brude-Sengen eller giøre noget af hvis som kand forefalde, end et par af de nærmste Venner, og i det øfrige, saadant ved sine egne Tieneste-Folk lade forrette, under Straf af 100 Rigsdaler.
  5. Ingen Brud, af hvad Stand hun er, maa paa sin Bryllups-Dag bære andet end hvad hende selv tilhører; Og haver enhver udi slige Tilfælde, sig efter foregaaende allernaadigste Anordning om Klædedragten, allerunderdanigste at rette.
  6. I Brude-Huuset maa ikke med andet klædes, end med hvis den Brylluppet giør, eller Brudgommen selv tilkommer, under 30 Rigsdalers Straf.
  7. For Brylluppet maa ingen Giestebud, eller Tractement til nogen anrettes: Og til Brylluppet maa ey videre Mad gives end 8te Retter: ey heller maa nogen Priamider af Sukkerbagerie iblandt Bryllupps Kosten anrettes, meget mindre nogen Overdaadighed optænkes med sær kostbare Retter, men alting tarfvelig, og efter enhvers Vilkor, indstilles; Hvoimod nogen af disse Poster handler, give til Straf 100 Rigsdaler.
  8. Vores Geheime-Raad, Grever og Friherrer, maa bruge til deres Senge, Fløyel med Guld- eller Sølv-Fryndser, og Snorer af samme slags, dog ikkun paa Kanterne, men ingenlunde bruge nogen Broderie af Guld- eller Sølv-Støkke.
  9. De som i Rangen ere efter Friherrerne, saavelsom ellers Adelen i Almindelighed, maa ey bruge andet til deres Brude-Senge end Taft, Atlask, Damask eller andet Silketøy, med mindre det enten her i Staden er giort, eller ved Compagniets Skibe fra Indien indført: Og maa de have Silke Fryndser og deslige, som her i Landet bliver giort, mens ingenlunde nogen Sølv- eller Guld-Fryndser, Kniplinger eller Snorer, ey heller nogen Kniplinger om Lagnerne: Til Overdyne og Puder kand bruges det sammen, som til Omhæng er tilladt.
  10. Til ingen Brude-Stoel eller Brude-Skammel[28] maa bruges andet end et vefvet [29]Tapeet uden nogen Fryndser eller Kniplinger; Hvo her imod handler, give til Straf 50 Rigsdaler; Og maa ey heller nogen , under lige Straf, bruge Himmel ved Brude-Stolen, Brude-Benken hvor de vies, eller over Bordet, uden de, som til den 4de Artikel incusive i Forordningen om Rangen ere indførte.
  11. De Fornemmeste af den Geistlig Stand, og fornemme Borgere og Negotianter[30], maa bruge Taft eller Atlask til deres Brude-Seng.
  12. Handverksfolk og Tienestefolk, skulle lade sig nøye med Rask[31] eller andet uldet Tøy, som her i Landet kunde giøres, dog uden nogen Fryndser, Dusker eller Snorer; Hvis nogen her imod handler, og det kand, for eller efter Brylluppet befindes, give til Straf 50 Rigsdaler.
  13. Handverksfolk og Tienestefolk, maa ingen videre Følge end sex Par Folk, hvilke maa gives et traveligt Maaltid af fire Retter Mad; Hvo her imod fordrister sig til at handle, give til Straf 40 Rigsdaler; Dog formeenes ingen at møde i Kirken eller Huuset: for at høre paa Brude-Vielsen, og at ofre med Brude-Folkene.
  14. Ingen Brude-Gave over begge Vores Riger, maa gives eller tages af nogen, i hvem der og være kune, Tienestefolk undtagen, men saadant aldeeles være afskaffet; Dog Forældrene ey formeent at give deres Børn efter deres egen Vilkor og Tilstand; Hvo her imod giør, give til Straf 500 Rigsdaler.
  15. Ingen Brudgom maa give til Brudens Venner eller Sødskende noget af Ædelsteene, Perler eller deslige; Mens hvo som vil noget forære Brudens Moder, eller om hun er død, til dennem udi hvis Huus Bruden findes, maa han ey give videre udi giort Guld, Sølv eller Penge, end 100 Rigsdalers Værd.
  16. Til Bryllupper paa Landet maa ikke bedes meere end 8te Par Folk: Dog de nærmeste Venner, som før er meldt herudi uberegnet: Og maa Bryllups-Kosten gives samme Dag, som Brylluppet holdes, saa og næste Dag der efter, og ey længere.
  17. Præsterne skal være alvorligen anbefalet, andre her udi med got Exempel at foregaae; Og maae ingen udi de andre Kiøbstænder [32]eller paa Landet give meere end sex ordinaire Rætter Mad, hvortil intet Vildt maa anrettes, med mindre at den som Brylluppet giør, haver Rettighed til Jagt; Hvo her imod handler, have forbrudt 50 Rigsdaler.
  18. Præsterne maae ey forskrive nogen, hvad de vil have for Copulationer[33], men lade sig nøye med hvis en hver efter sin Evne og vilkor af sin egen Villie dennem vil give; Og naar Brude-Vielserne i de andre Kiøbstænder eller paa Landet forrettes, være sig i kirken eller i Huusene, skal det ingen være formeent, af dem som ikke til Brylluppet budne ere, at ofre Præsterne.
  19. Hvad Skolernes og deres Betienters Belønning angaar, forbliver det indtil paa videre allernaadigst Anordning, ved det om hidtil dags sædvanligt været haver.

 

Om Barseler.

  1. Naar noget Barn bliver fød, da skal strax Forældrene eller de hosværende drage Omsorg for, at Barnet kommer til Daaben det snareste skee kand, og ingen dermed lade opholde over otte Dage, under 30 Rigsdalers Straf.
  2. Naar en Qvinde kommer i Barselseng, maae ey nogens Bud, for at lade nogen det vide, udskikkes til andre end til Forældre, Børn og Sødskende, at hvilke dog ingen i Huuset skal opvarte, for at tage imod Besøgelser imedens Qvinden ligger i Barselseng: Ey heller skal nogen Qvinder bestilles til noget i Huuset at forrette, men hvis i saa Maader er at giøre, skal skee ved deres Folk ii Huuset, under 50 Rigsdalers Straf.
  3. Alle skal lade deres Børn døbe i Kirken paa de Dagen dennem til pas kommer; Og skeer det Prædiken-Dag, da skal Børnene først døbes naar Tienesten haver Ende; Og u-ægte Børn skal Christnes efter 12 Slæt[34]; Hvis nogen vil have Musici Kirken, da betale hvis billigt kand være.
  4. Naar Barnet døbes, maa det ikke prydes enten med Smykker, Perler eller Ædelsteene, under 30 Rigsdalers Straf.
  5. Til Barne-Daab, maa ey fleere Faddere bydes end Fem, Mandfolk og Qvindfolk tilsammen. Og maa i begge Vore Riger ingen Fadder-Gave gives, eller tages, under Straf af 500 Rigsdaler, hvilke, de sig herimod forseer, være sig den der giver eller den der tager, haver at betale.
  6. Naar Børnene føres til Kirken, maa ikke følge meere end tre Par Qvindfolk, enten til eller fra Kirken, som skal være i Kirken med Barnet som skal døbes, inden Præsten gaar af Prædikestolen og hvis ikke, da skal den som Barnet bær, om det er en Bonde-Qvinde, give til Straf til de Fattige i Sognet Een Rigsdaler, er det en anden hæderligere Qvinde[35], da give Tie Rigsdaler; Hvilke Penge Degnen eller Klokkeren skal indkræve og levere Kirkeværgerne at uddeele.
  7. Præsterne maa ingenlunde foreskrive nogen, hvad de skal give den for Børn at døbe, men nøyes med hvis enhver af fri Villie dem vil give, eller i slig Tilfald ofre.
  8. Ingen Tractement af Mad, Confect eller Drikke, maa gives i Kiøbstæderne, enten naar Børnene med Vores allernaadigste Bevilling døbes i Huusene, eller naar de gaae til eller fra Kirken med Barnet. Og skal ald Barsel-Kost være afskaffet, uden nogen ville tractere med ordinarie Spise hvis Faddere han af sine nærmeste Venner have indbuddet.
  9. Samme Dage naar Barnet Christnes, maa Forældrene tractere paa Landet de Fremmede, som dertil ere budne med et tarveligt Maaltid Mad.
  10. Bøderne skal være forfaldne i Kiøbenhavn, den tredie Deel til Staden, den tredie Deel til Børnehuset, og den tredie Deel til Angiveren. Og i de andre Stæder, den tredie Deel til Magistraten[36], den tredie Deel til Angiveren, og den tredie Deel  til den Kiøbstæds Hospital, hvor Hospital er, men hvor ingen Hospitl er, og paa Landet, da Halvdeelen til Angivren og den anden halve Deel til næste Hospital; Og hvor Magistranten derpaa at tale forsømmer, da skal de ikke alleeneste intet deraf nyde, mens Bøderne betale: Og tilstædes ellers enhver at være Angiver, og paa Sagen at tale.

 

Om Giestebud.

Naar nogen beder ordinarie sine Venner til sig, eller noget Giestebud vil anrette, maa de ikke give meere end 6 enkelte Retter mad – uden Confect af Sukkerbagerie; Dog Vores Geheime-Raad, Grever, Friherrer og andre af Vores fornemmeste Betiente, som hos Os selv daglig Opvartning haver, hermed ikke meent, men dennem tilladt at tractere som dem selv lyster, i henseende til de Personer, som af dennem indbydes; Hvo her imod sig forseer, bøde 100 Rigsdaler til dennem som i forskrevne Forordninger om meldet.

Hvorefter alle og enhver sig allerunderdanigst haver at rette, og for Stade at tage vare; Og byde Vi derfor hermed og befale Vores Grever og Friherrer, samt Stiftsbefalingsmænd, Amtmænd, Landsdommere, Laugemænd, Præsidenter[37], Borgemestere og Raad, Fogder og alle andre, son denne Vores Forordning under Vores Cancellie-Seigl tilskikker vorder, at de den paa behørig Steder til alles Efterretning, strax lader læse og forkynde. Givet paa Vort Slot Kiøbenhavn den 13 martiis Anno 1683.

 

Under Vort Signet

Christian.   


Ordforklaringer m.m.

[1] Bordyret: broderet eller besat med.

[2] Galun: Galon – et bånd af silke, uld eller bomuld, med eller uden indvævet guld- eller sølvtråd. Det blev mest brugt til dekoration på møbler og draperinger eller til besætning på klæder. Især brugt til uniformer.

[3] Sabel: Zobel, sibirisk pelsdyr af mårfamilien. Kostbart pelsværk – Ryg-Sabeler: Rygpels.

[4] Rangs-Ordning: Rangordningen som henvises til er rangforordningen af 25. maj 1671. Rang betegnede de officielle værdighedsgrader som var knyttet til forskellige stillinger i samfundet og/eller til bestemte samfundsgrupper. Rangforordningen placerede i en fortløbende nummerrække adskillige charger i forhold til hinanden fra kongens ægte sønner til sekretærer i kollegierne.

[5] Gøre virkelig tjeneste: Embedsmænd med pligter i stillingen i modsætning til titulære embeder for ærens skyld.

[6] Blommer: med blomstermotiv.

[7] Slet Fløyel: Glat fløjelsstof.  

[8] Bugfoder: pelsværk af skindet fra bugen af et dyr, i dette tilfælde fra en Zobel. Nakkefoder er ligeså nakkeskindet.

[9] Confessionarius: Den kongelige families skriftefader/sjælesørger.

[10] Bonetter: Hovedtøj, som også blev kaldet baret, og er syet af vævet stof i modsætning til hatten af filt. Måttes kun bæres af præster.

[11] Promoti Doctores in Theologia: En person som har en doktorgrad i teologi.

[12] Simarrer: En mandeskjortel med stor vudde og åben foran, som kom på mode i 1500-tallet. Efterhånden en akademisk dragt,og for danske præster en forenklet model af embedsdragten.   

[13] Cappellanerne: Kapellan – hjælpepræst, som skulle bistå sognepræsten i sit embede.

[14] Promoti Magistri: Teologisk kandidater.

[15] Tersenel: Silkestof, evt. med luv som fløjl.

[16] Ferandin: Halvsilkestof med køde af silkegarn og skud af fin uld.

[17] Taft: glat (umønsteret) lærredsvævet stof af fin silke.

[18] Compagniets Skibe: Skibe fra det dansk Ostindiske Kompagni, som var et handelskompagni, hvor kongemagten var den største aktionær.

[19] Halsfoeder: Pelsværk til at bære om halsen. I dette tilfælde fra en Zobel

[20] Moffe: Muffe, cylinder formet 'håndvarmer'.

[21] Laqueyer: Lakaj, personlig tjener.

[22] Liberie: Særlig dragt som bæres af tjenere i herskabshuse.

[23] Frynesser: Frynser.

[24] Carosse: Stor lukket stadsvogn, karet.

[25] Damask: Satinvævet silkestof med mønster. Oprindeligt om mønstret silkestof fra Damaskus i Syrien, senere fra Italien.

[26] Chifres: Chiffrer heraldisk kendemærke, et havretræk eller monogram

[27] At beramme = fastsætte tidspunkt (og sted) for et møde el.lign. I dette tilfælde brylluppet.

[28] Brude-stol eller brude-skammel: pyntet stol eller skammel, hvorpå brudeparret knæler under vielsen.

[29] Vefvet: Vævet.

[30] Negotianter: Storkøbmænd eller grosserer.

[31] Rask: Tyndt, groft vævet uldstof.

[32] udi de andre Kiøbstænder: beskrevet på denne måde henvises til at der ikke er tale om København, men de andre købstæder i landet.

[33] Copulationer: ægteskabelig forening.

[34] 12 Slæt: kl. 12, Slæt er klokkeslag eller klokkeslæt.

[35] hæderligere Qvinde: en fornem kvinde.

[36] Magistraten: Stilling som indehaver af en bys øverste styrelse, ofte borgmester.

[37] Præsident: Øverste leder eller formand i en lokalforsamling. 

Om kilden

Dateret
13.03.1683
Oprindelse
Kong Christian den Femtes Forordninger Og andre Aabne Breve, Som ere udgangne for den Kongl. Danske Lovs Publication. s. 885-897
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
19. maj 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Dalgaard, Hanne Frøsig: Luskusforordninger - 1558,1683,1736,1783,1799 (2015)

Udgiver
danmarkshistorien.dk