Forordning om Betlere i Danmark, 24. september 1708

Kilder

Kildeintroduktion:

I 1708 indledte den enevældige danske stat et opgør med udformningen af den statslige fattigforsorg, som Danmark havde haft siden reformationen i 1536. Hidtil havde fattighjælpen bestået i at tildele de "værdigt trængende", dvs. børn, syge og gamle, som ikke kunne arbejde og forsørge sig selv, retten til at tigge. Tiggeriet var imidlertid blevet et omfattende samfundsproblem, som man ønskede at komme til livs. Derfor blev tiggeri nu forbudt. I stedet skulle fattighjælpen finansieres gennem frivillige bidrag og skat blandt andet fra gejstlige og embedsmænd, og man forsøgte man at skabe et enstrenget, administrativt system med fattigdirektørerne i København som øverste myndighed.

De forsorgsberettigede skulle inddeles i klasser efter trangsbehovet, der defineredes forskelligt fra land til by. På landet var naturalieydelser stadig grundpillen i forsorgssystemet, herunder også plejeanbringelse af forældreløse børn. Tiggerproblemet forsøgte man stadig at løse ved at oversende dem til manufakturer (virksomheder med forskellige håndværkere) i København. Det var et ambitiøst system, som det heller ikke denne gang lykkedes at føre ud i praksis. Hverken tiggeri, arbejdsløshed eller fattigdom blev afskaffet. Manufakturerne kunne ikke leve op til alle de forventninger, der var knyttet til deres arbejds- og uddannelsesmæssige potentiale, og de frivillige bidrag kunne heller ikke følge med behovet.

Forordningen er dog interessant, fordi den indleder en ny periode for fattigvæsenet i Danmark, hvor alternative løsninger på fattigdomsforsorgen afløser det statsautoriserede tiggeri. F.eks. begyndte ideer om forebyggelse af fattigdommen at få fodfæste, bl.a. forsøgte man at højne befolkningens uddannelsesniveau gennem et forøget antal almueskoler og mere undervisning. Tankerne om fattigforsorgen indvarsler også oplysningstidens komme i Danmark.

Forordningen er inddelt i følgende hoveddele:

Forordning om Betlere i Danmark af 24. september 1708, som den er gengivet i Kong Friderich den Fierdes Allernaadigste Forordninger og Aabne Breve fra Aar 1708 til 1709. Klik her for at se hele lovteksten.

 

VIII. Forordning

Om Betlere i Danmark, saavel paa Landet som i Kiøstæderne [sic], Kiøbenhavn undtagen.

 

Vi Friderich den Fierde af GUds Naade, Konge til Danmark og Norge, etc. Giøre alle vitterligt, at, ihvorvel Vores Elskelige kiære Hr. Fader, Salig og Højloflig Ihukommelse, ved allernaadigst udgivne Forordninger og Befalinger, haver draget særdeles Christelig og Kongelig Omhyggelighed for, hvorledes fattige Mennisker, saavel i Kiøbstæderne, som paa Landet, i Vore Riger og Lande, som kunde findes i saadan Tilstand, at de selv intet til Føde eller Underholdning kunde fortienne, dermed til Nødtørft kunde vorde forsynet, og de til Arbejd tienlige dertil hielpes og fra Leddiggang holdes, saa at Betlerie og Tryglerie kunde afskaffes, og enhver fra besværlig Overløb i saa Maade befries, item[1] all U-skik, som af Tiggerie og Leddiggang foraarsages, forekommes; saa have Vi dog maat fornemme, at saadan Christelig Forsorg og anbefalede nyttig Anordning moxsen[2] over alt ej er kommen til Fuldkommenhed, eller til de Fattiges Plejgning og Underholdning nogen tilstrekkelig Anstalt giordt af Vedkommende, hvorover de Fattige i Haabetal, i Særdeleshed Børn fra 6. 8. til 15. Aar løbe omkring paa Landet, der ved Lands-Byerne, som ellers bør at forsørge deres egne Fattige, blive keede og fortredelige til videre og fremdeles Pleigning, og Betlerie der over mere end forhen nu tage Overhaand; Efter di da saadant geraader ikke til ringe Besværing for Landet og dets Indbyggere, og Vi derfor paa sligt med Eftertryk ville have raadet Boed, saa have Vi allernaadigst for got befundet efterfølgende Forordning derom at lade udgaae.

[til top]

Angaaende de Fattige i Kiøbstæderne i Danmark, Kiøbenhavn undtagen.

 

1.   Saasom til de Fattiges Underholdning tilstrekkelige Midler nødvendigen behøves, saa ville Vi allernaadigst, at alle Geistlige og Civil-Betiente[3] noget vist aarlig til de Fattiges Casse giver, nemlig: Vores Civil-Betiente, som Gage af Os bekommer, af samme deres Gage aarlig en pro Cento, som ved Betalingens-Terminer indeholdes for de Arme, og Qvartaliter[4] til de tilforordnede Directeurer imod deres Qvittering af vores Zahl-Cassa[5] betales skal; De Geistlige betaler ligeledes efter deres Kalds og Bestillingers Indkomster en pro Cento aarligen, som Vi ville lade ved Biscopen og dertil forordnede Commissarier undersøge og determinere.

2.   Tvifle Vi ingelunde paa, at andre Vore kiære og troe Undersaatter jo ogsaa til dette gudelige Verks Befordring og bestandig Conservation lader see gode Prøver af deres Christen-Kiærlighed imod deres fattige og nødlidende Jevn-Christne, og efter deres Evne og Vilkor kommer dennem aarligtn til en vis Tid med noget tilstrekkeligt af den Velsignelse, som GUd dennem have givet, til Hielp til de Fattiges nødtørftig Ophold: Til hvilken Ende enhver udi en der til igiennemdraget og numereret Bog Kand selv indskrive hvad hand aarlig, som en frivillig Gave, vil erlegge, og naar Terminen, som til Betalingen er bestemt, er forfalden, skal de Fattiges Inspecteurer (som i hver Kiøbstæd, hvor der er Magistrat, skal være Sogne-Præsten, er der flere end een Kirke, da den til Hoved-Kirken, og en af Magistratens-Middel, tillige med to eller flere fornuftige og redelige Borgere; som Magistraten efter Byens Storlighed af hvert Sogn, naar der er flere end en Sogne-Kirke, forordner, og Byefogden udi de andre Kiøbstæder, hvor ingen anden Magistrat er, tillige med Sogne-Præsten og Kirkens Forstandere) komme tilsammen enten paa Raad-Stuen eller i Præstens Huus, og da skal enhver fremsende sit Contingent, for hvilket hand sig har indskreven, hvilket i forbemeldte igiennemdragen og numereret Bog skal afskrives. Bliver nogen ude med Betalingen, og efter foregaaende Advarseler ikke (uden at have nogen billig[6] Aarsag der til) inden Aarets Udgang sig ville indfinde med Betalingen, da skulle saadanne Personers Navne offentligen paa Prædike-Stolene oplæses og der af Præsten, enhver i sin Sogne-Kirke paamindes; Dog skal ikke nogens Navn saaledes oplæses, førend de andre hans Med-Inspecteurer det med deres Underskrift haver samtykt; Og som der ellers vel skulle findes medlidige Hierter, der ville spise en eller flere Ugentlig, hvilket kunne lade sig giøre ved Børn, der gaaer i Skole, eller forsørge nogen Sengeliggende, som de daglig vilde sende noget til, saa ville Vi dog allernaadigst, at saadanne Personer antegner sig for noget vist, og om det kunde synes alt for lidet, efter hans Stand og Midler, kunde hand derhos beraabe sig paa, at hand derforuden saaledes spisede en eller flere Fattige; Dog skal Inspeurerne [sic] have flittig Opsigt der med, at den Fattige bliver forsørged u-paaklagelig. Herforuden skal der og være en Fattiges-Bøsse, hvormed der skal gaaes om til alle Bryllupper og Barseler, som holdes i Byen, og hvis det er hos fornemme Folk, da en af Inspecteurerne selv at gaae om dermed, paa det at Giesterne til des større Gavmildhed kand opmuntre; Derforuden skal i hver Værts-Huus iligemaade være en Fattiges-Bøsse, som af Værten skal i Agt tages, og Pengene der i indsamles og velbevares, og hver halv Aar de indkomne Penge til de Committerede i hver Bye indhændiges imod Qvittering; Til hvilke Bøsser Inspecteurerne skulle have Nøgelen, hvilket alt skal indrettes og dermed omgaaes saaledes, at af en frivillig Gave ej giøres nogen Tvang.

3.   Skal der i hver Kiøbstæd være en Kiiste til de Fattiges Casse med tre underskeedentlige[7] Laase og Nøgler, hvoraf Sogne-Præsten den ene, Magistratens-Middel den anden, og tvende Borgere, hvor der er Magistrat, den tredje, men hvor der er ingen anden Magistrat end Byefogden den anden, og Kirkens Forstandere den tredje skal have, og maa ingen alene over de Fattiges Midler raade, men det skal i Hosværelse[8] af dennem samtlige skee.

4.   Hvad som bliver givet til de Fattige af fromme GUds-Børn, som GUd haver hiulpet udi en eller anden Maade, og sendes Præsten, maa hand ikke uddeele efter Behag, men skal legges i den Fattiges-Casse, at det kand komme saavel den eene, som den anden til Nytte, uden saa er, at den, som sender, udtrykkeligen vil have det givet til et vist slags Fattige, da Præsten ved saadanne Ordres Fremviisning haver Magt det efter Giverens Villie at uddeele.

5.   Hver Mandag, om det ikke er HelligDag, skal Almissen uddeeles af Inspecteurerne til de Fattige, da de enten selv skal komme tilstæde, eller om de ikke ere saa stærke, en anden paa deres Vegne, at annamme det, de staaer antegned for.

6.   Alle Fattige, som kunde arbejde, enten de ville eller ej, skal til de Byer, hvor Manufacturer ere indrettede, hensendes til Arbejde.

7.   Naar de fattige Drenge-Børn noget fremvoxer, skal Inspecteurerne sig vel erkyndige om deres Naturel. Finder der nogen iblant dem, som haver stor Lyst til Bogen, og er begavet med et meget got Nemme[9], da at sette dem i den Latinske Skole, hvor de af Skolens Indkomster skal hielpes fort, frem for nogen anden; de andre settes til Handværks-Mænd; Og skal Mesterne være forpligtede at tage til Lære af Byens Indfødde, saa længe af dem ere at faae, de der findes skikkelige og dygtige. Skulle de tee sig i deres Tieneste vanartige, at Mesterne ikke kand være fornøjede med dem, klage de det for Inspecteurerne, som da skal sende dem til Directeurerne i Kiøbenhavn, at de paa Børne-Huset eller andenstæds kand blive hensatte.

8.   Naar nogen begierer at indskrives i de Fattiges Tal, skal Inspecteurerne vel give Agt paa den samme Persons Forhold, hvorledes hand har skikket sig. Har hand med Drukkenskab eller andre Laster foraarsaget sig selv sin Armod, maa hand ikke annammes[10] der til, men sendes til Kiøbenhavn, at hand kand komme i Pest-Huset[11], om han ikke er dygtig til at arbejde; Især skal de her udi handle redelig uden Passioner, saasom de det for GUd og Os agter at forsvare, at de ingen antager for Gunst og Venskab skyld, ikke heller lukker nogen ude af Had og Vrede. Skulle nogen Fattig findes, der er lige saa højt nødtrængende, som de der er indtegnede, og Inspecteurerne dem ikke ville annamme, da har den Fattige sig at beklage for Magistraten, der skal skaffe ham Ræt: Skeer det ikke, og den Fattige nødes til at give det an for Stift-Amtmanden, da skal hand hielpe ham til rætte, og da skal Magistraten tillige med Inspecteurerne, om de findes ej at have havt lovlig Aarsag, bøde til de Fattiges Casse i Kiøbenhavn 10 Rigsdaler.

9.   Skal Inspecteurerne tre Maaneder efter første Publications-Dato, indsende til Directeurerne i Kiøbenhavn en rigtig Efterrætning, hvor vidt de i dette Værk ere avanceret, og hvad Stand de har bragt det til. Forsømmer de det, og Directeurerne derover foraarsages at besværge sig for Os, ville Vi ansee det med tilbørlig Straf.

10.  Ved hvert Aars Udgang skal Regenskaberne af Inspecteurerne, og inden 6 Uger der efter af Stift-Befalingsmanden og Biscoppen attesterede til Directeurerne hidsendes, som den ved Bogholderen skal lade revidere, og derfor Qvittering efter Sagens Beskaffenhed give.

11.  Hvor der ere Hospitaler[12], der forvaltes de efter Fundatzerne; dog som Vi fornemme, der ikke paa alle Stæder omgaaes der med, som Vi gierne ynskte, da skal Forstanderne hvert Aar, inden den 1 Julii, saafremt ikke Fundatzerne anderledes expressè[13] determinerer, indlevere deres Regnskaber til Stift-Befalingsmanden og Biskopen, som dennem skal attestere og indsende til de Fattiges Directeurer, som det skal approbere og qvittere derfor. Forsømmes det, at det ikke skeer hvert Aar til den bestemte Tid, da skal de Forsømmelsen findes hos, betale til Kiøbenhavns Fattiges Casse 2 Rdlr. for hver Dag de over den 1 Julii der med ude bliver, og foruden svare til den Skade der over kand foraarsages, med mindre der er lovlig Forfald, hvilket de strax i Tide skal give Directeurerne tilkiende, om det eller siden skal gielde og staae for fulde.

12.  At Menighederne ej skal besværge sig over den Overløb, som de hidindtil have havt af fremmede Omløbere, ville Vi hermed alvorligen have forbudet, at ingen Fremmede efter denne Dag, uden Vores special allernaadigste Tilladelse, maa gaae omkring at søge Almisse, ej heller maa nogen understaa sig at give nogen saadan Fremmed Concessions-Breve, at søge enten Geistligheden eller andre, saasom Vi ville have Os selv forbeholden derudinden at dispensere. Fordrister nogen sig her til, da skal hand, for hvert Brev hand udgiver, bøde til Cassen i Kiøbenhavn 12 Rdlr.; og hvem som saadanne Recommendations-Breve forekommer og ikke strax sender dem ind til Directeurerne, bøde 4 Rdlr. Skulle den derimod Handlende ej have Midler og Evne at betale 4 Rdlr., da straffes hand paa Kroppen. Og forbydes alle Tings-Vidner, Sogne-Vidner eller Præste-Attester, undtagen dem, som de kune fremlegge, der have lidt Søe-Skade og Ilds-Vaade. Men paa det Angiveren ej skal holdes tilbage af Frygt, at hand maatte drage sig Vrede og U-gunst paa Halsen, skal det være ham tilladt, uden Skrift, Navn og Haand, at sende Originalen ind til Directeurerne alene, under en forseglet Convolut. Alle Færgemænd, Fiskere og andre Vore Undersaater, som boe ved Søe-Kanten, skal alvorligen være forbuden, at føre nogen fremmet Betler her ind; handler nogen herimod, da skal hand for hver Person efter Omstændighederne ansees med anden vilkorlig Straf.

13.  Og som Tartere[14], der omløbe og besvige Folk med deres Løgn, Tyverie og Troldom, ere af de værste Land-Strygere, og Vi ingenlunde ville taale dem i Vore Riger og Lande, da skal de af Stædets Øvrighed, hvor de kunde findes, paagribes, dennem efter Loven fra tages hviis de have med at fare (hvilket skal høre Byens Fattige til) og de strax rømme Riget; Fortøver de endda, efter Advarsel, skal de settes i Rasp-Huset[15], der at fortiene deres Brød; og holder deslige Folk sig til Side, enten paa Marken eller i Skove, da skal Ambtmanden Sogne-viis lade dem eftersette og paagribe. Hvo der huser eller herbergerer dem, skal bøde for hver Nat 16 Lod[16] Sølv, hvilket efter Loven ere Os til, men Vi allernaadigst vil have skienket til Byens Fattige.

14.  Dersom, imod Forhaabning, nogen fremmed Betler maatte findes, som enten, da Inqvisitionen skeede, kune have forstukket sig, eller siden sneget sig ind i Landet, skal Inspecteurerne, saa snart det bliver dem tilkiende givet, lade ham tage i Forvaring, og saa længe med Vand og Brød underholde, indtil hand ved beqvem Lejlighed kand forsende til Kiøbenhavn; da hand enten under vor Militie, om hand dertil findes beqvem, eller paa andre Stæder skal blive forsynet.

15.  Fremdeles skulle Værterne og Kroe-Holderne i Kiøstæderne [sic] ingen u-bekiendte Folk eller Betlere længere huse end een nat førend de give de Fattiges Inspecteurer det tilkiende, under 10 Rdlr. Straf, deraf skal Angiveren nyde halv Parten og de Fattige sammestæds den anden halve Deel. Saa straffes og den paa Kroppen, der ej har noget de 10 Rigsdaler at betale med.

16.  Saasom de, der er brændt for, ofte 3. 4. eller fleere Aar, efter at de have taget Skade af u-lykkelig Ildebrand, søge Almisse efter de erholdte Tings-Vidner, og vel gandske sælge andre deres Testimonia; Saa forordne og befale Vi hermed allernaadigst og alvorlig alle og enhver Rettens-Betiente, ingen som lidt skade af u-lykkelig Ildebrand at meddeele noget Tings-Vidne anderledes, end med den Clausul, at det samme ej længere end et Aar skal være gyldig.

17.  Paa de Fattiges Levnet skal Inspecteurerne vel give Agt: findes der iblandt dem, dem som elske Drik og Fylderie, slages og klamres, ere lætfærdige i deres Munde med Banden og Sværgen, eller anden u-teerlig Snak, skal de først alvorlig paa mindes, og i Prædiken, efter Textens Anledning, straffes skarp af GUDS Ord. Kand det ikke hielpe, da paa nogen Tid at miste deres Almisse, at deres onde Natur ved Sult og Faste kand spæges[17]: Er det og forgiæves, da at sendes til Kiøbenhavn, der, at settes i Pest-eller Spinde-Huset[18]. Saa ofte Lejlighed gives, skal Præsten formane dem til at frygte GUd, og skye alle onde Laster, i sær paaminde dem, som paa Hænder, Fødder og deslige kunde være lemlæstede, at naar de enten gaae paa Gaden eller komme i Kirken, de da, det meeste mueligt er, skyvle[19] deres Bræk og Fejl; Fordrister saadanne Fattige sig til at fremvise deres lemlæstede Lemmer, for at erholde Almisse af nogen, skal de sættes i Hullet, og nogle Dage straffes paa Vand og Brød. Men hvad angaaer andre Fattige, som i Ansigtet af Flod[20] eller Kræft ilde ere tilrede, saa ville vi hermed allernaadigst have anordnet og befalet, at saadanne fattige Lemmer udi Hospitaler og ande Fattiges Huse, frem for nogen anden, skulle indsettes, og at de ingenlunde maa gaae om og lade sig see i andre Kirker end Hospitals-Kirkerne, eller paa noget andet public Stæd, paa det saadanne beskadigede Mennisker ikke maatte forekomme frugtsommelige Qvinder, og de der over forskrekkes og fange Skade.

18.  Og at mand desbedre kand være forsikred om deres Kirkegang, skal de Fattige indrømmes et vist Stæd efter Kirkens Lejlighed; er der ikke Plads i Stolene, da paa Gulvet, hvor de skal have et Stæd for sig selv, og paa Kirkens Bekostning meddeles en Folde-Stoel, som de kand bære med sig, eller giøres Klapper de kand sidde paa, paa det Præsten desbedre kand merke paa deres Devotion og Forhold under Prædiken, og skal Klokkeren hver Søndag give Agt paa dem, som ere borte, og inqvirere om Aarsagen til deres Udeblivelse, hvilket hand skal give Præsten tilkiende.

19.  Hver Søndag fra Klokken 12. til det ringer sammen til Aften-Sang, skal de Danske Skolemestere møde i Kirkerne (om der er flere end een) Vinter og Sommer, og informere Ungdommen i deres Catechismo, da ikke alene deres egne Discipler skal møde, men og alle andre Drenge og Piger, som ere under deres Sexten Aar, skal komme tilstæde; Forholder deres Hosbonder dem der fra, skal de for hver gang bøde til de Fattiges Casse en Mark Danske. Bliver Børnene af Modtvillighed selv borte, skal de straffes med Hug af deres Husbonder, og om det er af de Fattiges Børn, af deres Skolemestere. Imidlertid Catechisationen skeer, skal enten Sogne-Præsten eller Capellanen være tilstæde, at høre om alting bliver vel og ordentlig forrettet; eller om de har selv om Eftermiddagen Prædiken eller ere i andre lovlige Forfald, skal en af de andre Inspecteurer være overværende: Forsømmer de det, naar de ere lovlig advarede, skal de for hver gang bøde til de Fattiges Casse ligeledes en Mark Danske. Paa samme Tid skal og alle de, som nyde Almisse og den Helbred, at de kand komme, finde sig ind i Kirken, at paahøre Ungdommens Underviisning, at de kand lære igien det, de have glemt, eller af ny det de før ikke have vidst,

20.  Og som det befindes, at der ere mange Skolemestere, som ere gandske u-dygtige og u-beqvemme der til, skal det herefter ej være tilladt nogen at holde Skole, uden hand tilforn er examineret af Præsten i Magistratens Nærværelse, om hand er selv saa grundet i sin Christendom, at hand kand undervise andre, og der hos kand regne og skrive, saavidt som der til giøres fornøden; Og skal de, som allerede holde Skole, hermed være anbefalet inden 2 Maaneder efter Forordningens Publication at lade sig af Sogne-Præsten i Magistratens Overværelser examinere; hvilket om de forsømmer, da skal det være dem alvorligen forbuden siden Skole at holde: og bør ellers dertil tages fattige Studiosi[21]. Og paa det de desbedre kand have deres Ophold, og informere uden Betaling de Børn, som ere indskrevne i de Fattiges Tal, skal de være forskaanede for de ordinaire Byens Ungdom, intet videre til de Fattiges Underholdning paalegges; saa tillades og ingen anden at holde Skole end hand eller de, efter Byens Storlighed, af Sogne-Præsten og Magistraten samtykkes. Anmasser andre sig at holde Skole, det være sig Mands- eller Qvindes-Person, hvor under forstaaes dog ikke de, der i Syen og deslige undervise Pige-Børn, da skal baade de, som holde Skole, og de, som lade deres Børn gaae der i, straffes under en Mulct[22], hvilken Magistraten skal inddrives og leveres til Inspecteurerne, som dele dem i tvende lige Deele, den ene til Byens Fattige, og den anden til Skolemesteren, som det angiver.

21.  Naar nogen af de Fattige ved Døden afgaaer, skal de nyde Jord frie, og ej derfor noget betale til Kirken, ej heller til Præst eller Klokker for deres Umage; til Graven at kaste, saavelsom den Døde at bære til Jorden, skal Magistraten forordne af Vægtere, Staader-Fogder[23] og andre, om deres Tal ejer tilstrekkelig, saa mange, som dertil behøves; Kirken og hvad der hør til, bekostes af det den Fattige efterlader sig, kand det ikke strække til, da af den Fattiges Casse. Hvorimod naar nogen døer som kand efterlade sig noget over Begravelsens Omkostning, da bør det ved offentlig Auction til den Højstbydende at sælges, og bliver det Cassen til gode.

22.  Tvende gange om Aaret, nemlig: første Søndag efter Paaske og første Søndag efter Mikkelsdag, skal denne vores Anordning efter Prædiken Ord fra Ord oplæses af alle Prædikestole, saavel i Kiøbstæderne som paa Landet med Formaning saavel til Menigheden, som de Fattige, hørsommelig[24] at rætte sig derefter.

23.  Er der nogen enten af Inspecteurerne eller andre, være sig i Kiøbstæderne eller paa Landet, som kand optænke noget, da som kand tiene til dette gudelige Verk at forbedre, da have de det at give Directeurerne tilkiende ved Skrivelse, og paa det de ej skal trykke sig ved Bekostningen, da skal saadanne Breve passere frie med Posten. Men hvad Regnskaber eller andre Documenter angaaer, som ere for besværlige for Posten at føre, skal sendes med andre visse imellemgaaende Bud: Herudi maa ingen Vognmand, som kiører for Penge, sig vegerlig betee[25], og om hand sig vegrer, skal det ham af Øvrigheden under Straf paalegges.

[til top]

Belangende de Fattige paa Landet, da ville Vi aller-

Naadigst, at dermed saaledes skal forholdes.

 

1.  Skal Stift-Ambtmændene og Bisperne, hver i deres Stift, constituere Provsten i sit Herret og Herrets-Fogden i sit District, enten det indeholder et eller flere Herreder, til at være Inspecteur over de Fattige, som findes i deres Herreder og Virker; og skal Provsten; Herrets-Fogden og Birke-Fogden have flittig Indseende saaledes, som de agte det for GUd og Os at forsvare, med de Fattige, at alle Ting efter denne Vores Anordning bliver i allerunderdanigste Hørsomhed efterlevet, og ikke spare deres Flid til noget af alt det, som kan tiene til denne Vores velmeente Intention at befordre.

2.   Efter at denne Vores allernaadigste Forordning er dennem bleven meddelt, skal de, det snareste skee kand, i det seeneste inden 2 Ugers Forløb fare Sogn fra Sogn, og der tillige med Sogne-Præsten, som skal adjungeres 3 eller 4 af de vittigste[26] og beste Sogne-Mænd (der i de Fattiges Inspection skal være hans Medhielpere, og maa om de det forlanger, efter 3 Aars Forløb med andre lige dygtige omvexles) først inqvirere, om der opholder sig nogen fremmet Betler, og deres Navne antegne med Stæder hvorfra de ere. Er han Uden-Rigs fra, da skal hand advares inden to Sole-Mærker[27] at qvitere Herredet, med mindre Sygdom maatte holde hannem ved Sengen; giør hand det ikke, og lader sig finde der efter den Tid, maa ingen huse eller herbergere ham, under Straf for hver Nat en halv Rigsdaler, hvoraf Angiveren nyder den halve Deel, og Sognets Fattige den halve. Er hand saa arm, at hand har intet at komme fort for, da skal Præsten formane Sogne-Folket at finde noget tilsammen, hvor udi hand selv bør gaae dem for med sit Exempel. Og da kand det meddeles ham til en liden Reise-Penge; vil hand da ikke forføje sig bort, eller fordrister sig at komme igien, efter hand engang er forviist, da skal Sognemændene føre ham til Herrets-Fogden, som paa Bekostning af den almindelige Casse, hvorom siden skal meldes, skal lade ham føre enten til næste Fæstning eller til Spindhuset i Kiøbenhavn. Er hand eller hun fra en anden Provintz eller et andet Herret, skal de advares at begive sig der hen, uden saa er, at de har i nogle Aar været i Sognet og forholdt sig skikkelig, da lader mand dem blive.

3.   Naar de nu ere fraskildte, som ikke bør at høre til Sognet, skal der forfattes en rigtig Specification paa dem, de finde at have Almisse højt fornøden, og først antegne dem, som ere blinde, Sengeliggende, og slet intet selv kand fortiene, og beskikke det saa, at de kand have deres Levnets Ophold; Dernæst smaa Børn, som Forældrene ere fradøde, hvilke Præsten med sine Medhielpere skal drage Omsorg for, at een eller anden tager dem til sig, hvorimod de nyde til deres Opfostring det, som dennem bliver tillagt; Endeligen skal og dennem, som formedelst slet Helbred, mange smaa Børn, eller andre lovlige Aarsager ikkun lidet og ikke saa meget kand fortiene, at de der af kand subsistere, nogen Hielp tillegges. Herpaa skal Præsten holde rigtig Bog, og enhver ved Navn, Dag og Datum, naar hand bliver antagen eller ved Døden afgaaer, indføre.

4.   Derefter skal de kalde Sogne-Mændene for sig, og give dem tilkiende Vores allernaadigste Villie; siden giøres af Sogne-Præsten til dem en alvorlig Formaning, ligesom er meldet om Kiøbstæderne. Dernest høre de, hvad de godvilligen vil give aarlig til de Fattiges Underholdning, og som det baade kommer Bonden lettere at give Brød, Meel, Erter og andre ædende Vahre, som de avle af Jorden, end rede Penge; det og beqvemmeligere er for den Fattige, som paa Landet ej altid kand faae for 1 [Skilling] at kiøbe, hvad de behøve, skal de Committerede først giøre et Overslag, hvor meget den Fattige kand til Nødtørft komme ud med om Aaret. Siden assignere ham sine visse Mænd i Sognet, som enten ugentlig eller Maanetlig paa en vis Dag, eftersom de Committerede finde for got, skal levere til den Fattige den Deel, som hand bliver indskreven for. Præsten lader sig selv først indskrive for een eller flere af de Fattige, som hand tager sig paa efter sine Vilkor at bespise, og derudi gaaer Meenigheden for med et got Exempel.

5.   Udi denne Ligning, som skeer, skal ej reflecteres til Tønder-Skyld, hvor højt Gaarden staaer for, men til Mændenes Tilstand, som beboer dem; Thi det skeer ofte, at en hielper sig vel, der sidder paa et lidet Stæd, og en anden slet, som sidder paa et højt-skyldet, og nu er det ræt og billigt, at enhver af den Velsignelse, hand af GUD har annammet, igien velsigner GUD i hans fattige Lemmer. GUD fordrer det ikke af nogen, som hand ikke har.

6.   Naar nu de Fattige paa den bestemte Tid giør Ansøgning om sin Almisse, skal den uden Knur og Mur, onde og vredagtige Ord af et velvilligt Hierte meddeles; forholdes den dem, da have de sig at beklage for Præsten, som da strax skal paaminde den Forsømmelige om sin Pligt og vare ham ad, at hand ikke giver den Fattige Aarsag i sin Nød at sukke over ham til GUd; Prædikestolen offentligen aflæses, som ikke godvilligen vil betale og omsider, naar det endda inden 14 Dages Tid ikke skulle hielpe, skal Præsten angive det, saavidt Vores Gods angaaer, for Ambtmanden, og saavidt andres Gods angaaer, for Proprietarien, hvilke skal udstæde Ordre, at det hos de Næchlæssige[28] vorder udpandtet.

7.   Dog som det kand og vel være paa den Tid, at Bonden selv fattes og haver ikke videre end ham bliver forstrakt af andre, ville Vi, at de Committerede skulle det saa i deres Deeling indrætte, at saadanne, som det er at formode hos, betale deres Pension paa den Tid, de have indhøstet, og endnu ikke slet udtæret, og reserverer de andre til videre frem. Der som de og kand formaae enten Præsten eller anden vederhæftig Mand, til at giøre Forskud for sig, skal den, som Forskudet giør, ubehindret nyde sin Betaling igien, strax der er indhøstet, og paa det de skal lade sig finde des villigere her til, skal saadan Forskud være prioriteret frem for al anden Gield, saa, at om Bonden imidlertid enten ved Døden afgaaer, eller Stædet i andre Maader vorder ledigt, skal det hannem af Rættens-Middel Forlods ud betales, saasom dette er ad pois ufus, og desforuden kand ikkun importere en ringe Ting, derfor maa ingen lade staa hen over et Aar, at det ej skal løbe for højt op, og saa blive Bonden til Tynge, naar hand det siden paa engang skal betale, eller Proprietarien til Fornærmelse i deres Ræt, og maa de Laanende for deres Laan ej det alleringeste Opboed enten begiære eller annamme, men bør være fornøjede, naar de lige saa meget og got, som de have udlaant, igien bekommer.

8.   Proprietarierne, som have deres Gaarde i Sognet, skal iligemaade anmodes, at de og ihukomme deres Christen Kiærlighed, og efter deres Vilkor betænke den Fattige, og paa det der kand være nogen Hielp til Klæder for dem, der ere slet hielpeløse, ville Vi, at det de udlove, bliver givet i Penge, hvilket og er at forstaa om Forpagtere, Ridefogder og andre Velhavende, som kunde være i Sognet, til hvilken Ende en Fattiges-Bøsse skal indrettes med trende Laase for, hvortil Præsten haver denne Nøgel, en af Medhielperne den anden og Herrets-Fogden den tredje, hvilken Bøsse ikke maa aabnes uden i Præstens og samtlige hans Medhielperes Overværelse, og maa det Proprietarien være tilladt at have deres Ride-Fogder og Fuldmægtige overværende ved Administrationen.

9.   Skulle dette, som saaledes godvilligen udloves, ikke tilstrekke, og Inspecteurerne finde, at Sogne-Folkenes Evne ej formaaer videre, have de inden tre Ugers Forløb at give det tilkiende for de Fattiges Directeurer i Kiøbenhavn, tillige med en fuldkommen Relation om deres Forrætning, da Vi ville være betænkt paa, enten ved Tillæg aarlig af Kirkerne i Nødsfald, efter deres Indkomsters Beskaffenhed, eller i andre Maader at komme de Fattige til Hielp, skulle Proprietarierne her til findes u-villige, og ikke give det, som raisonabelt kand være, skal det og paa samme Maade andrages, da Vi det ville vide at remedere[29].

10.  Dersom der i et lidet Sogn findes flere Fattige end Sogne-Folket kand underholde, skal Inspecteurerne have Magt at assignere dem paa et andet Sogn, som kand være større, og haver ikke saa stort Tal af Betlere, hvor de da skal nyde den samme Ræt, som de der boe i Sognet, dog skal det mages saa, at det bliver af de Byer, som nærmest støder paa hinanden, at det skal ikke blive besværligt for de Fattige (som skal forblive i Sognerne hvor de ere) at søge for vidt hen efter deres Almisse, hvilket dog først de Fattiges Directeurer her i Staden skal tilkiende gives, og deres Consens der over indhæntes.

11.  Naar nogen i de Fattiges-Tal begiærer at indskrives skal hand give sig an for Præsten, som i hans Medhielperes Overværelse, efter at de have overvejet hans Levnet og Vilkor, skal føre hans Navn til Bogs i den Classe, som de finde villigt, skulle det nægtes den Nødtørftige, da haver hand sig at besvære for Inspecteurerne, som skal hielpe ham til rætte, og hvis de det ikke kand formaae, give de det an for Stift-Ambtmanden og Biscopen, som da skal skikke hvad Ræt og billigt er.

12.  Fremmede Omløbere maa ikke tollereres, kommer nogen, for, da omgaaes med dem, eftersom før er meldt om Kiøbstæderne §. 14., og at det ej skal blive Cassen til Tynge med deres Bortførsel til Herrets-Fogden, skal tre eller fire af Bye-Mændene legge sammen til en Vogn, og det gaaer omkring i Sognet, saa ofte det giøres fornøden. Med Tartere der kommer fra Landet, forholdes ligesom i Kiøbstæderne.

13.  Og som det ej er Herrets-Fogderne, som i dette Værk dog har en stor Umage, mueligt paa deres egen Bekostning, at skaffe saadanne Omløbere bort, ville Vi allernaadigst, at til den Ende en Casse i hvert Herret skal indrettes, hvortil hver fuld Gaard aarlig skulle give 4 Skilling Danske, hver halv Gaard 2 Skilling, hver Boel og Huus-Mand 1 Skilling, hver Tieneste-Karl, som nyder fuld Løn, 2 Skilling, og halv Løn 1 Skilling. I Særdeleshed, skulle hver Proprietarius, enten hand har nogen Hovet-Gaard i Herredet eller ikke, give efter Proportion til hans Gods noget Raisonabelt her til, i Henseende, at han, som var pligtig at lader bortføre dem, som findes paa Godset, bliver for en stor Byrde og Omkostning forskaanet. Disse Penge skal Oldermanden i hver Bye indsamle og levere til Sogne-Præsten, og hand dem igien fremskikke til Herrets-Fogden med en rigtig Specifikation paa dem, som have betalt, og dem der restere.

14.  Til denne Casse, hvorudi alle Fattiges-Penge skal indlegges, skal være trende differente Laase og Nøgler, hvoraf den højeste Proprietarius eller hans Fuldmægtig én, Provsten een og Herrets-Fogden een i Forvaring bør at have.

Naar nu nogen Omkostning skeer med saadanne, som til Kiøbenhavn skal fremsendes, tages den der af, og om Proprietarien og Provsten ej faa lige paa samme Tid Kand være tilstæde, giør Herrets-Fogden Forskud, som ham siden giøres got ved Proprietariens og Provstens Overværelse, og skal de saavel over Indtægt, som udgift holde rigtig Bog, og engang hver Aar indgive deres Regning til Stiftsbefalingsmanden og Biskopen, som saadan, efter befindelse, enten approberer eller disapproberer, og deraf til de her værende Directeurer refererer.

15.  Dersom der bliver nogen klekkelig Beholdning til overs, som vel er at formode, thi naar som de fremmede Omløbere, hvorpaa at bortføre den store Bekostning gaaer, ikke bliver husede under den satte Straf, bliver den Bekostning vel med Tiden sparet, da skal den proportionaliter deeles imellem de Fattige i Herredet, hvor Inspecteurerne finde det højest at være fornøden.

16.  Hver gang naar Provsten visiterer, hvilket efter Loven bør skee engang om Aaret, skal hand forfare, om de Fattige nyde deres forordnede Forflegning[30], og alting rigtig tilgaaet efter denne Vores allernaadigste Forordning; Skulle hand da finde noget, som strider derimod, og ikke staaer i Inspecteurernes Magt at corrigere, giver de det Directeurerne i Kiøbenhavn tilkiende, som da andrager det for Os efter Sagens Beskaffenhed.

17.  Engang om Aaret siger Inspecteurerne Sogne-Præsterne og deres Medhielpere til at møde paa et beqvem Stæd i Herredet, hvor de da igiennem deres Bøger, de herover skal holde og underskrive dem, om de finde dem rigtige, hvis ikke, da at give dem Antegnelser, som de inden fire Uger, under 2 Rdlr. Straf til Sognets Casse, skal besvare.

18.  De Bøger, som Præsterne her over skal holde, skal være igiennemdragne, numererede og forseglede af Inspecteurerne; Hvad de koste at indrætte med Papiir og Indbinding, det forskynder Præsten og hans Medhielpere, indtil de faa samlet noget i de Fattiges-Bøsse, da det der af erstattes dem igien, men hvad Skriver-Løn og anden U-mage sig belanger, nyde de intet for, derudi faaer de tiene den Fattige omsonst.

19.  Med de Fattiges Levnet og Forhold skal Præsten og hans Medhielpere have nøje Indseende, og formane dem til Gudsfrygt og Skikkelighed, give vel Agt paa, om de flittig søge Kirken, paaminde dem, at de ikke gaae uden for Sognet at betle, men lade sig nøje med deres beskikkede Almisse. Ellers forholdes med dem, ligesom der findes i den 17 §. om Kiøbstæderne.

20.  Hvor der ikke er Skoler i Sognet, skal Inspecteurerne med Stift-Ambtmandens og Biskopens Assistence stræbe at faa dem indrættede, om det ikke kand lade sig giøre ved Dægnene, da ved andre skikkelige og beqvemme Mænd, hvilke af Sognet nyde frit enten et par Høveder-Græs eller noget til Ildebrand, efter som Inspecteurerne finde belejligt, hvorimod de uden Betaling skal da informere de Børn, som ere iblandt de Fattige indskrevne; de Bøger, som kand behøves, skaffer Præsten af de Fattiges-Casse.

21.  Naar Børnene blive saa store, at de kand drive Plog; vogte Gieslinger eller anden smaa Gierning, som paa Landet kand falde for, skal de sættes dertil; dersom Forældrene forholde dem og heller vil lade dem gaae hen i Ørkesløshed, skal Præsten med hans Medhielpere advare dem, at saafremt de lade dem gaae ledige, skal de miste deres Almisse, det og virkelig skal skee, om de ikke rætte sig.

22.  Naar Degnen om Søndagen eller andre Dage holder Catechisation[31] i Kirken, skal ikke alene de Fattiges Børn flittig møde tilstæde, men og den gandske Ungdom, i sær de, som ikke endnu haver været til HErrens Nadvere; de som udeblive om Søndagene, da de ingenlunde uden i sær Nødsfald maa bruges i Hosbondens eller Forældrenes Tieneste, skal af Degnen optegnes og Præsten leveres, findes da Skylden hos Forældrene, skal de for hver gang bøde 2 [Skilling] til de Fattiges-Casse; er Skylden den hos Børnene selv, skal refses med Riis af Degnen; Dog skal Præsten hermed have Tilsyn, at Degnen ikke misbruger denne Myndighed efter sine Passioner, og om vinteren, naar Dagene ere mørke, Vejene onde at bære Consideration med dem, som boe langt fra Kirken.

23.  Naar nogen Fattig ved Døden afgaaer, og hand ikke efterlader sig saa meget, en Kiste kand kostes for, bekostes det af Sognets Casse. Byemændene skal omsonst koste Graven og bære ham til Jorden, er der ikke saa mange paa det Stæd, hvor hand døer, da af næstliggende Bye; Til Præst og Degn, eller for Jorden, gives intet.

24.  Tvende gange om Aaret, nemlig: den første Søndag efter Paaske og første Søndag efter Mikkelsdag, skal denne Forordning Ord fra Ord lydeligen læses af alle Prædike-Stole tillige med en Specification paa dem, som ere indtegnede for Almisse, og hvem de ere assignerede, da derhos skal giøres en alvorlig Formaning til GUds Ære og Fattiges Hielp i lydig Underdanighed at rette sig derefter.

25.  Er der noget i denne Forordning gaaet forbi, som kand tiene til dette gudelige Verk at befordre, staaer det enhver frit for, som veed at giøre noget tienligt Forslag, det ved Skrivelse for Directeurerne i Kiøbenhavn at andrage; Til Slutning lade Vi det om Betlere i alle Puncter ved denne og forrige udgangne Forordninger (saavidt de herved ej findes forandrede) allernaadigst forblive, og ville at de nøje og alvorligen af alle og enhver allerunderdanigst skal holdes og efterleves, og ingen Contraventioner her imod foretages eller tilstædes, saafremt de ville undgaae oven anførte Straf; Thi byde Vi hermed og befale Vores Grever, Friherrer, Stiftbefalingsmænd, Biscoper, Ambtmænd, Landsdommere, Præsidenter, Borgemestere og Raad, Byefogder og alle andre, som denne Vores Forordning under Vort Cancellie-Segl tilskikket vorder, at de den paa behørige Stæder til alles Efterretning Strax lade læse og forkynde. Givet paa Vort Slot Rosenborg den 24. Septembr. Anno 1708.

 

Under Vor Kongl. Haand og Signet

Friderich R.

 


Ordforklaringer m.m

[1] Item: ligeledes; fremdeles.
[2]Moxsen (= moksen): næsten.
[3]Betient: embedsmand.
[4]Quartaliter: kvartalsvis.
[5]Zahl-Cassa (= Zahl-kasse): den danske stats hovedkasse.
[6]Billig: rimelig; berettiget.
[7]Underskeedentlige: forskellige.
[8]Hosværelse: tilstedeværelse.
[9]Nemme: lærenemhed, begavelse.
[10]Annammes: antages.
[11]Pest-Huset: stiftelse for pestsmittede, fattige, svagelige og sindssyge, der under navnet "Sankt Hans hospital" ca. 1651 oprettedes på Ladegaarden i København, og som 1665 flyttedes til Vester Fælled.
[12]Hospital: forsørgelsesanstalt; fattighus; stiftelse.
[13]Expressé: udtrykkeligt.
[14]Tarter: tater; sigøjner; omstrejfende person.
[15]Rasphuset var en del af Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn. De farligste mandlige kriminelle blev sat til at raspe, dvs. findele og udvinde farvepulver fra træ indeholdende farvestoffer. Arbejdet var anstrengende og livsfarligt.
[16]Lod: vægtenhed. 1 lod = 1/32 pund = 15,5 gram.
[17]Spæges: tæmmes; betvinges.
[18]Spinde-Huset: straffeanstalt, tugthus, hvor kvinder (især skøger) anbragtes og maatte udføre spindearbejde.
[19]Skuvle: skjule, gemme.
[20]Flod: udflåd; væske; betændelse el. lign.
[21]Studiosus: studerende; student.
[22]Mulct: bøde.
[23]Staader-Foged: Stodderfoged (embedsmand, der holdt øje med de fattige og anholdt tiggere og andre løsgængere).
[24]Hørsommelig: lydig.
[25]Sig vegerlig betee: opføre sig vægrende.
[26]Vittig: klog.
[27]Inden to Sole-Mærker: inden to Dage.
[28]Næchlæssige: skødesløse; efterladende.
[29]Remedere: afhjælpe, råde bod på.
[30]Forflegning: forplejning.
[31]Catechisation: religiøs undervisning efter Luthers katekismus.

Om kilden

Forfatter(e)
Frederik 4
Dateret
24.09.1708
Oprindelse
VIII. Forordning Om Betlere i Danmark, saavel paa Landet som i Kiøbstæderne, Kiøbenhavn undtagen: Forordning fra 1699 til 1710 Frederik d. 4. bd. 1: Kong Friderich den Fierdes Allernaadigste Forordninger og Aabne Breve fra Aar 1708. til 1709. Kiøbenhavn,
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
1. november 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Forfatter(e)
Frederik 4
Dateret
24.09.1708
Oprindelse
VIII. Forordning Om Betlere i Danmark, saavel paa Landet som i Kiøbstæderne, Kiøbenhavn undtagen: Forordning fra 1699 til 1710 Frederik d. 4. bd. 1: Kong Friderich den Fierdes Allernaadigste Forordninger og Aabne Breve fra Aar 1708. til 1709. Kiøbenhavn,
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
1. november 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk