Forordning anlangende Overdaadigheds Indskrænkning i Bondestanden, 12. marts 1783

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 12. marts 1783 udstedte Christian 7. en forordning, der skulle indskrænke bondestandens forbrug af nydelsesmidler, luksusmadvarer og finere importerede stoffer til beklædning. Blandt andet kaffe- og vindrikning blev helt forbudt. Bondestandens festligheder blev også reguleret, fx måtte der til et bondebryllup ikke deltage mere end 32 personer, og brylluppet måtte ikke vare længere end en dag.
Denne forordning kom i kølvandet på Forordning angaaende Overdaadigheds Indskrænkning for Danmark, Norge og Hertugdømmerne, som blev udstedt et par måneder før, den 20. januar 1783. Den første forordning var rettet mod alle indbyggeres – i praksis dog især de øvre klassers - brug af luksusvarer, men reglerne var her mildere, ligesom overtrædelser ikke blev sanktioneret med de straffe, som kom til at gælde for bondestanden. De såkaldte luksusforordninger regulerede i det 16., 17. og 18. århundrede de forskellige stænders forbrug og fremtræden. De tidlige luksusforordninger ønskede at begrænse forbrug af luksus ud fra et standsmæssigt aspekt. Luksusvarer skulle forbeholdes kongehuset, adelen og de øvre klasser. I løbet af 1700-tallet ændredes denne opfattelse, og luksusvarer blev pga. begyndende industrialisering og import fra kolonierne mere tilgængelige for flere dele af samfundet, som kunne købe eksotiske varer, nydelse og komfort. Begrundelsen for denne forordning fra 1783 var derfor i højere grad af økonomisk karakter. Man mente, at indkøb af luksusvarer ville forarme bondestanden, samtidig med at det ville skade handelsbalancen, når pengene havnede i udenlandske købmænds lommer fremfor at blive i Danmark. Forordningen blev ophævet i 1799.

XVII. Forordning,  anlangende  Overdaadigheds Indskrænkning i Bonde-Standen i Danmark og Norge.

 

Vi Christian den Syvende, af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge, etc. Giøre alle vitterlig: At, da Vi ere komne i Erfaring om, hvorledes Overdaadighed i Bondestanden paa nogen Tiid haver tiltaget, saavel i Vort Rige Danmark som Norge, deels i Mad og Drikke deels i Klædedragt, saa at Bønderne ikke lade sig nøie med de Ting, som Landet frembringer, men skal paa sine Steder være yppige med Viin og Caffe og Klæder af fremmede Tøier at bruge, hvormed denne Stand forarmes og Pengene til Fremmede udgaaer af Landet;

Og Vi, til at forekomme[1] Overdaadighed overalt i Vore Riger og Lande, have ladet udgaae Vores allernaadigste Forordning af 20de Januarii sidstleden[2], saa have Vi og til at forebygge slig skadelig Ødselhed i Bondestanden hermed allernaadigst villet byde og befale:

1.

Til Bonde-Bryllupper, hvorunder tillige skal forstaaes Fæste-Møllere og Kroemænd, maae ey være meere end 32 Personer af begge Kiøn, unge og gamle, Brud og Brudgom, deres Forældre, Slægt og Venner med indbegrebne[3]; Der maae ey gives meere i det høyeste end 4re Retter Mad, og maae aldeles ey hverken Viin eller Caffe der forbruges; Skulle nogen sig herimod forsee, da skal Brude-parret betale i Mulct[4] 2 Mark[5] for hver Person der meere er til Brylluppet end de fornævnte 32 Personer, og skal Sognefogderne i Danmark og Lehnsmændene i Norge hermed have Indseende, og strax melde det for Herreds- og Birkefogeden eller Sorenskriveren[6], som, efterat Sagen Gieste-Rets-viis[7] er undersøgt og rigtig befunden, dømmer Brudeparret i den fornævnte Mulct, den halve Deel af Mulcten til Sognets Fattige og den anden halve Deel til Sognefogeden og Lehnsmændene, eller hvem anden der er Angiver, naar disse ey ere det, hvilken Dom sendes Amtmanden til Approbation[8], og naar den er erholdet[9], kan samme uden viidere Appel exequeres[10]. Dersom til noget Bondebryllup enten skulle gives meere end 4re Retter Mad, eller bruges Viin og Caffe, da skal Brudeparret derfor betale i Mulct 8 Skilling[11] for hver Person som er til Brylluppet, hvormed Sognefogeden og Lehnsmændene have Indseende, saaledes som foran er sagt, og deeles denne Mulct da paa samme Maade.

Ligeledes skal og al Viin og Caffe være forbuden ved Barseler, Børnedaab, Kirke-Gang og Liigfærd[12], og maae i saa Tilfælde ingen Mad gives uden til Udenbyes-Folk, alt under Straf af 1 Rigsdaler for hver Gang herimod handles med hvilke Bøder det forholdes som tilforn[13] sagt er, ligesom der i øvrigt ingen Sammenkomster ved slige Leiligheder maae være, saa ville Vi og, at al Caffe-Drikken blandt Almuen paa Landet skal være forbuden.

2.

Ingen Bonde-Bryllup maae holdes meere end een Dag, dog tillade Vi, at 16 af Bryllups-Giesterne maae 2den Dagen komme tilsammen om Aftenen Klokken 6 og dandse til Midnat, dog uden at maae sættes til Bords.
Dersom noget Bonde-Bryllup skulle holdes meere end een Dag, da skal Brudeparret betale en Mulct fra 2 til 20 Rigsdaler[14], som Amtmanden fastsætter uden viidere Appel for hver Dag Brylluppet holdes meere end een Dag, og skal saavel Sognefogderne som Lehnsmændene hermed have Indseende, da Bøderne deels paa den i 1ste §. anførte Maade, ligesom det og med Executionen saaledes forholdes.

3.

Ingen af Bondestanden paa Landet ung eller gammel, gift eller ugift, maae bære andre Klæder end af hjemmegjort Tøi, som Vadmel[15], Værken[16] og andet deslige; Qvindfolkene maae aldeles ey bære Silketrøyer eller Skiørter, eller Silke-Tørklæder, dog maae de bære en Silkehue, og Trøye og Skiørt af Kram-Tøi[17], og Bønderne ligeledes bære en Trøye eller Vest af Kram-Tøi, og skal Sognefogederne og Lehnsmændene enhver for sit Sogn og District hermed have Indseende. Skulle nogen Bonde, Mandfolk eller Fruentimmer herimod handle og fremkomme enten i Kirke til Offers[18], til Bryllup, eller i nogen anden Forsamling, anderledes klædt end her anordnet er, da bøde den Person for hver Gang hans Brøst[19] saaledes findes 16 Skilling Dansk, den 1/4 Deel deraf til Sognefogederne og Lehnsmændene, og de øvrige 3/4 Deele til Sognets Fattige, hvilke Sognefogederne og Lehnsmændene oppebærer[20], og de tre fierde Deele deraf til Sognets Fattig-Casse betaler. Men skulle de Skyldige ei i Mindelighed ville betale, da melde de det for vedkommende Herredsfoged, Birkefoged eller Sorenskriver, hvilke dermed omgaaes som i 1ste Artikel sagt er; og skulle nogen for slig Brøde[21] tvende Gange være mulcteret og lade sig 3die Gang finde i saadan Brøst, da skal den Person, andre til Exempel, gaae sidst til Offers, naar heele Meenigheden har offret, med mindre han eller hun forandrer sin Dragt og ikke lader sig see meere i forbudne Klæder, hvilket Sognefogederne, Lehnsmændene og i fornøden Tilfælde Vores Fogeder have at holde over.
Denne Vores Forordning skal oplæses 2 Gange om Aaret af Prædikestoelen, den anden Søndag efter Advent og den første Søndag efter Trinitatis, da de som det Aar have betalt Bøder navnligen oplæses, da Præsten tillige forklarer, hvorfor dette er befalet, og hvor meget denne Befalings Efterlevelse er til Almuens eget sande Beste.
Thi byde Vi og befale hermed allernaadigst Vore Grever, Stiftbefalingsmænd, Frieherrer, Biskopper, Amtmænd, Landsdommere, Laugmænd, Præsidenter, Borgemestere og Raad, Fogeder og alle andre, som denne Vores Forordning under Vort Cancellie-Segl tilskikket vorder, at de den paa behørige Steder til alles Efterretning strax lade læse og forkynde.

Givet paa Vort Slot Christiansborg udi Vores Kongelige Residence-Stad Kiøbenhavn den 12te Martii 1783.

Under vor Kongelige Haand og Signet.

Christian R.

(L. S.)[22] 

J.G. Moltke, Luxdorph, P. Aagaard.

  


Ordforklaringer m.m

[1] Forekomme: forhindre.

[2] Forordning angaaende Overdaadigheds Indskrænkning for Danmark, Noreg og Hertuddømmerne, 20. januar 1783.

[3] Med indbegrebne: medregnede.

[4] Mulct (Mulkt): bøde.

[5] 2 Mark = 32 skilling, og til sammenligning kostede en pot brændevin i København i perioden 1780-1789 15-20 skilling.  

[6] Sorenskriver: dommer på Færøerne og i landdistrikter i Norge.

[7] Gieste-Rets-viis: afgjort ved gæsteret, dvs. ved en hurtig juridisk proces.

[8] Approbation: godkendelse.

[9] Erholde: opnå.

[10] Exequeret (eksekveret): udført.

[11] 8 Skilling. Til sammenligening kostede et pund oksekød i København i perioden 1780-1789 fra 5 til 7 skilling.

[12] Liigfærd: de handlinger, som knytter sig til begravelse eller bisættelse af en afdød.

[13] Tilforn: tidligere.

[14] 20 Rigsdaler: Til sammenligning kostede en okse i perioden 1780-1789 22 rigsdaler.

[15] Vadmel: groft, ofte hjemmevævet, gråligt klæde af uld.

[16] Værken: kaldes også hvergarn. Klæde af hør og uld, ofte hjemmevævet.

[17] Kram-Tøi: købt tøj.

[18] Til Offers: en kirkelig handling, hvor menigheden på alteret lægger (penge)gaver til præst, kirke eller velgørenhed ved offergang på de tre store højtider samt ved visse kirkelige handlinger (bryllup, barnedåb m.m.).

[19] Brøst: forseelse.

[20] Oppebære: modtage.

[21] Brøde: overtrædelse. 

[22] (L.S.): forkortelse for det latinske Loco Sigilli, der angiver lakseglets placering. 

Om kilden

Dateret
12.03.1783
Oprindelse
Kong Christian den Syvendes allernaadigste Forordninger og Aabne Breve for Aar 1783, s. 70-74
Kildetype
Lov, forordning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. november 2015
Sprog
Dansk
Litteratur

Pedersen, Mikkel Venborg: Luksus: forbrug og kolonier i Danmark i det 18. århundrede. (2013)

Udgiver
danmarkshistorien.dk