Forfatter Børge Houmanns tale ved åbning af Det Kgl. Biblioteks udstilling om modstandsbevægelsen 1985

Kilder

Kildeintroduktion:

I mindetaler om besættelsen er det nazisterne, der er fjenden, som står i modsætning til det demokratiske danske fællesskab. Modstandsbevægelsens mindetaler fortæller imidlertid en anden historie om besættelsen, hvor det ikke kun er nazisterne som er fjenden, men også samarbejdspolitikerne.

Denne fortælling har ikke sat et afgørende præg på den måde, besættelsen generelt er formidlet på, men en af dens fremførere er forfatteren, kommunisten og modstandsmanden Børge Houmann (1902-1994). Børge Houmann var under besættelsen med til at danne sabotagegruppen BOPA, og senere repræsenterede han kommunisterne i Danmarks Frihedsråd. Han var medlem af Folketinget fra 1945-1947 og fra 1945-1955 chefredaktør for det kommunistiske dagblad Land og Folk.

Det har især været kommunisterne, som har fremført modstandsbevægelsens fortælling om samarbejdspolitikerne som besættelsestidens fjender. Samarbejdspolitikerne er i modstandsbevægelsens mindetaler dem, der svigtede deres ansvar, og dermed er de ekskluderet af de aktive modstanderes fællesskab.

Nogle bemærkninger em modstandsbevægelsen - forfatter Børge Houmanns tale ved åbningen af Det kongelige Biblioteks udstilling ”Dengang – Modstandsbevægelsen i blade og dokumenter"

Ifølge indbydelsen er denne udstilling arrangeret for at fejre 40 året for Danmarks befrielse. Den vil blive modtaget med blandede følelser - omend de negative næppe kommer til udtryk.

Udstillingen er en dokumentation af, hvordan den danske befolkning gennem 5 år måtte slås; ikke alene med besættelsesmagten, nazisterne, men først og fremmest med sin egen regering, dansk politi og danske myndigheder for at nå frem til den dag, som nu skal markeres, da vi som anerkendt allieret nation oplevede befrielsen som et resultat også af vor beskedne indsats. Dermed får udstillingen en både retrospektiv og fremadvendt betydning. Der kan læres af den. Mange af os fra modstandsbevægelsen vil værdsætte den, og vi skylder Det kongelige Bibliotek og arrangørerne, førstebibliotekar Mogens Weitemeyer og forskningsbibliotekar Steen Bille Larsen, megen tak for deres arbejde.

Andre vil se med mindre begejstring på udstillingen, måske endda med lidt frygt. Sæt nu at ganske almindelige mennesker igen opdagede, hvilken umådelig styrke de råder over, når de i enighed rotter sig sammen! Udstillingen viser, hvorden vi gjorde det dengang. Den er dermed tillige et vægtigt indlæg mod den historiske forvridning, som er i gang fra mange sider, når det gælder fremstillingen af det, der skete dengang. De, der så udsendelsen for nylig om SOE i Damnark, vil forstå, hvad jeg mener.

Der er skrevet meget om besættelsestiden, også mange sikkert velmente, anerkendende ord om modstandsbevægelsen. Der falder vel en rose af nu under 40 års jubleriet. Vore to værter har netop i dag udsendt en storartet bibliografi over litteratur om modstandsbevægelsen. Det er interessant at notere, at den ikke rummer nogen egentlig vurdering af modstandsbevægelsen som en oprørsstyrke på nationalt og socialt plan.

Og det var jo i virkeligheden hvad vi var. Ikke kun i august-dagene i 1943. Mange gode venner fra dengang vil gyse, når de hører ordet oprør eg benægte, et de nogen sinde har været impliceret i et oprør. De ønskede jo blot dengang et hævde deres ret som menneske og danske - men selv det kræver altså af og til, at man må gøre oprør.

Den 19. februar 1944 skrev det højt ansete engelske blad The Economist en artikel under overskriften: Outlaw Europe. Den giver et fingerpeg em engelsk syn på modstandsbevægelser. Og det skal ikke fejle, at danske politikere fuldt ud kunne tilslutte sig dette syn - sådan optrådte de i al fald, uanset hvad de siger idag. The Economist omtalte de franske og jugoslaviske modstandsbevægelser som lovløse bevægelser, hvis eksistens truede landenes sociale fremtidsudsigter. Bladet mente, at kampen med besættelsesmagten var så fortvivlet, så altopslugende, at den aldeles ikke levnede tid til politisk tænkning eller til tænkning i det hele taget. Bladet fandt det påfaldende, så ringe en rolle politik i førkrigsbetydning spillede i alle besatte lande. Og så sluttede artiklen med følgende salut: "I det underjordiske Europa hersker en dyb, rå, primitiv nationalisme (...) Fra deres ensomme poster har modstandsbevægelsens mænd ikke kunnet fatte krigens videre horisonter. De er ophidsede, selvoptagne patrioter." Det blev skrevet i1944 - jeg fik artiklen via Stockholm. Den blev optrykt i Frit Danmark, maj 1944, på et tidspunkt da europæiske modstandsbevægelser dog havde ydet betragtelige bidrag til bekæmpelse af nazismen.

Det er ikke langt fra, at nutidig dansk historieskrivning gør sig til talsmand for samme synspunkter. En disputats om værnemageri beskæftiger sig med nogen vellyst udførligt med skildringer, der må bibringe læserne den opfattelse. at dansk modstandsbevægelse så det som sin fornemste opgave kritikløst et likvidere folk, man ikke kunne lide og derfor kaldte stikkere. Det er løgn, som Frode Jakobsen så ofte og rigtigt har påvist. Vi var vel ikke just engle, men vi ønskede et overleve, og de som stræbte os efter livet blev ryddet af vejen.. hvis det var nødvendigt. og der var mange, som stræbte os efter livet. Store dele af det danske borgerskab var i årene op til besættelsen ofre for, hvad man vel tør kalde Hitlerismens fascination. De skreg sig hæse om en formodet fare fra øst, men lukkede øjnene for den virkelige fare fra syd. Den antifascistiske bevægelse i 1930’erne havde vanskelige kår.

Efter besættelsen den 9. april 1945 og Hitlers overfald på Sovjetunionen den 22. juni 1941 blev der frit slag mod alle, der ønskede at bekæmpe nazismen. Den grundlov, alle priser så højt, når der er fred eg ingen fare, viste sig dengang, da der virkelig var brug for den, ikke at være det skrin værd, den hviler i på Christiansborg.

Der er kendsgerninger, der ikke kan forties, og som det ikke lønner sig at fortie, hvor ubehagelige de end kan være. De er en del af forklaringen, og ud over den nazistiske besættelse af landet den væsentligste forklaring til forståelse af modstandsbevægelsen. I dag erklærer alle sig jo skyldfri. lngen foretog sig noget som helst ud over, hvad der var absolut uundgåeligt, hedder det sig. Navnlig fra politiets side. Alligevel indfangede dansk politi efter ordre fra Gestapo og med Staunings billigelse (se den Parlamentariske kommissions betænkning) uden lovhjemmel af nogen art den 22. juni 1941 339 mennesker, som var, eller havde været, eller kunne tænkes et blive kommunister. Ud af disse var kun de 38 forlangt af Gestapo. Resten var tilgift. Danmark var rundhåndet.

Justitsminister Thune Jacobsen pralede kort efter overfor Gestapo, at et Lille værksted kunne også præstere europæisk kvalitetsarbejde. Hans Kirk var blandt de arresterede. Fra koncentrationslejren Horserød betroede han sin ungdomsven Hartvig Frisch, at det kunne gøre ondt at få de demokratiske mælketænder trukket ud. Men humanisten, videnskabsmanden, den senere minister Hartvig Frisch mente sig alligevel kaldet til at stemple modstandsbevægelsen som en samling mordere, der burde læse Gøngehøvdingen og lære, at også i det fag fandtes gentlemen.

Statsminister Stauning mente i 1941, at den endnu spredte modstand mod besættelsesmagten hidrørte fra en samling bøller og voldsmænd. Det var dengang kommunisterne var ret ene om det, og det forklarer måske til dels sprogbrugen.

Udenrigsminister Scavenius udtrykte på den samlede regerings vegne anerkendelse af de store tyske sejre, som havde slået hele verden med beundring og forbavselse, og så sent som et år efter 9.april mente Stauning, at: "det er usundt og uklogt at vende sig mod en udvikling, som tid og forhold fører med sig. Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af tidens politiske. opgaver." Regeringen, dens politi og myndigheder, alle de øverste faglige ledere, og alle, som øjnede mulighed for at tjene penge på besættelsen, tilpassede sig. Adskillige belønnedes efter befrielsen med et ridderkors for deres tilpasningsevne.

Det var på denne baggrund modstandsbevægelsen voksede frem. Stadig flere følte smerten ved et få de demokratiske mælketænder trukket ud. Stadig flere led under de forringede sociale forhold. Det blev en protestbevægelse mod den nazistiske besættelse af Danmark og samtidig en protestbevægelse mod den danske regerings politik. Mange kom af nationale grunde. Andre af politiske. De fleste fordi de ganske enkelt ønskede at være frie, selvstændige mennesker.

I TV-udsendelsen om SOE i Danmark fik vi at vide, at englænderne - efter nogle mislykkede forsøg – i marts 1943 besluttede sig til at organisere en modstandsbevægelse i Danmark. Den skulle træde i stedet for de spæde tilløb. man havde set gennemført af nogle unge ubehjælpsomme mennesker, der rendte rundt med tændstikker som eneste våben. Ja, vist var vi unge, men vi havde allerede dengang visse erfaringer bl.a. fra borgerkrigen i Spanien, og vi havde længe benyttet os også af andet end tændstikker. Kommunisterne blev illegale juni 1941 og startede straks deres illegale presse. Organiseret sabotage begyndte vi i januar 1942. Det var derfor med god grund, at Christmas Møller fra London på Churchills vegne i efteråret 1942 appellerede til danskerne om at hjælpe med til at sætte Europa i brand. Og vi på vor side kunne med god samvittighed - som vi gjorde det på forsiden af Frit Danmark – det var mig der formulerede det - svare: Ja, Christmas, vort folk er parat!

Og mon ikke det var derfor, den danske statsminisrsr Vilh. Buhl straks efter gik til mikrofonen og i en skændig tale fordømte danske sabotører og al deres gerning og opfordrede befolkningen til det gemeneste af alt, at blive stikkere – at meddele politiet alt, hvad de vidste eller måtte komme i nærheden af at vide om sabotører, deres tilholdssteder og planer. Og læg vel mærke til det: Det var et halvt år – nej 8 måneder – før SOE kom til Danmark.

”Englændernes” ankomst til Danmark i marts 1943 var for mig – det er min personlige opfattelse – udtryk for, at den danske modstandsbevægelse var ved at blive SOE for stærk og selvstændig. De havde ikke noget imod modstand mod nazisterne – men de ønskede at dirigere, hvor langt og hvordan kampen skulle føres. Der var mange grove forvanskninger i den udsendelse.

Men sprængstoffet da, vil nogen sige. De mange containere med sprængstof, våben og ammunition, som kastedes ned over Danmark, det var da rigtigt? Ja, det var det, og det var velkomment af den danske modstandsbevægelse i den udstrækning, den fik del i det. Hovedparten af det sprængstof, BOPA – den gruppe som gennemførte de største fabrikssabotager – anvendte, skaffede vi selv. Så sent som i maj 1944 købte vi med justitsministeriets tilladelse 500 kg gelatine-donarit. Køberen var grosserer V. Topsøe-Jensen – dengang kaldet Brandt. Han var født Børge Thing, leder af BOPA. Sabotagen ville være blevet fortsat også uden så meget som et gram sprængstof fra engelsk side. I mindre omfang sandsynligvis.

Der var mange sabotage-grupper landet over. Jeg taler om BOPA. Den kender jeg bedst til. I alt er officielt registreret 2674 fabrikssabotager landet over. Og der var ikke mange forbiere. I BOPA forlangtes rapport over hver aktion. Skrivearbejdet blev efterhånden kammeraterne for meget. De stillede krav om at få trykte blanketter, som de så kunne nøjes med at udfylde. Og det fik de. Der ligger et par fremme. Sabotagen bureaukratiseredes. Rapporterne havnede hos mig. Det var belastende læsning, når kammerater var døde. Vi vidste alle, det kunne ske. Alligevel regnede ingen med det. Men en kendsgerning er det, - vi gjorde det op engang sammen med kammerater fra Holger Danske – at gennemsnitslevealderen som aktiv sabotør var 6-8 måneder. Derefter var det slut. Død eller Sverige. Rapporterne kunne også være inspirerende og underholdende læsning. De kunne være bomhårde, men også afspejle dansk humor og synftighed – en del af dem kunne meget vel have fundet plads i denne udstillings afsnit om humoren.

Størsteparten af det engelske sprængstof anvendtes i jernbanesabotagen i Jylland. Den dirigeredes fra London og tillagdes dengang stor strategisk betydning. Der var mange, som hver aften lyttede efter en bestemt hilsen over radioen fra England – og vi var endnu flere, som i tankerne fulgte de kammerater, som vi vidste i nattens løb skulle i arbejde for at bjærge containerne og deres indhold. Modstandsbevægelsen var én stor mekanisme. Den ene gruppes sejr var alles sejr. Nu er der en historiker, der er blevet doktor på at fortælle, at en jernbanesabotage i virkeligheden var temmelig virkningsløs. Han er kommet til det resultat, at Hitler havde ret, når han pralende erklærede: Alles ist voraus einkalkuliert. Vi var stolte dengang over de mere end 1300 vellykkede jernbanesabotager, og alle meldinger over London radio gav os grund til at være stolte. Modstandsbevægelsens styrke og betydning kan ikke måles mange år efter med hjælp af lommeregner og køreplaner. Hver sabotage, stor eller lille, mod virksomheder eller jernbaner foruroligede besættelsesmagten og lagde den hindringer i vejen. Hver sabotage var samtidig en gnist til det bål af vrede og foragt, som ulmede i størstedelen af den danske befolkning.

Sabotagen krævede mange ofre. Særlig interesse vil på denne udstilling samles om montren med familien Piils breve, der her vises for første gang. De var en af de mest benyttede modtagegrupper i Jylland. 8 blev henrettet, 2 dømt til livsvarigt tugthus. En familie næsten udslettet. Men modstandsbevægelsen kuedes ikke. Meddelelsen om henrettelserne var en del af baggrunden for den store folkestrejke i København i juli 1944.

Vi havde store tab, men vi reddede også menneskeliv. Det var modstandsbevægelsens erfaringer og illegale ruter over sundet, som i første række bidrog til at bringe Danmarks tusinder af jøder i sikkerhed i Sverige.

Rygraden, inspirationen og koordinatoren i modstandsbevægelsen var den illegale presse. Det ligger langt tilbage. Det var længe før computere og fotosætning holdt deres indtog. Vi brugte bly. Og vi så for hver dag bekræftet, at Georg Brandes – vi befinder os jo lige i nærheden af hans arkiv – havde ret, da han skrev, at det bly, som støbes til skrift, er langt farligere end det, som bliver til kugler. Gennem den illegale presse – og den blomstrede frem så frodig som nogen ungskov, hundreder af selvstændige blade, nogle landsdækkende, andre lokale, med oplag der svingede fra nogle få hundrede til hundrede tusinde pr. nummer – i de sidste fem måneder før befrielsen var det samlede oplag af illegale blade over 11 millioner eksemplarer! Den fik sit eget Ritzaus Bureau – det navnkundige Information. Gennem den skabtes forståelse for sabotagens nødvendighed og betydning.

Den illegale presse mobiliserede til strejker og aktioner mod regering og besættelsesmagt. Den blev drivkraften i kampen mellem de to opfattelser, der tørnede sammen under besættelsen – tilpasning eller modstand. Den blev fanen i det opgør, som havde hele oprørets karakter. Den var hovedvåbnet i den kamp, som førte til, at den danske regering omsider måtte kapitulere den 29. August 1943. Danmarks Frihedsråd blev skabt. Det kæmpende Danmark fik sin egen gesandt i Moskva, og læg vel mærke til, at det var dette kæmpende Danmark og ikke det officielle Danmark, som herigennem sikrede landet adkomst  til at medregnes i rækken af frie nationer.

Nu er det 40 år siden! Den indsats, som dengang blev gjort, før Danmark fik plads på den rigtige side, kan studeres på denne udstilling: De ældre til ihukommelse – de unge til dokumentation af, at det kan nytte at kæmpe, at ingen regering sidder et øjeblik længere end en enig befolkning tillader. Gå selv omkring og glem intet øjeblik, at der bag hver handling stod mennesker – og hvor var vi forskellige, vi kom fra alle lag af befolkningen, fra alle partier og hver især bar på sin drøm om et andet og bedre Danmark. Vi lignede hinanden i ét: at dette Danmark skulle være befriet for nazismens tyranni. Gennem modstandsbevægelsens indsats skabte vi forudsætningen for, at drømmen kunne opfyldes. Vi nåede det begrænsede mål, vi havde sat os. Det er modstandsbevægelsens fortjeneste. Hvordan den frihed, vi var med til at sikre, skal udnyttes, det afgør I, som er unge i dag.

Om kilden

Dateret
1985
Oprindelse
Meddelelser fra Rigsbibliotekaren, årg. 36 nr. 1 (1985), s. 61-68.
Kildetype
Tale
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1985
Oprindelse
Meddelelser fra Rigsbibliotekaren, årg. 36 nr. 1 (1985), s. 61-68.
Kildetype
Tale
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. februar 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk