"Forfatningssagen", i Budbringeren maj 1944

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 16. juni 1944 opløste det islandske parlament, Altinget, endeligt unionsaftalen, indgået med Forbundsloven af 1918, med den danske stat og den danske regent, og dagen efter blev Republikken Island udråbt. I foreningen Dansk-Islandsk Samfunds medlemsblad, Budbringeren, bragte man i maj 1944 en redegørelse for den politiske proces på Island forud for unionsopløsningen, som den havde formet sig under 2. verdenskrig.

Efter at have været underlagt dansk styre i århundreder var Island med Forbundsloven af 30. november 1918 blevet anerkendt som en selvstændig og suveræn stat. Dog var Danmark og Island fortsat forbundne igennem fælles regent og at Danmark varetog Islands udenrigsanliggender og kystbevogtning. Forbundsloven indeholdt imidlertid også en bestemmelse om, at unionsaftalen i 1941 kunne genforhandles, hvis Rigsdagen eller Altinget ønskede det, og endvidere ophæves, hvis en ny aftale ikke var blevet forhandlet på plads inden for tre år. Den 9. april 1940 blev Danmark imidlertid besat af Tyskland, mens Island i maj samme år blev besat af britiske og sidenhen amerikanske tropper. Under disse forhold var forbindelsen mellem de to lande brudt, og allerede dagen efter Danmarks besættelse proklamerede Islands regering, at den overtog bl.a. udenrigstjenesten, som hidtil havde været varetaget af det danske udenrigsministerium. Det følgende år erklærede Altinget, at landet havde ret til at ophæve unionsaftalen mellem de to lande i overensstemmelse med Forbundsloven. I maj 1944 blev der på Island afholdt folkeafstemning herom. 98 % af de stemmeberettigede deltog i afstemningen, og heraf stemte godt 97 % for at ophæve unionen med Danmark, og lidt færre, omkring 95 %, for at afvikle det konstitutionelle monarki og indføre en republikansk styreform. Den 17. juni blev den islandske republik udråbt.

Dansk-Islandsk Samfund er en upolitisk forening, der siden dens stiftelse i 1916 har arbejdet for at fremme kendskabet til Island i Danmark, og ligeså kendskabet til Danmark i Island. Dansk-Islandsk Samfund blev oprettet i København af danske islandssindede, men efter nogle år blev foreningen delt i en dansk og en islandsk afdeling. Budbringeren udkom fra 1920 til 1945.     

[…]

Forfatningssagen, et af de vigtigste Spørgsmaal, der har beskæftiget den islandske Offentlighed under Krigen, havde i nogen Grad udadtil ligget stille, efter at man bl.a. som Følge af de amerikanske Myndigheders[1] Henstilling havde maattet opgive den af især Selvstændighedspartiet[2] støttede Plan om Ophævelse af Forbundsloven[3] allerede i 1942 uden Hensyntagen til Forbundslovens Bestemmelser om Treaarsfristen og den stærkt kvalificerede Majoritet ved Afstemningen. Men Sagen blev livligt debatteret paa Island og ogsaa blandt Islænderne her i Danmark. En af disse sidste den 7. Maj 1943 vedtagen Resolution (jfr. Islandsk Aarbog 1943, Side 94 - 95[4]) synes at have faaet en Del Indflydelse paa Debatten paa Island. Selvstændighedspartiets Formand, tidligere Statsminister Ólafur Thors[5], og Socialdemokratiets Formand, tidligere Arbejds- og Socialminister Stefán Jóh. Stefánsson[6] udvekslede i deres respektive Partiorganer "Morgunblaðið"[7] og "Alþýðublaðið"[8] omfattende aabne Breve. Stefán Jóh. Stefánsson og hans Parti ønskede - ligesom udtrykt i Islændernes Resolution fra København - at udsætte Ophævelsen af Forbundsloven, til der kan finde Forhandlinger Sted mellem Parterne. Ólafur Thors mente, at en yderligere Udsættelse af Sagens Afgørelse kunde vise sig at være farlig, idet Islands Stilling maatte blive klarere og sikrere, om Republiken allerede var en Kendsgerning, naar de internationale Forhold skulde nyordnes efter Krigens Afslutning. Stefán Jóh. Stefánsson mente, at der for Islands Vedkommende var tilstrækkelig Sikkerhed i Forbundslovens Bestemmelser og Danmarks Erklæringer under Krigen samt i Englands og U.S.A.s Erklæringer, og advarede mod Muligheden af at forværre Islands Stilling til Danmark ved en ensidig Afgørelse. Om Sommeren afgav den nedsatte Forfatningskommission Forslag til en republikansk Forfatningsorden og til Altingsbeslutning[9] om Ophævelse af Forbundsloven fra 17. Juni 1944 (Jón Sigurðssons[10] 133. Fødselsdag). Disse Forslag blev behandlet af Altinget om Efteraaret. Af de fire Partier[11] ønskede de tre største at følge dette Forslag, men Socialdemokratiet var stadig imod en saadan Beslutning, og ogsaa andre udenfor Partierne delte Socialdemokratiets Betænkeligheder. I September tilstillede 270 navngivne Personer fra Reykjavík, Akureyrí og Hafnarfjörður[12] Altinget følgende Resolution:

- Vi undertegnede Altingsvælgere i Reykjavík, Akureyrí og Hafnarfjörður opfordrer det høje Alting til ikke at fuldføre en formel Ophævelse af Forbundsoverenskomsten med Danmark, saalænge de Forhold, hvorunder Islændere og Danske nu er tvunget til at leve, er uændrede. -

Blandt Underskrifterne var Navne paa Universitetsprofessorer, Præster, Jurister, Nationaløkonomer, Digtere og Kunstnere, Fiskeredere, Forretningsmænd og Foregangsmænd paa forskellige andre Omraader. Nærmest som et Slags Modstykke til Borgmester i Reykjavík Bjarni Benediktssons[13] Tale ved Selvstændighedspartiets Landsmøde paa Þingvellir[14] i Juni, som gav Udtryk for det Synspunkt, at man skulde erklære Island for Republik senest den 17. Juni 1944, og som kort Tid efter Mødet forelaa trykt, har forskellige Privatpersoner udsendt en Pjece med Titlen "Selvstændighedssagens Stilling", der advarer mod at ophæve Statsforbundet med Danmark, før begge Nationer har haft Lejlighed til at forhandle. Blandt Pjecens Forfattere er Professor, Dr.phil. Sigurður Nordal[15], Direktør for det statistiske Bureau Þorsteinn Þorsteinsson[16], tidligere Socialminister, Overlæge Jóhann Sæmundsson[17], cand. polit. Klemens Tryggvason[18] og Rektor ved Latinskolen[19] i Reykjavík Pálmi Hannesson[20].

Altingets Flertal synes imidlertid at have lagt Pres paa Regeringen, og den 1. November fremsatte Statsministeren i Altinget en Erklæring om, at der i nær Fremtid paa Altinget vilde blive taget endelig Afgørelse om Oprettelse af Republik paa Island og om Ændringen af Landets øverste Ledelse, idet Regeringen erklærede sig villig til at gennemføre Altingets og Folkets Ønsker, uden at Regeringen dog lagde nogen Vægt paa, om en saadan Bestemmelse blev taget i de kommende Maaneder, efter Opsigelsesperiodens Udløb eller først efter Krigens Ophør, om hvilket sidste Spørgsmaal der syntes at herske formel Uoverensstemmelse blandt islandske Politikere, Regeringen ansaa endvidere Islands virkelige Tilstand under Krigen som tilstrækkeligt Fundament for formel Bestemmelse om Oprettelse af Republik. Paa den anden Side lagde Regeringen megen Vægt paa, at der kunde opnaas fuldstændig Overenskommelse herom, og ikke mindre, at hele Folket kunde forenes om Sagens Løsning, uden dog at fuld Overensstemmelse skulde være Betingelse for Regeringens Bistand ved Hovedsagens Gennemførelse.

Socialdemokratiets Partikongres i Reykjavík i November Maaned klarlagde dernæst sin Stilling til Forfatningssagen i følgende Resolution:

- Partikongressen erklærer sig i Overensstemmelse med den Linie, der indeholdes i Altingets Beslutning af 17. Maj 1941[21], og overdrager Partiet og dets Hovedbestyrelse indtil næste Kongres nærmere at udforme Partiets Stilling, alt efter som det vil kræves af Sagens skiftende Omstændigheder. Kongressen lægger den største Vægt paa, at der i intet fraviges det sikre retlige Grundlag om Forbundslovens Ophævelse, og at der ikke uden bydende Nødvendighed fuldføres en formel Adskillelse, førend Forbundsfolkene har faaet Lejlighed til at forhandle om Sagen, thi først da vil Republikens Oprettelse kunne finde Sted med den Værdighed, som sømmer sig for en saadan Begivenhed. Skulde det mod Forventning ske, at Danmark ikke vil gaa ind paa en Adskillelse efter fri Overenskomst, saasnart Forhandlingerne har fundet Sted, erklærer Socialdemokratiet, at det anser for rigtigt at ophæve Forbundet efter en ensidig islandsk Beslutning i Overensstemmelse med Forbundslovens Bestemmelser. Altingets Erklæring af 17. Maj 1941 maa anerkendes som gyldig Opsigelse, som hjemler Ret til Vedtagelse af Ophævelse af Forbundsloven tre Aar efter den Tid. -

I de Taler, som Rigsforstanderen[22], Statsministeren og Justitsministeren paa Landets Nationaldag den 1. December og i Tiden deromkring holdt til det islandske Folk, blev der lagt stor Vægt paa, at ingen Islænder, efter at Landet i 4 Aar har haft den fulde Styrelse af sine højeste Anliggender, udsendt Gesandter[23] til direkte Varetagelse af Udenrigsanliggender m.m., kan tænke sig at vende tilbage til en Tid, der vilde medføre disse Anliggenders Varetagelse af ikke-islandske Myndigheder. Imens behandlede Altinget Forfatningskommissionens Forslag. De store Partier fastholdt Kravet om, at Afgørelsen skulde træffes af Folket ved en Afstemning, og at man gik imod Rigsforstanderens Ønske om en Nationalforsamling, der blot vilde forhale Sagen. Socialdemokraterne krævede forgæves Offentliggørelse af alle Sagens Akter, men tilsidst opnaaedes der dog Enighed, og man vedtog 25. Februar 1944 enstemmigt følgende Erklæring:

- Altinget beslutter at erklære, at Dansk-lslandsk Forbundsoverenskomst af 1918 skal ophæves. Denne Beslutning skal forelægges alle Altingsvælgere til Godkendelse eller Forkastelse ved hemmelig Afstemning. Hvis Beslutningen godkendes, erholder den Gyldighed, naar Altinget paany har godkendt den efter Afslutning af Afstemningen. -

I Tilslutning hertil vedtoges uden Diskussion, at danske Statsborgere vedblivende skulde nyde de Rettigheder, der er tilsagt dem i Forbundslovens § 6, foreløbig indtil 6 Maaneder efter, at Forhandlinger om dette Spørgsmaal kan optages mellem Island og Danmark.

Rækkevidden af disse Beslutninger kunde i Begyndelsen synes noget dunkel for den danske Offentlighed, men efterhaanden blev det klart, at Altingets Beslutninger var Udtryk for en fast og enig Vilje hos islandske Politikere til dels at fjerne de af Landets ledende Mænd saa stærkt fremhævede Risikomomenter ved at udskyde Sagens Afgørelse til efter Krigsafslutningen, og til dels at søge Forbundslovens Bestemmelser om Opsigelse efterfulgt til Punkt og Prikke i formel Henseende, idet Forslaget ikke anordner eller præjudicerer nogen Afvigelse fra de aftalte meget strenge Regler om kvalificeret Majoritet ved Folkeafstemningen, og til endelig at tage de videstgaaende Hensyn til Danmark ved at prolongere[24] Danskes Ligeret med Islændere paa Island, hvilket især vil sige, at Færingerne faar Lov til fortsat at udøve det for Færøerne - og dermed ogsaa for Danmark - saa vigtige Fiskeri paa islandsk Søterritorium Side om Side med og med samme Ret som Islænderne selv.

Den 10. Marts vedtog Altinget enstemmigt en Udtalelse, hvori Tinget med Ønske om Frihed og Fremgang for de nordiske Broderfolk[25] erklærer, at det islandske Folk vil bestræbe sig for at fastholde det gamle Frændeforhold og de Kulturbaand, der har sammenknyttet Nordens Folk, og vil deltage i nordisk Samarbejde efter Krigens Slutning.

Den 15. Marts forelaa i Danmark Meddelelse om, at Altinget nu havde godkendt Lovforslaget om en republikansk Forfatning. Hovedindholdet heraf meddeltes at være følgende: Præsidenten vælges for 4 Aar ved almindelig Folkeafstemning, første Gang skal Præsidenten dog vælges for 1 Aar og af Altinget. Præsidentens Myndighed bliver meget begrænset. Hvis han nægter at stadfæste et Lovforslag, som er godkendt af Altinget, bliver det alligevel Lov, idet en Folkeafstemning skal være afgørende.

Den 16. April meddelte danske Blade, at Statsministeriet den 11. April havde svaret paa Altingets seneste Beslutninger i en Skrivelse til den islandske Chargé d'Affaires[26] i København. Svaret henviste til Statsminister Staunings[27] Skrivelse af 31. Maj 1941 (jfr. Islandsk Aarbog 1941, Side 8) og Statsminister Buhls[28] Skrivelse af 30. September 1942 (jfr. Islandsk Aarbog 1943, Side 102 ff) som klare Udtryk for det danske Standpunkt i Forbundssagen samt meddelte - idet man gik ud fra, at det af Altinget vedtagne Lovforslag om Prolongering af Danskes Ligeret paa Island dækker Bestemmelserne i Forbundslovens § 6 i det hele - at disse Ligeretsbestemmelser her i Landet stadig vil være gældende i Henhold til Forbundsloven som gældende Lov, indtil den maatte blive ændret eller ophævet ved en ny dansk Lov. Den 4. Maj meddeltes det i danske Blade, at Statsministeriet fra Islands herværende Chargé d'Affaires havde modtaget Svar, der bekræftede Statsministeriets Opfattelse af, at det af Altinget vedtagne Lovforslag om Opretholdelse af Ligeretsbestemmelser efter Forbundslovens § 6 dækker Bestemmelserne i § 6 i det hele. I Svarskrivelsen hed det videre: - Samtidig bemærkes, at det heraf følger, at hidtilværende Bestemmelser om Skibes Behandling og Mestbegunstigelse[29] for Varer agtes fulgt, og samtidig fremhæves, at dette fra Islands Side vil ske i Henhold til den nævnte islandske Lov af Marts 1944 og ikke i Henhold til Forbundsloven.

I en Korrespondance til Ritzaus Bureau fra Stockholm meddeltes det den 22. April, at de fra dansk Side fremsatte Synspunkter ligesom de i Anledning af Islands Beslutninger i svenske Blade fremkomne Kommentarer paa Island var blevet medtaget i Diskussionen om Spørgsmaalet, men at Argumenterne for en Ophævelse af Forbundsloven inden Krigens Afslutning og dermed uden Forhandlinger havde sejret og antagelig ogsaa vilde sejre ved den kommende Folkeafstemning. Endvidere indeholdt Korrespondancen en Oplysning om, at De Forenede Staters Regering forrige Aar havde fastslaaet, at den ikke havde nogensomhelst Indvendinger imod Oprettelsen af en islandsk Republik efter Udgangen af 1943.

Den 5. Maj indeholdt danske Blade følgende Meddelelse fra det islandske Kabinetssekretariat[30] i København:

Hans Majestæt Kongen har under 2. ds.[31] telegrafisk igennem Legationen[32] her i København tilstillet Islands Førsteminister[33] saalydende Budskab, til Kundgørelse for Islands Regering og Folk:

I Anledning af de fra Island fremkomne Meddelelser om Altingets og Regeringens Beslutninger angaaende Forandring af Regeringsformen ønsker Vi følgende Budskab kundgjort for Islands Regering og Folk:

Gennem hele Vor Regeringstid har det stedse været Vor Stræben at fremme det islandske Folks Vel, og i disse Aar, hvor Krigsbegivenhederne sætter sine dybe Spor i Folkenes Liv, har Vi søgt at følge Udviklingen i Island og nøje overvejet Vort Forhold til det islandske Folk, idet Vi herunder ogsaa har haft for Øje, hvad der maatte tjene til Gavn for Riget som nordisk Stat. Den Lydhørighed overfor Folkets Ønsker, som Islands Alting og Regering stedse har mødt hos Os, vil selvsagt saa meget mere kunne paaregnes i de for Landets Fremtidsskæbne afgørende Spørgsmaal. Vi maa imidlertid paa Vor Side være berettiget til at nære den Forventning, at Beslutninger om den fremtidige Regeringsform, hvorved Baandet mellem det islandske Folk og dets Konge for stedse overskæres, ikke føres ud i Livet, saalænge saavel Island som Danmark er besat af fremmede Magter. Og Vi nærer den faste Overbevisning, at det vilde være lidet lykkeligt for det gode Broderskabsforhold mellem disse to nordiske Stater, som ligger Os saa stærk paa Sinde, dersom dette skete.

Vi ønsker derfor, at det, inden den endelige Afgørelse træffes, tilkendegives Islands Regering og Folk, at Vi ikke, saalænge de nuværende Forhold bestaar, kan anerkende den Forandring af Regeringsformen, som Islands Alting og Regering, uden Forhandling med Os, har besluttet[34].

Givet paa Vort Slot Sorgenfri, den 2. Maj 1944.

Christian R.[35]

Mandag den 15. Maj meddelte Islands Gesandtskab i København:

Ifølge telegrafisk Bemyndigelse af 11. d. M.[36] til Islands Gesandtskab fra Islands Førsteminister er meddelt Hans Majestæt Kongen, at Førsteministeren efter Kongens Ønske har ladet bringe til det islandske Folks Kundskab Kongens personlige Budskab af 2. Maj.

Førsteministeren har derhos gjort Kongen bekendt med sin Overbevisning om, at den Folkeafstemning, der afsluttes 23. Maj, vil vise Folkets Ønsker om den fremtidige Regeringsform, som Altinget derefter tager Beslutning om at føre ud i Livet, saafremt den forfatningsmæssigt bestemte kvalificerede Majoritet er gaaet i den Retning. I denne Forbindelse er fremhævet, at fremmede Troppers Nærværelse i Island ikke er til Hinder for, at Folket frit kan udtrykke sin Vilje. Man er i Island af den Opfattelse, at den gældende islandske Forfatning bygger paa og anerkender den Grundregel, at en suveræn Stats Regeringsform bør bestemmes alene af Folket selv.

Sluttelig har Førsteministeren udtalt sin Forsikring om, at det islandske Folk nærer den største Ærbødighed for Hans Majestæt og det varmeste Venskab for det danske Folk.

Som et Supplement til tidligere offentliggjorte uofficielle islandske Bladkommentarer til Kongens Budskab indeholdt danske Blade i Fortsættelse af Gesandtskabets Meddelelse den 16. Maj følgende Telegram:

Ritzaus Bureaus Korrespondent i Reykjavík meddeler, at den tidligere Førsteminister og Selvstændighedspar[t]iets Leder, Ólafur Thors, i Anledning af den forestaaende Afstemning vedrørende Islands Omdannelse til Republik har udtalt:

- Island staar nu overfor netop det Spørgsmaal, som denne Krig drejer sig om - de smaa Nationers Selvbestemmelsesret. Denne Ret bliver ikke blot almindelig anerkendt, men hvad specielt Island angaar, er den anerkendt af De Forenede Stater, og vi maa haabe, at demokratisk indstillede Folk Verden over vil forstaa og sympatisere med de Bestræbelser for at genindføre Uafhængigheden, som gøres af den Nation, der har Verdens ældste Parlament[37].

"Alþýðublaðið", der er Organ for det socialdemokratiske Parti, og som tidligere var imod et Brud med Danmark allerede til Sommer, skriver bl.a.:

Kongens Budskab kan ikke betyde nogen som helst Ændring. Folkeafstemningen vil blive afholdt som bestemt, og Folket vil træffe Afgørelsen. Efter Afstemningen kan Altinget imidlertid træffe Beslutning om, hvornaar Republiken skal oprettes, saaledes som det allerede er blevet meddelt. Vi maa dybt beklage, hvis dette vort endelige Skridt vil blive betragtet som paa nogen Maade saarende for den respekterede og aldrende Monarks Følelser.

Bladet "Tíminn"[38], der repræsenterer Fremskridtspartiet, skriver bl.a.: Selvom Islænderne nærer den største Agtelse for Kong Christian og værdsætter Kongens store Interesse for Islands Anliggender saavel som hans Betydning for hans egen Nation i denne Tid, kan de ikke opgive deres Ret til Selvbestemmelse hverken for hans eller andres Skyld. Man maa ogsaa haabe, at Kongens Budskab ikke er hans sidste Ord i denne Sag, men at han maatte forstaa Islands Stilling bedre ved nærmere Overvejelser og efter at have set Udtrykket for Folkets enige Vilje. Kongens Budskab gør det endnu mere nødvendigt, at enhver Islænder virkelig støtter den uafhængige Republik. Verden skal se, hvad der er Islændernes Vilje.

[…]

 


[1] Mens Danmark under 2. verdenskrig var besat af Tyskland, blev Island i maj 1940 besat af britiske styrker. I juli 1941 overlod Storbritannien ansvaret for Island til USA som led i en amerikansk-islandsk forsvarsaftale.

[2] Selvstændighedspartiet (islandsk: Sjálfstæðisflokkurinn): islandsk parti, stiftet i 1929 ved sammenslutning af det liberale og det konservative parti. Som navnet antyder, arbejdede partiets fra dets grundlæggelse for komplet islandsk selvstændighed fra Danmark.

[3] Dansk-Islandsk Forbundslov af 1918, hvori Danmark anerkendte Island som en selvstændig og suveræn stat i personalunion med den danske konge, indeholdt en bestemmelse om, at begge parter efter udgangen af 1940 kunne forlange forhandlinger optaget om revision af overenskomsten. Førte disse forhandlinger ikke til nogen ny overenskomst inden for tre år, havde hver part efter nærmere bestemmelser ret til ensidigt at ophæve unionen.

[4] Fra 1928 til 1951 udgav Dansk-Islandsk Samfund årbøger.

[5] Ólafur Thors (1892-1964): islandsk politiker; medlem af Altinget 1926-1964, formand for Selvstændighedspartiet 1934-1961 og Islands statsminister i fem perioder.

[6] Stefán Stefánsson (1894-1980): islandsk politiker; medlem af Altinget 1934-1937 og 1946-1953 for Socialdemokratiet, besad bl.a. statsministerposten 1947-1949.

[7] Morgunblaðið: islandsk avis; stiftet i 1913; konservativt orienteret frem til 1980'erne.

[8] Alþýðublaðið: islandsk avis; udkom fra 1919 til 1998; socialdemokratisk orienteret.

[9] Altinget: fra 1918 Islands parlament. Historisk set Islands landsdækkende ting ('alles ting'), der første gang samledes omkring 930 og besad den lovgivende og dømmende magt; efter Island kom under den norske konge i 1262/64, delte Altinget den lovgivende magt med kongen, og ved enevældens indførelse på Island i 1662 opretholdt Altinget en vis selvstændig myndighed, blandt andet på grund af Islands afsides beliggenhed. I 1800 nedlagdes Altinget ved indførelse af dansk retspraksis på Island, men blev genoprettet i 1843/45 som en rådgivende forsamling for den danske konge. I 1874 fik Altinget en begrænset lovgivende magt, mens den udøvende magt fortsat lå hos den danske regering. I 1918 blev Island en suveræn stat med Altinget som parlament.

[10] Jón Sigurðsson (1811-1879): leder af den islandske selvstændighedsbevægelse i 1800-tallet. Republikken Island blev udråbt på hans 133-års fødselsdag.

[11] Fire politiske partier opstod i starten af 1900-tallet i Island: Socialdemokratiet (stiftet 1916), Fremskridtspartiet (stiftet 1916), Selvstændighedspartiet (stiftet 1924/1929) og Islands Kommunistiske Parti (stiftet 1930).

[12] Reykjavík, Akureyrí og Hafnarfjörður: tre af Islands største byer; Reykjavík er landets hovedstad.

[13] Bjarni Benediktsson (1908-1970): islandsk juraprofessor og politiker; borgmester i Reykjavík 1940-1947, formand for Selvstændighedspartiet 1961-1970, Islands statsminister 1963-1970.

[14] Þingvellir (dansk: Tingsletten): Islands gamle tingsted, hvor Altinget fra ca. 930 til slutningen af 1700-tallet mødtes; nationale festdage og vigtige begivenheder markeres fortsat her, bl.a. blev Den Islandske Republik formelt oprettet på Þingvellir den 17. juli 1044.

[15] Sigurður Nordal (1886-1974): islandsk professor i sprog og litteratur.

[16] Þorsteinn Þorsteinsson (1880-1979): islandsk økonom.

[17] Jóhann Sæmundsson (1905-1955): islandsk overlæge og professor i medicin, socialminister 1942-1943.

[18] Klemens Tryggvason (1914-1997): islandsk økonom.

[19] Latinskole: ældre skoleform, forberedende til universitetet.

[20] Pálmi Hannesson (1898-1956): islandsk naturalist og rektor ved latinskolen i Reykjavík.

[21] Altinget vedtog en resolution den 17. maj 1941, hvori det erklærede, at Island havde opnået ret til at ophæve unionen med Danmark.

[22] Rigsforstander: Altinget oprettede i maj 1941 rigsforstanderembedet; rigsforstanderen skulle udøve Christian 10.s myndighed som bestemt i Forfatningsloven af 1918, idet kongen som følge af besættelsen ikke selv kunne varetage sine funktioner. Embedet blev ophævet ved republikken Islands oprettelse.

[23] Gesandt: en stats diplomatiske repræsentant i en anden stat – altså en slags ambassadør. Før 2. verdenskrig var det kun stormagterne, der havde ambassader, mens mindre stater havde gesandtskaber (også kaldet legationer).

[24] Prolongere: forlænge tidsfristen for.

[25] Nordiske broderfolk: Fra begyndelsen af 1800-tallet vandt idéer om et særligt kulturelt fællesskab og et nordisk folk eller sågar en nordisk race indpas blandt denne tids nationalistiske bevægelser. Under 2. verdenskrigs nationale vækkelse fremmedes den nordiske samfølelse endnu en gang.

[26] Chargé d'affaires: diplomatisk udsending, der selvstændigt varetager en ambassades ledelse, men er af lavere rang end en ambassadør.

[27] Thorvald Stauning (1873-1942): dansk politiker; medlem af Folketinget 1906-1942 for Socialdemokratiet, som han var formand for 1910-1939; statsminister 1924-1926 og 1929-1942.

[28] Vilhelm Buhl (1881-1954): dansk politiker, medlem af Landstinget 1937-1942 og af Folketinget 1939-1953 for Socialdemokratiet; overtog statsministeriet efter Thorvald Staunings død i 1942, men måtte i november samme år gå af efter tysk pres; blev endnu en gang statsminister i befrielsesregeringen i 1945.

[29] Mestbegunstigelse: det, at to eller flere lande indgår en handelstraktat, der internt stiller landene bedre samhandelsmæssigt end den øvrige verden.

[30] Kabinetssekretariat: det kontor, hvorigennem skriftlige indstillinger m.v. forelægges regenten, og hvorfra regentens meddelelser m.v. til myndigheder og privatpersoner udfærdiges og udsendes.

[31] 2. ds.: datoangivelse; forkortelse for '2. dennes' (i denne måned), altså 2. maj 1944.

[32] Legation: jf. gesandt.

[33] Førsteminister: regeringschef, lig statsminister eller premierminister.

[34] Da den islandske republik den 17. juni 1944 udråbtes, anerkendte kongen imidlertid - ligeledes pr. telegram - den islandske beslutning, men beklagede, at den var sket under de aktuelle omstændigheder.

[35] Christian 10. (født 1870, regent 1912-1947) var i kraft af personalunionen indgået med Forbundsloven af 1918 ikke blot konge over Danmark, men også over Island. R er en forkortelse for det latinske 'rex', der betyder konge.

[36] d.M.: 'denne måned', altså maj 1944.

[37] Altinget har fået betegnelsen som verdens ældste parlament, idet det historiske Alting blev oprettet som landsdækkende ting omkring 930, jf. ovenfor.

[38] Tíminn: islandsk avis, som udkom fra 1917 til 1996, tilknyttet Fremskridtspartiet frem til 1980'erne.