Folketingsvalget april 1920

Artikler

Valgets udskrivelse:

Valget blev udskrevet til afholdelse den 26. april 1920 og blev det første af i alt tre folketingsvalg dette år. Afslutningen af 1. verdenskrig i november 1918 førte stor lettelse med sig, og man så nu frem imod bedre tider. Den radikale regering, der havde siddet siden 1913 med Carl Th. Zahle (1866-1946) som statsminister, ønskede dog ikke at ophæve krigstidens regulering af varer, økonomi og forsyninger. Regeringen var her under stort pres fra de borgerlige partier, der flere gange uden held forsøgte at få den til at resignere og udskrive valg. Krigens afslutning foranledigede også, at en grænserevision i Slesvig - der indtil tabet af krigen mod Tyskland i 1864 hørte til Danmark - blev mulig.

Efter slesvigske folkeafstemninger i februar og marts 1920 stod det til mange nationalt sindedes store skuffelse klart, at kun befolkningen i områderne nord for Flensborg, den såkaldte 1. zone, havde stemt for at høre til Danmark. Mange fremtrædende personer søgte at presse statsminister Zahle og hans regering til at anmode om, at Flensborg måtte blive dansk. Zahle og hans regering nægtede dog at gå på kompromis med folkenes selvbestemmelsesret, hvilket førte til, at regeringens opbakning i Folketinget svandt ind. Det Konservative Folkeparti ønskede en sydligere grænse og havde sammen med fremtrædende erhvervsfolk indflydelse på den meget nationalt sindede konge, Christian 10. (født 1870, regent 1912-1947).

En ophedet diskussion mellem statsminister Zahle og Christian 10. den 29. marts 1920 medførte, at kongen afskedigede regeringen, hvilket han mente sig forfatningsmæssigt berettiget til. I stedet indsatte han et forretningsministerium under ledelse af højesteretssagfører Otto Liebe (1860-1929), hvis rolle skulle være at udskrive valg til Folketinget i håbet om at skabe et flertal, der ønskede en sydligere grænserevision. Den socialdemokratiske og radikale presse gik til angreb på kongen og kaldte hans handlinger for et statskup. Fagbevægelsen annoncerede generalstrejke, og landet var i hele påsken i en politisk uafklaret situation. Christian 10. gik på grund af frygt for muligheden for stærk modvilje mod monarkiet eller endda revolution med til at forhandle sit forretningsministerium væk, og det blev den 4. april erstattet af et nyt midlertidigt ministerium, som partierne kunne samles omkring, under ledelse af embedsmanden Michael Petersen Friis (1857-1944). Friis udskrev med det samme valg til afholdelse den 26. april 1920 og indkaldte Folketinget for at forhandle en ny valglov. Hele forløbet har efterfølgende fået navnet Påskekrisen, idet det betegnede en krise for det parlamentariske princip og for forholdet mellem konge og regering.  

Valgets temaer:

Valgkampen blev i høj grad præget af den nationale stemning, som den kommende grænserevision havde skabt. Venstre og Konservative talte stadig - dog efterhånden mere mådeholdent - for, at dele af Mellemslesvig kunne indlemmes i Danmark. De mere moderate borgerlige kræfter agiterede for, at der burde etableres en international zone, hvor man på sigt igen skulle holde folkeafstemning om det nationale tilhørsforhold. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre fastholdt, at man skulle respektere folkenes selvbestemmelsesret ved at acceptere de slesvigske folkeafstemningers udfald.

En stor del af verdenskrigens reguleringslovgivning af varer, forsyninger og økonomi eksisterede stadig. Den blev kritiseret af de borgerlige partier, der ønskede at ophæve restriktionerne og igen frigøre markedskræfterne. De ønskede at fange en folkestemning imod den radikale indenrigsminister Ove Rodes (1867-1933) såkaldte ”regereri”. Den valglov, som Friis’ kortvarige forretningsministerium havde gennemført, betød, at man nu indførte et rent forholdstalsvalg. De mindre valgkredse, som før havde valgt sine egne folketingsmænd, blev erstattet af amts- og storkredse suppleret af tillægsmandater, så alle partier principielt ville opnå den repræsentation, som deres stemmer gjorde dem berettigede til. Det betød, at der for første gang siden slutningen af 1890’erne ikke forelå nogen officielle valgsamarbejder partierne i mellem.

Valgets resultat:

Valget havde flere vindere, men mest bemærkelsesværdigt havde det en meget stor taber. Det tidligere regeringsparti Det Radikale Venstre fik et katastrofalt valg og tabte 15 mandater. Det havde nu kun 17 mandater, hvilket var tæt på en halvering. Den største aftager af radikale stemmer blev de andre borgerlige partier. Det Konservative Folkeparti fik en fremgang på 6 mandater til i alt 28, højst sandsynligt på grund af partiets urokkelige nationale synspunkter. Ikke siden 1892 havde så mange folketingsmænd kunnet tage plads i folketingssalen til højre for Venstre. Venstre, der også drog fordel af den nationale folkestemning, fik en massiv stemmefremgang, som på grund af den nye valglov dog kun blev omsat til 3 ekstra mandater. Blandt de nye venstremænd på tinge var blandt andre den senere statsminister, Knud Kristensen (1880-1962). Socialdemokratiet fortsatte sin fremgang, og med 3 ekstra mandater sad de nu på 42 mandater. Det lille Erhversvpartiet fik i København en så stor fremgang, at de vandt 3 mandater, så de nu udgjorde en gruppe på 4 folketingsmænd. Den konservative afhopper L.V. Birck (1871-1933) opstillede med sit nye parti Centrum, uden at det dog fik nogen kandidater valgt. Ligeledes opstillede den afhoppede socialdemokrat, Emil Marott (1856-1940) under navnet Frie Socialdemokrater, også uden succes. Det Venstresocialistiske Arbejderparti fik heller ikke nogen kandidater valgt.

Valgets resultat betød, at Venstre og Det Konservative Folkeparti tilsammen nu sad på flertallet i Folketinget. Christian 10. bad derfor Venstre, det største af partierne, om at danne regering. Partiets egentlige leder J.C. Christensen (1856-1930) frabad sig at stå i spidsen for en regering, og derfor blev det i stedet en anden tidligere konseilspræsident, Niels Neergaard (1854-1936), der den 5. maj 1920 kunne annoncere sin anden rene venstreregering. Der gik dog ikke lang tid til det næste folketingsvalg, der fandt sted i juli 1920. Indlemmelsen af Nordslesvig i kongeriget krævede en grundlovsrevision, som både det nyvalgte ting samt det kommende i henhold til forfatningen skulle godkende.    

Statistik:

Fordelingen af stemmer m.v. ved folketingsvalget i april 1920.  Der hersker en vis usikkerhed omkring tallene, idet stemmelisterne blev ført mangelfuldt i nogle valgkredse. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tabellen. Kilde: Danmarks Statistik   

Mandatfordelingen ved folketingsvalget i april 1920. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tallene. Kilde: Danmarks Statistik 

Den procentvise fordeling af stemmer ved folketingsvalget i april 1920. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tallene. Kilde: Danmarks Statistik     

Mandatfordelingen ved folketingsvalget i henholdsvis april 1920 og 1918. Resultatet af folketingsvalgene på Færøerne indgår ikke i tallene. Kilde: Danmarks Statistik  

Om artiklen

Forfatter(e)
Pelle Mortensen
Tidsafgrænsning
1918 - 1920
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. marts 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Thorsen, Svend: De Danske Ministerier 1901-1929 (1967)

Mørch, Søren: 24 statsministre (2000)

Udgiver
danmarkshistorien.dk