Folketingsvalget 1979

Artikler

Valgets udskrivelse

Folketingsvalget den 23. oktober 1979 var det første, hvor også de 18-20-årige kunne stemme. Valget blev afslutningen på det regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet, der var kommet i stand i 1978 som en parlamentarisk nyskabelse, der skulle søge at løse kriseproblemerne ved et bredt samarbejde henover midten. Samarbejdet blev dog aldrig nogen succes, blandt andet fordi Venstre ikke kunne acceptere fagbevægelsens krav til regeringen. Særligt kravet om overskudsdeling (OD) i danske virksomheder var kontroversielt, og da regeringspartierne ikke kunne enes om statsministerens åbningstale til Folketinget, udskrev statsminister Anker Jørgensen (S) valg i september 1979.

Valgets temaer

Tacklingen af den økonomiske krise var et de væsentligste emner i valgkampen, og paraplyorganisationen for fagforbundene, LO, var med et forslag til en økonomisk reform en aktiv deltager i valgkampen. Det var blandt andet debatten om overskudsfordeling og økonomisk demokrati (OD og ØD), det drejede sig om, dvs. krav fra fagbevægelsen og Socialdemokratiets side, om at de ansatte gennem deres fagforbund skulle have indflydelse på, hvordan virksomhedernes overskud blev brugt.

Valgets resultat

Vinderne fra jordskredsvalget tilbage i 1973, Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne, gik tilbage med henholdsvis seks og fem mandater, mens Retsforbundet og Kristeligt Folkeparti gik et mandat tilbage hver. Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Det Radikale Venstre og SF gik alle frem, og valgresultatet var således en delvis normalisering af det politiske billede efter jordskredsvalget.

En fortsættelse af S-V-regeringen kom ikke på tale, og en regering af Socialdemokratiet og De Radikale blev vanskeliggjort af SF's modvilje mod den radikale indkomstpolitik. Resultatet blev derfor en socialdemokratisk mindretalsregering under Anker Jørgensens ledelse.

Om artiklen

Forfatter(e)
danmarkshistorien.dk
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
27. maj 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk