Folketingsvalget 1975

Artikler

Valgets udskrivelse

Folketingsvalget den 9. januar 1975 blev udskrevet af statsminister Poul Hartling (V) i begyndelsen af december 1974, kun et år efter det seneste folketingsvalg. Hartlings venstreregering havde kun 22 mandater bag sig, men var støttet af Det Konservative Folkeparti og de nye partier fra Jordskredsvalget, Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Regeringen havde med sin økonomiske politik søgt at dæmme op for den tiltagende økonomiske krise, men de offentlige besparelser og indgreb overfor lønstigninger var upopulære i store dele af befolkningen, og den 26. november 1974 samledes 100.000 mennesker foran Christiansborg i en demonstration mod regeringen, der var organiseret af fagbevægelsen og venstrefløjen.

Da regeringen kort tid efter ikke kunne få støtte fra Fremskridtspartiet til sin såkaldte helhedsplan til genoprettelse af økonomien, valgte Hartling at udskrive valg. Med stor sandsynlighed fordi meningsmålinger viste, at Venstre stod til stor fremgang, og at 31 % af vælgerne foretrak Hartling som statsminister, mens kun 11 % ønskede Anker Jørgensen tilbage.

Valgets temaer

Valget var blevet udskrevet på baggrund af regeringens økonomiske helhedsplan, der ikke kunne opnå flertal i Folketinget, og den økonomiske krise blev da også hovedtemaet i valgkampen. De økonomiske diskussioner gik hen over hovedet på mange vælgere, og derfor kom valgkampen for mange mennesker mere til at dreje sig om, hvem man helst så som statsminister.

Valgets resultat

Den statsministereffekt, Poul Hartling havde håbet på, da han udskrev valget, udeblev ikke, og efter valget gik Venstre hele 20 mandater frem til i alt 42 mandater. Partiet var nu kun 11 mandater fra at være lige så stort som Socialdemokratiet. Resten af den borgerlige fløj gik imidlertid tilbage, så de mange nye mandater til Venstre skyldtes i høj grad en flugt fra de andre borgerlige partier, først og fremmest Centrum-Demokraterne og Det Konservative Folkeparti, der fik et katastrofevalg med kun 5,5 % af stemmerne og 10 mandater. Det var partiets dårligste resultat siden stiftelsen i 1915. Alt i alt var der således ikke flyttet mange vælgere hverken til den ene eller den anden side af midten.

Regeringsdannelsen efter valget blev langvarig og kompliceret. Efter to ugers forhandlinger endte det i første omgang med, at Hartlings venstreministerium fortsatte. Kun fem dage senere gik den imidlertid af efter en mistillidsdagsorden i Folketinget, der blev vedtaget fordi CD og et enkelt konservativt medlem undlod at stemme. Herefter var nye forhandlinger tæt på at ende med en VK-regering, men dette måtte imidlertid opgives, da Mogens Glistrup meddelte, at Fremskridtspartiet muligvis ville medvirke til at vælte en sådan regering. Resultatet blev derfor til sidst en socialdemokratisk mindretalsregering under Anker Jørgensen, som måtte søge skiftende flertal for at løse krisens problemer.