Du er her: danmarkshistorien Materiale Vis

Folketingsvalget 1973

Artikler

Valgets udskrivelse

Den siddende socialdemokratiske mindretalsregering havde haft regeringsmagten siden valget i 1971. Forud for folketingsvalget i 1973 var to nye, opsigtsvækkende partier blevet stiftet: Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne, og de kom til at spille en stor rolle under valget.

Fremskridtspartiet med advokaten Mogens Glistrup i spidsen var et regulært protestparti, og Glistrup havde gjort sig bemærket med sin stærke kritik af skattesystemet samt sammenligningen mellem skattesnydere og besættelsestidens modstandsmænd. Centrum-Demokraterne var stiftet af Erhardt Jakobsen, tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet og Gladsaxe Kommunes farverige og populære borgmester. Erhardt Jakobsens beslutning om at forlade Socialdemokratiet og stifte et nyt parti kom bl.a. som en reaktion på Socialdemokratiets venstredrejning, især med hensyn til boligpolitikken. I første omgang bedyrede han dog, at CD ville være en del af regeringens parlamentariske grundlag, men ikke desto mindre udløste han den 8. november 1973 folketingsvalget ved at udeblive fra en afstemning i Folketinget, hvorved regeringen ikke kunne opnå et flertal. Valget blev derfor udskrevet til afholdelse den 4. december 1973.

Valgets temaer

De to nye partier, Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne, kom med deres mærkesager til at præge valgets temaer. Blandt mange vælgere var der en generel utilfredshed med det stigende skattetryk, som den stadige udbygning af velfærdsstaten medførte. Samtidig voksede modstanden mod den generelle venstredrejning under ungdomsoprøret, der både syntes at omfatte kulturlivet, universiteterne og de politiske partier.

Andre temaer, som prægede valgkampen, var legaliseringen af abort samt frigivelsen af billedpornografien, men også EF var et tema, selvom de nye partier ikke tilførte denne debat noget nyt.

Valgets resultat

Valgets resultat blev en total omvæltning af det parlamentarisk-politiske mønster, som gennem årtier havde kendetegnet Folketinget, hvor først og fremmest de fire gamle partier – Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre – havde domineret.

For disse fire partier samt Socialistisk Folkeparti blev valget et stort nederlag. Alle gik de tilbage, men især for Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti var mandattabet på det nærmeste katastrofalt. Socialdemokratiet mistede en tredjedel af sine mandater og fik med 25,6 % af stemmerne det dårligste valg siden 1. verdenskrig, mens Det Konservative Folkeparti blev halveret.

Fremskridtspartiet stormede ind i Folketinget med hele 28 mandater, hvilket gjorde det til landets næststørste parti. CD fik også et godt valgresultat og opnåede 14 mandater. Herudover fik et tredje borgerligt orienteret protestparti, Kristeligt Folkeparti, plads i Folketinget.

Antallet af partier i Folketinget blev fordoblet fra fem til ti, da både DKP og Retsforbundet på ny blev repræsenteret i tinget, og valget indvarslede en mere flydende parlamentarisk situation i Danmark med større bevægelser mellem partierne, som ikke længere kunne stole på kernevælgernes ubetingede opbakning. 44 % af alle vælgerne skiftede parti og en tredjedel af Folketingets medlemmer blev udskiftet. Det var det hidtil største vælgerskred i dansk politisk historie, hvorfor valget hurtigt blev døbt 'jordskredsvalget'.

Regeringsforhandlingerne efter valget blev naturligt nok ikke gnidningsfrie. Hverken en S-SF- eller VKR-koalition udgjorde et bæredygtigt flertal, heller ikke med alle mandaterne fra midterpartierne. Enige var partierne dog om at holde Fremskridtspartiet uden for ethvert samarbejde. En Mogens Glistrup måtte ikke blive tungen på vægtskålen. I sidste ende måtte Anker Jørgensen (S) gå af som statsminister, og en Venstre-mindretalsregering med Poul Hartling som statsminister støttet af CD, Kristeligt Folkeparti, De Konservative og De Radikale trådte til.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 13.02.2017