Folketingsvalget 1968

Artikler

Valgets udskrivelse

Jens Otto Krags socialdemokratiske mindretalsregering havde siden valget i november 1966 haft flertal sammen med SF, som udgjorde regeringens parlamentariske grundlag. Samarbejdet mellem de to venstrefløjspartier var i folkemunde blevet døbt 'det røde kabinet'. Samarbejdet var imidlertid problematisk og havde modstandere i begge partier. I december 1967 revnede det, da seks af SF's folketingsmedlemmer fraveg partilinjen og stemte imod regeringens forslag om økonomiske indgreb efter den engelske devaluering. Statsministeren udskrev herefter valg, da splittelsen i SF havde fjernet regeringens parlamentariske grundlag. Valget blev afholdt 23. januar 1968.

Valgets temaer

Valgkampen blev kort, og ligesom ved folketingsvalget i 1966 var det med fjernsynet som den væsentligste arena. Journalisterne var især interesserede i, hvem der efter valget kunne tænkes at danne regering med hvem, og interessen koncentreredes omkring forholdet mellem de tre borgerlige partier. De Radikale meldte ud, at de næppe ville støtte en socialdemokratisk regering, og sensationen kom lige før valget, da Hilmar Baunsgaard (R) mere end antydede, at en regering mellem de tre borgerlige partier, Venstre, De Konservative og De Radikale, var en mulighed. Tilnærmelsen mellem partierne havde været undervejs et stykke tid. Alligevel var det en stor politisk begivenhed, at De Radikale nu undsagde den traditionelle alliance med Socialdemokratiet.

Socialdemokraterne havde travlt med at nedtone betydningen af det tætte samarbejde med SF med tilbagevirkende kraft. SF var til gengæld præget af sin egen kamp, idet de utilfredse medlemmer på partiets venstrefløj, som havde været med til at vælte regeringen, nu var brudt ud og havde dannet deres eget parti: Venstresocialisterne (VS).

Valgets resultat

Valget blev først og fremmest en sejr for Hilmar Baunsgaard og De Radikale, som med en fremgang på 14 mandater mere end fordoblede deres mandattal til 27. Da Venstre og De Konservative gik henholdsvis et mandat tilbage og tre frem, havde de tre partier et solidt flertal, hvilket de benyttede til at danne en VKR-regering. Selvom De Radikale fortsat var det mindste af de tre partier, blev valgkampens store sejrherre, Hilmar Baunsgaard, statsminister.

De to partier fra 'det røde kabinet', Socialdemokratiet og SF, gik begge tilbage med hhv. syv og ni mandater. Venstresocialisterne kom lige akkurat over spærregrænsen og fik fire mandater.