Folketingsvalget 1966

Artikler

Valgets udskrivelse

Den 2. november 1966 udskrev statsminister Jens Otto Krag (S) valg til afholdelse tre uger senere, den 22. november 1966.  Jens Otto Krags socialdemokratiske mindretalsregering havde haft magten siden folketingsvalget i 1964.

Valgudskrivelsen kom oven på et forår, hvor Socialdemokratiet havde mistet vælgere til SF ved kommunalvalget, og hvor partiet var splittet efter indgåelsen af et boligforlig i januar, som forhøjede huslejen for nogle af partiets kernevælgere. Det var imidlertid blevet opvejet i efteråret af uenighed blandt de borgerlige partier om holdningen til det socialdemokratiske forslag om indførelse af kildeskat – dvs. at skatten blev trukket direkte i forbindelse med lønudbetalinger, som det kendes i dag. Da det socialdemokratiske kildeskatforslag mødte modstand i Folketinget, valgte Krag at udskrive valg. Givetvis for at udnytte splittelsen mellem oppositionspartierne og fordi man mente, kildeskat ville være populært i befolkningen.

Valgets temaer

Valgkampen kom til at handle om skattepolitik og om Socialdemokratiets påståede ”venstredrejning” samt den mulige udsigt til et S-SF flertal. Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre sparede på de indbyrdes angreb og advarede vælgerne om farerne ved et ”socialistisk” flertal. På den anden side advarede Socialdemokratiet sine mere midterorienterede vælgere mod at stemme på Det Radikale Venstre og søgte også at berolige dem ved at afvise tanken om et regeringssamarbejde med SF.

SF selv red på en bølge af popularitet og nød godt af tidens mange græsrodsbevægelser mod fx Vietnam-krigen og atomvåben. For mange aktivister var SF i midten af 1960'erne det naturlige sted at sætte krydset.

Valgets resultat

Valget blev som ventet et ryk til venstre på det politiske spektrum. Socialdemokratiet gik syv mandater tilbage, men dette opvejedes af SF, som fordoblede sit mandattal fra 10 til 20.

Venstre gik ét mandat tilbage og havde nu 35 pladser i folketingssalen, mens Det Konservative Folkeparti gik tilbage fra 36 til 34 mandater. De Uafhængige, et lille højrefløjsparti, der var kommet i Folketinget ved valget i 1964, røg ud af tinget igen, hvorimod Liberalt Centrum, som var et udbryderparti fra Venstre, blev stemt ind i Folketinget med 4 mandater.

Sammen med de nordatlantiske mandater kunne S og SF mønstre et flertal, og det ”arbejderflertal”, som de borgerlige havde advaret imod, var således blevet en realitet. Trods sine udtalelser under valgkampen indledte Krag forhandlinger om et regeringssamarbejde med SF med det berømte ord ”man har et standpunkt, til man tager et nyt”. Selvom en S-SF regering var en gammel drøm for SF's formand Aksel Larsen, var uviljen hos SF's venstrefløj og Socialdemokratiets højrefløj imidlertid for stor, og resultatet blev i stedet en socialdemokratisk mindretalsregering med SF som støtteparti. Der oprettedes tillige et kontaktudvalg mellem de to partier, som i folkemunde kom til at hedde 'det røde kabinet'.

Om artiklen

Forfatter(e)
danmarkshistorien.dk
Medietype
Tekst, Illustration
Sidst redigeret
27. maj 2015
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk