Folketingsvalget 1947

Artikler

Valgets udskrivelse

Statsminister Knud Kristensen udskrev folketingsvalg den 28. oktober 1947, efter at han havde modtaget et mistillidsvotum fra Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, DKP og Retsforbundet. Erklæringen om mistillid var en konsekvens af statsministerens insisteren på at tale for, at man skulle overveje en indlemmelse af dele af Sydslesvig i Danmark. Oppositionen, Christmas Møller fra De Konservative og endog Knud Kristensens egen udenrigsminister Gustav Rasmussen var imod en grænserevision, fordi det ville gøre forholdet til Tyskland meget anstrengt. Som svar på statsministerens Sydslesvig-politik foreslog Det Radikale Venstre at udtrykke mistillid mod statsministeren og forlange, at Venstre fandt en ny statsminister, så et valg ikke blev nødvendigt. Det ville Knud Kristensen ikke acceptere og udskrev valg den 4. oktober 1947.

Valgets temaer

Valgets helt store tema blev Knud Kristensens Sydslesvig-politik. Det Konservative Folkeparti havde her store problemer med rigsdagsgruppens formand, John Christmas Møller, der gik imod den grænserevision, som de fleste konservative mente, at man burde overveje, og som den eneste konservative havde stemt for mistillidsvotummet til statsministeren. Til sidst trådte Christmas Møller, i oktober 1947, ud af De Konservatives rigsdagsgruppe og lod sig opstille som løsgænger i Sønderjylland.

Valgets resultat

Valget blev en stor sejr for regeringspartiet Venstre, der gik 11 mandater frem og derfor endte med 49 pladser i Folketinget. Socialdemokratiet gik frem med 9 og fik 57 mandater. Det Konservative Folkeparti gik tilbage fra 26 til 17 mandater, Det Radikale Venstre mistede et mandat og fik 10, og Retsforbundet gik fra 3 til 6 mandater. Modstandsbevægelsens store partier – Dansk Samling og DKP – var valgets tabere, da Dansk Samling mistede alle sine fire mandater og røg ud af Folketinget, og DKP gik tilbage fra 18 til 9 mandater.

Venstre havde altså vundet stort, men Knud Kristensen kunne ikke bruge sejren, da prisen for Sydslesvig-politikken var, at forholdet til Det Radikale Venstre var ødelagt. Da dette parti ikke ønskede at støtte en regering under Knud Kristensen, måtte han træde tilbage. Herefter begyndte en lang række forhandlinger om at danne en ny regering. Første forsøg var De Radikales forslag om at danne en samlingsregering under Vilhelm Buhl (S), men da både Socialdemokratiet og Venstre ønskede statsministerposten, foreslog Buhl, at Venstre skulle danne regering under den fremtrædende venstrepolitiker Edvard Sørensen. Men da Sørensen krævede, at Venstre skulle fortsætte deres sydslesvigpolitik, nægtede Det Radikale Venstre at støtte en ny Venstreregering. Herefter forsøgte Det Radikale Venstre at danne en trekantsregering mellem Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Retsforbundet, hvilket Socialdemokratiet var imod. Til slut var der kun to muligheder tilbage, og da Det Radikale Venstre nægtede at indgå i en mindretalsregering med Socialdemokratiet, endte det med, at Hans Hedtoft den 13. november 1947 dannede en socialdemokratisk mindretalsregering med parlamentarisk støtte fra Det Radikale Venstre.

Om artiklen

Forfatter(e)
Andreas Bekker-Christensen, Tine Skovbjerg, Sally Cecilia Stidsen, Simon Ege Dahl Kjærsgaard
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. november 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Andreas Bekker-Christensen, Tine Skovbjerg, Sally Cecilia Stidsen, Simon Ege Dahl Kjærsgaard
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. november 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk