Folketingsvalget 1945

Artikler

Valgets udskrivelse

Ved Danmarks befrielse den 5. maj 1945 havde landet reelt stået uden regering siden 29. august 1943. Inden befrielsen havde de politiske partier og modstandsbevægelsen dog forhandlet en befrielsesregering på plads, der kunne overtage regeringsmagten. Det var dog fra starten klart, at det kun skulle være en overgangsregering, og den 2. oktober 1945 meddelte den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl, at den skulle erstattes af en folkevalgt regering, og satte valgdatoen til den 30. oktober 1945.

Valgets temaer

Politikerne fra besættelsestidens samlingsregeringer agiterede for, at samarbejdspolitikken var et udtryk for den politiske modstandskamp, og de sidestillede derved sig selv med den væbnede modstand og søgte at nedtone, at de politiske partier og modstandsbevægelsen havde stået i et skarpt modsætningsforhold indtil 29. august 1943.

Det Radikale Venstre lagde afstand til Socialdemokratiet, fordi partiet ikke kunne acceptere de planøkonomiske perspektiver i Socialdemokratiets program for efterkrigstiden, ”Fremtidens Danmark”. De borgerlige partier kritiserede Socialdemokratiet for indrømmelserne over for besættelsesmagten (som de selv havde et medansvar for) og Det Radikale Venstre for nedrustningspolitikken i 1930’erne, der blev anset for at være årsagen til besættelsen d. 9. april

Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) holdt alle de gamle partier ansvarlige for interneringen af kommunister under besættelsen og nød derudover godt af romantiseringen af modstandskampen, som partiet havde været en del af, samt af Sovjetunionens store indsats i krigen mod Tyskland.

Grænsespørgsmålet blev diskuteret, selv om befrielsesregeringen havde erklæret, at Danmarks grænse lå fast, men både Venstre og Dansk Samling distancerede sig fra dette, og Konservativt Folkeparti foreslog en folkeafstemning i Sydslesvig om tilslutning til Danmark.

Valgets resultat

Valgets store sejrsherre blev Venstre, der efter valget dannede mindretalsregering med Knud Kristensen som statsminister. Tankerne om en VKR-regering måtte opgives, da Det Radikale Venstre ville ikke sidde i regering med Konservativt Folkeparti, og da den fremtrædende konservative politiker John Christmas Møller havde et meget dårligt personligt forhold til Venstres partiformand, Knud Kristensen.

DKP blev valgets anden store sejrherre og fik 18 mandater mod de tre, de havde fået ved det sidste valg før besættelsen. Tilsvarende tabte Socialdemokratiet, valgets store taber, 18 mandater. Trods DKPs fremgang havde modstandsbevægelsen kun beskeden politisk succes, hvilket skyldtes, at politikerne med held fik kædet samarbejdspolitikken sammen med modstandskampen, samt at befolkningen først og fremmest ønskede en normal hverdag igen.

Om artiklen

Forfatter(e)
Andreas Bekker-Christensen, Tine Skovbjerg, Sally Cecilia Stidsen, Simon Ege Dahl Kjærsgaard
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. november 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Andreas Bekker-Christensen, Tine Skovbjerg, Sally Cecilia Stidsen, Simon Ege Dahl Kjærsgaard
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. november 2016
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk