Folketingsvalget 1935

Artikler

Valgets udskrivelse:

Valget blev afholdt den 22. oktober 1935. Den radikal-socialdemokratiske regering havde i sin anden periode efter folketingsvalget i 1932 sat gang i et stort reformarbejde for at modvirke følgerne af den internationale økonomiske krise, der havde ramt alle dele af samfundet. Arbejdsløsheden var stigende, og landbruget havde svært ved at eksportere sine varer til tilfredsstillende priser. Natten til den 30. januar 1933 indgik regeringen det såkaldte Kanslergadeforlig med Venstre. Forliget indebar økonomisk hjælp til landbruget, igangsættelse af offentlige arbejder og en ny socialpolitik, og det var dermed udtryk for både Venstres og regeringens mærkesager. Det Konservative Folkeparti og de mindre partier stod alle uden for forliget og kritiserede de deltagende partier for udelukkende at have varetaget egne interesser. Efterfølgende blev der vedtaget flere tillægsforlig.  Venstre var hårdt presset af landbrugsorganisationen Landbrugernes Sammenslutning (LS), der kritiserede partiet for ikke at tage hånd om landbruget i de mange forlig. I maj 1934 var tre venstrepolitikere med tilknytning til LS brudt ud og havde stiftet Det Frie Folkeparti, som skulle repræsentere LS’ synspunkter i Folketinget. Venstre fik under det store pres sværere og sværere ved at deltage i forligene, da partiet frygtede, at det nye parti så ville få voksende opbakning hos landbovælgerne. Den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning (1873-1942) tog konsekvensen af den manglende forligsvilje hos oppositionen og udskrev folketingsvalg til afholdelse den 22. oktober 1935.    

Valgets temaer:

Socialdemokratiet gik til valg på partiets nye program ”Danmark for Folket”. Partiet ønskede at appellere bredere til hele befolkningen, ikke kun arbejderklassen, og den socialistiske retorik blev kraftigt nedtonet. Valgplakaten med et billede af Thorvald Stauning som landsfader proklamerede ”Stauning eller Kaos!”. I den borgerlige lejr spurgte man drillende, hvem denne ”Hr. Kaos” mon kunne være. Socialdemokratiet og regeringspartneren Det Radikale Venstre agiterede valgkampen igennem for den førte reform- og forligspolitik. Mens der i regeringspartierne var en samlet opfattelse af de resultater, der var opnået, var der i den borgerlige lejr mange uenigheder. Venstre, der var udfordret af Det Frie Folkeparti, havde svært ved at få fat i sine traditionelle landbovælgere, der i høj grad følte sig tiltrukket af Det Frie Folkepartis krav om mere støtte til landbruget. Det Konservative Folkeparti var truet af en indre konflikt, hvor især mange af partiets yngre medlemmer var fascinerede af den tyske nazisme og den italienske fascisme. Sammen med utilfredshed med partiets leder John Christmas Møller (1894-1948) betød det, at partiet reelt var splittet i to. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) udstillede den høje arbejdsløshed som et tegn på det kapitalistiske systems sammenbrud og foreslog planøkonomiske løsninger med inspiration fra Sovjetunionen. Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP), styrket af Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933, agiterede også for mere autoritære løsninger på den økonomiske krise.

Valgets resultat:

Valget blev en historisk stor sejr for Socialdemokratiet med 46,4 % af de afgivne stemmer. Det betød en fremgang på 6 mandater, så partiet nu kunne mønstre 68 af Folketingets 148 mandater. Sammen med Det Radikale Venstre, der bevarede sine 14 mandater, kunne regeringen fortsætte med et endnu større folketingsflertal. Valgets helt store taber blev Venstre, der fik en tilbagegang på 10 mandater til i alt 28. Venstres splittelse mellem at være et rent bondeparti og et pragmatisk folkeparti kostede partiet dyrt, og LS-bevægelsens parti samlede store dele af dets vælgere op og satte sig på 5 mandater. Det Konservative Folkeparti, der også var præget af interne splittelser, tabte et mandat, så det fik i alt 26 folketingsmandater. De Konservative fik ca. 1000 stemmer mere end Venstre på landsplan, men blev alligevel mindre, da Venstre på grund af valgsystemet høstede uforholdsmæssigt mange tillægsmandater i Jylland. DKP bevarede sine to mandater. Retsforbundet og Slesvigsk Parti beholdt henholdsvis 4 og 1 mandater.

Regeringen kunne altså fortsætte, mens oppositionen var splittet og havde fået tilbagegang. I 1936 fik regeringspartierne også flertallet i Landstinget. Debatten om en grundlovsrevision med afskaffelse af tokammersystemet kom dermed til at fylde en del i den kommende valgperiode. Ligeledes kom den efterhånden højspændte europæiske situation med den spanske borgerkrig (1936-39) og nazismens og fascismens fremmarch til at få indflydelse på dansk politik.    

Om artiklen

Forfatter(e)
Pelle Mortensen
Tidsafgrænsning
1932 - 1935
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. marts 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Kaarsted, Tage: De Danske Ministerier 1929-1953 (1977)

Mørch, Søren: 24 statsministre (2000)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Emneord

Danmark 1900-1950 Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP) Det Konservative Folkeparti Det Radikale Venstre Folketing og rigsdag Kanslergadeforliget Kernestof dansk demokrati Kernestof ideologiernes kamp Kernestof velfærdsstaten mellemkrigstiden Pelle Mortensen Retsforbundet Socialdemokratiet velfærdsstaten Venstre økonomisk politik

Om artiklen

Forfatter(e)
Pelle Mortensen
Tidsafgrænsning
1932 - 1935
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. marts 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Kaarsted, Tage: De Danske Ministerier 1929-1953 (1977)

Mørch, Søren: 24 statsministre (2000)

Udgiver
danmarkshistorien.dk