Folketingsvalget 1910

Artikler

Valgets udskrivelse:

Den radikale konseilspræsident Carl Theodor Zahle (1866-1946) udskrev valg til afholdelse den 20. maj 1910. Det skete kun et år efter det seneste valg i maj 1909 og efter et meget tumultarisk år i dansk politik. Først havde bedragerisagen mod den tidligere justitsminister P.A. Alberti (1851-1932) i september 1908 trukket tæppet væk under Venstrereformpartiets regering med J.C. Christensen (1856-1930) i spidsen. Derefter havde debatten om vedtagelsen af en ny forsvarsordning splittet den nye Venstreregering og kostet Niels Neergaard (1854-1936) fra Det Moderate Venstre posten som konseilspræsident.

Den unge parlamentarisme var i krise, og det var blevet løst ved, at lensgreve J.L. Holstein-Ledreborg (1839-1912) havde overtaget regeringsledelsen i en kort periode i 1909 for at få vedtaget en forsvarsordning. Zahle overtog i oktober 1909 konseilspræsidentposten, efter at Holstein-Ledreborg faldt ved et mistillidsvotum. Zahle sad i spidsen for en regering, der kun havde 20 radikale og 24 socialdemokratiske mandater bag sig. Med støtte fra Højre havde Zahle nedsat en rigsret, der skulle undersøge J.C. Christensens og tidligere indenrigsminister Sigurd Bergs (1868-1921) eventuelle medansvar i forbindelse med Albertis bedragerier. Zahle ønskede at udnytte situationen politisk ved at udskrive folketingsvalget i håbet om, at den verserende rigsretssag ville skade Venstre, der i 1910 blev dannet ved en sammenlægning af Venstrereformpartiet og Det moderate Venstre.     

Valgets temaer:

Zahles taktiske valgudskrivelse betød, at Alberti-sagen og dens følger blev et centralt emne i valgkampen. Dog blev stemningen hurtigt vendt imod Zahle og til fordel for J.C. Christensen og Venstre. Mange følte, at rigsretssagen mest af alt lignede politisk chikane og forsøg på karaktermord. En fremtidig grundlovsrevision var også et stort tema under valgkampen. Samtlige partier på nær Højre ønskede en større revision, der skulle indføre lige og almindelig valgret for kvinder og tyende og afskaffe den privilegerede valgret til Landstinget. Især socialdemokrater og radikale agiterede for disse ændringer, men også Venstre var i de fleste henseender klar til at revidere Grundloven ud fra disse parlamentariske og demokratiske præmisser. Også Højre ønskede revisioner, men var splittede om hvilke. Dog var der i partiet enighed om, at man skulle have en ny valglov.

Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre bragte kritik af forsvarsloven fra 1909 ind i valgkampen, mens Højre og Venstre agiterede for, at forsvarsordningen skulle forblive, da de frygtede, at en radikal regering med et flertal i ryggen ville kunne afskaffe den møjsommeligt gennemførte lovgivning. Det betød blandt andet, at der mellem Venstre og Højre på nogle punkter opstod et vist samarbejde.

Valgets resultat:

Regeringspartiet, Det Radikale Venstre, opretholdt status quo med 20 mandater. Det var for partiet et skuffende resultat, da man havde håbet på en markant fremgang for at kunne fortsætte den i forvejen skrøbeligt funderede regeringsmagt. Socialdemokratiet, der for første gang gik til valg med Thorvald Stauning (1873-1942) som formand, fik samme valgskæbne og beholdt sine 24 mandater. Det samlede Venstre klarede sig glimrende ved valget. De nød godt af, at der ikke længere var spild af stemmer blandt kandidater fra De Moderate og Venstrereformpartiet, samt af at rigsretssagen mod J.C. Christensen ikke medførte medgang for de Radikale. Venstre høstede en stor stemmefremgang, som omsattes til 8 nye mandater, og partiet sad dermed med sine 56 mandater - 57 med det færøske mandat - på nøjagtigt halvdelen af mandaterne i Folketinget. Højre måtte afgive 8 mandater, på trods af at partiet relativt set fik lige så mange stemmer som ved sidste valg i 1909. Endnu engang var valgmetoden, flertalsvalg i enkeltmandskredse, med til at skabe denne uligevægt mellem antal stemmer og mandater. Det gik igen ved dette valg udover især Højre og i mindre grad Socialdemokratiet, mens Venstre som altid profiterede på systemet.

Valgresultatet betød, at Venstre igen kunne danne regering. Spørgsmålet var blot, hvem der skulle lede den. J.C. Christensen, som kort efter valget blev frikendt i rigsretssagen, betakkede sig med, at han ikke længere ønskede at stå i spidsen for en regering. Den tidligere indenrigsminister Klaus Berntsen (1844-1927) blev ny konseilspræsident for en regering, hvis erklærede mål var at få implementeret forsvarslovene og at forberede en grundlovsrevision.

Statistik:

Fordelingen af stemmer m.v. ved folketingsvalget i 1910. Der hersker en vis usikkerhed omkring tallene, idet stemmelisterne blev ført mangelfuldt i nogle valgkredse. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tabellen. Kilde: Danmarks Statistik 

Mandatfordelingen ved folketingsvalget i 1910. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tallene. Kilde: Danmarks Statistik    

Den procentvise fordeling af stemmer ved folketingsvalget i 1910. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tallene. Kilde: Danmarks Statistik   

Mandatfordelingen ved folketingsvalget i henholdsvis 1910 og 1909. Resultatet af folketingsvalgene på Færøerne indgår ikke i tallene. Bemærk desuden at Moderate Venstre og Venstrereformpartiet i 1909 havde været to separate partier, mens de i 1910 var blevet samlet under navnet Venstre. Kilde: Danmarks Statistik   

Om artiklen

Forfatter(e)
Pelle Mortensen, Astrid Ølgaard Christensen Schriver
Tidsafgrænsning
1909 - 1910
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. marts 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Thorsen, Svend: De Danske Ministerier 1901-1929 (1967)

Mørch, Søren: 24 statsministre (2000)

Bang, I.M.: Rigsdagsvalgene 1895-1910 (1911)

Udgiver
danmarkshistorien.dk