Folketingsdebat vedrørende svangerskabsafbrydelse 1972

Kilder

Kildeintroduktion:

I den følgende kilde er der uddrag fra folketingsdebatten vedrørende lovforslaget om svangerskabsafbrydelse. Med lov om svangerskabsafbrydelse (abortloven) fra 1973 fik kvinder ret til abort indtil udgangen af 12. svangerskabsuge. Op gennem det 20. århundrede var svangerskabslovgivningen flere gange blevet liberaliseret, så en kvinde efter ansøgning i visse tilfælde kunne bevilges svangerskabsafbrydelse. Antallet af illegale aborter var dog højt.

Loven blev vedtaget på baggrund af en lang debat om kvinders ret til selvbestemmelse, fostrets ret til liv, og de helbredsmæssige konsekvenser for kvinder, der fik foretaget illegale aborter hos kvaksalvere. Blandt de mest indædte modstandere af loven var Kristeligt Folkeparti. I december 1973 blev partiet valgt ind i Folketinget ved det såkaldte jordskredsvalg.

K. Axel Nielsen (S), Justitsminister: Fremlæggelsestale 31. november 1972

Knud Thestrup (K): Debatindlæg

Per Dich (SF): Debatindlæg


 

[til top]

Fremlæggelsestale fra 1. behandlingen d. 30. nov. 1972, ved Justitsminister K. Axel Nielsen (S)

Hermed tillader jeg mig for det høje Folketing at fremsætte forslag til lov om svangerskabsafbrydelse.

Lovforslagets hovedindhold fremgår af § 1, der fastslår, at en kvinde har ret til at få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge. Det er regeringens opfattelse, at man bør fuldende den udvikling mod en fri adgang til svangerskabsafbrydelse for alle kvinder, som blev indledt med svangerskabsloven af 1970. Baggrunden herfor er bl.a. at man bør spare kvinderne for at skulle gennemgå undersøgelser af deres personlige og sociale forhold, og at over 90 pct. af de kvinder, der i dag søger om svangerskabsafbrydelse får tilladelse hertil.

(…)

Når den fri adgang til svangerskabsafbrydelse efter lovforslaget er begrænset til indgreb, der kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge, skyldes det de foreliggende, vægtige oplysninger om den forøgede helbredsmæssige risiko, der er forbundet med indgreb efter dette tidspunkt.

Det vil imidlertid efter min mening være urimeligt helt at udelukke kvinder, der fremsætter deres anmodning på et senere tidspunkt af svangerskabet, fra at få dette afbrudt. Det foreslås derfor i §3, at adgangen til svangerskabsafbrydelse efter tilladelse bevares i disse tilfælde, idet de gældende betingelser er gentaget med nogle sproglige ændringer.

(…)

Et særligt problem er, hvilke regler der skal gælde for kvinder under 18 år. Efter den gældende lov skal de have samtykke fra forældremyndighedens indehaver, medmindre særlige omstændigheder taler derimod. Dette krav opretholdes i § 6. Der kan imidlertid forekomme tilfælde, hvor det skønnes rimeligt at undlade at indhente samtykke. Jeg har fundet det rimeligt at lempe betingelserne for at se bort fra samtykkekravet og give adgang til svangerskabsafbrydelse, hvis omstændighederne taler derfor.

(…)

I lovforslaget har man bibeholdt den gældende lovs krav om, at en læge skal vejlede kvinden om risikoen ved indgrebet, før dette foretages. Jeg har derimod ikke ment at burde foreskrive tvungen vejledning i mødrehjælpen om samfundets hjælpemuligheder som en betingelse for, at en kvinde kan opnå svangerskabsafbrydelse. Efter mødrehjælpens erfaringer er en tvungen vejledning af ringe værdi.

(…)

Hermed skal jeg anbefale forslaget til lov om svangerskabsafbrydelse til tingets velvillige behandling.

[til top]

Knud Thestrup (K) ved førstebehandlingen af lovforslaget

De to foreliggende forslag om fri abort har delt min partigruppe i et flertal og et mindretal. Jeg taler som ordfører for flertallet, og fru Hanne Budtz vil tale som ordfører for mindretallet.

Flertallet i min gruppe kan ikke medvirke til gennemførelse af fri abort. Jeg gjorde ved behandlingen af Socialistisk Folkepartis forslag her i tinget den 25. maj i år en række betragtninger gældende imod at gå videre med svangerskabsafbrydelse end loven af 1970, og jeg henviser til min tale dengang.

Der er dog to betragtninger, som jeg allerede omtalte dengang, men som jeg gerne vil sige lidt om igen.

I den betænkning, som det udvalg, der i sin tid var nedsat, afgav i januar 1969, og som blev grundlaget for det forslag, der førte til loven af 1970, gik jo de 8 af de 9 af udvalgets medlemmer ind for en ordning, der næsten helt blev optaget i lovforslaget.

Disse 8 anførte imod fri abort den betragtning, at mange af de kvinder, der henvender sig til Mødrehjælpen, egentlig ønsker at gennemføre deres svangerskab, men er under pres fra deres pårørende for at få svangerskabet afbrudt, og at netop Mødrehjælpens afslag for disse kvinders vedkommende bevirker, at de kan få deres ønske om svangerskabets gennemførelse opfyldt.

(…)

Det er min opfattelse, at loven af 1970 opfylder alle rimelige krav til at få svangerskabsafbrydelse, og det fremgår af det, jeg her har anført, at den åbenbart tillige hindrer urimeligheder, der vil fremkomme, hvis man gennemfører fri abort, for det er en urimelighed, at en kvinde, der gerne vil have sit barn, skal kunne presses til svangerskabsafbrydelse.

Jeg kommer så til den anden grund, som jeg finder rimeligt udtrykkelig at drage frem i dag.

Der står i denne sag to principper over for hinanden: princippet om kvindens ret til frit at råde over sit legeme og princippet om livets ukrænkelighed. Loven af 1970 tog hensyn til begge disse principper og satte dem lige højt. Jeg finder det urigtigt, at man nu alene vil gå ind for det ene princip, nemlig kvindens ret til at råde frit over sit legeme, og ganske tilsidesætte det andet, princippet om livets ukrænkelighed. Det er dog ellers et princip, vi alle sætter meget højt og nødig afviger fra.

Vi kan heller ikke se bort fra, at der her i landet, som det i øvrigt blev nævnt af den foregående ærede taler, er et stort antal mennesker, der finder, at tilintetgørelse af liv strider ikke alene mod deres etiske, men også mod deres religiøse opfattelse. Jeg vil sige med det samme: jeg deler ikke selv dette synspunkt.

(…)

Vi vil fra det flertals side i min partigruppe, jeg her taler for, ikke gå med til fri abort, og vi vil, hvis lovforslag derom bliver vedtaget, således som vi allerede gav udtryk for det i maj i år, søge at få det ud til folkeafstemning i henhold til grundlovens § 42. Det er klart, at vi naturligvis vil deltage i udvalgsbehandlingen vedrørende de to lovforslag.

[til top]

Per Dich (SF) ved førstebehandlingen af lovforslaget

Af den debat, der foregår, eller i hvert tilfælde af en del af den offentlige debat, der i den sidste tid har været omkring SFs forslag og justitsministerens forslag om fri adgang til svangerskabsafbrydelse, kunne en udenforstående let få det indtryk, at der overhovedet ikke er adgang til legal svangerskabsafbrydelse her i landet, ja, endog at de to forslag nærmest drejer sig om indførelse af tvungen abort.

Det er ikke tilfældet. Det drejer sig ikke om to principper, der står over for hinanden: Kvindens ret til at råde over sit eget legeme imod respekten for livet. Der er her tale om to forslag, der ophæver de eksisterende urimeligheder i den gældende lov, en lov, som jo i vidt omfang giver adgang til legal afbrydelse af svangerskab. Den har imidlertid ved sine halve standpunkter og uklare fortolkninger vist sig umulig at administrere, ligesom den helt åbenbart har givet mulighed for fortolkninger, der giver skævheder i behandlingen af sager, såvel socialt, uddannelsesmæssigt som geografisk.

Det har yderligere vist sig, at den usikkerhed, som mange kvinder føler over for mulighederne for at få gennemført en legal svangerskabsafbrydelse, har fået mange af disse kvinder til at søge den såkaldte sikre løsning: den illegale svangerskabsafbrydelse med alle de skæbnesvangre følger, den kan have. Ligeledes foregår der stadig en del af de såkaldte abortrejser, hvor danske kvinder rejser til nabolande med en mere liberal lovgivning for der at få foretaget svangerskabsafbrydelsen, en løsning, som alene på grund af sin pris yderligere understreger den sociale skævhed, der er resultatet af den gældende lov.

Jeg indrømmer, at jeg har vanskeligt ved at forstå de politikere, der i dagspressen og på møder har givet udtryk for ønsket om at bevare gældende lov og har gjort det med en etisk begrundelse. Hvor mange procent moralske skal vi være? Skal vi være 3 pct. moralske som i Randers, hvor 97 pct. af ansøgerne får bevilget svangerskabsafbrydelse, eller skal vi være 18 pct. moralske som i Århus, der ligger 40 km derfra, hvor 82 pct. af ansøgerne får bevilget deres ansøgning om svangerskabsafbrydelse?

(…)

Ud fra princippet, at der gennem loven skal sikres den enkelte kvinde den største grad af frihed, mener vi ikke, at denne frivillighed er hensigtsmæssig. Hvis man virkelig ønsker at sikre, at kvinden i denne situation ikke, eller så sjældent som muligt, skal træffe sin afgørelse under pres fra ægtefælle eller samlever eller pres af økonomiske og andre grunde, ja så er det tvingende nødvendigt, at hun får kendskab til de støttemuligheder, samfundet har at byde på.

(…)

Vi mener altså, at netop ud fra hensynet til kvindens muligheder for at træffe et frit valg bør disse bestemmelser om obligatorisk rådgivning bevares.

(…)

Beslutningen om svangerskabsafbrydelser er en meget alvorlig beslutning, det er en dybt personlig beslutning, og den kan og bør derfor ikke overlades til andre end kvinden selv, kvinden, som i sidste ende er den eneste, der helt og fuldt kan påtage sig det ansvar, der følger med beslutningen.

(…)

Det er ikke Folketingets opgave og bør ikke være det, at diktere borgerne hvilken moral de skal leve efter. Lovgivningen skal give den enkelte den størst mulige frihed under ansvar over for sig selv og over for helheden.

(…)

Om kilden

Forfatter(e)
Folketinget, K. Axel Nielsen, Knud Thestrup, Per Dich
Dateret
30.11.1972
Oprindelse
Folketingstidende 1972-1973, Forhandlingerne sp. 1562
Kildetype
Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk