Folketingsdebat om frigivelse af billedpornografien 1968-1969

Kilder

Kildeintroduktion:

I 1969 frigav Danmark som det først land i verden billedpornografien, hvilket bl.a. skal ses i lyset af, at man to år tidligere i 1967 havde frigivet den pornografiske litteratur. Pornoens frigivelse gjorde Danmark internationalt kendt for sit frisind.

I et bredere perspektiv må pornoens frigivelse ses i sammenhæng med 1960'ernes opbruds- og forandringstendenser. Det var en periode med ungdomsoprør, frisind og seksuel frigørelse. For justitsminister Knud Thestrup (C), var formålet med lovforslaget at frigivelsen af billedpornografien skulle mindske nysgerrigheden blandt befolkningen. Frigivelsen fik dog den helt modsatte virkning og gjorde pornoen til en stor eksportvare for Danmark.

Lovforslaget blev stemt igennem med et stort flertal i Folketinget. Det var lidt bemærkelsesværdigt en konservativ justitsminister, der kom med lovforslaget, da de konservative traditionelt var forkæmpere for de borgerlige dyder og tilhørte modstanderne af frigivelsen af den pornografiske litteratur, omvendt så Thestrup det ikke som statens rolle at blande sig i borgernes privatliv.

Kilden er et uddrag af lovforslaget og den efterfølgende debat. Tryk på titlerne for at se originalkilden via E-Folketingstidende.

Knud Thestrup, Justitsminister[1]: Fremlæggelsestale 12. december 1968

Endelig har jeg den ære for det høje folketing at fremsætte forslag til lov om ændring i borgerlig straffelov (pornografiske billeder m.v.).

Forslaget går ud på at ophæve at ophæve straffelovens § 234, nr. 2 og 3, der navnlig forbyder udbredelse af utugtige billeder, medens den særlige beskyttelsesregel vedrørende børn og unge, der findes i § 234, nr. 1, foreslås opretholdt med et noget snævrere indhold.

Forslaget må ses som en videreførelse af den ændring af § 234, der skete i 1967, og hvorved de utugtige skrifter blev givet fri. Man håbede ved denne frigivelse at kunne afdramatisere situationen omkring denne særlige litteratur, således at publikums interesse ikke til stadighed blev henledt på disse publikationer – med den deri liggende indirekte reklame.

Dette håb blev fuldt ud indfriet. Der ofres ikke længere i pressen megen omtale på disse udgivelser, og der er ikke større publikum til dem.

Formålet med det nu fremsatte lovforslag er at udnytte disse gunstige erfaringer også på billedpornografiens område. Der er med andre ord ikke på nogen måde tale om, at man ønsker at bidrage til en yderligere udbredelse af pornografien, men man håber tværtimod ad frigivelsens vej at kunne medvirke til, at publikums interesse for dette underlødige materiale bliver mindre.

(…)

Selv om der er håb om, at man gennem en frigivelse kan formindske interessen for disse billeder m.v., må man dog naturligvis se i øjnene, at der fortsat vil være nogle, der er interesseret i at købe dem. Det er imidlertid et spørgsmål, om dette er et tilstrækkeligt argument imod frigivelsen. Efter min opfattelse vil man ved at overlade afgørelsen til den enkelte styrke den udvikling frem imod at give den enkelte borger større frihed til at tilrettelægge sig eget liv med det deraf følgende større personlige ansvar, som på så mange andre områder kan iagttages i disse år. Og dette hensyn finder jeg må tillægges større vægt.

En klar forudsætning for, at man kan opgive den almindelige strafferegel i § 234, har været, at man har andre midler til at sikre, at den utvivlsomt overvejende del af befolkningen, der ikke selv ønsker at blive udsat for at se på pornografiske billeder m.v., ikke bliver påtvunget dem.

Det er i bemærkningerne til lovforslaget nævnt, at straffelovens § 232 kan anvendes over for dem, der pånøder en anden synet af disse billeder, og at Københavns politivedtægt og den nye normalpolitivedtægt yder en mere omfattende beskyttelse mod krænkende vinduesudstillinger end § 234.

(…)

Det har i forbindelse med debatten om § 234 været anført, at der vil opstå et særligt problem i forhold til fjernsynet, idet der gennem dette medium vil være mulighed for, at de dele af befolkningen, der ikke ønsker at se de pornografiske billeder m.v., kan påtvinges dem.

Hertil må imidlertid anføres, at Danmarks Radio efter radiospredningsloven er en selvstændig offentlig institution. (…)

Med hensyn til biografernes virksomhed har det været anført, at man ved gennemførelse af det tidligere fremsatte forslag om ophævelse af voksencensuren og samtidig ophævelse straffelovens § 234 vil være uden værn over for pornobiografer. Forholdet er imidlertid det, at man under det gældende bevillingssystem, således som dette er fastlagt i lov nr. 155 af 27. maj 1964 om film og biografer, har pålagt bevillingshaveren et ansvar for, at biografen drives på forsvarlig måde (…). Et særligt spørgsmål har det været, om man burde bevare en strafferetlig beskyttelse af børn og unge.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, har man anset det for mest konsekvent i forhold til det tidligere fremsatte forslag til lov om filmcensur også på det her forhandlede område at opretholde en vis beskyttelse af de unge. Resultatet er derfor blevet at man foreslår en særlig beskyttelsesregel bibeholdt, men med et noget snævrere indhold end den nuværende regel i § 234, nr. 1; aldersgrænsen er således sænket fra 18 til 16 år (…).

Problemerne vedrørende Danmarks forhold til udlandet tror jeg er egnet til nærmere drøftelse i udvalget. Jeg skal her blot oplyse, at vi gennem postloven har mulighed for at ramme postforsendelser til udlandet, og at der ikke foreslås nogen ændringer af den ordning.

Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, skal jeg anbefale det til det høje tings velvillige behandling.

Debat fra førstebehandlingen af lovforslaget 23. januar 1969.

Indlæg ved Per Møller[2]:

Der er som bekendt folk, der kan lide pornografiske billeder, og der er også folk, der ikke kan lide dem. Jeg synes ikke, det er nogen naturlig rolle for Folketinget at gå ind i et formynderskab i dette kildne spørgsmål. Det forekommer mig derimod, at det lovforslag, vi her har til behandling, bygger på et sundt og godt princip, nemlig at man så langt som muligt skal overlade det til folk selv at udvælge, hvad de ønsker at læse eller se på af billeder.

De folk, der virkelig har lyst til at granske i pornografiske billeder, skal have lov til det, hvis de ikke dermed støder an over for andre.

Men det klares netop ved den anden betydningsfulde side af lovforslaget, hvorved man har truffet forskellige forholdsregler, der direkte sigter på, at folk, der ikke ønsker at se pornografiske billeder, også skal kunne blive fri for det. I Venstre lægger vi meget stor vægt på, at de bestemmelser, der har dette sigte, bliver administreret på en sådan måde, at man ikke lidt efter lidt gennemhuller det, der var meningen med det, nemlig at beskytte folk, der ikke vil se porno, og som tager anstød af det.

Med disse bemærkninger skal jeg anbefale lovforslaget, men dog tilføje, at der inden for Venstres gruppe er medlemmer, der ikke ser sig i stand til at stemme for lovforslagets vedtagelse.

Indlæg ved Ellen Strange Petersen[3]:

Som mit partis ordfører allerede har sagt, er vi flere i den konservative gruppe, der ikke kan anbefale den foreslåede lovændring.

Det er ikke fordi vi frygter jordens undergang, lad mig understrege det, men vi er bekymrede for Danmarks omdømme i udlandet. Forud for denne sag har Folketinget netop drøftet narkotikaproblemerne og behandlet et forslag om ændring i borgerlig straffelov i skærpende grad, og et af hovedmotiverne for denne ændring er, at Danmark bør være på linie med de lande, der omgiver os, og som vi har nær forbindelse med. Var det dog ikke rimeligt, om Danmark også i sin behandling af pornografi var i harmoni med de andre lande?

(…)

I sin fremsættelsestale siger justitsministeren, at han tror på de selvregulerende kræfter i befolkningen, og at det tillige er hensigten at beskytte den del af befolkningen, der ikke ønsker at se pornografi, ved hjælp af skærpet politivedtægt. Jeg tror også på de selvregulerende kræfter hos danskerne. Det farlige i denne sag ligger efter min overbevisning i, at vi skiller os ud fra andre lande og derved lokker udlændinge til – ikke bare den slags udlændinge, der vil nyde pornoen som beskuere, men formentlig også kyniske personer, der forretningsmæssigt vil udnytte situationen.

(…)

Der henvises til, at salget af pornografiske bøger er gået ned, efter at den skriftlige pornografi blev tilladt. Men det er vel netop denne frigivelse, som vi også var nogle der stemte imod, som har bevirket at frivoliteten har bredt sig også i Radiohuset. Den 7. oktober i fjor bragte Danmarks Radio en udsendelse, der formede sig som et referat fra en pornofilm. Udsendelsen skal have været ret horribel – jeg har ikke hørt den. (Munterhed på tilhørerpladserne). Den blev heldigvis, så vidt jeg har hørt, også påtalt af radiorådet…

Første næstformand (Kaj Andresen)[4]: Jeg må gøre opmærksom op, at bifalds- og mishagsytringer fra tilhørerpladserne ikke er tilladt i Folketinget.

Ellen Strange Petersen… men ikke desto mindre blev udsendelsen genudsendt den 16. december samme år. Hvis ministeren kan love, at selvregulerende kræfter kan nå frem til et sobert resultat i de monopoliserede massemedier, så tror jeg, det vil berolige adskillige borgere.

Andre er bekymret for, at der skal opstå pornobiografer. Atter andre er særlig ængstelige for frigivelsens virkninger for unge, specielt de svagest stillede grupper af unge.

For mit eget vedkommende samler min bekymring sig især om de unge – først og fremmest unge piger, men også unge mænd – der bliver modeller til de pornografiske billeder og især pornografiske film. Der er slet ingen af ordførerne, der har nævnet dette problem, men jeg frygter en grov merkantil udnyttelse af svage unge.

(…)


Ordforklaringer m.m.

[1] Knud Thestrup (1900-1980): justitsminister fra 1968-1971 og folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti i perioden 1947-1973

[2] Per Møller (1914-1971): folketingsmedlem for Venstre i perioden 1964-1971

[3] Ellen Strange Petersen (1913-1984): Journalist og folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti i perioden 1959-1973

[4] Kaj Andresen (1907-1998): Boligminister fra 1964-1968 og folketingsmedlem for Socialdemokratiet i perioden 1947-1971

Om kilden

Dateret
December 1968 - januar 1969
Oprindelse
Folketingstidende 1968-1969, Forhandlingerne, sp. 2606-2610, 3176 og 3179-3180.
Kildetype
Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk