Folkeskolereformen 1975

Artikler

I 1970’erne blev skolepolitik et centralt felt for værdipolitiske markeringer. Folkeskolen var en central del af velfærdsstaten, men i en tid præget af politiske og kulturelle opbrud opstod der uenigheder om, hvad skolens primære opgave var. Det kom f.eks. tydeligt til udtryk, da skiftende regeringer i begyndelsen af 1970’erne lavede udkast til en folkeskolereform, samt i senere revisioner af uddannelsesplaner og fagbeskrivelser.

1970: Behovet for en folkeskolereform

I begyndelsen af 1970’erne virkede den danske folkeskole endnu på baggrund af formålsbeskrivelserne fra skoleloven fra 1937. Ifølge loven var skolens formål at udvikle børnenes evner, styrke deres moralske karakter og tilføre dem nyttige kundskaber. Den obligatoriske folkeskole gik kun til 7. klasse, hvorefter man kunne fortsætte i den såkaldte realskole (i dag svarende til 7.-9. klasse).

I Folketinget var der bred enighed om, at folkeskolen trængte til en modernisering og opdatering set i lyset af den store samfundsmæssige og kulturelle udvikling, som Danmark havde gennemgået siden 1937. Der var dog også store uenigheder om, hvad skolens fremmeste opgaver skulle være. I 1970’erne blev skolepolitik derfor en værdipolitisk kampplads.

For den socialdemokratiske regering var det en vigtig prioritet at få forlænget den obligatoriske skolegang ud over det 7. år. Det havde længe været tydeligt dokumenteret, at social arv var den helt afgørende faktor for, om man hørte til den gruppe, der kom i realskolen. Den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen (1922-2016) havde i øvrigt selv forladt skolen efter syv års skolegang. En lige og udelt skole blev af Socialdemokratiet set som en nøglefaktor i udviklingen af et socialt lige samfund. Bagved lå også en økonomisk overvejelse, idet en veluddannet arbejdsstyrke blev set som afgørende for at sikre fremtidig økonomisk væskt. Uddannelse var således et middel til samfundsændringer, både socialt og økonomisk.

 

1972: Undervisningsminister Knud Heinesens forslag til en folkeskolereform

Det tilfaldt den socialdemokratiske undervisningsminister Knud Heinesen (f. 1932) at udarbejde et forslag til en folkeskolereform. Heinesens forslag blev fremlagt i Folketinget i december 1972. Den nye formålsbeskrivelse lagde nu vægt på, at eleverne skulle rustes til at blive aktive og selvstændige deltagere i den demokratiske samfundsudvikling. Folkeskolen skulle virke i et samarbejde med elever og forældre med henblik på at skabe gode rammer for tilegnelse af viden og færdigheder, der styrkede den enkelte elevs udvikling og understøttede dennes fantasi, lyst til læring og evner til selvstændig vurdering inden for fælleskabets muligheder. Folkeskolen skulle forberede eleverne til ”medleven og medbestemmelse” i et demokratisk samfund.

Lovforslaget ville erstatte de obligatoriske 7 års skolegang med en 12-årig enhedsskole og hermed afskaffe overgangen mellem folkeskole og realskole. Karakterer og eksaminer skulle ligeledes afskaffes og erstattes med større inddragelse af elever og forældre. Loven ville også indføre en række nye fag som seksualundervisning, forbrugerorientering og miljøbeskyttelse, såvel som nye valgfag som datalære, psykologi, økonomi og virksomhedslære. Kristendomsundervisningen skulle ændres fra forkyndende til kundskabsformidlende, og der var vide muligheder for fritagelse. 

Forslaget blev vel modtaget i Folketinget, undtagen hos Kristeligt Folkeparti, men uden for Christiansborg vakte det stor debat. Der kom så mange høringssvar, at Heinesen selv valgte at udsætte forslaget til næste folketingssamling. Det skyldtes imidlertid ikke kun de mange høringssvar, men også et sparehensyn.
Det sidste var også årsagen til, at skoleområdet måtte holde for, da der skulle findes besparelser på finansloven som følge af oliekrisen. Lektionslængden blev derfor sat ned fra 50 minutter til 45 minutter.

Knud Heinesen fik dog ikke mulighed for at genfremsætte lovforslaget om folkeskolereformen ved næste folketingssamling, da Jordskredvalget i december 1973 betød, at regeringsmagten skiftede.

 

1974: Undervisningsminister Tove Nielsens forslag til en folkeskolereform

Efter Jordskredsvalget dannede Poul Hartling (1914-2000) en Venstreregering og udnævnte Tove Nielsen (f. 1941) til undervisningsminister. Tove Nielsen arbejdede videre med en folkeskolereform, og i sit forslag til en formålsbeskrivelse tog hun udgangspunkt i Heinesens forslag, men lagde i stedet vægten på de kundskaber og færdigheder eleverne skulle oparbejde, mens læringslyst, fantasi og selvstændig vurdering og stillingtagen blev skrevet ud. Det samme gjaldt ordet 'medbestemmelse'. Tove Nielsens lovudkast genintroducerede desuden eksaminer og karakterer. Det var to af de punkter, der havde været de største anstødssten for de borgerlige i Knud Heinesens forslag.

Tove Nielsen bevarede imidlertid ideen om den udelte skolegang. Det var ligeledes en videreførelse af Heinesens forslag, at kristen bekendelse var skrevet ud af formålsparagraffen, at kristendomsundervisning var gjort til kristendomskundskab, samt at der skulle indføres en ’klassens time’ for at øge elevernes medindflydelse på skoleforholdene. 1970’ernes antiautoritære oprør var således ikke gået Venstre forbi.

Det lykkedes dog heller ikke Tove Nielsen at få sin folkeskolereform igennem, inden regeringsmagten skiftede igen. Til gengæld videreførte hun de besparelser og rationaliseringer i undervisningen, som allerede var blevet vedtaget under Anker Jørgensen. Konsekvensen af en lektionslængde på 45 minutter, en reduktion i antallet af undervisningsuger samt fastlæggelsen af skoleugen på fem frem for seks dage (vedtaget allerede i 1970) var, at folkeskoleleverne reelt ville få næsten 25 % færre undervisningstimer end deres forældre.

 

Folkeskolereformen vedtages i 1975

Efter folketingsvalget i januar 1975 kunne Anker Jørgensen og Socialdemokratiet igen overtage regeringsmagten. Det blev derfor den nyudnævnte socialdemokratiske undervisningsminister Ritt Bjerregaard (f. 1941), der overtog arbejdet med folkeskolereformen.

Bjerregård valgte at beholde Tove Nielsens lovudkast som grundlag for sit eget lovforslag. I det endelige lovforslag var Nielsens formålsbeskrivelse således hovedsagelig bevaret. Overgangen mellem folkeskolen og realskolen blev afskaffet, men til gengæld blev undervisningen i sprogfag og matematik, de såkaldte kompetencegivende fag, niveaudelt i grundkursus og udvidet kursus. Eksaminer og karakterer var ligeledes bevaret i det endelige lovudkast. Ritt Bjerregaard fik dog indført en paragraf om, at planlægningen og tilrettelæggelsen af undervisningen, bl.a. undervisningsformer, i videst mulige omfang skulle foregå i samarbejde mellem læreren og eleverne.

Folkeskolereformen kan ses som et kompromis mellem Socialdemokratiet og Venstre, og den blev vedtaget af disse partier samt Det Radikale Venstre. Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne, Fremskridtspartiet, Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Venstresocialisterne (VS) stemte i mod. De borgerlige nej-partier fandt forslaget for vidtgående, mens venstrefløjspartierne ikke fandt det vidtgående nok.

 

1983: Bertel Haarder introducerer nye fagbeskrivelser

I 1982 overlod statsminister Anker Jørgensen regeringsansvaret til den borgerlige Firkløverregering under Poul Schlüter (f. 1929). Venstres Bertel Haarder (f. 1944) blev ny undervisningsminister. Haarder havde allerede inden da markeret sig i offentligheden med skolepolitiske synspunkter, der tog afstand fra den herskende reformpædagogik. Han ville gerne have en niveaudelt skole, der gav særlige muligheder til de dygtigste. Han var modstander af de nye undervisningsformer og -principper som gruppearbejde, projektarbejde og tværfaglighed. Det var ifølge Haarder ikke skolens primære opgave at gøre eleverne til kritiske deltagere i samfundet, men at fremme elevernes personlige dannelse og faglige kundskaber.

Bertel Haarder introducerede og gennemførte derfor en række ændringer i folkeskoleloven. I Haarders skolepolitik blev det socialdemokratiske fokus på lighed erstattet med det liberale fokus på frihed, bl.a. gennem indførelsen af frit skolevalg og øget repræsentation af forældre i skolebestyrelserne.

Opgøret med 1970’ernes skolekultur kom også til udtryk i ændrede fagbeskrivelser for fagene dansk og historie. Der kom mere fokus på det faglige indhold og elevernes færdigheder frem for det aktuelt samfundsrelevante. Fordybelsen og tilegnelsen af faglige færdigheder skulle erstatte samfundskritikken.

De nye fagbeskrivelser blev introduceret i 1983 og taget i brug i 1984.

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Thorsten Borring Olesen, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1970 - 1984
Sidst redigeret
7. november 2018
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1 (2017)

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2 (2018)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Thorsten Borring Olesen, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1970 - 1984
Sidst redigeret
7. november 2018
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1 (2017)

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2 (2018)

Udgiver
danmarkshistorien.dk