Flemming Juncker, 1904-2002

Artikler

Dansk erhvervsmand, godsejer og modstandsmand. Juncker var under besættelsen aktiv i organiseringen af britiske nedkastninger af våben, sprængstoffer og agenter i Jylland samt i opbygningen af modstandsbevægelsen.

Organisering af våbennedkastninger

Flemming Juncker var allerede før krigen en succesfuld erhvervsmand. I 1938 købte han godset Overgaard ved Mariager Fjord. I 1942 fik han kontakt til de første SOE-agenter, der var blevet nedkastet med faldskærm. Hyppige forretningsrejser til Sverige gjorde det muligt for ham at have kontakt med de britiske SOE-officerer, der opererede fra den britiske ambassade i Stockholm.

I begyndelsen af 1943 fik Juncker kontakt til SOE-agenten Ole Geisler, med hvem han organiserede de første af SOE’s våbennedkastninger over Danmark, flere af disse foregik på Overgaards jorde. Den første og en række af de følgende nedkastninger blev modtaget af Hvidstengruppen, der var blevet rekrutteret af Geisler.

Flemming Juncker (tv) var fra maj 1944 tilknyttet SOE i England. Her ses han i selskab med Kai Winkelhorn, der var leder af den danske afdeling i OSS – den amerikanske pendant til SOE

Flemming Juncker (tv) var fra maj 1944 tilknyttet SOE i England. Her ses han i selskab med Kai Winkelhorn, der var leder af den danske afdeling i OSS – den amerikanske pendant til SOE. Fra Frihedsmuseets billedarkiv.

Opbygning af ventegrupperne

Henover årsskiftet 1943-44 var Juncker primus motor i SOE’s opbygning af militærgrupper – de såkaldte ventegrupper – og inddelingen af modstandsarbejdet landet over i geografiske regioner. Hans mange forretningsrejser landet over havde i forvejen givet ham et omfattende kendskab til mange landsdele og netværkene i disse, og under krigen var disse forretningsrejser også et effektivt skalkeskjul for modstandsarbejdet.

Officer i London

I april 1944 måtte han forlade Danmark til fordel for London, da Gestapo var tæt på at afsløre ham. Fra London virkede han som officer i ledelsesstaben for SOE’s danske sektion, hvor hans eminente kendskab til det danske modstandsarbejde gjorde god fyldest.

Juncker opnåede rang af major i SOE. Efter krigen fortsatte han sin erhvervskarriere og deltog hyppigt i den offentlige debat.