Fejden mellem Otte Nielsen og Erik Ottesen (Rosenkrantz) og Jens Iversen (Lange) 1454-1459

Artikler

I årene 1454-1459 udkæmpedes en fejde mellem på den ene side adelsmændene Otte Nielsen og dennes søn Erik Ottesen (Rosenkrantz) og på den anden side biskoppen af Aarhus, Jens Iversen (Lange), der også var adelig. Fejden drejede sig bl.a. om rettigheder over kirkelige institutioner, og parterne tyede både til vold, bandlysning og retssager for at besejre fjenden. Fejden endte med nederlag til bispen, Jens Iversen (Lange).

Senmiddelalderens magtkamp mellem kongemagt og kirke

Fejden mellem på den ene side Jens Iversen og på den anden side Otte Nielsen og Erik Ottesen var i høj grad et privat mellemværende mellem adelige herremænd, der ud fra egoistiske motiver tyede til vold for at tiltage sig rettigheder over og indtægter af kirker, godser og købstæder. Men fejden var også udtryk for en dybere og mere principiel magtkamp mellem kongemagt og kirke, som fandt sted i senmiddelalderen. Frem mod Reformationen 1536, som markerede kongemagtens endelige sejr i denne magtkamp, var der mange voldsomme konflikter mellem bisper og kongelige lensmænd om grænserne mellem kirkens og kongemagtens myndighedsområder. Fejden mellem biskoppen af Aarhus og stiftets kongelige lensmænd 1454-1459 var blot én blandt mange af den slags konflikter, og parterne i denne fejde kan betragtes som repræsentanter for henholdsvis kirkens og kongemagtens interesser.

Baggrund for fejden

Omkring 1450 var Otte Nielsen (Rosenkrantz) Danmarks mægtigste herremand. Han havde i 1448 været bagmand for indkaldelsen af Christian 1. til Danmarks trone. Otte Nielsens søn, den unge Erik Ottesen, fik snart andel i faderens høje gunst hos kongen. Otte Nielsen var rigshofmester og kongens lensmand på Kalø Slot, og ca. 1452 blev Erik Ottesen lensmand på Skanderborg. Otte Nielsen ejede også store private godser, især på Djursland.

Otte Nielsens høje stjerne hos kongen og store magt i det østlige Jylland gav ham efter alt at dømme indflydelse på valget af Aarhus’ biskop. Da den gamle biskop døde i 1449 faldt valget på adelsmanden Jens Iversen (Lange), der i forvejen var ærkedegn ved Aarhus Domkapitel. Ham havde Otte Nielsen og Erik Ottesen det bedste forhold til. Jens Iversen var ligesom Otte Nielsen og Erik Ottesen blandt kongens betroede mænd, men Jens Iversens slægt var ikke lige så rig og magtfuld som deres, så Otte Nielsen og Erik Ottesen regnede formentlig med, at de i Jens Iversen ville få en medgørlig samarbejdspartner. De forsøgte derfor at udnytte situationen til at gøre indhug i bispestolens og domkapitlets rettigheder.

Her gjorde de imidlertid regning uden vært. Jens Iversen viste sig som biskop at være en ivrig forkæmper for kirkens selvstændighed. Da Otte Nielsen i 1452 pga. et skifte i kongens udenrigspolitik måtte afgive embedet som rigshofmester og de følgende år oplevede et tilbageslag i sin magtstilling, gik Jens Iversen til modangreb og protesterede over, hvad han opfattede som overgreb mod bispestolen og domkapitlets rettigheder i stiftet.

Jens Iversens klage til paven 1454

Jens Iversen klagede til paven, som i 1454 udsendte en række pavebreve, hvor bl.a. Otte Nielsen og Erik Ottesen blev stævnet for udenlandske gejstlige dommere, som skulle afgøre, om Jens Iversen havde ret i sine anklager.

For det første blev Erik Ottesen anklaget for ulovligt at have indsat sin egen præst i Tranbjerg Kirke, skønt retten til at besidde præsteembedet ifølge Jens Iversen tilkom en af præsterne ved Aarhus Domkirke. Erik Ottesen synes på sin side at have hævdet kongelig patronatsret til Tranbjerg Kirke, som lå i Skanderborg Len, hvor han selv var kongelig lensmand.

For det andet blev faderen Otte Nielsen anklaget for at have hjulpet en opsætsig munk i Vor Kloster ved Mossø med at afsætte den retmæssige abbed, hvilket var et groft brud på kirkeretten. Den falske abbed havde endvidere tilranet sig noget af Vissing Klosters gods, som Jens Iversen mente tilhørte bispestolen i Aarhus.

For det tredje blev nogle af Otte Nielsens og Erik Ottesens allierede blandt den jyske adel anklaget for at krænke Jens Iversens besiddelse af bispeslottet Silkeborg.

Der er ingen grund til at tro, at Otte Nielsen, Erik Ottesen eller nogen af de andre anklagede adelsmænd mødte frem for de gejstlige dommere, som paven ville have til at dømme i striden. I 1458 hører man, at Erik Ottesen var blevet bandsat af Jens Iversen. Det var måske en følge af, at han havde nægtet at efterkomme de pavelige stævninger fra 1454.

Kalundborgmødet 1458

I 1456 skiftede Christian 1. tilbage til den udenrigspolitik, som Otte Nielsen var fortaler for, og udnævnte Erik Ottesen til rigshofmester. Otte Nielsen og Erik Ottesen udnyttede deres genvundne magtstilling til at indlede en ny offensiv mod Jens Iversen. Den næste kilde, der fortæller om konflikten, er et domsskrift fra et møde i Kalundborg i 1458, hvor kongen og rigsrådet forsøgte at forlige og dømme mellem parterne. Nu var det Otte Nielsen og Erik Ottesen, der stod som anklagere, og de fik medhold i stort set alt. Hvor det af pavebrevene fra 1454 er uklart, om striden allerede da havde udviklet sig i voldelig retning, viser domsskriftet fra 1458, at konflikten senest dette år havde form af en blodig fejde.

På mødet klagede Erik Ottesen over, at Jens Iversen havde bandlyst ham og nogle af hans tjenere og nægtet at genindføre dem i den hellige kirke efter at de havde betalt en bandløsningsafgift. I denne sag dømte rigsrådet Jens Iversen til at betale bandløsningsafgiften tilbage til Erik Ottesen og slutte fred med abbeden af Øm Kloster, som på ærkebispens ordre havde løst Erik Ottesen af bandet. Erik Ottesen klagede endvidere over, at Jens Iversen, der på dette tidspunkt havde de kongelige rettigheder i Aarhus i pant af kongen, havde misbrugt sin position som byherre til at få nogle af Erik Ottesens svende dømt på bytinget. Rigsrådet pålagde Jens Iversen at sørge for, at dommen blev annulleret, og at bede Erik Ottesen om tilgivelse.

Erik Ottesens alvorligste anklage gik ud på, at Jens Iversens svende havde dræbt en af Erik Ottesens tjenere. Jens Iversen, der ikke havde gjort noget for at pågribe mændene, som havde søgt asyl i Aarhus’ dominikanerkloster, blev af rigsrådet dømt til at betale mandebod og Gudstjenester for den dræbte, med mindre han kunne modbevise anklagen. Endelig klagede Erik Ottesen over, at bytinget i Aarhus havde dømt en af hans svende skyldig i manddrab, selvom den mand, han havde dræbt, i forvejen var fredløs og kunne dræbes straffrit af enhver. I denne sag dømte rigsrådet bytingets dommere til at betale en bøde.

Otte Nielsen klagede over, at Jens Iversen krævede afgifter af Marie Magdalene Kirke, som Otte Nielsen havde ladet bygge ved Ryomgård. Jens Iversen havde også forlangt, at præsten i kirken anerkendte Jens Iversen som sin herre. Otte Nielsen klagede desuden over, at Jens Iversen opkrævede afgifter af et kapel i Ebeltoft, hvor Otte Nielsen var byherre. I begge disse sager fik Otte Nielsen medhold af rigsrådet.

Domsskriftet fra Kalundborgmødet sluttede med, at parterne skulle mødes for at indgå forlig i en række yderligere stridigheder. Dette møde fandt sandsynligvis aldrig sted, og for en tid blev Jens Iversen ved med at modsætte sig Otte Nielsen og Erik Ottesen.

Dom i København 1459

Ved Kalundborgmødet 1458 rejste også selveste Christian 1. sag mod Jens Iversen, som blev anklaget for mod kongens forbud at have ladet en sørøver ved navn Esbern Jude operere fra Aarhus. Sagen blev udsat, men genoptaget året efter ved et rigsrådsmøde i København, hvor Erik Ottesen førte sagen på kongens vegne. Straffen for bruddet på kongens sørøveriforbud blev, at Jens Iversen skulle overgive pantet i Aarhus til kongen uden udbetaling af pantesummen. Derved mistede Jens Iversen de kongelige indtægter af og øvrighedsbeføjelser over Aarhus, som pantet havde indbragt ham. Dette svækkede Jens Iversens lokale magt betydeligt.

Samtidig indikerede sagen, at Jens Iversen havde mistet enhver kongelig støtte i opgøret med Otte Nielsen og Erik Ottesen. Dermed betegnede dommen i København Jens Iversens nederlag i fejden med disse herremænd, også selvom sagen om Esbern Jude ikke direkte havde noget med dem at gøre. Jens Iversen blev tvunget til at underordne sig Otte Nielsens og Erik Ottesens dominans over det østlige Jylland. Fejden blev ikke genoptaget, men senere fik Jens Iversen en form for revanche, da han ca. 1465 fik pantebesiddelsen af Aarhus tilbage og 1467 overtog Kalø Slot og Len fra Otte Nielsen.

Om artiklen

Forfatter(e)
Jeppe Büchert Netterstrøm
Tidsafgrænsning
1454 - 1459
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Anders Bøgh og Jeppe Büchert Netterstrøm: ”Biskop Jens Iversen Lange og hans tre røde roser”, red. Søren Bitsch Christensen og Nina Javette Koefoed: Århus i Verden (2006), s. 13-30

Jeppe Büchert Netterstrøm: ”Biskop, borgerskab og adel – magtkampe og vold i 1400-tallets Århus”, Århus Stifts Årbøger, 93 (2010), s. 33-47

Jeppe Büchert Netterstrøm: Fejde og magt i senmiddelalderens Danmark (2011)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Jeppe Büchert Netterstrøm
Tidsafgrænsning
1454 - 1459
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Anders Bøgh og Jeppe Büchert Netterstrøm: ”Biskop Jens Iversen Lange og hans tre røde roser”, red. Søren Bitsch Christensen og Nina Javette Koefoed: Århus i Verden (2006), s. 13-30

Jeppe Büchert Netterstrøm: ”Biskop, borgerskab og adel – magtkampe og vold i 1400-tallets Århus”, Århus Stifts Årbøger, 93 (2010), s. 33-47

Jeppe Büchert Netterstrøm: Fejde og magt i senmiddelalderens Danmark (2011)

Udgiver
danmarkshistorien.dk