Fattighjælpsannoncer i Københavns Aftenpost, 1780'erne

Kilder

Kildeintroduktion:

Nedenfor ses fem eksempler på annoncer om fattighjælp, der blev bragt i avisen Københavns Aftenpost i 1780'erne.

1: Kiøbenhavns Aften-Post, den 20. juni 1783

De Huusarmes Post

Da jeg taler om Huusarme, tænker jeg på en skikkelig Enke, som kom til mig forleden, for at raadføre sig med mig, om jeg meente, det kunde være mueligt for hende at komme i Vartou, da hun formedelst Alder og Skrøbelighed ikke kunde holde det længere ud. Jeg sagde hende, hvad jeg troede, at det fornemmelig vilde ankomme paa, om hun havde saadanne Venner og Patroner, der kunde tale hendes Sag, virke for hende, og trænge igiennem med deres Recommendationer. Men her var hun som en vild Fremmed, og beklagede storligen sin Nød for mig. Jeg har, sagde hun, i mine sunde Dage, siden jeg blev Enke, arbeydet mig frem, og levet ved min Flid, uden at være nogen til Byrde; men nu paa nogle Aar har Kræfterne saa aldeles forladt mig, og Skrøbelighed saa aldeles bemestret mig, at jeg ikke kan mere. – Har hun da ingen Familie, som kunde tage sig lidt af hende? spurgte jeg. – Nei, ingen, svarede hun; jeg maae nu tære paa Stumperne for mit Livs Opholds Skyld, og ved nogle Logerende, som jeg har taget til mig, søge Hielp til mit Huuslye. – Har hun da heller ikke nogen Understyttelse af de offentlige Kasser, eller Hielp fra andre høye Steder? – Ikke det ringeste, svarede hun. Jeg har undseet mig ved at trygle, og stræbt, saalænge jeg har kunnet, at ernære mig ved mine Hænders Arbeyde; derfor er jeg saa ubekiendt. Men nu kan jeg ikke mere, nu er Nøden forhaanden, og hverken formaaer jeg noget til min Helbredelse eller Vederqvægelse. Jeg har længe sukket over min Trang, men i det stille. Nu bliver den mig for haard - - Her fældte hun en Taare, og det rørte mig. Blandt de Trængende, tænkte jeg, er dog deres Skiebne, som lide Nød i Løndom, meest at beklage, i sær naar de ere fremmede for de Veldædige i Verden. Jeg haaber, ikke at forsee mig, ved at nævne hende, da jeg maaskee derved kunde fornøye de Godgiørende iblandt os, som ønskede helst at kiende de Trængende selv, til hvem de ville uddele deres Gaver. Saaledes talte jeg engang ikke forgieves for en Visiteer-Enke, som endnu lider Trængsel; denne Gang vil jeg yttre en lønlig Klage fra en fattig Feltskiersvends Enke, ved Navn Johanne Eggert, som boer i Lavendelstræde No. 91, hvis Kummer jeg har været Vidne til, og hvis Skiebne jeg ønskede den Lindring paa hendes gamle Dage, som en flittig og stræbsom Kone fortiener, naar Kræfterne forlade hende, og Mangelen staaer for Døren.

 

2: Kiøbenhavns Aften-Post, den 19. december 1783

De Trængendes Post.

Den fattige Visiteur Farenhorsts Enke i lille Larsbjørnstræde No. 202, hvis Kummer jeg i Begyndelsen af dette Aar klagede i disse Blade, havde den Tid den Lykke at blive ihukommet af mange ædle Velgiørere, baade i de høye og lave Stænder, og den gang fandt hun sig baade trøstet og husvalet i sin og sine Børns ynkværdige Tilstand.  Hun anskaffede sig ikke alene det Nødtørftige til Mad og Drikke, men endog indløste sig de Nødvendigheder, som vare udsatte for Brød, og især fik sin Seng mere vederqvægende for sit svage og sygelige Legeme. Men nu, den beklagelsesværdige Moder, hvor dybe Sukke drager hun nu ikke atter for Livets Nødvendigheder! hendes Svaghed tillader hende ikke at virke for sin og Børns Underholdning, som hun gierne ønskede, og hun er undseelig ved, at komme oftere frem med sine Klager for et Folk, der har viist hende saa meget godt. Bør jeg da tie, da jeg veed hendes Nød? Og da jeg føler den, og ikke formaaer at lindre den? Himmel! hvor underligen fører du Menneskets Skiebne, og paa hvor mange Maader leder du det til at erkiende, at din Haand alene ligger Lykke og Velsignelse. Denne Kone har engang smilet i en lykkeligere Cirkel; der var den Tid, da hendes Mand, som Proprietair i Fyen, eyede baade Gaard og Gods, og da hun kunde vise sig velgiørende mod andre; da drømte hun ikke om, at sukke i en ussel Vraae som  Enke med 2 Børn, og med et sygeligt Legeme; thi det er Græmmelsens Følge, at se sig uformuende til at fortiene Brød for sig og sine, og mon hun da ikke føler sin Nød dobbelt? O, hvo kan bygge paa Vilkaarene i Verden! Men du, min formuende Medborger! du som i dette Minut er fremmed for Trængsler, giør engang et besøg i hendes Boelig, naar du gaaer hendes Dør forbi; og jeg er forsikret om, hendes Kummer vil tale tydeligere til dit Hierte, end min svage Pen.

 

3: Kiøbenhavns Aften-Post, den 19. april 1784

De Trængendes Post.

En fattig Haandværksmand ved Navn Ole Nielsen, boende i Studistrædet No.82 paa en Bagsal, som sidder med Kone og 2 Børn, i den ynkværdigste Tilstand, hvori Armod og Sygdom har styrtet dem, har været hos mig og beviist sin Elendighed. Hans fattige Eyendomme indtil hans Haandværkstøy, er han formedelst Huusleye og Brød, bleven skilt ved; Jammer og Sorrig herske i deres Boelig. Ingen Lindring i Kummeren, ingen Redskaber i Hænder, at fortiene det Brød ved, hvorefter Naturen skriger baade hos de Gamle og Unge; ingen Midler at samle den forlorne Sundhed; saa Menneskeligheden ikke kan skue ind i denne Armodens Boelig, uden at røres til Taare. Jeg indstiller denne Borgers dybe Nød, til hans Medborgeres vante Medlidenhed over de Trængselsfulde iblandt os. Maaskee kunde en lille kierlig Haandrekning understøtte denne Families Nød, og formilde deres alt for bittre Trængsler; maaskee kunde derved at Middel findes til at sætte Mandens ledige Hænder i Drift, som han nu modfalden bærer, af Mangel paa Hielpemidler og Understøttelse: og saa giøre vi jo dog virkelig en god Gierning!

4: Kiøbenhavns Aften-Post, den 11. februar 1785

De Trængendes Post.

Naar vi tænke os en skikkelig og stræbsom Borger, formedelst Sygdom og tilstødende Vanheld, at bukke under for Manglernes Tyranie; tænker os ham med gieldbundet Hierte at see sin Kone og sine Børn, see sig uformuende til deres Forsørgelse; see sig huusvild; og endelig udsat for Forfølgelse  af en streng Creditor; hvad føle vi da ved hans beklagelige Skiebne? Den ævneløse Følende, den fattige Ømhiertede, sukker og ønsker: ak, at jeg kunde hielpe, kunde redde ham. Er Manden en skikkelig og stræbsom Mand, er han en duelig Borger; er hans Kone ham en troe Medhielperinde, og er han Fader til uforsørgede Børn; hvor billigt da, hvor medborgerligt og ædelt, at komme ham til Hielp! – Men hvad siger den Formuende? Gierne hialp jeg min Medborger, naar han ikke selv ved selv paaført Vanheld har forværret sine Vilkaar, naar min Bistand kunde redde ham, og sætte ham i Drift til en bedre Lykke. – O, du retskafne! du, som forøger din Lyksalighed og ved at befordre andres, og giør dig en Glæde af at see din undertrykte Medborger med et muntert Aasyn; følg da min Veivisning til en borgerlig Familie her i Byen, som ikke selv har paaført sig sin Skiebne, og ikke har giort sig uværdig til din hielpende Haand. Ruinen staar for Døren, og mange Munde raabe: red os! Ikke vil han afbetle dig en Gave, men bønfalde vil han om et Laan af 60 Rdlr., som han paa læmpelige Vilkaar vil aftiene ved sit Haandverk. Du og enhver behøver hans Tieneste; o lad ham ikke forgiæves sukke om din Bistand, giv ham ved dette Laan Kræfter til at leve, til at virke for sig og sine. Anviisningen til hans sorrigfulde Boelig faarer du i No. 124 i Myntergaden i Stuen til Gaden.

 

5: Kiøbenhavns Aften-Post, den 26. februar 1790

En Forbøn.

Kunde vi ligegyldig høre den sørgeligste Beskrivelse paa en forarmet Borger Familie, som have tabt sig ganske af sin Næringsvei, ikke ved Forsømmelse af Pligterne, eller Misbrug af Midlerne til dens Vedligehold, men af uforebyggelige Tilfælde og en Mislykkelse i Haandteringen, som ikke stod i deres Magt at afværge; kunne vi følesløse høre Manden af Gremmelse kastet paa Sygdommens Leie; see sig forloren al Kraft til at virke for sig og sine, see Konen nedbøiet af Sorrig og Kummer over sit Huses sørgelige Forvandling, og Børnene klynke af Mangel paa Livets nødtørftige Ophold; ja kunne vi læse Medborgeres Vidnesbyrd, om denne Mands Skiebne, og høre dem beklage ham, som den der ikke har paaført sig dem selv, og ærklærer ham og Kone for skikkelige og gode Folk, og ikke røres til Medlidenhed. O nei! det kan det danske Folk ikke. Menneskelighedens Røst taler for lydelig for dets Hierte, at det kunne nægte sig for Deeltagelse i Medborgerens Trængsler! – Mine Brødre da! I mine ædle Medborgere, som forene Hierte og Ævne med gode Handlinger, forener eder og til at redde denne vor Medborger fra sin totale Undergang. Og om I ikke ganske skulle kunne opreise ham, hielper ham dog med den Bistand i formaae, paa det  han maae komme saa vidt paa Fode, at han understøttet ved eders medbroderlige Hænder, kan glimte det Haab, ved hvilket han seer sig i Stand til at begynde paa nye sin standsede Næringsvei. – Er vel en god og redelig Borger ikke nok værd at redde? stort er hans Tab for Staten, større end vi i første Øieblik tænke os det; thi maae dog ikke Staten omsider bære Byrden af hans Armod, og stønne under Følgerne af hans Undergang. Med Glæde henviser jeg de Velgiørende til hans Bolig, eller at modtage hvad man bidrager til hans Redning. Em. Balling, boende i Admiralgaden No. 236.