"Farvel, Island!" i Aarhus Amtstidende, 30. maj 1944

Kilder

Kildeintroduktion:

Ved en folkeafstemning på Island, der blev afholdt fra den 20. til 23. maj 1944, erklærede den islandske befolkning næsten enstemmigt, at de ønskede at ophæve den union, landet havde indgået med Danmark med Forbundsloven i 1918. Store dele af den danske presse bragte i dagene efter folkeafstemningen indlæg, der viste alt fra forståelse til forargelse over for den islandske beslutning. I artiklen "Farvel, Island!", bragt i venstre-avisen Aarhus Amtstidende den 30. maj 1944, viser skribenten forståelse for det islandske folks ønske om selvbestemmelse, men ærgrer sig over, at de dansk-islandske bånd brydes, og udtrykker et ønske om, at den nordiske ånd i fremtiden vil styrkes.

Efter at have været underlagt dansk styre i århundreder var Island med Forbundsloven af 30. november 1918 blevet anerkendt som en selvstændig og suveræn stat. Dog var de to lande fortsat forbundne igennem fælles regent og at Danmark varetog Islands udenrigsanliggender og kystbevogtning. Forbundsloven indeholdt imidlertid også en bestemmelse om, at unionsaftalen i 1941 kunne genforhandles, hvis Rigsdagen eller Altinget ønskede det, og endvidere ophæves, hvis en ny aftale ikke var blevet forhandlet på plads inden for tre år. Den 9. april 1940 blev Danmark imidlertid besat af Tyskland, mens Island i maj samme år blev besat af britiske og sidenhen amerikanske tropper. Under disse forhold var forbindelsen mellem de to lande brudt, og allerede dagen efter Danmarks besættelse proklamerede Islands regering, at den overtog bl.a. udenrigstjenesten, som hidtil havde været varetaget af det danske udenrigsministerium. Det følgende år erklærede Altinget, Islands parlament, at landet havde ret til at ophæve unionsaftalen mellem de to lande.

Den 16. juni 1944 opløste det islandske parlament, Altinget, endeligt unionsaftalen med den danske stat og den danske regent, og dagen efter blev Republikken Island udråbt. Forud herfor havde over 98 % af de stemmeberettigede deltaget i folkeafstemningen i maj, hvoraf godt 97 % stemte for at ophæve Forbundsloven, og lidt færre, omkring 95 %, stemte for at afvikle det konstitutionelle monarki og indføre en republikansk styreform.    

Farvel, Island!

En Ting maa vi takke Islændingene for. Vi har faaet klar Besked. Nu er der intet at tage fejl af. Længselen efter at løse det sidste Baand, der knyttede Island og Danmark sammen, deles af næsten hele det islandske Folk, og den er saa overvældende, at det var nødvendigt at bryde trufne Aftaler og givne Ord. Skilsmissen maatte fuldbyrdes over Hals og Hoved og under en Skæbne, som udelukkede en venskabelig Drøftelse.

Fra dansk Side er der intet andet at gøre end at tage denne Besked til Efterretning. Men i Sandhedens Navn maa det tilføjes, at kun faa i Danmark fatter dette Hastværk og denne Hensynsløshed. Nogen Nødvendighed er ikke til at finde. Alle i Island vidste dog, at ingen i Danmark vilde modsætte sig Ønsket om fuldstændig Adskillelse. Gennem fyrre Aar er de Baand, som knyttede Island til Danmark, blevet løst, et efter et. Nu var der intet Baand tilbage, som ikke var gensidigt, og som ikke bandt Danmark saa vel som Island. Ligestillingen var fuldstændig. Thi Danmarks Forhold til Island har i hele dette Aarhundrede været bestemt af det Synspunkt, at Folkeliv, Ret og Kultur forkvakles[1], hvor et Folk ikke giver sig selv Love. Fra dansk Side er der i Mands Minde ikke grebet ind i Islands frie Selvstyre[2], og ingen i Danmark har et Øjeblik tænkt paa at blande sig i, hvad Islændingene maatte tale, skrive eller læse. Saaledes skal Forholdet være mellem Folk, som agter hinandens Ret og Frihed, og som ønsker at befæste et sundt og varigt Venskab. Vi i Danmark har aldrig haft anden Tanke over for Island end at knytte det til os med Venskabs Baand. Ved Afskeden tør det hævdes, at man skal langt tilbage for at finde Minder om dansk Tvang, Indblanding, Overgreb eller Retskrænkelser i Island. Som et Folk, der selv elsker Friheden og sætter Retstanken højt, har vi agtet Islændingenes Frihed og Selvstændighed.

Men det er ikke lykkedes at knytte noget Venskabsbaand med Island. Som Georg Brandes[3] sagde om Sønderjyderne, kan Baand, der binder i dybeste Livsforhold, kun tvindes[4] af de blideste og svageste Ting, som den nordiske Mytologi fortæller om Fenrisulvens Lænker[5]. Al dybere Samfølelse maa bygges paa den Grundvold: Kun bundne er vi fri, og kun frie føler vi os bundet!

Maaske kan det lykkes nu, da alle Baand er bristet, at binde nye, som spindes af nordisk Aand[6]. Men Begyndelsen er ikke lovende. Alt virksomt Samliv maa hvile paa Respekt for givne Ord og trufne Aftaler. Tillidsbrud forgifter og hindrer gensidig Forstaaelse.

Sandsynligvis vil de fleste Danske tage sig Adskillelsen let. Men det er svært at forsone sig med den Hensynsløshed, der er vist vor kære gamle Konge[7]. Til alle de Hjertesorger, han maa bære, føjes nu denne bratte og brutale Afsked. Men trods alt maa det haabes, at der ikke er slaaet for meget i Stykker for Nordens Fremtid. Vanskelighederne hober sig op. Men med Tidens Trængsler vokser ogsaa Forstaaelsen af, at kun i Samdrægtighed kan de nordiske Folk bjerge sig gennem Tidens Brydninger og løse de Opgaver, som nordisk Aand faar at løse til Styrkelse af Frihed og Ret og til Gavn for Menneskeheden.

Glat gaar det ikke. Vel forstaar vi Islændingenes Frihedskærlighed og Uafhængighedstrang, som er i Slægt med vor egen. Men vi synes, at Baandene kunde være løst lempeligt og uden at saare. Vort Farvel til Island bliver ikke saa hjerteligt og frejdigt, som det kunde være blevet. Men det forhindrer ikke, at Afskedsstunden mildnes ved et stilfærdigt: Paa Gensyn i nordisk Samlag!

 


[1] Forkvakle: ødelægge.

[2] Island blev knyttet til Danmark som et biland med den dansk-norske personalunion i 1523. I 1904 fik Island hjemmestyre, og med Dansk-Islandsk Forbundslov af 1918 blev Island en fri og suveræn stat i personalunion med Danmark.

[3] Georg Brandes (1842-1927): dansk litteraturkritiker og samfundsdebattør.

[4] Tvinde: at sno tråde sammen til snor, garn eller reb.

[5] Fenrisulven er en dæmonisk figur i den nordiske mytologi, der ved Ragnarok vil dræbe den øverste gud Odin. Da guderne vil binde Fenrisulven, sprænger den to gange de stærke lænker, den forsøges bundet med. Tredje gang binder guderne den med en undseelig lænke kaldet Gleipner, smedet af bl.a. kattetrin og fiskeånde, der er så stærk og smidig, at den først brydes ved Ragnarok.

[6] Fra begyndelsen af 1800-tallet vandt idéer om et særligt kulturelt fællesskab og et nordisk folk eller sågar en nordisk race indpas blandt denne tids nationalistiske bevægelser. Under 2. verdenskrigs nationale vækkelse fremmedes den nordiske samfølelse endnu en gang, og kravet om en nordisk eller skandinavisk statsdannelse fik stigende tilslutning.

[7] Christian 10. (født 1870, regent 1912-1947).