Fæstevæsen

Artikler

Et fæste var en kontrakt, hvor en godsejer overdrog brugsretten af en gård eller af et hus til en fæster, mod at denne svarede nogle fæsteafgifter, såsom landgilde, hoveri og eventuelt andre afgifter. Fæstet var siden 1500-tallet som oftest udformet på skrift i et såkaldt fæstebrev. Fæstevæsen fandtes i Danmark fra middelalderen og blev først afviklet ved lovgivning i 1919.

Oprindelse

Ordet 'fæste's oprindelse er vanskeligt at bestemme, da det har forskellige betydninger. I denne sammenhæng er nok det oldnordiske ”festa”, som betyder forpligtelse, det væsentlige. Fæstevæsenet begyndte i midten af 1200-tallet, og omkring 1400 var knap 90 % af alt bøndergods gået over til et fæsteforhold. 200 år senere var kun omkring 6 % selvejere tilbage.

Hvorfor fæstevæsenet blev indført, fortaber sig lidt i mørke. Man mener, at bønderne oprindeligt havde søgt ind under godsejeren for at blive beskyttet mod ydre fjender; især det sjællandske begreb ”vornedskab” skulle pege i den retning. Økonomiske fordele havde der måske også været, idet der ganske vist ikke opkrævedes generelle skatter helt frem til midt i 1600-tallet, da kongens og statens udgifter blev dækket af indtægterne fra krongodset, omsætningsafgifter og told (især Øresundstolden), men krigs- og andre ekstraskatter kunne tynge bønderne eftertrykkeligt. Denne økonomiske byrde kunne de undgå ved at blive fæstebønder.

Fæstebrevets bestemmelser: landgilde og hoveri

Fæstebrevet var en kontrakt mellem godsejer og fæstebonde om brugsretten til en gård. Fæstebrevet opførte fæsterens forpligtelser. Mod at 'nyde' gården skulle han 'yde' landgilde og hoveri og/eller en anden afgift.

Landgilde var fæstebondens årlige ydelse til godsejeren. Den blev givet dels i rede penge og dels – og først og fremmest - i naturalier. De enkelte poster kaldte man for ”persiller”.

Hoveri var en arbejdsydelse, som i middelalderen endnu ikke var særlig tyngende, da hovedgårdene og de tilhørende marker var små og bøndergårdene lå meget spredte. Dette ændredes dog sidst i 1500-tallet, hvor hovedgårdsjordene blev udvidet og bøndergårdene samlet tættere omkring dem. Hoveriet var i begyndelsen en forpligtelse for én ugedag, derfra navnet ugedagsbonde, men det blev efterhånden til flere dage. Fæstebrevet gav aldrig en præcis bestemmelse herfor, men angav, at hoveri skulle ydes som det var sædvane på godset. Hvis fæstegården lå ubekvemt langt væk, kunne fæsteren evt. nøjes med lidt eller slet intet hoveri mod til gengæld at betale sig fra det i penge eller naturalier.

Kontrakten var oprindelig opsigelig fra begge sider. Ville godsejeren opsige fæstet, skulle han tilbagebetale den sum, fæsteren havde betalt ved kontraktens indgåelse, det såkaldte stedsmål – senere kaldet indfæstning. Var det bonden, der ville ud af forholdet, gik stedsmålspengene tabt. Og ville han flytte fra godset, var det muligt, når han betalte ’forlov’.

Fra begyndelsen af 1600-tallet findes der fæstebreve fra godsejerne. Før den tid findes der enkelte fæstebreve fra krongodset.

Skema over ejendomsforhold ca. år 1500

Skema over ejendomsforhold ca. år 1500. Fra
Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Fæstebrevets nærmere bestemmelser efter 1719

Med forordningen af 1719 blev det bestemt, at fæstebrevet skulle udstedes i to eksemplarer på stemplet papir. Det ene var fæstebondens eksemplar, det andet var godsejerens. Samtidig skulle det skrives ind i en protokol. Et typisk fæstebrev indeholdt normalt følgende oplysninger:

  • fæsterens og godsejerens navn
  • beliggenhed
  • jordtilliggende, som oftest præcist angivet i hartkorn
  • forgængerens navn
  • eventuelle efterladte, der skulle forsørges
  • angivelse af landgilde og hoveri
  • eventuelle andre forpligtelser

Fæstetyper

Man regner med, at fæstet fra midt i 1500-tallet gjaldt for bondens levetid og dermed blev et såkaldt livsfæste. Senere fik også enken ret til at hensidde på fæstegården indtil sin død, eventuelt i en aftægtsbolig. Hun skulle forsørges af den nye fæster. Det er dog ikke sikkert, at alle godsejere overholdt livsfæsteprincippet.

Arvefæste var en anden type fæste, der blev en mulighed fra midt i 1700-tallet. Udover at fæstet gik i arv, måtte fæsteren også sælge eller pantsætte fæstegården. Arvefæste var en slags mellemstation til selveje.

Kontraktbrud og fæsteforsiddelse

Hvis fæstebonden ikke ydede sine afgifter til rette tid eller ikke overholdt fæstebrevets forpligtelser, havde han sin fæstegård forbrudt. Det kaldtes også fæsteforsiddelse. Det er dog svært at sige noget generelt om omfanget af fæsteforsiddelser, da der herskede forskellige forhold fra landsdel til landsdel, ofte også fra gods til gods og til forskellige tider. Værst var forholdene formodentlig på Sjælland og i Nordjylland.

Fæstevæsenets udvikling

Efter enevældens indførelse i 1660 får vi et lidt bedre kildemateriale. Deraf kan vi se, at kun 6 % af bønderne var selvejere, mens fæstevæsenet med stærkt udvidet hoveri kom til at blomstre. Nok havde fredsperioden efter Den Store Nordiske Krigs afslutning i 1721 og en alvorlig landbrugskrise vist vejen fra midten af 1700-tallet. Mange godsejere havde indført stordriftsform på deres hovedgård og havde krævet øget hoveri. Men det gav ikke det ønskede resultat, og der krævedes reformer.

Statens egne ønsker om at blive delagtiggjort i de gode konjunkturer faldt sammen med godsejernes ønsker. Resultatet blev landbrugsreformerne i 1700-tallets sidste tredjedel, hvor mere end halvdelen af alle fæstere kunne blive selvejere, takket være kreditter fra staten og godsejerne.

Det kan dog også udtrykkes på den modsatte måde: at knap halvdelen af de danske gårdmænd og næsten alle husmænd stadig var fæstere i lang tid efter landbrugsreformerne. 1800-tallets reformpolitik lagde vægt på, at i det mindste livsfæstet blev holdt i hævd. Helst ville man efter Grundlovens indførelse have fæstevæsenet helt afviklet, men stødte mod opfattelsen af ejendomsrettens ukrænkelighed. Frivilligt var der dog sket en del. I 1849 var endnu ca. 25.000 gårde, dvs. flere end 1/3 del i fæste, mens der kun var ca. 1.500 gårdfæstere tilbage, da man i 1919 ved lov helt afskaffede fæstevæsenet. Husmændenes fæste-, og lejeforhold gjaldt for det meste helt op til 1919.

Om artiklen

Forfatter(e)
Gerda Bonderup
Tidsafgrænsning
1200 - 1919
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Fussing H.H.: Herremand og Fæstebonde (1952/1973).

Jørgensen, Poul Johannes: Dansk Retshistorie (1940).

Kjærgaard, Thorkild: Den danske Revolution1500-1800 (1996).

Skrubbeltrang, Fridtlev: Det danske Landbosamfund ca. 1500-1800 (1978).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Gerda Bonderup
Tidsafgrænsning
1200 - 1919
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Fussing H.H.: Herremand og Fæstebonde (1952/1973).

Jørgensen, Poul Johannes: Dansk Retshistorie (1940).

Kjærgaard, Thorkild: Den danske Revolution1500-1800 (1996).

Skrubbeltrang, Fridtlev: Det danske Landbosamfund ca. 1500-1800 (1978).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk