Fælles Kurs

Artikler

Dansk venstrefløjsparti, 1986-2003. Partiet spillede en begrænset, men iøjnefaldende rolle i dansk politik i 1980’erne og 1990’ernes første år. I spidsen for partiet stod i størstedelen af perioden Preben Møller Hansen (1929-2008), der var formand for fagforeningen Sømændenes Forbund og i 1979 blev ekskluderet af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Politisk program

Det politiske program rummede dels traditionelle krav fra den fagforeningsbaserede venstrefløj, dels mere populistiske elementer, som var usædvanlige på venstrefløjen, herunder en kraftig betoning af en forbedring af pensionisters levevilkår og rettigheder, og en stærkt national retorik med bl.a. krav om stramning af flygtninge- og indvandrer-politikken. Partiet krævede herudover udmeldelse af EF og NATO og en drastisk nedskæring af forsvarsudgifterne.

Dannelse, udvikling og opløsning

Partiet havde organisatoriske rødder i den dominerende venstrefløj i Sømændenes Forbund. Efter en intern strid i DKP dannede en gruppe herfra i 1979 Fælles Kurs Klubberne. I de første år stræbte denne gruppering bl.a. efter parlamentarisk samarbejde mellem venstrefløjspartier, men i april 1986 omdannede den sig til partiet Fælles Kurs og satsede på selvstændig opstilling.

I 1987-88 havde partiet fire mandater i Folketinget. Ved valget i 1988 nåede det imidlertid lige netop ikke over spærregrænsen. To år senere stillede partiet op sammen med det af Mogens Glistrup ledede Trivselspartiet, men opnåede ikke valg. I København stod Fælles Kurs ganske vist relativt stærkere og var her repræsenteret i borgerrepræsentationen indtil 2001. I samme periode mistede partiet dog som helhed både medlemmer og støttepunkter i fagbevægelsen, ikke mindst da Sømændenes Forbund i 1994 indstillede sin støtte til det. Partiet blev opløst i 2001, og i 2002-3 indgik resterne af partiet i DKP.

Om artiklen

Forfatter(e)
Bertel Nygaard
Tidsafgrænsning
1979 - 2003
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. oktober 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Christensen, Gert: ”Fælles Kurs”, via: www.leksikon.org.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Bertel Nygaard
Tidsafgrænsning
1979 - 2003
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. oktober 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Christensen, Gert: ”Fælles Kurs”, via: www.leksikon.org.

Udgiver
danmarkshistorien.dk