Eva Gredal: folketingsredegørelse om pension 13. maj 1977

Kilder

Kildeintroduktion:

I denne redegørelse præsenterede den socialdemokratiske socialminister Eva Gredal (1927-1995) i maj 1977 pensionsudvalgets betænkning. Pensionsudvalget var blevet nedsat i 1973 for at undersøge en udbygning og ændring af pensionssystemet. I 1956 var folkepensionen blevet indført som en grundydelse til alle. Den blev for lønmodtagere i 1964 suppleret med et mindre beløb fra Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), mens yderligere pensionsdækning var afhængig af, om man var ansat med en god tjenestemandspension og/eller selv havde økonomisk mulighed for at tegne private pensioner. Danske pensionister havde derfor meget forskellige økonomiske vilkår, og mange fik en betydelig indtægtsnedgang, når de forlod arbejdsmarkedet.

Pensionsbetænkningen indeholdt tre forskellige modeller for en nyordning:

·         Forøgelse af folkepensionen (skattefinansieret)

·         Indførelse af en større ATP (arbejdsmarkedsfinansieret)

·         Indførelse af obligatorisk indtægtsbestemt tillægspension (arbejdsmarkedsfinansieret).  

På grund af oliekrisen i 1973 og dens økonomiske konsekvenser i årene efter var det ikke realistisk at gennemføre store pensionsreformer. Derfor fremsatte Eva Gredal i forbindelse med pensionsudvalgets betænkning 1977 kun få lovforslag. En lovpakke ('den lille pensionsreform') med lidt større pensionsydelser, men uden social udligning, blev forhandlet på plads i 1978. Regeringen anså dog en større og mere grundlæggende reform for nødvendig og ønskelig på længere sigt. Begrundelserne var flere: forenkling af administration, ligestilling af mænd og kvinder, bedre levevilkår for pensionister samt fremme af mere egenopsparing til pension. I 1978 blev efterlønsordningen indført, en reform af førtidspension blev vedtaget i 1983, mens obligatoriske arbejdsmarkedspensioner (indtægtsbestemte tillægspensioner) blev udbredt til næsten hele arbejdsmarkedet i årene omkring 1990.    

45. møde.

Fredag den 13. maj kl. 11.

(…)

Den næste sag på dagsordenen var: Redegørelse af socialministeren. (Redegørelse nr. VI).

 

Socialministeren (Eva Gredal[1]):

Det samlede alderspensionssystem udgør et broget billede af offentlige og private pensions­ordninger. Det nederste, brede lag af pensions­systemet består af de ensartede offentlige soci­ale pensioner, der ydes til hele befolkningen. Princippet er, at pensionen udbetales med beløb, der sikrer den enkelte en socialt set for­svarlig ydelse, men dog på et beskedent niveau. Det mellemste, noget mindre omfattende lag af pensionssystemet består af Arbejdsmarkedets Tillægspension[2]. Gennem ATP-ordningen[3] er lønmodtagerne sikret supplement til folkepen­sionen. Hvor stort dette supplement bliver for den enkelte, afhænger af, hvor længe pågæl­dende har været erhvervsaktiv, men pensionen bliver ens for lønmodtagere, der har været er­hvervsaktive i lige lang tid.

Det øverste og mindst omfattende lag af pensionssystemet består af tjenestemandspen­sionerne og af en række forskellige supplerende private tjenestepensionsordninger som f.eks. gennem pensionskasserne. Hertil kommer de privattegnede pensionsforsikringer og endelig indekskontrakterne[4], hvor nytegningen jo som bekendt standsede ved udgangen af 1971.

Denne uensartede pensionsstruktur er ud­tryk for, at befolkningen ikke finder det til­strækkeligt, at det offentlige garanterer en ens­artet minimumspension. Store dele af befolkningen har derfor sikret sig en bedre pensi­onsdækning end den, folkepensionen giver. Mulighederne herfor har været begunstiget af skattereglerne. Samtidig er resultatet selvsagt blevet, at der langtfra er pensionsmæssig lige­stilling her i landet.

Selv om en væsentlig del af de erhvervsak­tive efterhånden skulle opnå en supplerende pension, vil det blive en meget langsom udvik­ling. Både på kortere og på længere sigt må det antages, at pensionsforholdene i så fald vil være præget af store forskelle med hensyn til både kredsen af de sikrede og pensionernes art og størrelse.

Det er vel i høj grad også et spørgsmål, i hvilket omfang sikringen af den supplerende pension og de dertil hørende fondsdannelser bør varetages af det offentlige eller omvendt af banker, forsikringsselskaber og pensionskasser.

Gennemførelsen af ATP-ordningen i 1964 var et skridt i retning af større ligestilling. Lønmodtagerne blev her sikret et supplement til folkepensionen. Lægger man den nuværende folkepension inklusive pensionstillægget sam­men med den ATP-pension på ca. 4.000 kr., man kan se frem til, når denne ordning er fuldt udbygget, får en enlig pensionist ca. 24.000 kr. om året.

Hvis pensionisten som erhvervsaktiv havde en indtægt på 50.000 kr., giver pensionen min­dre end 50 pct. dækning. Har den tidligere er­hvervsindtægt været en gennemsnitsindtægt omkring 80.000-85.000 kr., er dækningen under 30 pct.

Selv om indtægtsnedgangen ikke er helt så stærk, når man sammenligner, efter at skatten er trukket, dvs. målt i disponibel indkomst og disponibel pension, er det alligevel klart for alle, at pensionsniveauet må forhøjes.

At de offentlige pensioner måtte forhøjes, stod også klart i 1970, da folketinget vedtog loven om den sociale pensionsfond[5]. Formålet med pensionsfonden var naturligvis først og fremmest at skabe de økonomiske forudsætnin­ger for at yde tillægspension, men formålet var også at få en bedre ligevægt på kapitalmarke­det og i økonomien som helhed.

Der er nu blevet indbetalt bidrag til fonden i godt 6 år. Det årlige bidrag udgør 2 pct. af den skattepligtige indkomst, og med renteindtægter udgør de årlige indtægter for tiden omkring 3 mia kr. Loven om pensionsfonden forudsætter en etapevis forbedring af pensionerne over 6 år fra 1979 frem til 1985. Hvor stort et beløb der vil være til rådighed for forbedringer fra 1985, vil til en vis grad afhænge af, hvor hurtigt de etapevise forbedringer gennemføres. Men der vil fra 1985 under alle omstændigheder være tale om et beløb af størrelsesordenen 2,7 mia kr. om året.

Folketinget har i det sidste års tid flere gange behandlet ret vidtgående forslag om æn­dringer på pensionsområdet. Regeringen har her indtaget den holdning, at en debat om en gennemgribende pensionsreform måtte forud­sætte det fornødne saglige grundlag. Dette sag­lige grundlag er imidlertid nu tilvejebragt af den pensionsreformarbejdsgruppe, der blev nedsat i 1973. Undervejs har arbejdsgruppen afgivet 2 delrapporter, førtidspensionsrappor­ten og samordningsrapporten, og vi har nu fået en tredje meget omfattende rapport om prin­cipperne for en reform af de sociale pensioner.

Førtidspensionsrapporten fra 1975 drejer sig om forskellige spørgsmål på førtidspensions­området, først og fremmest om nedsættelse af aldersgrænsen for førtidig folkepension, men også om fleksibel pensionsalder og delpen­sion.

Regeringen har med den nuværende beskæf­tigelsessituation ment, at udvidet adgang til førtidig folkepension må gennemføres straks som et tilbud til de mennesker, der ikke læn­gere har mulighed for at være på arbejdsmar­kedet, og som ikke har ret til arbejdsløsheds­dagpenge eller anden form for økonomisk støtte.

Uden at ville foregribe principdebatten om pensionssystemet fremsatte jeg derfor allerede i december måned sidste år lovforslag herom; forslaget blev genfremsat i marts og står forhå­bentlig foran sin gennemførelse nu. Spørgsmå­let om pensionsalder og førtidspension eller adgang til en form for efterløn er noget, vi må arbejde videre med.

Samordningsrapporten fra 1976 beskæftiger sig med en bedre samordning af reglerne om pension, skat og boligsikring, så man undgår, at pensionister, der tjener noget ud over pensi­onen, af den grund bliver skåret voldsomt ned i pension og boligsikring. De løsningsmulighe­der, rapporten indeholder, må inddrages i overvejelserne om den samlede pensionsre­form.

Nu foreligger altså den tredje rapport. Der er grund til at fremhæve, at denne rapport i lighed med delrapporterne er en teknikerrap­port, hvori der opstilles en række muligheder for udbygningen af det sociale pensionssystem. I overensstemmelse med arbejdsgruppens kom­missorium er der alene tale om en principre­degørelse, hvor man gennemgår og belyser for­skellige løsningsmuligheder uden at drage egentlige konklusioner.

Jeg vil allerede nu gerne understrege, at re­geringen ikke på forhånd har lagt sig fast på en bestemt samlet løsning. Jeg mener tværti­mod, at det vil være uforsvarligt at tage ende­lig stilling til disse vigtige samfundsspørgsmål, inden en indgående offentlig debat og overve­jelser i samfundets forskellige organer har fun­det sted.

Arbejdsgruppens kommissorium har ikke som kommissoriet for det tidligere tillægspensi­onsudvalg fra 1964 været begrænset til at be­lyse en indtægtsafhængig pensionsordning. Ar­bejdsgruppen skulle også overveje forskellige muligheder for en udbygning med ensartede pensioner. Rapporten beskriver tre modeller. Model A går ud på en udbygning af de nuvæ­rende ensartede pensioner; udbygningen består i en generel forhøjelse af pensionsniveauet. Model B går ud på at supplere de nuværende pensioner med en ensartet tillægspension, og tillægspensionens størrelse bestemmes individu­elt på grundlag af tidligere beskæftigelsesperio­der. Model C går ud på at supplere de nuvæ­rende pensioner med en indtægtsafhængig til­lægspension. Tillægspensionen bestemmes lige ledes her individuelt, men på grundlag af stø­rrelsen af den tidligere erhvervsindtægt. Det er imidlertid regeringens opfattelse, at pensions­reformen bør deles op i forbedringer på lidt kortere sigt og forbedringer på lang sigt.

Jeg håber, at folketinget som et første og af­gørende led i pensionsreformen kan samles om at gennemføre forbedringer, som fører til bedre levevilkår for vore nuværende pensionister. De har jo i højeste grad været med til at skabe det samfund, vi lever i i dag, og de har også medvirket til den opsparing, der er foreta­get i pensionsfonden. Det er derfor både natur­ligt og rimeligt, at pengene i fonden først og fremmest kommer disse medborgere til gode.

Det er regeringens opfattelse, at der i be­folkningen er et ønske om forbedringer på en række punkter, hvoraf vi anser følgende fem punkter for de vigtigste: En generel forhøjelse af de nuværende pensioner. En særlig boligy­delse til pensionister. At pensionstillægget ind­regnes i grundbeløbet. Ens pension til gifte og enlige pensionister. Skattefritagelse for sociale pensioner.

Med de penge, der er til rådighed i den soci­ale pensionsfond, må det imidlertid stå enhver klart, at der ikke er mulighed for at gennem­føre alle disse forslag inden for fondens ram­mer. Der må derfor foretages et valg, som også er betinget af, at som loven om den sociale pensionsfond er formuleret, skal udbetalin­gerne fra fonden ske gradvis. Det er imidlertid et spørgsmål, om ikke befolkningens ønsker om forbedrede vilkår i pensionsalderen er så stærke og ikke mindst vil blive det i fremtiden, at den enkelte borger vil være indstillet på at yde et større bidrag til alderspensionen, så vi derved i endnu højere grad kunne imødekomme ønsker om forbedringer på pensions­området. Det må også være klart, at hvis man virkelig ønsker en gennemgribende reform, må der blive tale om en væsentlig større indbeta­ling fra den enkelte i fremtiden.

Der er et behov for en almindelig forhøjelse af de nuværende pensioner, idet man må regne med, at mange mennesker har et ønske om at få en pension, der står i et rimeligere forhold til deres indtægter i den erhvervsaktive alder. Principperne for en generel forhøjelse af pensi­onerne er af pensionsarbejdsgruppen beskrevet i den første af modellerne, den, jeg før kaldte model A. Det karakteristiske træk ved denne model er som nævnt, at man opretholder prin­cippet om ensartede pensionsbeløb til alle. Dette princip er gennemført på den måde, at der i lovgivningen er fastsat et pensionsniveau, der gælder for samtlige pensionister. Ønsker man derfor at få en gener[e]l forhøjelse af dette niveau, kan man vælge at placere forhøjelsen enten på grundbeløbet eller på pensionstillæg­get. Spørgsmålet er så, hvor stor en forhøjelse der kan blive tale om.

Arbejdsgruppen har i rapporten valgt at belyse model A ud fra de økonomiske mulighe­der, der ligger i den sociale pensionsfond, og det bidrag, der i øjeblikket indbetales til fon­den, på 2 pct. af den skattepligtige indkomst. Arbejdsgruppen har forudsat, at den etapevise forbedring starter 1. marts 1979, i 1982 fortsætter op til to tredjedele og i 1985 slutter med det endelige beløb.

Vælger man at forhøje grundbeløbet, og så­ledes at alle pensionister får det samme beløb i forhøjelse, kan pensionen i 1985 ifølge rappor­tens beregninger sættes op med omkring 3.200 kr. om året. Starter man i 1979 med en tredjedel af dette beløb, er der med andre ord tale om en forhøjelse på omkring 1.100 kr. årligt. Jeg vil her indskyde, at arbejdsgruppens bereg­ninger er baseret på de pensionssatser, vi havde pr. 1. april 1976, men med indregning af forhøjelsen til ægteparrene pr. 1. januar 1977.

Vælger man en anden mulighed, nemlig at forhøje pensionstillægget, vil den årlige forhø­jelse fra 1985 kunne blive lidt større, omkring 4.000 kr. årligt. Det hænger sammen med, at pensionstillægget er indtægtsreguleret for alle pensionister, og derfor vil pensionister med store ekstraindtægter ikke få andel i forhøjel­sen i samme omfang som pensionister uden ekstraindtægter.

Behovet for en mærkbar forbedring af bolig­støtten til pensionisterne er efter min opfattelse særdeles påtrængende. Der er i dag meget stor forskel på, hvad pensionisterne betaler for deres bolig, bl. a. afhængigt af, hvor i landet de bor. Det gælder også for boliger af samme størrelse og standard. Gennem et øget tilskud til boligen må der ske en udjævning af disse forskelle. Det kan bedst opnås ved, at der gen­nemføres en særlig boligydelse, som medvirker til, at pensionisternes disponible indkomster bliver mere ens.

Jeg har ikke fundet det hensigtsmæssigt i denne redegørelse at komme ind på alle de tek­niske enkeltheder, selv om der givet vil komme nogle problemer. Det afgørende må i første omgang være, hvilke principper der skal lægges til grund for en sådan ydelse, og ikke den nær­mere tekniske udformning.

Som udgangspunkt for en drøftelse af en sådan boligydelse, der skulle afløse den nugæl­dende boligsikring for pensionister, kunne man foreslå følgende hovedprincipper: Udgangs­punktet for ydelsen og niveauet for ydelsen skulle være de gældende regler for pensionist­boliger. Det vil navnlig sige, at boligudgiften inklusive varme skulle udgøre 15 pct. af hus­standsindkomsten. Alle pensionister skal have adgang til ydelsen, der altså skal gives til både ejere og lejere. Selvfølgelig skal boligydelsen aftrappes med stigende indkomster, og det er foreløbig intentionen, at ydelsen skal være skattefri. Der må også gælde visse begrænsnin­ger for de store boliger, som vi kender det fra boligsikringen i dag.

De nugældende regler om pensionstillægget har givet anledning til mange forståelsesvan­skeligheder for pensionisterne, og udviklingen har gjort det nødvendigt at se på spørgsmålet om en ændring af disse regler. Indregning af pensionstillægget i grundbeløbet vil betyde en væsentlig forenkling af pensionssystemet. Det vil tillige fjerne de alvorligste nuværende pro­blemer med samtidig indtægtsregulering af flere ydelser, navnlig grundbeløbet og pensi­onstillægget. Forslaget skal også ses i sammen­hæng med forslaget om indførelse af en boligy­delse. Indtægtsregulering af boligydelsen vil gøre det ønskeligt, at man samtidig fjerner ind­tægtsregulering af pensionstillægget, da der el­lers vil opstå nye problemer med samtidig ind­tægtsregulering af flere ydelser.

Princippet om, at pensionen for den sam­gifte pensionist er lavere end pensionen for den enlige, har været gældende siden lov om alderdomsunderstøttelse fra 1891. Princippet blev begrundet med, at leveomkostningerne er lavere for et pensionistægtepar end for en enlig, når man foretager en sammenligning pr. individ. Forskellen i pensionssatserne må også ses i sammenhæng med, at man for de gifte pensionisters vedkommende hidtil har opfattet de sociale pensionsordninger som en form for familieforsikring, hvor ægtefællernes økonom­iske forhold har været betragtet under et med manden som forsørgeren.

Udviklingen i retning af større ligestilling for kvinderne har også medført, at ægtefæl­lerne i højere grad betragtes som økonomisk selvstændige personer. Når hver af ægtefæl­lerne har ydet deres bidrag i den aktive tid og indrettet sig herpå i et hertil svarende indtægts­niveau, kan det virke urimeligt, hvis der ved pensioneringen sker en særlig beskæring af pensionen til ægtepar.

Spørgsmålet om ens pension til gifte og enlige må også ses i sammenhæng med de ændringer, der for tiden sker i familiemønsteret i retning af øget vægt på andre samlivsformer end ægteskabet. Dette bevirker, at der efter­hånden kan komme en vis vilkårlighed med hensyn til, om der til en familie ydes beskårne pensioner eller to fulde pensioner. Udjævnin­gen foreslås gennemført således, at pensionen til samgifte pensionister forhøjes til den sats, der gælder for enlige.

Med hensyn til fritagelse for skat af sociale pensioner skal jeg gøre opmærksom på, at dette spørgsmål fortsat må indgå i overvejel­serne, men det er klart, at dette må ses i for­bindelse med en kommende skattereform, såle­des som også en eventuel skattefritagelse vil få indvirkning på spørgsmålet om ens pension til enlige og gifte.

Jeg mener, at der allerede i de her foreslåede punkter vil ligge nogle væsentlige forenklinger, men regeringen er parat til at overveje andre skridt i denne retning.

Pensionslovgivningen kritiseres ofte for at være uoverskuelig og vanskelig at administrere, og derfor må det være et mål i sig selv at søge lovgivningen forenklet. Der kan være grund til at overveje ændringer i reglerne om ægteskabs­tillæg og hustrutillæg. Ligeledes kan det være tiltrængt at foretage en forenkling af reglerne om indtægtsgrundlaget for beregning af ind­tægtsbestemt pension og af de fradragsfri beløb. Indtægtsgrundlaget har imidlertid så tæt forbindelse med skattelovgivningen, at forenk­linger kun kan foretages i sammenhæng med en fradragsreform.

I forbindelse med de allerede nævnte forslag til forbedringer af den gældende lovgivning mener vi, at der også er behov for at se på hele førtidspensionsområdet i sammenhæng, navn­lig invalidepensionsordningen, som nu har vir­ket i mere end 10 år, og jeg vil godt benytte lejligheden til at sige, at jeg agter at bede et ekspertudvalg om hurtigt at komme med en rapport om disse ting.

Som det andet led i pensionsreformen må der gennemføres mere langsigtede forbedrin­ger. Gennem en yderligere opsparing ønsker vi at skabe et bedre grundlag for på længere sigt at kunne yde nogle pensioner, som virkelig kan sikre, at der kun sker en mindre indtægtsned­gang ved overgangen fra den erhvervsaktive tid til pensioneringen. Samtidig må der gen­nemføres en højere grad af ligestilling på pensionsområdet.

Med hensyn til denne del af reformen ligger der i arbejdsgruppens rapport et meget omfat­tende materiale. Ud over model A, som jeg al­lerede har gjort rede for, har arbejdsgrup­pen her skitseret to modeller. Model B går ud på, at man bevarer de nuværende ensartede pensioner som grundpensioner, men som noget nyt sættes der en overbygning på i form af en ensartet tillægspension. Denne tillægspension skal hver enkelt så optjene ret til på grundlag af det antal år, man har været erhvervsaktiv. Optjeningsprincippet er med andre ord det samme princip, som allerede i dag bruges i ATP-ordningen.

I den tredje model, model C, skal de nuvæ­rende pensioner også fungere som grundpensi­oner, og der skal også her være tale om en overbygning i form af en tillægspension, men tillægspensionen skal i denne model være ind­tægtsafhængig. Den skal altså udgøre en be­stemt andel af den indtægt, man har haft som erhvervsaktiv. Det er denne model, man ofte hører omtalt som en almindelig tjenestemands­lignende pensionsordning.

Der er grund til at hæfte sig ved, at både model B og model C er beskrevet som model­ler, der alene angår en forbedring af alderspen­sionen, men denne begrænsning er naturligvis ikke ensbetydende med, at en tillægspensions­ordning ikke også kan komme til at omfatte in­validepension og pension til efterladt ægte­fælle. Her må man sigte imod fuld ligestilling mellem enker og enkemænd.

Model B har fået undertitlen "en ATP-lig­nende almindelig tillægspension". Som nævnt baseres den på et optjeningsprincip, således at den enkelte optjener pensionsrettigheder i de perioder, hvor han er erhvervsmæssigt beskæf­tiget. Optjeningsprincippet betyder, at tillægs­pensionen får samme størrelse for personer, der har haft samme antal beskæftigelsesperio­der. Indtægtens størrelse vil derimod ikke spille nogen rolle.

Den bygger således videre på principperne i ATP-ordningen og kommer derfor til at ligne denne ordning på mange punkter, men der er dog tale om en væsentlig forskel på visse punk­ter.

Med hensyn til personkredsen har arbejds­gruppen således forudsat, at model B skal være en obligatorisk ordning, der omfatter alle er­hvervsaktive, dvs. foruden de godt 2 mill. løn­modtagere omkring 300.000 selvstændige og 100.000 medhjælpende ægtefæller.

For så vidt angår den økonomiske ramme er det i rapporten forudsat, at den almindelige tillægspension skal finansieres dels ved et pro­centbidrag som det nuværende til pensionsfon­den, dels ved et kronebidrag på samme måde som det gældende ATP-bidrag.

Hvis procentbidraget sættes til 2 pct. af den skattepligtige indkomst, og hvis kronebidraget får samme størrelse som det nuværende ATP­-bidrag, vil den økonomiske belastning, som det enkelte medlem af ordningen får ved dennes start, blive den samme som i dag.

Med denne økonomiske ramme vil tillægs­pensionsordningen få tilført godt 3 gange så store bidrag som ATP-ordningen, men som modstykke hertil vil pensionerne også blive langt større end ATP-pensionen, der vil være på ca. 4.000 kr. om året, når ordningen er fuldt udbygget.

Rapportens beregninger viser, at tillægspen­sionen fra model B vil komme op på 2-3 gange ATP-pensionen, afhængigt af hvilken regule­ringsform man vælger for det faste bidrag og for selve tillægspensionsydelsen, men jeg vil godt understrege, at der her kun er tale om et beregningseksempel. Ved at betale større bi­drag til ordningen vil man naturligvis kunne nå op på endnu højere pensioner.

Når bidragsindbetalingerne udgør en fast procentdel af den skattepligtige indkomst og således følger indkomstudviklingen, vil det være muligt at give tillægspensionerne en vis værdifasthed i form af en automatisk pristals­regulering. Hvis også det faste bidrag reguleres i takt med indkomststigningerne i samfundet, vil en regulering herudover blive en mulighed. At det er nødvendigt med en vis værdisik­ring, illustreres tydeligt af udviklingen i størrel­sesforholdet mellem ATP-pensionen og folke­pensionen. Den beskedne regulering af ATP­-pensionen har langtfra været tilstrækkelig til at opretholde dens reelle værdi, og dette har jo ret ofte givet anledning til kritik af ATP-ord­ningen.

I den anden af de to tillægspensionsmodel­ler, model C, er tillægspensionen indtægtsaf­hængig. Det vil sige, at den udgør en bestemt del af den indtægt, man har haft som erhvervs­aktiv. Ved at benytte indkomstbortfaldsprin­cippet vil man i høj grad kunne afbøde den indtægtsnedgang, der indtræder ved overgan­gen fra fuld arbejdsindtægt til pensionsindtægt. Man vil her med god grund kunne tale om en form for efterløn. Samtidig åbnes der mulig­hed for at gennemføre en ordning, der kombi­nerer delpension med delvis arbejdsindtægt.

Den indtægtsafhængige tillægspension er bygget op omkring en række elementer. Ord­ningen kan derfor teknisk udformes på flere måder afhængigt af elementernes sammensæt­ning. For at illustrere valgmulighederne, der dog ydelsesmæssigt giver nogenlunde samme resultat, belyser rapporten 3 varianter af model C. Jeg skal ikke komme nærmere ind på disse varianter, men nøjes med at fremhæve grund­trækkene i en indtægtsafhængig pensionsord­ning.

Grundlaget er den pensionsgivende indtægt, hvortil man kun medregner forskellige former for erhvervsindtægt, hvorimod indtægter, som typisk bevares efter pensioneringen, f. eks. for­mueindtægter, ikke er pensionsgivende. På grundlag af hvert års pensionsgivende indtægt kan tillægspensionen til sidst beregnes som en vis procentdel af gennemsnittet for alle årene. Det er dog muligt, at man ved pensionsbereg­ningen ikke skal medregne alle årene, men f. eks. kun bruge de 15 eller 20 bedste år. Her­ved kan man tage hensyn til, at folk har noget svingende indtægter.

Det er også muligt, at man ikke ønsker at medregne den fulde indtægt, men i stedet fore­tager et fradrag for den del af indtægten, der ligger under grundpensionen. Det kan også tænkes, at man vil se helt bort fra indtægter over en bestemt maksimumsgrænse. Begrundel­sen for i givet fald at foretage disse fradrag skulle være, at grundpensionen giver 100 pct. dækning for indtægter under grundpensionen. Indtægter over grundpensionen får delvis dæk­ning gennem tillægspensionen, hvorimod der ikke gives nogen pensionsdækning for den ind­tægt, der ligger over maksimumsgrænsen. Man må antagelig også forudsætte, at de optjente pensionsrettigheder skal pris- og reallønregule­res.

Med hensyn til reguleringen af de aktuelle pensioner har man i rapporten forudsat, at der i hvert fald sker en pristalsregulering, som kan sikre pensionens købekraft. Om der skal ske en yderligere reallønregulering, må afhænge af en politisk-økonomisk vurdering.

Forudsætningen for at få ret til fuld tillægs­pension vil i princippet blive 40 års optjenings­tid, ligesom vi kender det for folkepensionen i dag. Men det er jo oplagt, at man må lave en overgangsordning, og her peger rapporten på en optjeningstid på 20 år i opbygningsperio­den.

Det er i rapporten en vigtig forudsætning, at ordningen skal hvile i sig selv uden tilskud fra det offentlige. Det skal med andre ord være en bidragsfinansieret ordning. Bidragsbetalingen kan tilrettelægges således, at bidraget til løn­modtagerne fuldt ud betales af arbejdsgiverne, men der er også peget på andre muligheder, der kan overvejes, enten at bidraget deles mel­lem parterne, eller at lønmodtageren betaler bidraget.

Spørgsmålet om tillægspensionens størrelse hænger sammen med spørgsmålet om dæk­ningsgraden for den samlede pension, det vil sige hvor stor en del både grundpension og til­lægspension dækker af den tidligere indtægt.

Da dækningsgradens størrelse i høj grad af­hænger af en politisk vurdering, har arbejds­gruppen måttet vælge nogle tænkte dæknings­grader af hensyn til de økonomiske beregnin­ger. Gruppen har som udgangspunkt valgt et eksempel, hvor dækningsgraderne stort set sva­rer til de dækningsgrader, der i dag gælder for tjenestemandspensionerne inklusive folkepen­sion. For at understrege, at det alene er et eksempel, har arbejdsgruppen også foretaget et sæt beregninger, hvor dækningsgraderne ligger 10 pct. lavere end tjenestemandspensionerne. Jeg skal give et beregningseksempel fra rap­porten.

Ser man på et ægtepar med en indtægt på 90.000 kr., giver tjenestemandspensionen en dækningsgrad på 83. Ægteparret får med andre ord en disponibel pension, der udgør 83 pct. af deres tidligere disponible indtægt. For en enlig med samme indtægt, altså 90.000 kr., er dæk­ningsgraden 86.

Overfører man dette til en almindelig til­lægspensionsordning, og går man i øvrigt ud fra, at ordningen vil blive opbygget efter svensk eller norsk mønster, vil ægteparret få den samme dækningsgrad, nemlig 83 pct., hvis der ud over folkepensionen ydes en tillægspen­sion på 44 pct. af den pensionsgivende indtægt. Omregnes procenterne til kroner, og bruger vi pensionssatserne fra den 1. april 1976, vil der være tale om en bruttopension på i alt 64.700 kr., fordelt med 33.600 kr. i grundpension og 31.100 kr. i tillægspension. I det valgte eksem­pel vil en tillægspensionsprocent på 44 give den enlige en lidt lavere dækningsgrad end tjeneste­mandspensionen, men denne afvigelse hænger til dels sammen med arbejdsgruppens beregningstekniske forudsætninger om grundpensio­nens størrelse.

Spørgsmålet er herefter, hvad det vil koste at nå op på en sådan dækningsgrad[.] Det årlige bidrag til ordningen skal ikke op på fuld stør­relse med det samme; det skal tværtimod vokse over en lang årrække. Arbejdsgruppen har be­regnet, at et årligt bidrag på lidt over 3 pct. af den pensionsgivende indtægt vil give personer med mellemindkomster næsten samme økonomiske belastning som de nuværende bidrag til henholdsvis pensionsfonden og ATP-fonden. Det vil så afhænge af bidragets stigningstakt og af reguleringsformen for tillægspensionen, hvornår man når den endelige bidragsprocent, og hvilken procent man kommer til at slutte på.

I det beregningseksempel, jeg omtalte før, vil det endelige bidrag blive 11,3 pct., og det når man først år 2012. Der er her forudsat en årlig stigning i bidraget på 1/4 pct. og desuden, at tillægspensionen både pris- og reallønregu­leres. Hvis der kun bliver tale om en pristalsre­gulering, vil man med samme stigningstakt få et endeligt bidrag på 8 pct.

Spørgsmålet om en fondsopsamling er af central betydning ved en tillægspensionsord­ning, det gælder både ved ensartede og ved indtægtsafhængige tillægspensioner. Arbejds­gruppens rapport indeholder også nogle bereg­ninger over, hvilken fondsopsamling der kan komme på tale ved de to tillægspensionsmodel­ler. Jeg vil imidlertid gerne understrege, at man ved model C har betydelig valgfrihed med hensyn til at bestemme fondens størrelse, og det er derfor langtfra givet, at man skal nå op på de størrelser, der er vist i rapporten.

Af tekniske grunde vil det være nødvendigt med en vis fondsopsamling, der kan udligne svingninger i pensionsudgifterne som følge af befolkningsudviklingen. Desuden vil det være hensigtsmæssigt, hvis en del af pensionsudgif­terne kan finansieres ved fondens renteafkast og ikke udelukkende ved de årlige bidragsind­betalinger.

Endelig må det tillægges væsentlig betyd­ning, at man ved en fond kan sikre en fortsat og stabil opsparing i samfundet. Jeg kan i denne forbindelse minde om, at der allerede i 1970, da pensionsfonden blev oprettet, blev lagt meget stor vægt på dette opsparingsmoment. For regeringen at se har udviklingen siden da understreget betydningen heraf.

Ved fastsættelse af reglerne om fondens be­styrelse og placeringspolitik må det sikres, at fonden bliver til størst mulig gavn for produk­tion og beskæftigelse. Større investeringer vil bidrage til en hurtigere økonomisk vækst og derved styrke grundlaget for de kommende pensionsudbetalinger.

I forbindelse med overvejelser om reformen på lang sigt og også på kort sigt vil jeg gerne understrege, at det er socialdemokratiets opfat­telse, at der bør skabes ensartede pensionsfor­hold for hele befolkningen. Det er et spørgs­mål, vi må vende tilbage til, når rammerne for den langsigtede reform lægges.

Jeg vil gerne slutte min redegørelse med på ny at fremhæve, at regeringen ikke på forhånd har taget stilling til den langsigtede reform på pensionsområdet og ej heller har lagt sig ende­ligt fast på de mere kortsigtede løsninger, som jeg har beskrevet her i dag. Tværtimod har det været regeringens ønske allerede på nuværende tidspunkt gennem arbejdsgruppens rapport at fremlægge et fyldestgørende materiale, som inden udarbejdelse af lovforslag kan danne grundlag for en meningsfyldt debat om de vig­tige pensionsproblemer. Regeringens stilling­tagen til de mere konkrete løsninger vil fremkomme i de lovforslag, som regeringen vil fremsætte til efteråret. Denne debat må ske ikke alene her i folketinget, men også i befolk­ningen, i massemedierne og i faglige forenin­ger og organisationer, ja, alle steder, hvor man interesserer sig for en langtidsplanlægning af dette betydningsfulde samfundsanliggende. Det drejer sig jo om betydelige indkomstoverførs­ler, der skal skabe eksistensgrundlaget for pen­sionisterne, der udgør op imod 1/6 af befolk­ningen.



Ordforklaringer m.m.

[1] Eva Gredal (1927-1995): socialdemokratisk socialminister 1971-73 og 1975-78. Medlem af Folketinget 1971-1975 og 1977-1979, medlem af Europa-Parlamentet 1979-1989.

[2] Arbejdsmarkedets Tillægspension: obligatorisk pensionsordning. Ordningen blev vedtaget ved lov i 1964 og har siden fungeret som en selvstændig og selvejende institution. Alle lønmodtagere betaler bidrag til ordningen, der således dækker en stor del af den danske befolkning. 

[3] ATP: forkortelse for Arbejdsmarkedets Tillægspension

[4] Indekskontrakt: i årene 1957-1971 kunne privatpersoner købe såkaldte indekskontrakter, der blev pristalsreguleret.  Ordningen blev indført som statsstøtte til personlig pensionsopsparing, idet man ønskede at stimulere den private opsparing. Indekskontrakterne medførte dog store uforudsete statslige udgifter, og de kunne derfor ikke længere oprettes efter 1971.

[5] Den Sociale Pensionsfond blev oprettet ved lov i 1970, hvor der blev indført et særligt pensionsbidrag på 1 % af alle indkomster. Pensionsbidraget – og dermed indbetalingerne til fonden – ophørte i 1982. Fondens midler har siden været anvendt til finansiering af pensionsforbedringer.

Om kilden

Dateret
13.05.1977
Oprindelse
Folketingstidende 1976-77, 2. samling, sp. 4378 -4391
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. februar 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om kilden

Dateret
13.05.1977
Oprindelse
Folketingstidende 1976-77, 2. samling, sp. 4378 -4391
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. februar 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk