Eva Gredal, 1927-1995

Artikler

Eva Gredal var socialdemokratisk socialminister 1971-73 og 1975-78. Hun voksede op under fattige kår, hvilket gav hende et stærkt socialpolitisk engagement, og hun huskes især for sit arbejde for at forbedre velfærdsstatens sociale sikkerhedsnet. Eva Gredal fik bl.a. gennemført en omfattende dagpengereform og lagde grunden til en ny social bistandslovgivning. Gredal var desuden aktiv i ligestillingsarbejde og EF-politik.

Opvækst og uddannelse

Eva Gredal (født Wilhelmsson) blev født i 1927 i Nørresundby i en familie af små kår. Hendes mor var oldfrue, og hendes far var konditorsvend. Faren var ofte syg og arbejdsløs, og familien var derfor indimellem afhængig af socialhjælp, der på det tidspunkt var både utilstrækkelig og nedværdigende.

Trods disse omstændigheder fik Eva Gredal både realeksamen i 1943 og studentereksamen i 1947. Hun læste derefter på Københavns Universitet, men afbrød i 1949 studierne for at indgå ægteskab med Kaj Otto Gredal (1925-1992) i 1949. I stedet læste hun til socialrådgiver og blev færdiguddannet i 1954.

Gredal blev en prominent person inden for det socialpolitiske felt, allerede før hun blev politisk aktiv. Hun var således formand for Dansk Socialrådgiverforening 1959-67 og næstformand i Landsforeningen for Mentalhygiejne 1967-71.

 

  

Portrætfoto af Eva Gredal. Fra Folketingets Bibliotek.  

 

Socialminister 1971-73 og 1975-78

Eva Gredal opstillede første gang til Folketinget for Socialdemokratiet i 1968, men blev dog først valgt ind i 1971. Derfra gik det hurtigt fremad med den politiske karriere. Den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag (1914-78) gjorde hende nemlig til socialminister med det samme, trods hendes manglende erfaring med folketingsarbejde. Hvad hun manglede på dét punkt, kompenserede hun til gengæld for ved sin kombination af uddannelse, praktisk og organisatorisk erfaring, og ikke mindst et stort socialt engagement, som ifølge hende selv var et udslag af hendes opvækst.

Gredal fortsatte som socialminister i Anker Jørgensens regeringer 1972-73 og igen 1975-78, men da Socialdemokratiet dannede regering med Venstre i 1978, måtte hun overlade posten til partikammeraten Erling Jensen (1919-2000).

 

  

Ministeriet Anker Jørgensen I samlet i Statsministeriet den 6. oktober 1972. Fra venstre ses arbejdsminister Erling Dinesen, minister for offentlige arbejder og forureningsbekæmpelse Jens Kampmann, udenrigsøkonomiminister Ivar Nørgaard, handelsminister Erling Jensen og økonomi- og budgetminister Per Hækkerup. Bag Hækkerup kan man lige ane indenrigsminister Egon Jensen og kirkeminister Dorte Bennedsen, og dernæst ses udenrigsminister K.B. Andersen, finansminister Henry Grünbaum, boligminister Helge Nielsen, statsminister Anker Jørgensen, grønlandsminister Knud Hertling, fiskeriminister Christian Thomsen, socialminister Eva Gredal, forsvarsminister Kjeld Olesen, justitsminister K. Axel Nielsen, kulturminister Niels Matthiasen, landbrugsminister Ib Frederiksen og yderst til højre undervisningsminister Knud Heinesen. Foto: Allan Moe, Nordfoto/Scanpix

 

Dagpengereform og bistandslovgivning

Eva Gredals hovedudfordringer i hendes ministerperioder var på den ene side at forbedre det sociale sikkerhedsnet, og på den anden side at administrere det udgiftstunge socialområde i 1970’ernes økonomiske krisetider.

Gredal er især husket for et stærkt forhandlingstalent, som hun bl.a. fik demonstreret, da det lykkedes hende at få en sygedagpengereform igennem i 1972. Den indeholdt mange sociale fremskridt, bl.a. at ydelser skulle gives efter samme regler, uanset om der var tale om dækning af indtægtstab ved sygdom eller fødsel, samt at lønmodtagere og selvstændige blev sidestillet over for det offentlige med hensyn til at modtage sygedagpenge, dvs. efter 5. sygeuge. Fremskridtet for lønmodtagerne lå endvidere i, at de såkaldte karensdage blev afskaffet, så man fik dagpenge fra første sygedag. Derimod betød reformen en merudgift for arbejdsgiverne, som skulle dække de fleste af udgifterne ved afskaffelsen af de seks eksisterende karensdage med den konsekvens, at det fremover påhvilede arbejdsgiverne at betale sygedagpenge i de første fulde fem uger.  

Eva Gredals største politiske bedrift var dog Loven om social bistand. Hun nåede ikke at få vedtaget loven, inden regeringsmagten skiftede i 1973, men hendes efterfølger i Venstre-regeringen Jakob Sørensen (1915-1990) fremsatte lovforslaget i stort set uændret form i 1974. Ved tredjebehandlingen blev den samlede lov vedtaget med 80 stemmer for (Socialdemokratiet, Venstre og Radikale Venstre) og 39 imod. Konservative, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti undlod at stemme, fordi de - med forskellige accentueringer - ikke fandt, at de økonomiske konsekvenser af lovforslaget stod stærkt nok belyst, mens nej-stemmerne kom fra Danmarks Kommunistiske Parti, SF og Fremskridtspartiet. Det lykkedes dog for et flertal uden om Socialdemokratiet og Venstre at skabe flertal for, at loven først skulle træde i kraft i 1976.

Principperne i bistandsloven sigtede på at lægge en helhedsbetragtning på den enkelte klients, subsidiært families behov. Derfor blev bistandsloven bygget op om behovsstyret hjælp snarere end retsbaseret hjælp. På den måde kunne hjælpen og dens omfang bedre individualiseres og målrettes. Den overordnede hensigt var at forebygge og revalidere, hvilket både var en social gevinst for borgeren og en samfundsøkonomisk gevinst for staten, idet forventningen var, at dette ville mindske behovet for at placere borgere på varig forsørgelse

 

 

Socialminister Eva Gredal var uddannet socialrådgiver. Hun var socialminister 1971-73 og 1975-78. Hun lagde fundamentet til Bistandsloven (vedtaget 1974), der var baseret på et princip om at tildele bistand ud fra en individuel vurdering af klientens behov. Den afspejlede også en opfattelse af, at velfærdsstatens sikkerhedsnet skulle kunne komme alle borgere til gode. Fra midten af 1970’erne blev det i stigende grad hendes lod at foretage besparelser på det sociale område. Her ses hun i 1978 redegøre for ’den lille pensionsreform’.  Foto: Jørgen Ambroos. Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

 

Ligestilling mellem kønnene

Gredals andet store engagement lå i ligestillingsarbejdet. Hun var medlem af Dansk Kvindesamfund i mange år og organisationens næstformand 1957-58. Gredal var også leder af den danske delegation til FN’s kvindekonference i Mexico 1975.

Hun var dog ofte på kant med den nye kvindebevægelse (rødstrømpebevægelsen), blandt andet i forbindelse med den såkaldte ’dyneløfterparagraf’ fra 1974, der gav myndighederne mulighed for at kontrollere, om enlige mødre reelt var uden en samlevende partner og dermed fortsat berettigede til ekstra børnetilskud fra staten.

 

Medlem af Europaparlamentet 1979-89

Eva Gredal tilhørte Socialdemokratiets EF-tilhængerfløj. Hun var medlem af Europarlamentet i en tiårig periode fra 1979 til 1989.  Også her kom hun på kant med mange EF-kritiske kvinder, der så medlemskabet som et tilbageskridt for ligestillingen. Dette var dog langt fra Gredals opfattelse, idet hun med rette pegede på, at EF havde betydet meget for at sætte ligeløns- og ligebehandlingsspørgsmålet på den politiske dagsorden også i Danmark.

Efter at være trådt ud af Europaparlamentet var Gredal aktiv i Europabevægelsen og formand for denne i 1990-92. Hun blev ligeledes direktør for Mentalhygiejnisk Forening for Børn og Unge i 1990.

 

Eva Gredal døde i 1995.

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Thorsten Borring Olesen
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
20. november 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Kaarsted, Tage: De danske ministerier 1953-1972

Olesen, Thorsten Borring og Olesen, Niels Wium: De Danske Ministerier bd. 5, 2017

Christensen, Ann-Dorte: Eva Gredal i KVINFOs Kvindebiografiske leksikon, KVINFO. 25.3.2017

Harding, Merete og Dybdahl, Vagn: Eva Gredal i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1977-84 [denstoredanske.dk]

Skou, Kaare R.: Dansk politik A-Å 2007

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Thorsten Borring Olesen
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
20. november 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Kaarsted, Tage: De danske ministerier 1953-1972

Olesen, Thorsten Borring og Olesen, Niels Wium: De Danske Ministerier bd. 5, 2017

Christensen, Ann-Dorte: Eva Gredal i KVINFOs Kvindebiografiske leksikon, KVINFO. 25.3.2017

Harding, Merete og Dybdahl, Vagn: Eva Gredal i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1977-84 [denstoredanske.dk]

Skou, Kaare R.: Dansk politik A-Å 2007

Udgiver
danmarkshistorien.dk