"Et Samfundsspørgsmaal", i Folkets Avis 24. maj 1880

Kilder

Kildeintroduktion:

I 1800-tallets sidste årtier stredes de såkaldte reglementarister og abolitionister om den reglementerede prostitution. Den reglementerede prostitution var et lovhjemlet kontrolsystem, som skulle sikre, at prostituerede kvinder ikke spredte venerisk smitte, det vil sige farlige og svært helbredelige kønssygdomme som syfilis og gonorré. Systemet fungerede i årene 1874-1906 og gav blandt andet politiet mulighed for at tvangsindskrive kvinder som ’offentlige fruentimmere’ og underkaste dem tvangsundersøgelser for kønssygdomme. Kilden her er et læserbrev fra den konservative Folkets Avis, den 24. maj 1880. I læserbrevet skriver en anonym ’ældre Kvinde’ om et møde om den reglementerede prostitution, som har fundet sted i Medicinsk Selskab få måneder tidligere. I sin kommentar udviser kvinden stærk sympati med Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed, der var en abolitionistisk fortaler for afskaffelse af den reglementerede prostitution. Hun benytter en række abolitionistiske kerneargumenter i sin kritik af kontrolsystemet.

Mens reglementaristerne forsvarede den reglementerede prostitution som et nødvendigt samfundsonde, hævdede abolitionisterne, at den reglementerede prostitution var ineffektiv, fremmede usædeligheden og krænkede kvinders samfundsstilling samt grundlovgivne frihedsrettigheder. De påpegede, at den veneriske smitte kun kunne standses gennem statens fremme af et sædeligt og kristent liv, ikke gennem en ordning af selve prostitutionsvæsnet. På sigt var disse argumenter med til at afskaffe den reglementerede prostitution i 1906.

Flere private foreninger med et kristeligt udgangspunkt arbejdede for abolitionisternes sag. Den vigtigste forening var Forening imod Lovbeskyttelse for Usædelighed, stiftet i København i 1879. Foreningen talte både mænd og kvinder, hvilket vakte stor forargelse i samtiden. Man mente ikke, at pæne borgerlige kvinder burde beskæftige sig med et så usædeligt emne som prostitutionen. 

Et Samfundsspørgsmål

Af

en ældre Kvinde

Ved et Lægemøde, som afholdtes i meidinsk Selskab den 16de Marts, og hvori Spørgsmaalet om den legaliserede Prostitution var under Debat, have nogle kjøbenhavnske Læger, (75) deriblandt Mænd, der ellers ansees for Autoriteter, givet den erklæring, at det System, Staten i saa Hensende hævder, i sit Princip er hensigtsmæssigt, retfærdigt og humant. Denne korte Erklæring, uden nogensomhelst Motivering, kun efterfulgt af en ligesaa kort afvisende Bemærkning, om Mangel paa Sagkundskab til ”Foreningen mod Lovbeskyttelse for Usædelighed”, paa hvis Vegne Lægerne Giersing og Mourier[1] vare mødte, er ikke meget oplysende for Publikum i en Sag, der for Tiden vinder mere og mere Interesse, fordi det erkjendes, at Spørgsmaalet er af gjennemgribende Betydning for Samfundet. Det nytter ikke d’Hrr. Læger at afvise Modstanderne af den legaliserede Prostitution dermed, at de ingen Sagkundskab have. Sagen har to Sider, en hygieinisk og en moralsk. Enhver der ærer Guds Lov og hævder det sjette Bud[2]; enhver der sætter Sjælens Sundhed høiere end Legemets, er berettiget til at danne sig en personlig Mening derom, og efterdi ethvert Individ er et Led af Samfundskjæden, ogsaa berettiget til, at gjøre Indsigelse derimod. Allerede det Faktum, at kun omtrent Halvparten af de ved Mødet forsamlede Læger have sluttet sig til den givne Erklæring, viser, at selv blandt dem, der have hygieinisk Dannelse, findes der ligesaa mange, der tvivle om som tro paa Systemets Uangribelighed. Et gammelt Ordsprog siger, man kan ogsaa kjøbe Guld for dyrt. Lægerne have ved det nævnte System sat Alting ind paa at bekæmpe de smittende Sygdomme, som følge med Utugten; hvorimod dets Modstandere mene, at de Midler, der benyttes og som desuden kun yde utilstrækkelig Beskyttelse mod Sygdommene, ere af en saadan Beskaffenhed, at de medføre Tilstande, der ere moralsk nedbrydende for Samfundet. Der er i den Maade, hvorpaa de Bestræbelser ere realiserede, som have sat sig til Maal at bekæmpe de veneriske Sygdomme, - Misbrugets og Overtrædelsens velfortjente Straf, - noget baade Usundt og Fornuftsstridigt. Grunden hertil er en Forvexling af Aarsag og Virkning, eller en Omgaaen af Aarsagen. Dersom Usædelighed havde sin Rod i Sygdommen, - ja, da maatte for enhver Pris Sygdommen bekæmpes, thi Usædeligheden vilde forsvinde med den; men Sygdommen har sin Rod i Usædelighed, og dog er det saa langt fra at man modarbeider denne, at man tvertimod lægger alt tilrette og baner Vei for den, for derved saa meget desto lettere at faa Sygdommen under Behandling. Men Følgen heraf bliver, at idet man søger at raade Bod paa det fysiske Onde, breder Utugten sig bestandig mere og gjør derved saamegen desto større Fortræd saavel fysisk som moralsk. Der kan saaledes paa dette Punkt reises en Stærk Tvivl om Systemets Hensigtsmæssighed; men ikke mindre angribeligt er det næste Punkt i Lægernes Erklæring, at Systemet i sit Princip er retfærdigt. Modstanderne have jo netop gjort den Beskyldning derimod, at det er uretfærdigt. Og hvad skal man kalde det, at utugtige Individer af det ene Kjøn paa voldelig og vilkaarlig Maade straffes og nedværdiges uden og Lov og Dom, medens alt lægges tilrette for utugtige Individer af det andet Kjøn med Hensyn til deres Lasters Bekvemmelighed; at det ene Kjøn tvinges og hensynsløs berøves sin personlige Frihed for ikke at meddele Smitten, medens det andet Kjøn fuldkommen frit udbreder den hvorsomhelst. Jeg veed, man pleier dertil at svare, at Mændene ikke ville taale, hvad man tvinger Kvinderne til. Nu vel; men saa gjælder den Stærkeres Ret, og Systemet skal i Sandhedens Navn kaldes uretfærdigt. Som der i Naturen raader en ubrydelig Fornuftighedslov igjennem det Skabtes mekaniske Liv, saaledes gaaer der gjennem Menneskelivet, - som dets Gjerningers Følge, -  en ubrydelig Retfærdighedslov. Det er med inderlig Bedrøvelse og halvt med Gru man seer af et Citat i det i April udkomne Maanedsblad, hvorledes en Autoritet ved det nævnte Systems Indførelse her i Landet, i en human og sandhedskjærlig Udtalelse, gjør Undskyldning for dets Raahed og Uretfærdighed, og at nu den samme Autoritet erklærer det samme System i sit Princip at være retfærdigt og humant. Det er, som klæber en Forbandelse derved; som maatte selv den Bedste, der giver sig det i Vold, forhærdes mod Følelse og Samvittighed. Lægerne have endvidere erklæret, at Systemet er humant; men humant kan kun det System kaldes, som arbeider hen til Menneskers sande Vel. Ved det lovlige Stempel, Staten sætter paa Bordellet, og den værnende Haand, Politiet holder derover, vil det Liv, som der uhindret føres, bestandigt drives videre i raa Sandselighed, og den Lære, at Lysten ikke behøver at beherskes, altid vinde mere Indgang i den mandlige Slægt. Det er til disse Huler Fattigfolks unge Døtre føres, naar de tvende Gange af Polititiet ere trufne paa usædelige Veie. Unge Piger fra 15-16 Aars Alderen, som langt fra ere voxede fra Forældrenes Tugtelse, indskrives til offentlige Skjøger. Det uvante materielle Velvære, de omgives af, den hensynsfulde Opvartning og Pleie, man i nogle af disse første Klasses Huse yder dem, de smukke Klæder og den Pynt, de efter Behag kunne anlægge, lokker og frister dem og lader dem glemme den, i mange Tilfælde kun svage, naturlige Pligtfølelse, de have medbragt fra daarlige Hjem.  Lediggang og Dovenskab finde her et Asyl, hvori de unge Børn blive mere og mere uskikkede til alvorligt Arbeide. Af ældre, erfarne Skjøger oplæres de i Frækhed og Skamløshed og gives saaledes hen til rige Vellystninge og raa sandselige Mænd; hvorefter de da, i de fleste Tilfælde, synke ned i aandelig og materiel Nød og Elendighed. Et Princip, der fører til slige Resultater, kan ikke forsvares, selv om man forskandser det bag Sundhedshensynet; men endnu mindre kan det kaldes humant. At der overhovedet gives dem, der ville indlade sig paa at forsvare det, kan man kun forstaa, naar man veed, at disse Forsvarere selv have indført Systemet, eller bidraget til, at det blev indført, og at de dengang, tiltrods for at de erkjendte dets Uhæderlighed, dog have troet paa dets praktiske Nytte. Man kan tænke sig, at Systemet muligvis til en Tid virkelig kan have gjort Gavn, saavel fysisk som moralsk, thi det er høist sandsynligt, at usædelige Individer af Kvindekjønnet have ladet sig imponere af det ny og uvante og ere blevne skræmmede ved Politimyndighedernes energiske Indgriben.  Men dette er et længst tilbagelagt Stadium. Befolkningen har for længe siden gjort sig fortrolig med de bestaaende Tilstande, og det er, som ovenfor sagt, netop Lovens store Fare, at den ikke alene giver Anledning til en ond, fristende Magt over unge Børn, men at den tillige, idet den paatrykker Skjændselen et Stempel af Lovlighed og Orden, dysser selv den ældre Del af lettroende, ofte svagt moralsk udviklede Befolkning i Ro.  Man har ikke sjelden Eksempel paa, at Forældre selv opmuntre deres Børn til at fortsætte deres usædelige Levevis; ligesom det ofte er Tilfældet, at Skjøger i al Venskabelighed besøge deres Forældre. Ja, man kan endog erfare, at den Lære vinder Indgang i den lave kvindelige Befolkning, at ikke den sædelige Villie, men Naturdriften bør adlydes for Sundhedens Skyld. Denne sædelige Indifferentisme tager mere og mere til som Følge af de bestaaende Forhold. De tvende Læger, Giersing og Mourier, have derfor ogsaa ved det ovennævnte Møde foreslaaet, at afskaffe det nuværende Beskyttelsessystem og sætte et andet i Stedet, hvori Hovedvægten lægges paa at modarbeide Usædelighed. En saadan Utugtslov, som ikke tillod, at at der fremtidig meddeltes Bevilling Utugtserhverv, og som ved forskjellige skjærpede Bestemmelser virkede hen til at gjøre sligt Erhverv saa vanskeligt og ubehageligt som muligt, vilde klare Befolkningens Begreber, styrke dens sædelige Følelse samt støtte Privates menneskekjærlige Bestræbelser i samme Retning, ja, vel endog muliggjøre Samarbeide mellem offentlig og privat Virken hen til det fælles Maal. Opgaven er stor og vanskelig, men bør ikke derfor opgives eller affærdiges paa den bekvemmeste Maade. Der paahviler den offentlig ordnende Magt Forpligtelse til at beskytte Samfundet mod en moralsk Kræftskade, som vel ikke kan udryddes, men hvis Raaderum ved et Undertrykkelsessystem, ved at bekæmpes fra Roden bør indskrænkes saa vidt muligt. Man undrer sig undertiden over, at tiltrods for de mangeartede Fremskridt, der ske i Tiden, uagtet stigende Oplysning og tiltagende menneskekjærlige Handlinger, gaaer det dog tilbage med vore tvende vigtigste Livsfaktorer, Sædeligheden og Christendommen. Lad os kun søge en af Grundene hertil, der hvor den sikkert findes, nemlig i den Forvrængelse af en retskaffen Samfundslov, hvorved vi i vor Midte bygge paa en hedensk Verden i sin styggeste Skikkelse; en Verden, der bestandig udvider sit Omraade og som i sit Princip er Aands- og Troeslivets dødelige Fjende. Fra Frankrig er denne Usædelighedsrod omplantet i vor danske Jordbund. Man er der kommen saavidt i Frækhed og Skamløshed, at en af de mest læste Romanforfattere vælger sine heltinder blandt Skjøger[3]. Rimeligvis vil Frugten i vort kjølige Klima modnes langsommere end der. Men skulle vi vente derpaa? Ere vore dyrebareste Klenodier i Fare, skulle vi da slaa os til Ro og ikke sætte Alt ind paa at frelse dem? Overgangstiden vil muligvis ikke blive let; men lad os huske paa, jo længere vi vente, jo værre bliver den.



Ordforklaringer m.m.

[1] Frederik Ferdinand Mourier(1804-1896) og Ove Malling Giersing (1813-1901) var to læger, der argumenterede for det reglementerede prostitutions afskaffelse.

[2] Det sjette bud: ”Du må ikke bryde ægteskabet.”

[3] Her er der formentlig tale om Émile Zolas roman Nana, der handler om den unge kvinde Nanas vej fra gadeprostitueret til prostitueret på fine natklubber. Bogen udkom i februar i 1880 i Frankrig og var med det samme en stor succes. Bogen fik også omtale i danske aviser i marts 1880.