"Estrid Balslev, medlem af DK og organiseret kommunist, synes ikke at tværpolitisk kvindesag er tidsspilde", læserbrev i Kvinden og Samfundet september 1974

Kilder

Kildeintroduktion:

I dette læserbrev, bragt i Kvinden og Samfundet i september 1974, knytter Estrid Balslev en kommentar til et interview i juli-augustudgivelsen af tidsskriftet, hvor et tidligere medlem af Dansk Kvindesamfund havde rettet kritik imod, at organisationen arbejdede tværpolitisk. For mens flere af 1970'ernes nye kvindegrupper politisk var tilknyttet den yderste venstrefløj, forholdt Dansk Kvindesamfund, oprettet i 1871, sig partipolitisk neutral. Estrid Balslev (1936-2011) argumenterer i læserbrevet for, at ligestillingskampen igennem tværpolitiske organisationer som Dansk Kvindesamfund nytter og er vigtig. Balslev pointerer, at kvinder selv i socialistiske lande blev fastholdt i traditionelle kønsroller. Og idet kvindekampens udgangspunkt, det mandsdominerede samfund, var tværpolitisk, måtte ligestillingssagen også være det.

Fra slutningen af 1960'erne gjorde forskellige grupper af kvinder i stigende omfang oprør mod den traditionelle kvindeopfattelse, og således blev 1970'erne og 1980'erne en periode præget af debatter om kønsroller og ligestilling. Antallet såvel som arten af kønspolitiske initiativer og bevægelser steg, og Dansk Kvindesamfund havde svært ved at finde sit ståsted i det nye miljø. Som konsekvens heraf faldt organisationens medlemstal.

Estrid Balslev, uddannet cand.mag. i engelsk og tysk, var - udover at være gymnasielærer, fagbladsredaktør og forfatter - igennem det meste af livet aktiv på den politiske venstrefløj, hvor hun blandt andet stillede op til Folketinget for først Danmarks Kommunistiske Parti og siden Enhedslisten, samt en markant stemme i kvindebevægelsen.

Kvinden og Samfundet er siden tidsskriftets oprettelse i 1885 blevet udgivet af Dansk Kvindesamfund for at oplyse og skabe debat om kvinders stilling i Danmark.     

 

Estrid Balslevs læserbrev udkom i Dansk Kvindesamfunds tidskrift Kvinden og Samfundet i september 1974. Fra: Dansk Kvindesamfund

 

Estrid Balslev, medlem af DK[1] og organiseret kommunist, synes ikke at tværpolitisk kvindesag er tidsspilde

I nr. 7/8 af Kvinden og Samfundet bringes L.N.s[2] begrundelse for, at hun har meldt sig ud af DK. Da sagen har principiel interesse for kvindesagen som helhed, mener jeg ikke at Jacob Rue-interviewet bør stå ukommenteret. Hvorom altid er, skal jeg hermed søge at imødegå de fremførte synspunkter.

L.N.s opfattelse kan kort resumeres i følgende præmisser med deraf følgende konklusion:

(1) Kvindepolitik og klassepolitik kan ikke adskilles.

(2) Kun socialismen kan garantere kvinderne reel ligestilling.

(3) Arbejderkvinderne eksisterer slet ikke i DKs forestillingsverden.

Ergo.

(4) Tværpolitisk kvindesag er tidsspilde, man bør melde sig ind i en klar politisk gruppering og ud af DK, der er tværpolitisk.


KVINDEPOLITIK OG KLASSEPOLITIK

Det turde være helt indlysende, at kvindepolitik og klassepolitik falder sammen i et omfang, så at her finder automatisk sammenkædning sted på adskillige områder. Og vel at mærke meget væsentlige områder. Her behøver man blot at tænke på de kvindelige arbejderes kamp for ligeløn. Denne kamp er klart kvindesaglig, og DK HAR ALTID STÅET PÅ ARBEJDERSKERNES SIDE I DENNE KAMP. Herom mere under pkt. 3. Her er selvsagt tillige tale om klassekamp, idet den må føres på arbejdsmarkedet. Objektivt er det i alle arbejderskers interesse, at der udbetales lige løn for lige arbejde, sådan at forstå, at kvinder ikke bør oppebære ringere løn end mænd for samme arbejde. Problemet er et lavtlønsproblem. Objektivt set, altså målt i kroner og øre, er et sådant princip ikke i arbejdsgiverinteresse. Men dette forhindrer ikke at progressive arbejdsgivere, herunder kvindesagligt engagerede, går ind for ligeløn. Spørgsmålet er så blot, hvor stor en andel af den samlede klasse af arbejdsgivere der har sindelag og råd til at støtte ligelønstanken i praksis. Jeg vil imidlertid tro, at her er tale om en ringe andel. Herfor taler den kendsgerning, at den ligeløn, der nu på papiret er indført, i praksis udsættes for de sælsomste fortolkninger mange steder[3].

KAN KUN SOCIALISMEN GARANTERE KVINDERNE REEL LIGESTILLING?

Det er straks mere kompliceret. Ud fra ovenstående vil man sikkert forstå, at jeg ikke tror, at kvinderne under vort økonomisk-politiske system kan tilsikres reel ligestilling i praksis. Men heraf følger egentlig ikke, at socialismen automatisk vil kunne garantere kvinder og mænd reel ligestilling. For HVAD ER REEL LIGESTILLING? Det er hævet over enhver tvivl, at socialismen tilsikrer lige løn for lige arbejde, idet dette er bevisligt. I de socialistiske lande har fagforbundene en magt, der slet ikke kan sammenlignes med, hvad der er tilfældet herhjemme. På områder, hvor fagforbundene gør deres indflydelse gældende i de socialistiske lande, er linjen helt klar. Og det er naturligvis områder, der i henseende til kvindens stilling er ganske centrale. Jeg tænker ikke blot på lønninger, men også på sundhedsspørgsmål og spørgsmål vedrørende børneinstitutioner. Her er socialisterne adskillige bådslængder forud for os. Man tolererer ikke tilstande med 20% børnehavedækning og skyhøje forældrebidrag for børneinstitutionspladser. Vender vi os til fx DDR[4], ser vi, at børnehaverne sorterer under undervisningsministeriet, ikke socialministeriet.

Derimod kan det undre skandinaver, at forståelsen af hjemmets anliggender i socialistiske lande anses for kvindernes gebet. Her ville vi nok tale om kønsroller, der godt kunne tåle en omgang nedbrydning. Men det er også lidet troligt, at opfattelsen af kvinden som "familiens sjæl" hænger automatisk sammen med socialisme. Dersom vi tænker os, at vi havde socialistiske tilstande i Danmark i dag, kan jeg dårligt forstille mig, at en sådan opfattelse ville nyde fremme. Det er min tro, at de skandinaviske lande på dette område er mere vågne over for problemerne, end de allerfleste andre lande er, uanset det herskende økonomisk-politiske system.

Min konklusion er, at socialisme er nødvendigt men ikke tilstrækkelig betingelse for, at kvinder og mænd reelt kan påregne ligestilling. Og hermed har jeg egentlig begrundet, hvorfor jeg mener, at også socialistisk sindede kvinder er tjent med at tilslutte sig bredere kvindebevægelser som DK. Og jeg skal gerne for at fjerne mulige misforståelser vedrørende mit personlige politiske ståsted oplyse, at jeg er organiseret kommunist.

EKSISTERER ARBEJDERKVINDERNE FOR DANSK KVINDESAMFUND?

Under det første punkt skrev jeg, at jeg ville vende tilbage til det med arbejderkvinderne og DKs forestillingsverden.

Det er ikke tilstrækkeligt blot at afvise Nørgård med, at DK skam er gået aktivt ind i ligelønsgrupper, og at arbejderskernes status hermed ligger os i DK på sinde. Der er nemlig meget om Nørgårds påstand. DK har ikke formået at samle arbejderkvinder i særlig stort tal. Men jeg bestrider, at dette er en ting, man med rette kan laste DK for. Gør man det, stiller man problemet på hovedet. Derimod vil jeg sige, at det er en stor svaghed for kvindesagen, at arbejderkvinderne ikke er tilbøjelige til at organisere sig kvindesagligt. Dette alene af den grund, at arbejderklassen er den største klasse i vort samfund, og derfor objektivt set har krav på at gøre sin indflydelse gældende også i kvindesagen. Jeg mener let, man kan besvare spørgsmålet om, hvorfor da arbejderkvinderne ikke er førende i kvindesagen. Jeg har i min ungdom arbejdet i industrien og kan forsikre læseren om, at man som industriarbejderske er så udkørt efter fyraften, at man ikke har overskud til ret megen aktivitet, medmindre man er u[d]styret med et helbred, der er betydelig bedre end mit. Desuden har man så dårligt råd, at man selv må udføre en mængde arbejde vedrørende hjemmets pleje, som bedre aflagte mennesker kan betale sig fra. Det tager ekstra tid, det er min overbevisning, at arbejdersker har så meget livsnødvendigt at se til, at de skal være glade, dersom de blot kan overkomme at gøre sig gældende i fagforeningen. Og betragter vi DKs historie, kan vi fastslå, at ak[t]i[v]isterne i vore rækker kommer fra samfundslag, hvor kvinder har overskud til at udvikle sig kvindesagligt. Problemet er altså et samfundsproblem og ikke opstået af DK's manglende vilje og en ufuldstændigt udviklet moral i DK. MEN DETTE FRITAGER IKKE DK FOR FORPLIGTELSEN TIL AT SØGE KONTAKT MED KVINDEFAGFORENINGERNE[5]. Vi må gå til kvindernes faglige organisationer og spørge dem, hvormed vi kan støtte dem i deres arbejde. Og her ligger der en oplagt opgave for de enkelte kredse i DK, idet det er på det lokale plan, man bedst og effektivest opnår kontakter, der kan kaste resultater af sig.

TVÆRPOLITISK KVINDESAG ER IKKE TIDSSPILDE

Jeg konstaterer, at mandssamfundet er tværpolitisk, og hermed er betingelserne for kvindesagligt arbejde afstukket. I Danmark føler alle kvinder uanset klassemæssig placering, at vi lever i et mandssamfund. De økonomisk dårligst stillede klassers kvinder er naturligvis mest underkuede, de velstillede klassers kvinder mindst. Det er DKs opgave at prioritere kvindesagens opgaver korrekt. Dette er vanskeligt, da vi som sagt i DK har ringe arbejderrepræsentation. Men at en opgave er vanskelig, gør den ikke automatisk umulig at løse, blot langvarig, Summa summarum: På med vanten, kære med-DK'ere! Gå ombord i kvindefagbevægelsens problemer jo før des bedre!

Og så vil jeg i øvrigt opfordre flere læsere til at give udtryk for deres mening om disse spørgsmål, så at vi kan få en debat om tingene.

Estrid Balslev, Viborg.



[1] Dansk Kvindesamfund: Danmarks ældste kvindeorganisation stiftet i 1871 af Matilde og Fredrik Bajer. Fra 1885 udgiver af tidsskriftet Kvinden og Samfundet.

[2] Redaktionen på danmarkshistorien.dk har anonymiseret det tidligere medlem.

[3] I Danmark har kampen for ligeløn foregået siden slutningen af 1800-tallet. Den første ligelønslov blev vedtaget i 1919, men gjaldt kun offentligt ansatte. I 1973 kom den første kønsneutrale overenskomst, og Ligelønsloven blev vedtaget i 1976.

[4] DDR: forkortelse af Deutsche Demokratische Republik (tysk), eller på dansk Den Tyske Demokratiske Republik, også kendt som Østtyskland. DDR var en tysk stat, der eksisterede fra 1949 til 1990 og bestod af de tyske delstater, som Sovjetunionen efter 2. verdenskrig havde besat. I 1949 oprettedes Forbundsrepublikken Tyskland (BRD, Bundesrepublik Deutschland) i de vestlige besættelseszoner.

[5] I slutningen af 1800-tallet stiftedes de første kvindelige fagforeninger. I 1901 stiftedes Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD) som et landsdækkende forbund for kvindelige arbejdere, der i 2005 fusionerede med Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD) under navnet Fagligt Fælles Forbund (3F). De kvindelige fagforeningers arbejde har strakt sig fra at omhandle kvindernes adgang til og ret til at arbejde, til at skaffe bedre vilkår og ligeløn for kvinder på arbejdsmarkedet.

Om kilden

Dateret
09.1974
Oprindelse
"Estrid, medlem af DK og organiseret kommunist, synes ikke at tværpolitisk kvindesag er tidsspilde" i Kvinden og Samfundet, september 1974
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. juni 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
09.1974
Oprindelse
"Estrid, medlem af DK og organiseret kommunist, synes ikke at tværpolitisk kvindesag er tidsspilde" i Kvinden og Samfundet, september 1974
Kildetype
Artikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. juni 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk