Ernst Schimmelmann, 1747-1831

Artikler

Dansk-tysk greve, minister samt gods- og plantageejer. Heinrich Ernst Schimmelmann var født i Dresden som søn af købmanden og krigsspekulanten Heinrich Carl Schimmelmann. Han kom med familien til København som 14-årig, da faderen i 1761 trådte i den danske konges tjeneste. Fra 1773 beklædte han en række centrale poster i centraladministrationen, bl.a. som finansminister 1785-1813. Schimmelmann var en central figur i statskuppet i 1784 og i den reformpolitik, som blev ført i årene herefter. Samtidig var han godsejer og bestyrer af familiens omfattende plantageejendomme på de Vestindiske Øer.

I statens tjeneste

I 1773 fik Schimmelmann plads i Kommercekollegiet, og i 1782 blev han udnævnt til kommerceminister. I 1785 fik han titlen finansminister, og han blev medlem af Statsrådet i 1788. Efter kuppet mod Ove Guldberg i 1784 var Schimmelmann sammen med A. P. Bernstorff og C. D. Reventlow en del af den absolutte magtelite i Danmark, og han stod bl.a. bag den succesfulde neutralitetspolitik, som betød, at danske skibe kunne overtage de krigsførende nationers vareladninger. Han var tilhænger af tidens liberale strømninger og prøvede forgæves at afskaffe monopolhandelen på Grønland. Han var også ophavsmand til den liberale toldlov fra 1797.

Som finansminister i de dårlige tider efter 1807 forsøgte Schimmelmann forgæves at rette op på rigets finanser. Han kom til at bære en stor del af skylden for statsbankerotten i 1813 og måtte i konsekvens heraf tage sin afsked. Frederik 6. mistede imidlertid aldrig tilliden til ham, og Schimmelmann var udenrigsminister fra 1824 til sin død i 1831.

Portræt af Heinrich Ernst Schimmelmann. Fra
Wikimedia Commons.

Godsejer, fabrikant og plantageejer

Efter faderens død i 1782 var Schimmelmann en af landets rigeste mænd. På sine nørrejyske godser Lindenborg og Gudumlund omsatte Schimmelmann tidens reformidealer til praksis. Han afskaffede hoveriet, oprettede skoler og forsøgte – dog med ringe held – at etablere industrier på sine besiddelser. Han var også aktiv i den oversøiske handel og sad i direktionen for en række privilegerede handelskompagnier.

Som den ældste søn var Schimmelmann desuden leder af det fideikommis[1], som forvaltede en stor del af farens aktiver. Blandt disse var geværfabrikken Kronborg i Hellebæk, og et af Nordeuropas største sukkerraffinaderier på Christianshavn. Vigtigst var dog fire plantager på de Vestindiske Øer, heriblandt de to største plantager på St. Croix. Med omkring 1.000 slaver under sig var familien Schimmelmann Danmarks ubetinget største slaveejer. I årene omkring 1800 gav de vestindiske plantager et årligt overskud på omkring 160.000 rigsdaler. Til sammenligning gav sukkerraffinaderiet i samme periode et årligt overskud på omkring 60.000 rigsdaler. Efter 1813 var de gode tider endegyldigt forbi, og i 1820’erne måtte Schimmelmann anmode kongen om henstand og eftergivelse af sin skattebetaling.

Schimmelmann og slavehandelsforbuddet 1792

Ernst Schimmelmann betragtes som initiativtager til og hovedmand bag forbuddet mod den transatlantiske slavehandel, som Danmark-Norge som den første nation vedtog i 1792. I Forordning om negerhandelen fra 16. marts 1792 blev slavehandel forbudt med virkning fra 1803.

Eftertiden har ivrigt diskuteret, hvilke motiver der lå bag Schimmelmanns initiativ, og han fremstår i den forbindelse som en flertydig personlighed. På den ene side var han påvirket af oplysningstidens frihedsidealer og naturromantik, på den anden side tog han altid behørigt hensyn til både den storpolitiske situation og egne økonomiske interesser. Moralsk var Schimmelmann formodentlig modstander af slavehandelen. I årene op til forbuddet arbejdede Schimmelmann således gennem lægen Poul Isert på at oprette plantager i Afrika, der kunne fungere som et alternativ til slavehandelen, ligesom han lettede forholdene for slaverne på familiens plantager. På trods af disse tiltag fortsatte Schimmelmann imidlertid med at investere i slavehandelen.

Der er i dag enighed om, at økonomiske og realpolitiske overvejelser spillede en afgørende rolle i forbindelse med slavehandelsforbuddet. Isoleret gav slavehandelen underskud, og i kredsen omkring Schimmelmann forventede man, at et engelsk forbud var umiddelbart forestående (det skete dog først i 1807), og man fandt det derfor opportunt at rette ind efter tidens vigtigste sømagt.

Privatliv

Schimmelmann var gift to gange. Først med Emilie Rantzau (1752-80), der døde efter fem års ægteskab, og siden med Charlotte Shubart (1757-1816). Familiens bopæl i Bredgade blev et samlingspunkt for Københavns kulturelite, og ægteparret var kendt som store mæcener. Blandt dem, der modtog støtte var Adam Oehlenschläger, Bertel Thorvaldsen og Friedrich Schiller.

Ernst Schimmelmann som udenrigsminister.
Portræt fra 1827
. Fra Wikimedia Commons.

 


[1] Et fideikommis er en formue, som gennem et testamente er båndlagt til et bestemt formål; f. eks. en families underhold eller en institutions opretholdelse. Selve formuen er urørlig; det er kun de årlige renter og andre afkast, som må bruges. Fideikommisser blev endeligt afskaffet i 1953 og kan sammenlignes med moderne fonde.

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Brimnes
Tidsafgrænsning
1747 - 1831
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. januar 2013
Sprog
Dansk
Litteratur

Degn, Christian, Die Schimmelmanns im atlantischen Dreieckshandel. Gewinn und Gewissen. Neumünster 1974.

Gøbel, Erik, Det danske slavehandelsforbud 1792. Studier og kilder til forhistorien, forordninger og følgerne. Odense 2008

Jensen, Johannes, ’Heinrich Ernst Schimmelmann’, i J. Beyer og J. Jensen (red.), Sankt Petri Kopenhagen 1575-2000. 525 Jahre Geschichte deutsch-dänischer Begegnung in Biographien. København 2000, s. 79-111’

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Brimnes
Tidsafgrænsning
1747 - 1831
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
7. januar 2013
Sprog
Dansk
Litteratur

Degn, Christian, Die Schimmelmanns im atlantischen Dreieckshandel. Gewinn und Gewissen. Neumünster 1974.

Gøbel, Erik, Det danske slavehandelsforbud 1792. Studier og kilder til forhistorien, forordninger og følgerne. Odense 2008

Jensen, Johannes, ’Heinrich Ernst Schimmelmann’, i J. Beyer og J. Jensen (red.), Sankt Petri Kopenhagen 1575-2000. 525 Jahre Geschichte deutsch-dänischer Begegnung in Biographien. København 2000, s. 79-111’

Udgiver
danmarkshistorien.dk