Erik Ninn-Hansen, 1922-2014

Artikler

Erik Ninn-Hansen var konservativ politiker. Han havde under forskellige regeringer vigtige ministerposter som forsvarsminister (1968-71), finansminister (1971) og justitsminister (1982-87). Han var kendt som en dygtig taktiker og en stolt parlamentariker, der værnede om Folketingets ære. Dette ry blev dog overskygget af hans rolle i Tamilsagen, der kostede ham både politiske poster og politisk eftermæle.

Opvækst og uddannelse

Erik Ninn-Hansen blev født i 1922 på en gård i Skørpinge ved Slagelse. På sin mors opfordring søgte han til Slagelse Højere Almenskole, hvorfra han blev student i 1941. Han blev som ung begejstret for den konservative politiker John Christmas Møller (1894-1948) og stiftede en konservativ gymnasiastforening i Slagelse. I 1939 trådte han ind i bestyrelsen for Konservativ Ungdom (KU) og året efter blev han formand for Dansk Ungdomssamvirke i Skørpinge.

Efter befrielsen rejste han til København for at læse jura ved Københavns Universitet, og i sit første år blev han formand for Studenterforeningens Konservative. Erik Ninn-Hansen blev cand.jur. i 1948, og samme år blev han formand for Konservativ Ungdom (1948-50).

Efter endt uddannelse arbejdede Erik Ninn-Hansen som sekretær ved Østre Landsret (1948-55). Han fik sagførerbestalling i 1954 og var en anerkendt forsvarsadvokat med egen forretning i perioden 1955-68.

Portrætfoto af Erik Ninn-Hansen. Fra: Folketingets Bibliotek

Folketingspolitiker 1953-94

Erik Ninn-Hansen havde store politiske ambitioner, og stillede op til Folketinget for Det Konservative Folkeparti allerede i 1950. Selvom han måtte vente til 1953, før han blev valgt, var han alligevel som 31-årig den næstyngste i forsamlingen. I 1955 blev han sekretær for de konservatives gruppeformand Aksel Møller.

I sine første år som parlamentariker var Erik Ninn-Hansen særligt optaget af funktionær- og tjenestemandslovgivningen samt af grønlandske forhold. Han blev i 1957 medlem af Grønlandsudvalget og deltog siden i udvalg og kommissioner om grønlandske forhold, herunder omkring hjemmestyreordningen for Grønland. Efter grønlandsskibet Hans Hedtoft forliste på sin jomfrurejse i januar 1959, var Ninn-Hansen sammen med SF’eren Aksel Larsen (1897-1972) drivkræfter i forsøget på at rejse en rigsretssag mod den socialdemokratiske grønlandsminister Johannes Kjærbøl (1885-1973).

Ideologisk drev Erik Ninn-Hansen over årene fra en social-konservativ position mod en mere erhvervsvenlig konservativ position. Han var kendt som en dreven taktiker med sikkert øje for, hvordan en sag kunne udnyttes til at skaffe Det Konservative Folkeparti indflydelse, og fremvise partiets indflydelse til vælgerne. Ninn-Hansen var også ærekær og berømt for udtrykket, ”i politik skal man ikke bære nag, men man skal huske, hvad de hedder.”

Forsvarsminister 1968-71

I VKR-regeringen (1968-71) blev Erik Ninn-Hansen forsvarsminister. Det var med en vis modvilje, for det første, fordi Ninn-Hansen foretrak at blive i folketingsgruppen – og gerne som dens formand. For det andet, vidste han, at han ikke ville kunne opfylde de forventninger, som det overvejende konservative officerskorps ville have til en konservativ forsvarsminister. Erik Ninn-Hansen skuffede også mange konservative vælgere ved som led i regeringens generelle besparelser at lægge ud med en reduktion af forsvarsbudgettet på 125 mio. kr. Pengene skulle hentes ved en række rationaliseringer, udsættelse af materiel anskaffelser og personalebegrænsninger inden for forsvaret. Nok var Erik Ninn-Hansen personligt modstander af tiltagene, men han var bevidst om, at også Forsvaret måtte holde for, når statens udgifter skulle nedbringes.

Under Erik Ninn-Hansens ledelse blev det besluttet at gøre Frederikshavn til hovedstation for Søværnet i stedet for Holmen, samt flytte Hærens Materielkommando fra Amager til Hjørring, hvorved Bådsmandsstrædes Kaserne blev forladt (arealerne blev senere indtaget af aktivister og slumstormere og kendt som fristaden Christiania). Begge beslutninger var upopulære i officerskorpset. Ninn-Hansen stod desuden i spidsen for oprettelsen af en enhedskommando for hær, søværn og flyvevåben og en nedsættelse af tjenestetiden til 12 måneder.

Finansminister 1971

I 1971 overtog Erik Ninn-Hansen finansministerposten efter partifællen Poul Møller (1919-1997), der pga. sygdom måtte træde ud af regeringen. Som finansminister havde Ninn-Hansen derfor en del af ansvaret for, at de offentlige udgifter voksede samtidig med at regeringen førte en stram finanspolitik.

Erik Ninn-Hansen stod også for gennemførelsen af kildeskatten. Indtil 1970 havde de ansatte på en arbejdsplads selv betalt skat i procentrater året efter de havde optjent deres løn. Ved kildeskatten skulle arbejdsgiveren i stedet trække skatten fra den udbetalte månedsløn, samtidig med at lønnen blev optjent, og viderebetale til skattevæsenet. For at kunne administrere det nye system blev det nødvendigt at indføre et nationalt centralt personregister (CPR). Kildeskat af lønindkomst betegnes i dag som A-skat.

Tilbagegang for Det Konservative Folkeparti ved valget 1971

VKR-samarbejdet resulterede i en udbredt utilfredshed blandt konservative vælgere. Det var bl.a., men ikke kun, pga. forsvarspolitikken. Hertil kom andre politiske tiltag, der på mange måder afspejlede tidsånden som den så ud for en stor del af samfundets borgere, men bestemt ikke alle. Eksempelvis blev billedpornografien frigivet under VKR-regeringen, og den stod også i spidsen for en liberalisering af ægteskabsloven, der bl.a. gjorde det lettere at blive skilt, samt en liberalisering af svangerskabsloven, altså muligheden for at få en abort. Det Konservative Folkeparti tabte otte mandater ved valget i 1971.

Splittelse i partiet 1970-74

Erik Ninn-Hansen var gruppeformand og politisk leder for Det Konservative Folkeparti 1971-74. Han bar et betydeligt ansvar for splittelsen i Det Konservative Folkeparti, ofte kaldet den konservative borgerkrig. Striden havde rod i forskellige forståelser af den ’rigtige’ konservative linje, og hertil kom personlige rivaliseringer og magtkampe. I konflikten stod Ninn-Hansen i modsætning til partiformanden Erik Haunstrup Clemmensen (1920-2009). Mens Haunstrup Clemmensen ville samarbejde med Socialdemokratiet, stod Ninn-Hansen for en klar borgerlig linje i samarbejde med Venstre og om nødvendigt med Det Radikale Venstre. Begge parter og deres støtter brugte pressen som platform for at lufte deres uenigheder. Striden endte med at både Ninn-Hansen og Haunstrup Clemmensen måtte gå fra deres poster, og i stedet overtog Poul Schlüter (f. 1929) ledelsen af partiet.

Justitsminister 1982-89

I Poul Schlüters første ministerium (1982-88) blev Erik Ninn-Hansen justitsminister. Størstedelen af hans lovgivningsaktiviteter var justeringer af gældende lovgivning og gav ikke anledning til megen opmærksomhed. Af lidt større sager fik han vedtaget en ny lov om offentlighed i forvaltningen, der indebar en liberalisering af den gældende lov.

Det lykkedes dog ikke Ninn-Hansen at få gennemført en justering af retsplejeloven, som udvidede muligheden for varetægtsfængsling, bl.a. fordi Det Radikale Venstre ikke ville støtte forslaget.

Udlændingeloven 1983

Der var dog særligt ét lovforslag, der gav anledning til en del diskussion, nemlig udlændingeloven. Ninn-Hansen fremsatte i maj 1983 et lovforslag om en ny udlændingelov. Hensigten var at skabe klarhed i spørgsmål om udlændinges ophold i Danmark. Siden 1977 havde et udvalg, kaldet Fremmedlovsudvalget, arbejdet på en betænkning, der skulle klarlægge mulighederne for at regulere det meget uregulererede udlændingeområde. Det var særligt en prioritet at forbedre udlændinges retssikkerhed og fra myndighedernes side at få lovhjemmel til overhovedet at beskæftige sig med de i landet residerende udlændinge.

Erik Ninn-Hansens lovforslag hvilede på udvalgets indstilling, og han forventede derfor, at det var ren rutine at få det vedtaget. Desuden stod spørgsmålet om flygtninge og indvandrere lavt på den politiske dagsorden, det var ikke et emne partierne plejede at profilere sig på. Imidlertid tegnede der sig et alternativt flertal blandt Folketingets partier baseret på en mindretalsudtalelse fra udvalget. Udvalgets mindretal havde en meget mere lempelig holdning i forhold til udvisning og i forhold til tildeling af flygtningestatus og familiesammenføring, der i højere grad skulle sikres med regulere retskrav. Mindretallet blev i Folketinget til flertallet, og Ninn-Hansens lovforslag blev sendt tilbage til udvalgsbehandling. Inden loven blev vedtaget, var det oprindelige lovforslag reelt pillet fra hinanden.

Loven blev kendt som Europas mest liberale udlændingelov og indeholdt bl.a. et retskrav på asyl så længe en person fik behandlet sin sag om flygtningestatus, juridisk ligestilling af flygtninge ift. FN’s Flygtningekonvention og de facto-flygtninge, samt retskrav på familiesammenføring for udlændinge med asylret eller opholdstilladelse.

Tamilsagen

Erik Ninn-Hansen hægede om Folketingets anseelse, ærede parlamentets regler og var kendt for venligt at hjælpe nye medlemmer med at finde rundt i Tingets skrevne og uskrevne spilleregler. Dette renommé er dog blevet ødelagt fuldstændig af Ninn-Hansens rolle i Tamilsagen.

På Ninn-Hansens foranledning blev sagsbehandlingen i sager om familiesammenføring for tamilske flygtninge sat i bero fra 1987, på trods af at det var i strid med reglerne. I 1988 gik ombudsmanden ind i sagen efter klager fra tamilske flygtninge.

I januar 1989 fik Erik Ninn-Hansen den ærefulde post som formand for Folketinget. Dette kunne både ses som kronen på en lang karriere og en smart manøvre fra statsministerens side for at fjerne ham fra justitsministerposten pga. det der var blevet kendt som Tamilsagen. Statsministeren forsikrede den 25. april 1989, at der ikke var "fejet noget ind under gulvtæppet" i forbindelse med Tamil-sagen. Alligevel stemte et flertal i Folketinget i oktober 1989 for at fratage Ninn-Hansen formandsposten, og et halvt år senere vedtog et folketingsflertal at iværksætte en dommerundersøgelse.

Rapporten efter undersøgelsen forelå den 14. januar 1993, og den fastslog, at Erik Ninn-Hansen havde handlet ulovligt og havde gjort det bevidst, at den nye justitsminister H. P. Clausen (1928-1998) havde givet urigtige, misvisende og vildledende svar til ombudsmanden og retsudvalget, og at statsminister Poul Schlüter havde udtalt sig misvisende og i hvert fald på ét punkt direkte urigtigt.

Poul Schlüter erklærede sig uenig i rapportens konklusioner, men valgte alligevel at regeringen skulle gå af uden valg. Erik Ninn-Hansen forblev medlem af Folketinget til 1994.

Erik Ninn Hansen døde i 2014.

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1922 - 2014
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
28. august 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1, 2017

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen, : De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2, 2018

Kaarsted, Tage: De Danske Ministerier 1953-1972, 1992

Harding, Merete og Larsen, Helge: Erik Ninn-Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 29. marts 2017 fra denstoredanske.dk/index.php

Skou, Kaare R.: Dansk politik A-Å, 2007

Ninn-Hansen, Erik: Værelse 28. Dansk politik 1974-1994, Viborg 1997

 

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1922 - 2014
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
28. august 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1, 2017

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen, : De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2, 2018

Kaarsted, Tage: De Danske Ministerier 1953-1972, 1992

Harding, Merete og Larsen, Helge: Erik Ninn-Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 29. marts 2017 fra denstoredanske.dk/index.php

Skou, Kaare R.: Dansk politik A-Å, 2007

Ninn-Hansen, Erik: Værelse 28. Dansk politik 1974-1994, Viborg 1997

 

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk