Erik Emune, ca. 1090-1137

Artikler

Erik Emune var konge af Danmark 1134-37. Han var især kendt for sin hårde fremgangsmåde over for sine modstandere. Erik var søn af Erik Ejegod og en ukendt kvinde (frille) og er sandsynligvis blevet født engang omkring 1090. Senest 1130 blev han gift med Malmfred af Kyiv. Erik Emune indtrådte for alvor på den politiske scene umiddelbart efter Magnus Nielsens drab på hertug Knud Lavard i januar 1131. Efter drabet blev der dannet en alliance bestående af forskellige danske stormandsslægter som Bodilsønnerne og Hviderne samt Knud Lavards halvbrødre Erik Emune og Harald Kesja, som rejste et oprør imod kong Niels og dennes søn Magnus Nielsen.

Borgerkrigen

Erik Emune blev i april 1131 valgt som modkonge til kong Niels i Skåne, hvilket dog medførte, at Harald Kesja følte sig tilsidesat, hvorfor han gik over til Niels og Magnus. Erik havde i begyndelsen ikke krigsguderne med sig, og Magnus besejrede hans styrker ved Jelling i 1131. I løbet af det følgende år opnåede Niels og Magnus atter fuld kontrol over Jylland efter at have nedkæmpet Trundslægten og fordrevet Erik fra landsdelen. Erik kunne dog opretholde kontrollen over Skånelandene, da det lykkedes ham at besejre Magnus' flåde ved Sejrø. Sjælland derimod gik tabt, da Eriks styrker blev besejret ved Værebro nær Roskilde.

Efter nederlaget flygtede Erik Emune til Skåne, hvilket indbragte ham tilnavnet 'Harefod', og drog herfra videre til Norge. Her vandt han dog ikke den ønskede støtte, hvorfor han vendte tilbage til Skåne. I pinsen 1134 drog Niels, Magnus og rigets bisper til Skåne med en stor hær for at gøre det af med Erik. Men sådan kom det ikke til at gå, for i mellemtiden havde ærkebisp Asser skiftet side og var gået over til Erik Emune.

Erik Emune kunne som følge af Assers allianceskift regne med ærkebispens stærke hird som forstærkning til sin hær. Erik havde desuden hvervet tysk hjælp. Da det kom til slag ved Fodevig i Skåne, besejrede Erik den kongelige hær ved hjælp af sit rytteri. Slaget ved Fodevig kostede Magnus Nielsen, fem bisper samt mange verdslige stormænd livet. Kong Niels flygtede til Sjælland sammen med Harald Kesja, som han her gjorde til medkonge. Niels drog derefter til Slesvig, men dette viste sig at være en dårlig beslutning, for borgerne i byen hævnede sig nu for drabet på deres hertug Knud Lavard og dræbte Niels. Harald Kesja måtte flygte til Norge.

Erik Emune – tyran eller ærefuld konge

Efter slaget ved Fodevig sikrede Erik Emune sig sine tilhængeres forsatte loyalitet ved rundhåndet at uddele de dræbtes gods og embeder til medlemmer af de slægter, der havde støttet ham. Eksempelvis blev Roskilde bispestol besat med ærkebisp Assers nevø Eskil. Også på anden vis søgte Erik at styrke sit magtgrundlag. I højere grad end sine forgængere understregede han, at kongeværdigheden var givet af Gud, og han legitimerede sin magtovertagelse ved at lancere Knud Lavard som en ny helgen.

Mens han var rundhåndet overfor sine tilhængere, ryddede Erik Emune skånselsløst sine modstandere af vejen. Da hans halvbror Harald Kesja vendte hjem fra sit eksil og lod sig hylde som konge på Urnehoved Ting i Sønderjylland, slog Erik til. Han overraskede Harald i landsbyen Skibet ved Vejle og lod ham dræbe. Af Haralds mange sønner undslap kun Oluf; de andre otte blev alle dræbt. Tidligere havde Erik Emune også ladet Haralds sønner Erik og Bjørn Jernside drukne.

Samme grumhed udviste Erik under et togt til Norge, hvor han afbrændte Oslo. Saxo og Knytlinge Saga beretter desuden, at Erik i 1136 besejrede venderne og indtog Arkona på Rügen. Et oprør på Sjælland, anført af Roskildebispen Eskil, slog han ned og tvang oprørslederen til at betale en kæmpebøde.

Der er meget, der tyder på, at Erik styrede riget med hård hånd. Roskildekrøniken beskriver ham som en "rex tyrannus" (en tyrannisk konge), en overmodig, grum og hensynsløs hersker, der fór frem som et lyn og spredte rædsel, hvor han kom. Saxo til gengæld priser Erik for atter at sætte de gamle love i kraft, efter at de pga. borgerkrigen næsten havde været ophævet. Desuden fremhæver Saxo, at han straffede stormændenes uretfærdigheder og "revsede de fornemmes utilbørlige havesyge med sværd og strikke". I domkirken i Lund blev Erik prist som stor kirkelig velgører, og han blev betegnet som 'rex gloriosus' (en ærefuld konge). Hans tilnavn 'Emune', som han fik, mens han levede, betyder 'den altid mindeværdige'.

Der var altså stærkt delte meninger om Erik Emune. Det tyder hans endeligt også på, idet han den 18. september 1137 på et ting ved Ribe blev gennemboret af et spyd af en hirdmand, der blev kaldt Sorte Plov. Han blev begravet i Ribe Domkirke.

Erik Emune
Kobberstik af Erik Emune fra perioden ca. 1500-1795. Fra: Det Kgl. Bibliotek


Læs mere om Erik 2. Emune på denstoredanske.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Stefan Pajung
Tidsafgrænsning
1090 -1137
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
29. maj 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Christensen, Aksel E.: Erik 2. Emune i Dansk Biografisk Leksikon

Hermanson, Lars: Släkt, vänner och makt (2000).

Skyum-Nielsen, Niels: Kvinde og Slave (1971).

Udgiver
danmarkshistorien.dk