"Engle", Georg Brandes' svar til Elisabeth Grundtvig (1), juli 1887

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne kilde er den første af tre artikler, som blev bragt i Politiken den 6., 7. og 8. juli 1887 under pseudonymerne "Lucifer" og "G.B.", men skrevet af Georg Brandes (1842-1927). De tre artikler var et veloplagt og spydigt angreb på Elisabeth Grundtvig (1856-1945), som i et foredrag tidligere på året havde fremsat et sædeligt lighedskrav. Budskabet heri var, at kvinder måtte kræve det samme af mændene, som der blev krævet af dem selv: Kyskhed inden ægteskabet og seksuel troskab inden for ægteskabet.

I årene 1883-1887 foregik i Danmark og i Norden en offentlig debat om seksualmoralen, som siden er blevet kendt som Sædelighedsfejden. Debatten handlede i udgangspunktet om den udbredte dobbeltmoral i samfundets normer og forventninger til hhv. kvinder og mænd på det seksuelle område. Snart blev selve seksualitetens karakter - kønsdriften med tidens betegnelse - dog også et vigtigt tema. Det gjaldt især spørgsmålet om, hvorvidt tidens ideal om, at sex alene måtte finde sted i ægteskabet overhovedet kunne og burde reguleres af samfundet.

Georg Brandes havde længe været tilbageholdende med at blande sig i debatten, selv om han ofte af sine modstandere blev fremstillet som usædelighedens forkæmper, der ønskede sig "parring i flæng". Men i sommeren 1887 havde Brandes fået nok. I artiklerne i Politiken rettede han et hårdt angreb mod argumentationen bag det sædelige lighedskrav, og han udstillede Elisabeth Grundtvig og hendes støtter for det, han opfattede som moralprædiken og hykleri.

Artiklerne satte gang i den såkaldte Tremånederskrig, som markerede Sædelighedsfejdens intense højdepunkt og dens afslutning. Elisabeth Grundtvig svarede igen ved at lægge sag an mod Politiken for injurier. Hun vandt retssagen, og Politikens redaktør, Viggo Hørup (1841-1902) måtte betale 100 kr. i bøde samt 40 kroner i sagsomkostninger.

Nærværende tekst er fra Georg Brandes: Samlede Skrifter, og der forekommer enkelte afvigelser fra artiklerne i Politiken.

Engle

I de to sidst udkomne Hefter af Kvinden og Samfundet [1] har tre Damer udtalt sig paa en i alt Væsenligt overensstemmende Maade om det Æmne, der i visse udsøgte Kreses Frimurersprog kaldes det sædelige Lighedskrav.

Ikke lidet i det af disse Damer Fremførte giver Anledning til Grublen og Spørgen, men kun med Hensyn til et eneste Punkt tillader Undertegnede sig afgjort at være af modsat Mening, det er, naar det i den sidste Afhandlings Slutning med et vist Eftertryk hedder:

Ti Engle er vi alligevel ikke!

For det er netop det, som de ærede Damer er. Og véd de det ikke selv, saa er dette kun en himmelsk Ynde mere, som jeg end ikke berøver dem ved at modsige hin Paastand; ti deres Beskedenhed forbyder dem at tro mig. Men hvad der er sandt, er ligefuldt sandt.

Alle Damernes Udgangspunkt er det samme: "Kulturkvinderne" (en af dem foretrækker Udtrykket "de normale Kvinder" eller Normalkvinderne) er overmaade sædelige Personer; Kulturmændene, Normalmændene derimod usædelige Personnager. Hvad skal der gøres ved denne Elendighed? Bør Kvinderne "nu blive som Mænd" (c: usædelige) eller Mændene "som Kvinder" (c: Liljer)? Og Spørgsmaalet besvares, som det da var at vente af pæne Damer, ens af dem alle, til Fordel for Sædeligheden. Mændene bør blive som Kvinder, det er udlagt: rene Væsner, hvad i det moderne Sprog kaldes Handsker (i gammelt Dansk: Haandstrømper).

Efter Frk. Grundtvigs første fortræffelige Krav af den sædelige Lighed viste det sig en Tid ret kraftigt i Dansk Kvindesamfund, hvor høj Uskyldens Barometerstand indenfor Samfundet var. Den ene modne Kvinde efter den anden traadte frem og lagde Vidnesbyrd af om sin Renhed. Eller som Frk. Sannom[2] træffende udtrykker det: "Her kom den ene Dame efter den anden og fortalte os, at de ikke kendte noget til Driftslivet og aldrig havde følt noget i den Retning…" Alle som én protesterede Damerne ligefuldt mod Benævnelsen defekt, som en Uværdig (G. Brandes) har villet paatrykke dem. Frk. Sannom viser med Rette, at langtfra at være defekte henhører disse Damer til hvad Martensen i sin Etik[3] betegner som angeliske[4] Naturer.

Med overdreven, men ægte religiøs Ydmyghed tilføjer hun saa: "Men at just Flertallet af os skulde være Engle, det kan jeg ikke tænke mig." Heri har hun Uret, himmelraabende Uret endog[.] Enhver Mand med nogen Erfaring overfor Kvinder vil hævde, at Flertallet af dem er simpelthen Engle, hverken mindre eller mer.

Det er saa anerkendt, at selv Sprogbrug har fastslaaet Tiltaleformen: Min Engel!

Englene er ikke blot Engle, fordi de er kønsløse. De er hævede over Sygelighed og Svaghed. Naar Frk. Sannom siger om sig selv: "Jeg fejler ikke det ringeste, ikke engang en Smale Mavekatarh; jeg er et fuldstændig sundt Menneske", saa beviser hun ikke alene, som hun vil det, at "et afholdende Liv" saa lidt gør Kvinden defekt som det gør hende dum (Frk. Sannom sprudler af Aand), men hun vækker overhovedet en stærk Formodning om, at hun i visse Maader er Fuldkommenheden selv, ikke den blotte "Normalkvinde" eller "Kulturkvinde" (den, der har gennemgaaet en højere Dannelsesanstalt), men Mønsterkvinden, som ellers kun findes i Romancer og Romaner, og for hvem Ordet Engel er den eneste slaaende Benævnelse. Man tænke sig: End ikke en Smule Mavekatarh!

Engle kan være mere eller mindre flyvedygtige. Den iblandt dem, der svinger sig højest, Fru Aggersborg[5], fyldes, siger hun, med Bekymring ved den Fare, der ligger i den overhaandtagende Vantro, og udraaber: "Lad os holde Idealet oppe!" I Virkeligheden holder hun dets Fane højt.

Saa højt, at man undertiden taber Virkeligheden en Smule af Syne. Ikke naar hun med Strenghed og Fasthed lader "vor Tid" i al Almindelighed høre, at "den er sædelig slap og har følelig Mangel paa Aand og Idealitet". Hun selv har fuldt op af begge Dele. Men hendes Sjælelære tager undertiden en Himmelflugt, som gør det svært at følge med. Hun siger:

"Naturen har ved at tildele Mand og Kvinde ikke alene fælles, men ogsaa forskellige Livsopgaver, udrustet dem med baade fælles og forskellige Naturdrifter. Navnlig tror jeg, at Mandkønnet har - som den fysiske Krafts Indehaver og paa Grund af sin udaddragende Natur - sin Styrke i fysisk Kønsdrift, medens Kvinden - ved sin finere Natur og sit indaddragende Følelsesliv - væsenlig har sin Kønsdrift paa sjælelig Maade."

Man skønner straks, at der her er set paa Kønsforskellen med et hartad[6] overmenneskeligt Blik. Overfor det, som her er dunkelt, maa det gælde, at Englenes Tanker er ikke vore Tanker. Men man tror at skimte noget. Og naar det hedder, at Manden har sin Styrke i fysisk Kønsdrift (hvad er fysisk Kønsdrift?), saa maa man ikke indvende, at det er en trist Monsieur, som har sin Styrke i den. Det Hele er, naar det opfattes med Velvilje, klart: Manden er udaddragende, Kvinden indaddragende, Mandens Kønsdrift sanselig, Kvindens sjælelig. Forstaa det, hvo som kan. Men symmetrisk og stilfuldt er det.

Nu hedder det videre om Kvinden:

"For hende er det en ubestemt Følelsestrang, en Længsel efter at elske og blive genelsket. Dermed er det ikke Meningen at ville frakende vort Køn Skyld (?) overfor Manden; men denne har mest sin Grund i Kvindens Karakterfejl og Svaghed. [Har Mandens Skyld ikke sin Grund i Karakterfejl og Svaghed?] Heller ikke skal det benegtes, at Kvindens Kønsdrift er sanselig."

Denne sidste Sætning forbavser unegtelig et Verdens Barn. For han troede, at det var netop dette, som blev benegtet. Men det benegtes ikke, det bortforklares paa den yndigste og mest sjælfulde Maade:

"Heller ikke skal det benegtes, at Kvindens Kønsdrift er sanselig; ti ogsaa det Sanselige har sit Sæde i det Sjælelige; men paa Grund af hendes finere Natur ytrer den sig ikke paa fysisk Maade."

Der kommer herved nogen Forstyrrelse ind, ikke i Logiken, men i Symmetrien: Mandens Kønsdrift var sanselig, Kvindens sjælelig. Nu skal pludselig Kvindens ogsaa være sanselig. Men Symmetrien og Modsætningen genoprettes let, naar man betænker, at Kvindens Drift er sanselig, fordi det Sanselige har sit Sæde i det Sjælelige, Mandens Drift sjælelig, fordi det Sjælelige har sit Sæde i det Sanselige, og begges sædelig, forsaavidt det Sædelige har sit Sæde i det Sjælelige. Alt er forsaavidt fortræffeligt ordnet, hvis det blot ikke hed, at Kvindens Kønsdrift "paa Grund af hendes finere Natur ikke ytrer sig paa fysisk Maade". Dette er engleligt talt og tænkt. Det støtter alle gamle og smukke Legender om Storken. Det stemmer med alle gamle og sjælfulde Sagn om Peblingesøen. Men det kommer maaske en Smule i Strid med den Naturkundskab, som visse "den frie Kærligheds Apostle" pukker paa.

Saa følger denne i Sandhed angeliske Forklaring af Kvindens Elskov:

"Elsker hun, da er det den Elskedes Blik, hans Aasyns Udtryk og det Æmne, hvorom han har udtalt sig, der bliver en Kilde til Glæde eller Sorg, eftersom det stemmer med, hvad hun ønsker. Hos Kvinden sammensmelter det Erotiske med det Sædelige."

Vi erindrer ikke at have læst noget smukkere, noget svanehvidere, noget mere himmelsk rent, end ikke i Mynsters Betragtninger[7]. Ve den Mand, som ikke røres ved slige Sandheder af Kvindemund!                                                                                               Lucifer

 


[1] Kvinden og Samfundet: Dansk Kvindesamfunds medlemsblad. De omtalte artikler, der handler om 'det sædelige lighedskrav';, forefindes i nr. 4 og 5 1887.

[2] Charlotte Sannom (1846-1923): maler og forkæmper for afholdssagen. I artiklen "Et Bidrag til Forhandlingen om det sædelige Lighedskrav", bragt i Kvinden og Samfundet, nr. 5 1887, gav hun sin støtte til Elisabeth Grundtvigs synspunkter.

[3] Hans Lassen Martensen (1808-1884): dansk teolog og Sjællands biskop. Udgav i årene 1871-1878 værket "Den christelige Ethik" i tre bind.

[4] Angeliske: engleagtige

[5] Pauline Aggersborg (1824-1914). I artiklen "Det sædelige Lighedskrav", der blev bragt i Kvinden og Samfundet, nr. 5, 1887 gav hun støtte til Elisabeth Grundtvigs synspunkter.

[6] Hartad: gammelt dansk ord med betydning "nær ved".

[7] Jakob Peter Mynster (1775-1854): dansk teolog og Sjællands biskop. Udgav i 1833 opbyggelsesskriftet "Betragtninger over de Christelige Troeslærdomme" i to bind.

Om kilden

Dateret
6. juli 1887
Oprindelse
Georg Brandes. Samlede Skrifter, bd. 13 (Supplementsbind), 1899-1910, s. 452-455
Kildetype
Artikel, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
26. oktober 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Bønnelycke, Cecilie: Sædelighedsfejden. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2018)

Udgiver
danmarkshistorien.dk