Enevælden 1660-1849

Artikler

I årene fra 1660-1849 var styreformen i Danmark enevælde, hvor al magt og myndighed formelt lå hos den absolutistiske monark. Med indførslen af enevælde blev Danmark et arvekongedømme, det eneste lovfæstede i Europa. Ifølge den enevældige forfatning, Kongeloven fra 1665, havde kongen den samlede statsmagt som både lovgiver, regent og øverste dommer. I princippet kunne kongerne bestemme enerådigt, men de færreste gjorde det, for de støttede sig til rådgivere i form af ledende embedsmænd. I hele den enevældige periode var der ingen adskillelse mellem regeringen, administrationen og lovgivningen. Enevælden var under afvikling fra år 1847/1848, men som styreform i Danmark afskaffes den først formelt med Junigrundloven 5. juni 1849.

Enevældens tilblivelse

Det danske kongedømme var indtil 1660 et valgkongedømme. Vælgerne var dog ikke folket, men de i alt ca. 20 medlemmer af rigsrådet. De var blevet udpeget af kongen blandt landets rigeste og mest velansete adel. Også en geografisk spredning skulle tilgodeses.

For at sikre sig, at den nye konge tilgodeså deres ønsker, bandt rigsråderne ham til en af dem formuleret håndfæstning. Siden blev de hans rådgivere. Sådan havde det været i flere hundrede år. Svenskekrigene fra 1657 - 1660 havde vist, at rigsrådet og den øvrige adel ikke havde formået at magte deres opgaver. Krigene havde bragt Danmark på fallittens rand. Der indkaldtes en stænderforsamling, der skulle få statens finanser bragt i orden. Dens borgerlige og gejstlige stand tilbød kongen, Frederik 3., arvekongedømmet den 13. oktober 1660 i håb om at få adelens privilegier stækket og sine egne fåtallige kraftigt udvidet. Kongen tog imod, og i juni 1661 gav han de tre stænder hver sine privilegier. Det vigtigste var, at adelen beholdt mange af sine, så som myndigheden over bønderne, alle godsherligheder og skattefrihed – medmindre nøden tvang kongen til noget andet. Men de fik ikke et adeligt rigsråd igen og heller ikke ønsket om som eneste stand at måtte besætte rigsembederne.

Gejstligheden fik det privilegium, at kongen nu ville henvende sig direkte til dem og ikke via den øverste lokale embedsmand. Borgerskabet fik skattelighed med adelen, idet konsumptionen (indirekte indenlandske afgifter) blev ophævet i 1662, den blev dog genindført 10 år senere. Kongen skulle stå for skatteudskrivningen (der nu kun angik bønderne og ekstraskatterne), for udpegningen af embedsmændene, al lovgivning og den øverste domsmagt.

Det hele kulminerede med kongeloven af 1665. Den var en meget detaljeret redegørelse for arvefølgen og blev den eneste europæiske forfatning, der på tryk legitimerede den nærmest totale enevælde. Kongen var kun bundet af tre ting: den lutherske religion, landets udelelighed og kongeloven, der ikke måtte ændres.

Enevælden og centralregeringen

Nok var kongen den lovformelige enehersker, men den øgede statsmagt krævede øget assistance. Dels fortsatte han med at tage enkelte personer som rådgivere, og dels grundlagde han en kollegiestyrelse. De tre gamle organer Danske Kancelli, Tyske Kancelli og Rentekammeret blev godt nok bestående, men deres ledelse blev lavet om til et kollegium, hvis medlemmer var de forskellige afdelingers ansvarshavende. Disse kollegier fik en chef, som i Danske Kancelli hed kansleren, senere kancellipræsident, og som i Rentekammeret hed rentemesteren. Nye organer kom til som f.eks. Kommercekollegiet og Krigskancelliet. Vigtigt er det at huske, at de alle var både politiske og administrative organer. Magtens centrum lå alt efter kongens evner og gemyt hos ham selv eller i kombinationer af konge og personlige rådgivere eller konge og statsrådet, som bestod af kollegiernes chefer og andre kongeligt udpegede.

Den første enevældige konge var Frederik 3. (født 1609, regent 1648-1670). Han havde ikke blot taget imod tilbuddet om arvekongeriget, han havde også forkastet den håndfæstning, rigsrådet i 1648 havde afkrævet ham og i stedet givet kongeloven. Frederik 3. førte et ganske personligt regimente med rentemesteren Christoffer Gabel (1617-1673) ved sin side.

Hans søn Christian 5. (født 1646, regent 1670-1699) var langt fra så interesseret i magten som faderen; han var mere systematiker. Ganske kort tid efter sin tiltrædelse sørgede han for en ny rangorden, der blev kronet af en ny "superrang". Man – dvs. adelige og borgerlige – kunne opnå rang af greve eller baron, hvis man ejede hhv. 2500 eller 1000 tønder hartkorn. De nød udpræget skattefrihed. Deres gods skulle gå i arv til første fødte søn, og fandtes ingen arvinger faldt godset tilbage til kronen.

Også andre systematiseringer foretog Christian 5. Den store lovbog Danske Lov blev udarbejdet. Den stod fra 1683 ved magt som eneste lov under hele enevælden. Den blev dog jævnligt ajourført ved hjælp af forordninger, resolutioner og plakater. Landet blev målt op og en ny skatteligning lavet. Det blev Christian 5.s danske matrikel af 1688. Christian 5. afsatte Gabel og støttede sig på sin fars unge komet Peder Schumacher (1635-1699), som han gjorde til greve af Griffenfeld og til rigskansler. Parløbet holdt dog kun i seks år, da Griffenfeld faldt i unåde på grund af formodet landsforræderi.

Frederik 4. (født 1671, regent 1699-1730) traf igen selv alle beslutninger om stort og småt og meget småt. Hans eftermæle er, at han var en overbebyrdet enevældig kontorchef. Han indførte landmilitsen i 1701 for at forberede en revanchekrig mod Sverige på billigere vilkår. 20.000 lejesoldater skulle erstattes af lige så mange bondesønner. Denne stående hær udlejede han foreløbigt for gode penge til den tyske kejser. Fra 1709 deltog Danmark med skiftende held i Den Store Nordiske Krig.

Christian 6. (født 1699, regent 1730-1746) var meget religiøs og tilsluttede sig pietismen, som var en protestantisk asketisk bevægelse. Christian 6. omgav sig med rådgivere af samme sindelag, og hans lovgivning var tydeligt inspireret herfra.

Frederik 5. (født 1723, regent 1746-1766) reagerede voldsomt mod sin fromme fader og blev alkoholiker i en ung alder. Hans rådgivere med hofmarskal A.G. Moltke (1710-1792) og udenrigsminister J.H.E. Bernstorff (1712-1772) i spidsen styrede ham dog sikkert igennem det politiske arbejde. De sørgede for, at faderens embedsmænd fortsatte. Frederik 5.s bidrag til regeringen var egentlig kun at være det glansfulde symbol på den økonomiske og kulturelle opgangstid, landet omsider kom i.

Hans søn Christian 7. (født 1749, regent 1766-1784/1808) bibeholdt ligeledes sin fars rådgivere. Men 1770 var det forbi med deres indflydelse. Den nye kongelige rådgiver blev Johann Friedrich Struensee (1737-1772), en læge fra Altona, som vist nok havde kunnet se, at kongen var psykisk syg. Struensee var fyldt med oplysningstidens mange ideer, især den spirende liberalisme. Han gennemførte en række reformer i oplysningstidens bedste ånd, dog med hård og ueftergivende hånd. Efter at han var indgået i et intimt forhold med dronning Caroline Mathilde, benyttede hans modstandere sig af den af ham lige indførte ytringsfrihed, og skandaliserede ham. Han blev afsat knap to år senere og efter en noget tvivlsom rettergang dømt til døden. Den næste vejleder for Christian 7. blev Ove Høegh-Guldberg (1731-1808). Han var en protegé af kongens stedmoder, enkedronningen Juliane Marie, og hendes søn arveprins Frederik. Det var dem, der havde detroniseret Struensee. Guldbergtiden er gået ind i historien som restaurationens tid, hvor mange af Struensees reformer blev annulleret.

I 1784 gennemførte oppositionen sammen med kronprinsen et statskup, og Høegh-Guldberg gik af. Kronprinsen, den senere kong Frederik 6. (født 1768, regent 1784/1808-39), valgte som sine rådgivere A.P. Bernstorff (1735-1797), efter dennes død sønnen Christian (1769-1835), og brødrene Chr.D. Reventlow (1748-1827) og J.L. Reventlow (1751-1801). Kronprinsen gennemførte landboreformerne og holdt jævnligt statsrådsmøder. Men da kronprinsen blev lidt ældre, gjorde han sig mere og mere uafhængig af sine rådgivere, især fra og med den bevægede tid under Napoleonskrigene. I sine sidste 12 år havde han sin konservative kancellipræsident P.Chr. Stemann (1764-1855) tæt ved sin side. Meget mod deres vilje blev de presset til at give en forfatning i 1831/34, der indførte rådgivende stænderforsamlinger.

Stemann fortsatte på sin post og med sin indflydelse under Christian 8. (født 1786, regent 839-48). Denne havde i 1814 været med til at lave den frie forfatning i Norge og skulle have været den første norske konge. Nu havde han glemt de fleste af sine frie ideer til sorg for den danske liberale opinion. Da han endeligt var klar til at give efter og en fri forfatning skulle udarbejdes, døde han pludseligt. Hans søn Frederik 7. (født 1808, regent 1848-63) tog over og gav året efter Den Danske Grundlov.

Enevælden og lokalregeringen

Lokalmyndigheden var enevældens svage led igennem det meste af 1700-tallet. Nogle grundlæggende opgaver var godt nok kommet på plads, men en tætmasket administration manglede endnu.

Amtmanden var overøvrigheden og kongens øverste embedsmand i lokalsamfundet. Han sorterede direkte under Danske Kancelli, Rentekammeret eller Krigskancelliet, alt efter hvad sagen drejede sig om. Under ham fungerede amtsforvalterne, der indsamlede skatterne fra godsejerne, og retsbetjentene, som hed herreds- eller byfogeder. De var dommere eller politimestre i deres herreder eller købstad. I hvert landsogn kunne herredsfogeden fra sidst i 1700-tallet udpege en sognefoged - en sådan kendtes dog allerede før fra flere sogne. Godsejerne havde indtil sidst på 1700-tallet forskellige administrative opgaver, heriblandt udskrivningsretten til militæret. Det havde givet godsejerne magten over deres bønder, idet det havde været godsejeren, der bestemte, hvem der skulle springe soldat. Fra sidst i 1700-tallet nedsattes lokale kommissioner, der skulle administrere lokale forhold som skoler og fattigvæsen.

Under hele enevælden havde kongen eneret til at udpege sine embedsmænd, men for det meste lod han sig rådgive af de organer, der havde forstand på det.

Enevældens virke og karakter

Til trods for sit navn og sin nedskrevne kongelov, var kongerne ikke enevældige. Ikke blot støttede de fleste sig på rådgivere, men de var også meget tilbageholdende med at give bestemmelser hen over hovedet på befolkningen eller at udøve tvang. Ved problematiske spørgsmål blev der i reglen nedsat kommissioner, hvis medlemmer kom fra de stridende parter, således at man fik diskussionerne i miniformat som ved landbokommissionerne i 1700-tallet. Hvis sagen drejede sig om permanente lokale nyordninger blev kommissionernes medlemmer taget fra de vedrørende grupper som ved skolekommissionerne. Der findes så godt som ingen eksempler på tvangsanvendelse. En af de forbløffende undtagelser er behandlingen af dr. Dampe (1790-1867).

Om artiklen

Forfatter(e)
Gerda Bonderup
Tidsafgrænsning
1660 - 1849
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Feldbæk, Ole: "Den lange fred". Olsen, Olaf (red.): Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie bd. 9 (1991).

Bjørn, Claus: "Fra reaktion til grundlov". Olsen, Olaf (red.): Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie bd. 10 (1991).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Gerda Bonderup
Tidsafgrænsning
1660 - 1849
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Feldbæk, Ole: "Den lange fred". Olsen, Olaf (red.): Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie bd. 9 (1991).

Bjørn, Claus: "Fra reaktion til grundlov". Olsen, Olaf (red.): Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie bd. 10 (1991).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk