Efterløn, 1978-

Artikler

Efterlønnen blev vedtaget den 10. november 1978. Den var forberedt af den socialdemokratiske arbejdsminister Svend Auken og gav 60-66-årige ret til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet inden pensionsalderen, hvis de opfyldte en række krav, bl.a. medlemskab af en statsanerkendt a-kasse. Indførelsen af efterlønnen kan både ses som et socialpolitisk førtidspensionsforslag og som et redskab til at forbedre beskæftigelsen i en tid præget af arbejdsløshed.

Siden sin vedtagelse har efterlønnen haft et stormombrust liv, hvor den af tilhængere er blevet fremhævet som en af velfærdsstatens kronjuveler og af modstandere som en tikkende bombe under dansk økonomi.

Siden 1998 er efterlønsperioden gennem tre reformer blevet nedsat fra at være syv år til at være tre år. Ligeledes er perioden, hvori man skal have været medlem af en a-kasse for at være berettiget, gradvist blevet hævet fra de oprindelige 5 år til 30 år.

1973-1976: efterlønnens forhistorie

I 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne kom der politisk fokus på arbejdsmiljøproblemer, miljøbelastning og nedslidning. I 1975 blev den danske miljølov suppleret med en særlig arbejdsmiljølov, der erstattede den tidligere arbejderbeskyttelseslov fra 1954. Den nye lov var ambitiøs og arbejdede med et udvidet sundhedsbegreb, hvor både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø skulle tages med i betragtning.   

Fagforbundet SiD (Specialarbejderforbundet i Danmark, fra 2005 en del af 3F) lancerede som respons på arbejdsmiljøloven et forslag til en efterlønsordning. SiD var den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensens (1922-2016) gamle fagforbund og repræsenterede specialarbejdere, faglærte og ufaglærte arbejdere inden for bl.a. industri-, transport- og byggebrancherne. I SiD's forslag skulle erhvervsaktive inden for særligt belastede fag eller jobfunktioner have mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet som 60-årige, hvis de var medlemmer af en A-kasse. Efterlønnen skulle være 2/3 af lønnen, men med et maksimum på 90.000 kr. udbetalt om året. Den foreslåede ordning var hermed særligt attraktiv for lavtlønnede, som også udgjorde langt størstedelen af SiD's medlemmer.

I januar 1976 tog Socialistisk Folkeparti (SF) SiD's ide op i Folketinget og fremsatte et beslutningsforslag om efterløn. I SF's version skulle efterløn dog være en ret for alle 60-årige uanset fag eller a-kassemedlemskab. Der var imidlertid ikke flertal i Folketinget for SF's forslag - heller ikke da partiet stillede det igen i august 1977.

1976-1978: LO's og Socialdemokratiets efterlønsforslag

Efterlønsideerne opnåede først en bredere støtte, da den faglige hovedorganisation LO i sommeren 1976 begyndte at interessere sig for ordningen. LO lagde pres på Socialdemokratiet, for at partiet skulle finde en måde at implementere en form for efterløn på. I begyndelsen af 1977 udsendte LO og Socialdemokratiet så en fælles beskæftigelsesplan, hvor efterlønnen indgik som et initiativ, der skulle sikre fleksibilitet på arbejdsmarkedet og nedsætte arbejdsløsheden. 

I november 1977 nedsatte den socialdemokratiske arbejdsminister Svend Auken (1943-2009) et efterlønsudvalg, kaldet Drachmann-udvalget efter udvalgets formand, forligsmand Geert Drachmann (1910-1999). Udvalget skulle afgive en rapport om mulighederne for at opbygge en efterlønsordning med henblik på at opnå en bedre fordeling af det eksisterende arbejde.

I foråret 1978 fremlagde udvalget sin rapport, som kom til at danne grundlag for arbejdsministerens efterlønslovforslag. Ifølge lovforslaget skulle 60-66-årige havde ret til efterløn, hvis de havde været medlemmer af en statsanerkendt a-kasse i mindst fem ud af de seneste ti år samt havde bopæl i Danmark. Efterlønnen ville i de første 2½ år være identisk med den dagpengestats, som man som a-kasse-medlem havde ret til. Derefter ville den blive reduceret til 80 % og efter yderligere to år til 60 % af dagpengesatsen.

Efterlønnen: fra social førtidspension til en genvej til forbedret beskæftigelse

Da SiD og SF stillede deres forslag om efterløn, lagde de vægt på de sociale og helbredsmæssige aspekter ved en efterlønsordning. Hos LO og Socialdemokratiet blev efterlønnen derimod primært set som en måde at frigøre job til tidens mange arbejdsløse. Det var også derfor, at efterlønnen kom til at blive behandlet under Arbejdsministeriet og ikke Socialministeriet

I december 1974 var arbejdsløsheden på 4,3 % (ca. 107.000 arbejdsløse), og i december 1975 nåede den op på 5,4 % (ca. 134.000 arbejdsløse). Den stigende arbejdsløshed skyldtes både den økonomiske krise, som fulgte oliekrisen i 1973, men også en stærk tilgang til arbejdsmarkedet, herunder særligt af kvinder og de store ungdomsårgange.

I april 1978 blev Svend Aukens lovforslag om efterløn sambehandlet med et forslag om en jobtilbudsordning, hvilket også viser efterlønnens tilknytning til arbejdsløshedsspørgsmålet. Jobtilbudsordningen skulle for det første sikre, at langtidsledige ikke faldt ud af dagpengesystemet, og for det andet, at de fik genoptræning til arbejdsmarkedet. Jobtilbudsordningen skulle være finansieret af det offentlige, men aftales med arbejdsmarkedets parter. Hvis ikke den arbejdsløse fik en normal ansættelse efter jobtilbuddet, ville han/hun blive nulstillet i forhold til den såkaldte 26-ugers regel, ifølge hvilken man skulle have 26 ugers lønarbejde inden for en treårig periode for at kunne forblive i dagpengesystemet. Ordningen sikrede dermed den langtidslediges bibeholdelse af dagpengeretten.

Hos den borgerlige opposition var begejstringen større for jobtilbudsordningen end for efterlønnen. Modstanden skyldtes, at arbejdsgiverne skulle være med til at finansiere den, og desuden frygtede de at miste erfaren og kvalificeret arbejdskraft, der ved at gå på efterløn valgte at forlade arbejdsmarkedet før pensionsalderen.

Den socialdemokratiske regering og de borgerlige partier indgik derfor den aftale, at jobtilbudsordningen skulle vedtages inden Folketingets sommerferie, mens efterlønnen skulle til behandling på en særsamling for Folketinget i september 1978.

1978: efterlønnen vedtages

Inden Folketinget genåbnede og efterlønnen kunne blive behandlet, var der dog kommet en ny regering. Hen over sommeren havde Socialdemokratiet nemlig forhandlet med Venstre om at indlede et regeringssamarbejde. I forbindelse dannelsen af SV -regeringen havde Venstre indvilliget i, at efterlønsordningen blev indskrevet i regeringsgrundlaget. Derfor kunne arbejdsminister Svend Auken den 10. oktober 1978 igen fremsætte et lovforslag om efterløn. Det nye forslag var en modificeret udgave af det gamle. Ved siden af det oprindeligt foreslåede gjorde loven det også muligt for medlemmer af nye a-kasser, etableret for mindre end fem år siden, at søge om efterløn. I forslaget indgik det desuden, at man som efterlønner fik mulighed for at lønnet arbejde 200 timer årligt, uden at det ville blive fratrukket i efterlønsydelsen. Efterlønnens størrelse blev beregnet ud fra et gennemsnit af de sidste 13 ugers løn.

Forslag til 'Lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. (Efterløn)' blev vedtaget af Folketinget den 10. november 1978 med SV-regeringens, Det Radikale Venstres, Socialistisk Folkepartis og Centrum-Demokraternes stemmer. Det Konservative Folkeparti, Fremskridtspartiet og Retsforbundet stemte imod, mens Danmarks Kommunistiske Parti, Venstresocialisterne og Kristeligt Folkeparti afstod fra at stemme.

I befolkningen var ordningen meget populær, og meningsmålinger fra 1978 viste, at over 80 % af danskerne var tilhængere af efterlønnen. Den bedste indikator for efterlønnens folkelige succes er det store antal af danskerne, der valgte at benytte ordningen de næste 25 år. En skyggeside af succesen er dog, at efterlønnen allerede fra 1979 blev langt dyrere end beregnet, og at udgifterne til ordningen forsatte med at stige støt op gennem 1980'erne og 1990'erne.

1982-1993: borgerlige stramninger af efterlønnen

Under den konservative statsminister Poul Schlüters (1929-) regeringer var det vigtigste projekt, at den danske økonomi og betalingsbalancen skulle forbedres. Alle offentlige ydelser var derfor underlagt et stramt eftersyn, og nedskæringer i efterlønnen blev diskuteret af flere omgange.

Det kom dog aldrig til de helt store nedskæringer eller ændringer i efterlønnen, selvom Det Konservative Folkeparti var stærkt kritiske over for ordningen. Dette skyldtes for det første den store tilslutning til efterlønnen i befolkningen. For det andet var efterlønnen indført gennem et bredt forlig hen over midten i dansk politik, hvilket gjorde det svært at finde flertal for store reformer af ordningen.

Regeringens fastfrysning af de offentlige ydelser i perioden 1982-1987 betød dog, at efterlønnen på grund af inflationen frem mod 1987 gradvist mistede op mod 20 % af sin reale værdi. I 1988 valgte et flertal i Folketinget helt at fjerne arbejdsgiversidens bidrag til efterlønnen.  I 1986 var den borgerlige regering sammen med et bredt folketingsflertal dog også med til at afskaffe efterlønnens nederste satstrin, så den laveste ydelse blev 80 % af dagpengesatsen. 

I 1991 indgik et samlet Folketing, dog minus Fremskridtspartiet, et bredt forlig om efterlønnen, der bl.a. indeholdt krav om 20 års medlemskab af en a-kasse ud af de seneste 25 år for at være berettiget til efterløn. Desuden fik man mulighed for at opnå en højere efterlønssats, hvis man udskød sin efterløn til man var 63 år. 

1993-1999: velfærdsstatens kronjuvel eller en tikkende bombe under samfundsøkonomien?

I 1980'erne havde diskussionerne om efterlønnen primært handlet om ordningen som en social rettighed og dens betydning for samfundsøkonomien her og nu. I 1990'erne kom diskussionen i højere grad til at handle om, hvad efterlønnen ville betyde for fremtidens økonomi. Flere økonomer og politikere frygtede nemlig, at den voksende gruppe af ældre ville gøre efterlønnen væsentligt dyrere. I 1990'erne var der modsat i 1970'erne også mangel på arbejdskraft. Så det der i 1970'erne havde været en fordel ved efterlønnen, nemlig at ældre trak sig tilbage tidligere og dermed gav plads til de yngre på arbejdsmarkedet, blev i 1990'erne fremhævet som et problem, fordi der generelt var mangel på arbejdskraft.

For fagbevægelsen, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og store dele af Socialdemokratiet havde efterlønnen derimod i høj grad fået status som en af velfærdsstatens kronjuveler, der sikrede lønmodtagerne mod nedslidning og gav mulighed for en god alderdom. At forringe eller helt afskaffe den blev derfor opfattet som en velfærdspolitisk umulighed. 

1998: efterlønsreformen, der kostede Socialdemokratiet magten

I sommeren 1996 tog efterlønsdiskussionerne til, og både centrum-højre i Folketinget såvel som flere fremtrædende økonomer lagde pres på den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen (1943-) for at hans regering skulle levere en løsning på efterlønnens fremtidige udgifter.  Poul Nyrup og andre ledende socialdemokrater var dog flere gange ude og garantere, at Socialdemokratiet stod vagt om efterlønsordningen. I valgkampen i forbindelse med folketingsvalget den 11. marts 1998 blev en bevarelse af efterlønnen derfor et vigtigt valgløfte for Socialdemokratiet, og Poul Nyrup garanterede den 6. marts 1998, at så længe Socialdemokratiet sad i regering, ville der ikke ske forringelser af efterlønnen.  

Trods valgløfterne valgte regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV (Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre) alligevel som en del af finanslovsaftalen for 1999 at indgå en aftale om en efterlønsreform. Efterlønsreformen var en del af et bredt forlig hen over midten indgået med Venstre, Det Konservative Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne. Hovedelementerne i reformen var et krav om, at man for at være efterlønsberettiget skulle have været medlem af en a-kasse i 25 ud af de sidste 30 år. Samtidig blev folkepensionsalderen nedsat fra 67 til 65 år - hvilket betød, at den mulige efterlønsperiode blev forkortet med to år. I ordningen indgik også en række økonomiske incitamenter, der skulle få folk til at udskyde eller fravælge efterløn.

Efterlønsreformen udløste en voldsom kritik fra flere store fagforbund og dele af Socialdemokratiets eget bagland. I meningsmålinger kort efter efterlønsreformens vedtagelse blev Socialdemokratiet også hårdt straffet af vælgerne og stod således til at miste godt halvdelen af de mandater, som de havde fået ved valget i 1998. Efterlønssagen og anklager om brudte løfter vedblev med at klæbe til Poul Nyrup og Socialdemokratiet og var stærkt medvirkende til, at partiet ved valget i 2001 mistede 11 mandater og regeringsmagten skiftede til en VK-regering.

2006 og 2011: efterlønsalderen hæves

Efter den store diskussion og uro, som efterlønsreformen i 1998 havde skabt, var der ikke megen stemning på Christiansborg for at diskutere eller ændre i efterlønnen foreløbigt. Området lå derfor stille indtil slutningen af 2005, hvor den af den borgerlige VK-regering nedsatte Velfærdskommission præsenterede sin rapport, hvori efterløn blev foreslået afskaffet. Dette skulle ifølge kommissionen dels sænke de offentlige udgifter, og dels sikre fremtidens udbud af arbejdskraft.

Selvom udspillet vakte generel begejstring hos landets økonomer, var Folketingets partier noget mere tøvende over for at tilslutte sig Velfærdskommissionens konklusioner. VK-regeringen måtte derfor ud og forsøge at forhandle sig frem til et forlig, der var økonomisk ansvarligt i forhold til Velfærdskommissionens beregninger, men også tog hensyn til den popularitet, som efterlønnen havde i størstedelen i befolkningen.

Efter megen debat og lange forhandlinger kunne VK-regeringen i juni 2006 med støtte fra Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet så fremlægge en ny efterlønsreform. I den nye reform blev kravet om a-kassemedlemskab forhøjet til 30 år. Reformen fastholdt en femårig efterlønsperiode, men lod efterlønsalderen stige gradvist fra 2019 til 2022 indtil den ramte 62 år. Samtidig blev det vedtaget, at efterlønsalderen fra 2025 skulle stige i takt med middellevealderen.

Selvom VK-regeringen havde sikret et bredt forlig om efterlønnen, fik den dog ikke skabt ro om sagen. Mange økonomer var ude og advare om, at reformen slet ikke sikrede Danmarks økonomi på lagt sigt. Fra 2008 kom det nystiftede parti Liberal Alliance sammen Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti desuden til at udgøre en markant røst for en fuld afskaffelse af efterlønnen.

Den fortsatte debat og den interne uenighed blandt de borgerlige partier kastede VK-regeringen ud i nok en runde af forhandlinger om efterlønnen, der i maj 2011 resulterede i en aftale mellem regeringen, Det Radikale Venstre og Danske Folkeparti. Aftalen bestod af tre hovedelementer. For det første blev aftalen fra 2006 fremrykket, så efterløns- og pensionsalderen steg hurtigere end først aftalt. For det andet skulle efterlønnen gradvist forkortes til en periode på tre år. For det tredje forsøgte man at give efterlønnen en mere social profil ved dels at indføre en seniorførtidspension for nedslidte, dels at nedsætte efterlønsydelsen for folk med en privat pensionsopsparing på over en million kr.

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Astrid Elkjær Sørensen, Thorsten Borring Olesen
Tidsafgrænsning
1978 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. oktober 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1 (2017)

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2 (2018)

Petersen, Jørn Henrik mlf: "Dansk Velfærdshistorie - mellem skøn og ret", bind 5 og 6 (2014)

Petersen, Klaus: Bastarden. Historien om efterløn. Tilblivelsen 1975-1979 (2011)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Astrid Elkjær Sørensen, Thorsten Borring Olesen
Tidsafgrænsning
1978 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
10. oktober 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1 (2017)

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2 (2018)

Petersen, Jørn Henrik mlf: "Dansk Velfærdshistorie - mellem skøn og ret", bind 5 og 6 (2014)

Petersen, Klaus: Bastarden. Historien om efterløn. Tilblivelsen 1975-1979 (2011)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk