EF-/EU-modstand i Danmark

Artikler

Dansk EU-modstand opdeles i dag typisk i modstandere, der vil helt ud af EU, og skeptikere, der vil blive i EU, men reformere systemet. Det er kun Folkebevægelsen mod EU, der klart definerer sig selv som modstander, mens skeptikere kan findes i praktisk talt alle de politiske partier, og især i SF og DF, og tidligere udgjorde forskellen mellem modstand og skepsis også grundlaget for oprettelsen af JuniBevægelsen i 1992.

Modstanden mod EF og EU har rødder tilbage til oprettelsen af det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og de første diskussioner om et muligt dansk medlemskab i de tidlige 1960’ere. Denne modstand har dog i bemærkelsesværdig grad befundet sig uden for de politiske partier i Folketinget. Da tinget i 1961 første gang skulle stemme om at indlede optagelsesforhandlinger med det daværende EEC (European Economic Community), eller i daglig tale Fællesmarkedet, stemte kun SF imod. De eneste andre tidlige konsekvente modstanderpartier var DKP, Retsforbundet og Dansk Samling.

Modstanden rakte dog også ind i de andre partier, og især deres vælgere, men spørgsmålet var dog ikke markant på dagsordenen før slutningen af 1960’erne, hvor medlemskabet kom tættere på.

Oplysningskomitéer

Det manglende fokus på et muligt medlemskab af Fællesmarkedet ført til, at modstanderne tidligt organiserede en række oplysningskomitéer, der skulle sørge for at bringe problemer og farer ved et dansk medlemskab ud til befolkningen. Disse fik navne som Komiteen til bevarelse af Danmarks frihed, Komiteen til oplysning om Rom-unionen, og Oplysningsfonden om Danmark og Rom-unionen. Sidstnævnte havde solid økonomisk opbakning fra A. P. Møller. Den tidlige modstand havde ofte rødder i kredse, der havde haft tilknytning til modstandsbevægelsen, og de nationale argumenter om Danmarks suverænitet var meget fremherskende, hvilket næppe var overraskende kun ca. tyve år efter besættelsens ophør.

Modstanden samles

Men det var først da spørgsmålet om EF-medlemskab rykkede meget tæt på omkring 1970, at modstanden for alvor blev samlet og aktiv. Det var netop denne nødvendighed af en samlet kampagneorganisation, der blev grundlaget for dannelsen af Folkebevægelsen mod EF i 1972. Hidtil havde problemet været, at EF-modstanden var opdelt i højre-modstand og venstre-modstand, men med Folkebevægelsen fik man skabt en tværpolitisk, fælles modstanderorganisation, dog uden VS og fraktionen Socialdemokrater mod EEC.

Frygt for tysk dominans

Op til afstemningen i 1972 blev der slået på en række temaer. Dels var der frygten for Tysklands og i bredere forståelse ”det kontinentale Europas” indflydelse og mulige overvældelse af Danmark og danske traditioner for folkestyre mm. Dette blev opsummeret i en modvilje mod ”katolsk konservatisme”, der også blev koblet til ligestillingsspørgsmålet. Det blev således hævdet, at Danmark ville blive underlagt den sydeuropæiske, konservative, katolske samfundsmodel, og der blev ofte draget paralleller til det Tredje Riges ”nyordning” af Europa med begrebet ”Neuropa”. I det hele taget stod frygten for Tyskland meget stærkt i EF-modstanden frem til 1970’erne, men er siden blevet nedtonet en del. Dette skyldes sandsynligvis den større afstand der skiller os fra besættelsestiden, og det faldende antal, der har egne erindringer om denne. Samtidigt fik Tyskland ikke den altdominerende position, som skrækvisionerne om Neuropa udpenslede.

Frygt for storkapital

Det andet tema, der stod centralt, var frygten for den europæiske ”storkapital” og dens indflydelse i Danmark. Argumentet var, at med et åbent fællesmarked, ville de store europæiske virksomheder og pengemænd simpelt hen opkøbe Danmark. Dette argument blev naturligvis især brugt af modstanderne fra venstrefløjen. Parallelt med dette var frygten for oversvømmelsen af billig arbejdskraft sydfra, et argument, der er blevet bragt til torvs ved mange senere lejligheder.

Endelig har ideen om EF som en kommende militær supermagt i forklædning og dermed koblingen til fredsbevægelserne også været brugt både i 1972 og senere, og var afgørende for det danske forbehold over for militært samarbejde, der blev indført med Edinburgh-aftalen i 1993.

Forventning til alternativerne

Omvendt blev alternativerne til EF talt op til nærmest utopiske højder.

Alle var tilsyneladende enige om, at det nordiske samarbejde skulle styrkes. Forventningerne til et nordisk alternativ til EF forblev store på trods af, at flagskibet i dette projekt, nemlig ideen om en samlet, nordisk, økonomisk blok i form af NORDEK, havde lidt skibbrud i 1970.

EFTA (European Free Trade Association) blev ligeledes præsenteret som den eneste rigtige mulighed for (mellem)statsligt samarbejde i Europa, selvom denne vision absolut ikke deltes af de mere venstreorienterede modstandere i DKP og VS i 1972. Her var frihandelsideen stadigvæk en tand for kapitalistisk, og europæisk samarbejde skulle snarere finde sted med Østeuropa, eller via international arbejderklassesolidaritet. Holdningen til EFTA var symptomatisk i forhold til den centrale spænding inden for Folkebevægelsen, der reelt kun holdtes sammen af EF-modstanden. Problemet var, at man groft sagt kun var enige om at være imod EF, mens man ofte var indbyrdes uenige på stort set alle andre politiske områder. I modstanderkredse blev EF-alternativernes kranke skæbne koblet sammen med det politiske establishments overvældende EF-støtte. Fortællingen blev, at f.eks. forhandlingerne om et nordisk økonomisk samarbejde led skibbrud på grund af, at man i det politiske establishment hellere ville med i EF, ja EF-tilhængerne havde nærmest ’myrdet’ det nordiske samarbejde.

 

Modstand i pressen

Pressen var i 1972 overvejende EF-tilhængere med Ekstrabladet som den eneste erklærede modstanderavis. Erfaringerne fra nej-kampagnen førte til oprettelsen af Notat i 1972, der gik konkurs og genopstod som Det Ny Notat kort efter. Magasinet eksisterer fortsat, nu igen med det oprindelige navn Notat, men har i dag ikke nogen direkte tilknytning til den organiserede EU-modstand i eks. Folkebevægelsen mod EU.

Den højreorienterede eller borgerlige EF-modstand har generelt stået svagere end på venstrefløjen. Dette skyldes sandsynligvis delvist en svagere organisatorisk fundering, da det først var med Dansk Folkeparti, at Folketinget fik et politisk parti til højre, der var klart skeptisk over for EU. Venstrefløjen kunne derimod læne sig op af partier som DKP, VS og i begyndelsen SF, samt flere enkelte fagforbund, der gik imod LO, der generelt har været tilhængere. Traditionelle borgerlige støtter i det private erhvervsliv har derimod været altovervejende tilhængere, med enkelte markante undtagelser gennem tiden, eks. A. P. Møller og Steen Danø, hvilket har gjort det svært at opbygge en slagkraftig borgerlig modstanderorganisation.

”Nej i maj” højdepunktet

EF-modstandens ubestridte højdepunkt var det knebne danske nej til Maastricht-traktaten i 1992. Kampagnen op til denne førte dog også til en splittelse i den tværpolitiske EF-modstand med dannelsen af JuniBevægelsen, der appellerede til skeptikerne snarere end deciderede modstandere. Uenigheden om hvad nej’et skulle bruges til førte til, at initiativet i stedet faldt tilbage til Folketingets partier, der indgik det såkaldt ”nationale kompromis” med de fire danske forbehold over for EU-borgerskab, fælles forsvar, fælles mønt og fælles retspolitik. Kompromiset mindede dog stærkt om et udspil fra JuniBevægelsen, der imidlertid trak sig tilbage til en mere modstanderagtig position og anbefalede et nej til Edinburgh-aftalen i 1993.

Den eneste anden succeshistorie for EF-modstanden var den grønlandske afstemning og efterfølgende udmeldelse af EF i 1985, der havde baggrund i oprettelsen af det grønlandske hjemmestyre.

Problemet for den tværpolitiske EF- og EU-modstand har hele tiden været, at man kun var bundet sammen af modstanden, mens alternative visioner og politiske ideer i øvrigt har spændt ekstremt vidt og ofte været indbyrdes modstridende. Overordnet set kan modstanderargumenterne dog groft sagt rubriceres i en højreorienteret modstand, der lægger vægt på det nationale og har klare toner tilbage til de nationale bevægelser fra 1800-tallet, og så en mere venstreorienteret der især ser EF/EU som garant for storkapitalen. Disse argumenter kan dog sagtens støtte hinanden, men som det klart sås efter Maastricht-afstemningen i 1992, så er strategien i tilfælde af et nej ofte uklar.

Om artiklen

Forfatter(e)
Morten J. W. Hansen
Tidsafgrænsning
1960 - 1993
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Dahlerup, Drude (red.): Udfordring Europa. JuniBevægelsen 10 år, 2002.

Hagel, Annie (red.) (Festskrift til Poul Overgaard Nielsen):EF-modstanden 1972-1986. Bidrag til et stykke Danmarkshistorie, 1986.

Helin, David: 30 år i folkestyrets tjeneste. Om Folkebevægelsen mod EU’s historie 1972-2001, 2002.

Hammerich, Else, Christensen, Ib, Bonde, Jens-Peter og Bjørnvig, Birgit: Det fik vi gjort. Folkebevægelsen i EF-parlamentet 1984-89, 1989.

Rasmussen, Søren Hein: Sære Alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark, 1997.

Lang-Jensen, Sebastian og Bjerregaard, Karen Steller (red.): Arbejderbevægelsen, venstrefløjen og Europa 1945-2005, 2009.

Leconte, Cécile: Understanding Euroscepticism, 2010.

Sonne, Lasse: Nordismens debacle? – analyse af sammenbruddet i NORDEK-forhandlingerne1970 med særligt henblik på økonomiske interesser samt Finlands rolle, 1998.

Sonne, Lasse: NORDEK: A plan for increased Nordic economic cooperation and integration 1968-1970, 2007.

Taggart, Paul: Opposing Europe? The comparative party politics of Euroscepticism, 2008.

Thomsen, Birgit Nüchel (red.): The Odd Man Out? Danmark og den Europæiske integration 1948-1992, 1993.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Morten J. W. Hansen
Tidsafgrænsning
1960 - 1993
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Dahlerup, Drude (red.): Udfordring Europa. JuniBevægelsen 10 år, 2002.

Hagel, Annie (red.) (Festskrift til Poul Overgaard Nielsen):EF-modstanden 1972-1986. Bidrag til et stykke Danmarkshistorie, 1986.

Helin, David: 30 år i folkestyrets tjeneste. Om Folkebevægelsen mod EU’s historie 1972-2001, 2002.

Hammerich, Else, Christensen, Ib, Bonde, Jens-Peter og Bjørnvig, Birgit: Det fik vi gjort. Folkebevægelsen i EF-parlamentet 1984-89, 1989.

Rasmussen, Søren Hein: Sære Alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark, 1997.

Lang-Jensen, Sebastian og Bjerregaard, Karen Steller (red.): Arbejderbevægelsen, venstrefløjen og Europa 1945-2005, 2009.

Leconte, Cécile: Understanding Euroscepticism, 2010.

Sonne, Lasse: Nordismens debacle? – analyse af sammenbruddet i NORDEK-forhandlingerne1970 med særligt henblik på økonomiske interesser samt Finlands rolle, 1998.

Sonne, Lasse: NORDEK: A plan for increased Nordic economic cooperation and integration 1968-1970, 2007.

Taggart, Paul: Opposing Europe? The comparative party politics of Euroscepticism, 2008.

Thomsen, Birgit Nüchel (red.): The Odd Man Out? Danmark og den Europæiske integration 1948-1992, 1993.

Udgiver
danmarkshistorien.dk