Dyrtidsregulering, 1919-1987

Artikler

Dyrtidsreguleringen var en automatisk regulering af løn og visse offentlige ydelser i takt med ændringer i prisniveauet. Dyrtidsregulering fandt sted på baggrund af den prisstatistik, som Danmarks Statistik beregnede og offentliggjorde, og hvor det samlede prisniveau kunne aflæses via et indekstal kaldet pristallet. Hver gang pristallet var steget med tre point, udløste det en kompensation til lønmodtagerne i form af et pristillæg, kaldet en dyrtidsportion.

Dyrtidsreguleringen blev som følge af den økonomiske krise og stagflation (inflation samtidig med økonomisk stagnation) i stigende grad problematiseret i 1970’erne. Den automatiske dyrtidsregulering drev nemlig både priser og lønninger op, og dermed bidrog selve ordningen til at skabe inflation. Ved et politisk forlig i 1976 besluttede Folketinget, at hvis prisstigningerne udløste mere end én dyrtidsportion pr. halvår, skulle de ekstra dyrtidsportioner ikke udbetales, men indefryses. I 1983 blev dyrtidsreguleringen midlertidigt suspenderet, og i 1987 blev den helt afskaffet.    

Dyrtidsreguleringen etableres

Begrebet 'dyrtid' betegner en periode med voldsomt stigende priser eller et usædvanligt højt prisniveau, hvor efterspørgslen er større end udbuddet. Under 1. verdenskrig var priserne og inflationen steget ekstraordinært, men lønmodtagernes realindkomster var faldet med 12-15 %. Der opstod uro på arbejdsmarkedet, og derfor blev der i flere overenskomster indført en automatisk regulering af lønnen i takt med stigninger i pristallet: en dyrtidsregulering. Ved Tjenestemandsloven af 1919 fik de offentligt ansatte også en dyrtidsregulering. Tjenestemandsloven opererede med ensartede satser uanset grundlønnens størrelse og virkede således udlignende på lønforskelle mellem de højeste og de laveste lønninger. Fra 1931 blev tillægget i nogen grad afstemt efter lønnens størrelse.

Dyrtidsreguleringen skulle ikke blot ske, når pristallet steg, men også når det faldt. Dyrtidsordningen blev derfor flere gange suspenderet og genindført i forskellige fags overenskomster igennem 1930'erne pga. økonomisk krise og deflation. Under besættelsen blev ordningen suspenderet ved lov i maj 1940, men genindført i 1946.

Dyrtidsreguleringens principper

I efterkrigstiden fandt den automatiske dyrtidsregulering en nogenlunde fast form for ansatte i den offentlige sektor samt for de fleste privatansatte under overenskomst. Der var variationer inden for forskellige fag, personalegrupper og ansættelsesforhold, men generelt var ordningen konstrueret således, at den kompenserede de danske lønmodtagere ved prisstigninger udregnet efter et såkaldt pristal. Pristallet blev udregnet af Danmarks Statistik og var en indikator for, hvor meget priserne på varer var steget. Når pristallet var steget med tre point, udløste det automatisk udbetalingen af et pristillæg, en såkaldt dyrtidsportion.

For ansatte i den offentlige sektor fungerede ordningen indtil 1975 sådan, at den opererede med en procentvis regulering, der betød, at dyrtidsportionerne var større for højtlønnede end for lavtlønnede. I den private sektor gjaldt der for alle lønmodtagere overvejende stadig et bestemt beløb per dyrtidsportion, som blev fastsat ved overenskomsterne. Frem til 1954 var kvinders dyrtidsportioner lavere end mænds.

1967: uenighed om dyrtidsreguleringen udløser valg

I 1967 udløste en uenighed om dyrtidsreguleringen et dramatisk forløb i Folketinget, der endte med at rive tæppet væk under den socialdemokratiske regering og medførte, at seks folketingsmedlemmer forlod Socialistisk Folkeparti (SF) og dannede Venstresocialisterne (VS).

Balladen begyndte, da statsminister Jens Otto Krag (1914-1978) som følge af udviklingen i den britiske økonomi i november 1967 så sig nødsaget til at indlede en række økonomiske forhandlinger for at sikre dansk eksport og betalingsbalancen. Jens Otto Krags mindretalsregering var parlamentarisk baseret på SF's støtte, og Socialdemokratiet var derfor afhængig af, at SF stemte for den økonomiske plan. I SF's folketingsgruppe var man dog splittede i forhold til, om man kunne støtte den fremlagte økonomiske plan. Det springende punkt var den del af planen, som indeholdt en indfrysning af de dyrtidsportioner, som ville opstå når regeringen devaluerede den danske krone som et led i at sikre dansk eksport til Storbritannien.

Jens Otto Krag valgte trods splittelsen i SF at sætte sin økonomiske plan til afstemning i Folketinget den 15. december 1967. Dels fordi at den økonomiske situation nødvendiggjorde en beslutning, og dels fordi at statsministeren ikke troede, at SF ville vælte regeringen over et så relativt lille stridspunkt. Op til afstemningen havde SF's partileder Aksel Larsen (1897-1972), da også gjort sit bedste for at banke sine partikammerater på plads. Ikke desto mindre valgte seks SF'ere at bryde partilinjen og stemme mod indfrysning af dyrtidsportionerne. Regeringen var herved bragt i mindretal, og en noget sammenbidt statsminister meddelte derfor, at der ville blive udskrevet folketingsvalg til afholdelse den 23. januar 1968.

Dagen efter den dramatiske afstemning i Folketinget holdt SF kongres, hvor partiets sprængning blev officiel. De seks udbrydere og omkring halvdelen af de delegerede udvandrede fra salen og dannede partiet Venstresocialisterne.

1970'erne: Dyrtidsreguleringens samfundsøkonomiske konsekvenser

I 1970'erne blev dyrtidsreguleringen som følge af den økonomiske krise og stagflation (inflation samtidig med økonomisk stagnation) i stigende grad problematiseret af begge fløje i Folketinget. Den automatiske dyrtidsregulering drev nemlig lønningerne op, hvilket i sig selv bidrog til inflation. Det var arbejdsgiverne, der skulle betale tillægget, og merudgiften blev forsøgt indhentet ved at sætte priserne op. Det bidrog både til inflationsskabelse og til en svækket konkurrenceevne over for udlandet, fordi de danske varer blev relativt dyrere end udenlandske. Andre lande havde ikke nationale særordninger som dyrtidsreguleringen, der drev priserne i vejret. Dermed belastede den også betalingsbalancen, hvilket igen kunne føre til højere arbejdsløshed.

Dyrtidsordningen var til gengæld højt værdsat af lønmodtagerne og fagbevægelsen, fordi den udgjorde en kontant sikring mod reallønstab. Dyrtidsreguleringen var desuden indskrevet som en del af arbejdsmarkedets overenskomster og havde været det i årtier. Enhver politisk indblanding i ordningen ville derfor være en stor provokation af fagbevægelsen og en udfordring af det hæderkronede danske princip om, at politikerne blander sig så lidt som muligt i arbejdsmarkedets forhold (den danske model). Hensynet til fagbevægelsen var særligt for Socialdemokratiet en hæmsko i forhold til at finde en gangbar løsning på problemet med dyrtidsreguleringen.

1976: Augustforliget

I august 1976 indgik den socialdemokratiske regering det såkaldte Augustforlig med Det Radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti og Centrum Demokraterne. En central del af forliget omhandlede dyrtidsreguleringen, og dikterede at hvis prisstigningerne udløste mere end én dyrtidsportion pr. halvår, skulle de ekstra dyrtidsportioner ikke udbetales som løn, men indefryses. De indefrosne dyrtidsportioner skulle opbevares og forvaltes af institutionen Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP).

Ved at indfryse dele af dyrtidsportionerne kunne regeringen bryde en smule af den automatisk stigende lønspiral, uden at nogle kunne sige, at den fratog lønmodtagerne deres overenskomsterhvervede gode. I forliget var det desuden staten og ikke virksomhederne, der kom til at bære udgifterne ved dyrtidsindbetalinger til ATP, hvilket man håbede vil forbedre erhvervslivets konkurrenceevne på sigt.

1979: Lønmodtagernes Dyrtidsfond

I 1979, tre år efter Augustforliget, blev det besluttet at oprette Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), som fra 1980 overtog de indefrosne dyrtidsportioner fra ATP. Oprettelsen af LD var del af et langsigtet økonomisk forlig, der blev indgået efter forhandlinger med først den faglige hovedorganisation LO og siden Folketingets partier.

I LD skulle de indefrosne dyrtidsportioner stå som investeringskapital. Fonden skulle ledes af en bestyrelse bestående af 15 repræsentanter udpeget af lønmodtagerorganisationerne og 6 repræsentanter udpeget af finansministeren. Den enkelte lønmodtager ville så ved pension kunne hæve sit indskud (dvs. de indefrosne dyrtidsportioner) med renter.  LD's første direktør blev Holger Jensen (1921-1998), som var tidligere cheføkonom i LO. Han blev i 1986 afløst af den senere socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen (1943-).

LD er en milepæl i dansk historie, da det var første gang at de danske lønmodtagere gennem deres valgte organisationer stillede investeringskapital til rådighed og dermed fik indflydelse på udviklingen af erhvervslivet.

Ved oprettelsen af LD var indskudskapitalen 7,7 mia. kr. I 2017, efter mange års udbetalinger til pensionister, er samme kapital vokset til knap 43 mia. kr. I dag fungerer LD som pensionsselskab for de personer, der ikke fik udbetalt deres dyrtidsportioner i 1970'erne.

1982: Suspension af dyrtidsordningen

Da den nyvalgte konservative statsminister Poul Schlüter (1929-) den 5. oktober 1982 holdt sin åbningstale for Folketinget var hans fokus, at Danmarks økonomi og konkurrenceevne skulle forbedres. Et element for at sikre dette var, at dyrtidsreguleringen skulle suspenderes indtil 1. marts 1985.  Dyrtidsportionerne ville altså ikke blive indefrosset og komme til udbetaling senere, som den forrige regering havde gjort.

Tre dage efter statsministerens åbningstale fremsatte den konservative arbejdsminister Grethe Fenger Møller (1941-) forslag om "Lov om begrænsning af lønstigninger og om ændring af takt- og dyrtidsregulering." Forslaget blev modtaget meget kritisk af både Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne, men blev ikke desto mindre vedtaget den 16. oktober. Vedtagelsen betød en suspension af dyrtidsreguleringen fra 1. marts 1983 til 1. januar 1985.

For den borgerlige regering var det en prioritet at få loven om suspension af dyrtidsreguleringen hurtigt igennem. Dels af hensyn til den samlede økonomiske politik, og dels fordi man ønskede en hurtig og hård konfrontation med fagbevægelsen, som ville være overstået lang tid før næste valg.  Suspensionen af dyrtidsreguleringen blev forventeligt nok ikke godt modtaget af fagbevægelsen, der så det som et angreb på den frie forhandlingsret på arbejdsmarkedet, såvel som en forringelse i lønmodtagernes vilkår. I de sidste to uger af oktober 1982 var der således en regulær protestbølge af demonstrationer og arbejdsnedlæggelser mod suspensionen af dyrtidsreguleringen og regeringens øvrige økonomiske politik.

1987: Afskaffelse af dyrtidsreguleringen

I 1984 besluttede regeringen med opbakning fra Det Radikale Venstre som en del af et økonomisk forlig at forlænge suspensionen af dyrtidsreguleringen med endnu to år.

Den 1. april 1987 blev dyrtidsordningen så fuldt afskaffet - igen med støtte fra Det Radikale Venstre. Selvom både Socialdemokratiet og fagbevægelsen protesterede over ordningens afskaffelse, var indsigelserne mest af principiel karakter - nemlig at afskaffelsen stred mod den danske aftalemodel. Årsagen til at afskaffelsen ikke førte til større diskussion er sandsynligvis, at reallønnen i 1987 for første gang i 1980'erne var stigende og inflationen aftagende. LO-toppen og også flere af de ledende fagforbund synes derfor at være nået til den erkendelse, at regeringens lavinflationspolitik også var i lønmodtagernes interesse. Afskaffelsen af dyrtidsreguleringen førte, modsat suspensionen i 1982, heller ikke til demonstrationer eller arbejdsnedlæggelser.

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Astrid Elkjær Sørensen, Thorsten Borring Olesen, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1919 - 1987
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. september 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1 (2017)

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2 (2018)

Kaarsted, Tage: De Danske Ministerier 1953-1972 (1992)

Petersen, Jørn Henrik m.fl.: Dansk Velfærdshistorie – mellem skøn og ret, bind 2 (2011)

”Betænkning om Dyrtidsregulering” Afgivet af det af arbejdsministeren den 7. august 1973 nedsatte udvalg

Rüdiger, Mogens: "Dyrtidsregulering" i Den Store Danske

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rosanna Farbøl, Astrid Elkjær Sørensen, Thorsten Borring Olesen, Niels Wium Olesen
Tidsafgrænsning
1919 - 1987
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. september 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Thorsten Borring og Niels Wium: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 1 (2017)

Wium, Niels og Thorsten Borring Olesen: De danske ministerier 1972-1993, bd. 5, del 2 (2018)

Kaarsted, Tage: De Danske Ministerier 1953-1972 (1992)

Petersen, Jørn Henrik m.fl.: Dansk Velfærdshistorie – mellem skøn og ret, bind 2 (2011)

”Betænkning om Dyrtidsregulering” Afgivet af det af arbejdsministeren den 7. august 1973 nedsatte udvalg

Rüdiger, Mogens: "Dyrtidsregulering" i Den Store Danske

Udgiver
danmarkshistorien.dk