Donationer til fattigforsorg efter reformationen i 1536

Artikler

Fattigforsorgen, der i middelalderen blev varetaget af kirkelige institutioner, skulle efter reformationen i 1536 varetages af staten. Donationer fra private var dog fortsat en afgørende del af forsorgen, selv om gaver til nødlidende (almisser) i et evangelisk-luthersk samfund ikke mere tjente som bod for synder, men nu skulle gives af ren næstekærlighed.

Luthers syn på gaver og gode gerninger

Middelalderkirkens syn på relationerne mellem menneske og Gud kan sammenfattes med de latinske ord ”do ut des” (”giv, for at du skal blive givet” eller ”noget for noget”). Luther sagde tværtimod, at Gud gav frelsen til menneskene ”gratis”, hvis de blot troede på ham. Det var ikke muligt for mennesker selv at gøre sig fortjent til frelse, heller ikke gennem gaver til de fattige. Den slags gaver skulle fremover udspringe af sand næstekærlighed i stedet for egoistiske bekymringer om egen frelse. 

Fattigforsorgens organisering efter reformationen

Fattigforsorgen blev i middelalderen varetaget af kirkelige institutioner som klostre og stiftelser. Den var direkte eller indirekte finansieret af gaver fra private, der herved håbede at gøre bod for deres synder. Da reformationen lukkede de kirkelige stiftelser, overgik fattigforsorgen til at være en offentlig opgave, omend under kirkeligt tilsyn. Der blev oprettet offentlige hospitalsstiftelser, som fik overladt renteindtægter fra jordegods, som før tilfaldt kirkelige institutioner. Hospitalerne og stifternes centrale fattigkasser dækkede langtfra behovet for hjælp. Grundlaget for fattigforsorgen var derfor stadigvæk, at de fattige gik rundt og tiggede almisser. Det var en tendens i senmiddelalderen, som i Danmark var slået igennem i Christian 2.s Land- og Bylov fra 1522, at der blev skelnet mellem værdigt og uværdigt trængende, og kun de førstnævnte havde ret til at tigge. Dette skel blev videreført efter reformationen. De værdige tiggere i hvert sogn kunne få udleveret et tiggertegn af bly, som båret synligt på tøjet viste alle, at denne person tiggede med god ret. Det var også kun de værdigt trængende, der fik andel i de penge, som blev indsamlet i den særlige kirkebøsse for fattighjælp, som efter reformationen blev opstillet i enhver dansk kirke, og hvor kirkegængerne ved hver gudstjeneste skulle ”ofre” til de fattige.

Donationer til fattige og syge

De danske reformatorer stod over for en stor udfordring med at få danskerne til at give almisser uden hensyn til egen fordel. En førende skikkelse i den danske reformation, Sjællands superintendent Peder Palladius, argumenterede for almissegivning ved at fremhæve, at det var en kristen pligt at hjælpe sin næste, og at man jo aldrig selv vidste, hvornår man kunne få brug for andres hjælp. Men han nævnte også det andet hovedargument, at Gud ville belønne den glade giver. Omvendt ville Gud straffe den, som ikke gav til sin trængende næste. Den forestilling levede videre i århundreder, selv om det egentlig ikke stemte godt med den lutherske holdning, at gode gerninger ikke kunne hjælpe til frelsen. Som et eksempel kan nævnes ligprædikener over adelige fra 15-1600-tallet, hvor præsterne ikke forsømte at rose afdødes gavmildhed. Men i nogle ligprædikener ses donationerne som et naturligt udtryk for giverens fromme sind, mens det i andre hedder, at Gud vil belønne indsatsen i Himmelen. Kilderne viser, at det vitterligt forblev en del af kulturen hos både høj og lav i det danske samfund efter reformationen at give almisser til værdigt trængende, både som en hverdagspraksis og som et naturligt led i højtidsfejring og private fester, hvor mad, klæder eller penge blev uddelt til de fattige, som stod udenfor. I hverdagen har giverne næppe overvejet, hvorfor de gav almisser, for donationskulturen var indlejret i samfundet som en uomgængelig del af tilværelsen.

Fattigtavle fra Sankt Peders kirke i Næstved (1633). På tavlen ses til venstre en kirkebygning og til højre en krøbling med sin stok og en tiggerskål. Teksten ovenover forklarer dels, hvorfor man skal give penge til sin kirkebygnings vedligehold, dels hvorfor man skal give til de fattige. Teksten lyder: ”De fattige hjælp i deres nød, så velsigner Gud dit daglige brød, thi aldrig har jeg set den forladt, som frygter Gud og gør godt”. Pointen er helt tydelig: dem, som giver til de fattige belønnes af Gud. Foto: Jens Olsen. Museum Sydøstdanmark.

 

Artiklen er lavet i samarbejde med Nationalmuseet. 

Om artiklen

Forfatter(e)
Poul Grinder-Hansen
Tidsafgrænsning
1500 - 1650
Sidst redigeret
14. december 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Dahlerup, Troels: Den sociale forsorg og reformationen i Danmark, i Historie/Jydske Samlinger, Ny række, bd. 13 (1979), s. 194-207.

 

Palladius, Peder: En visitatsbog, udgivet på nudansk med indledning og noter af Martin Schwarz Lausten (2003).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Poul Grinder-Hansen
Tidsafgrænsning
1500 - 1650
Sidst redigeret
14. december 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Dahlerup, Troels: Den sociale forsorg og reformationen i Danmark, i Historie/Jydske Samlinger, Ny række, bd. 13 (1979), s. 194-207.

 

Palladius, Peder: En visitatsbog, udgivet på nudansk med indledning og noter af Martin Schwarz Lausten (2003).

Udgiver
danmarkshistorien.dk