Djævelen og trolddom i Danmark i 1500- og 1600-tallet

Artikler

Allerede i oldkirken blev forbindelsen mellem Djævelen og alle former for magi etableret. Djævelen blev opfattet som fristeren, der kunne give magiske ritualer kraft og friste mennesket til at frafalde den sande tro på Gud. Man mente derfor, at troldfolk havde indgået en pagt med Djævelen for at få del i dennes magiske evner. Denne opfattelse blev videreført og yderligere udviklet op gennem middelalderen og fik afgørende betydning for synet på trolddom i 1500- og 1600-tallet. Forbindelsen mellem Djævelen og troldfolkene blev definerende for trolddomsforbrydelsen i Danmark i 1617, men fik kun betydning i de bekendelser, som de allerede dømte troldfolk blev pint til at komme med, inden de blev brændt på bålet. Det afgørende for selve dommen var alene, om det kunne bevises, at den anklagede havde forvoldt skade ved hjælp af trolddom. Var der ingen skadelidte, som i de såkaldte djævleforskrivelsessager, var der ingen sag. Det billede, som tegnes af Djævelen i de danske troldfolks bekendelser, trækker både på elementer fra det internationale lærde syn på Djævelen (dæmonologi) og på en mere lokal, folkelig forståelse af trolddom. Troen på forbindelsen mellem troldfolkene og Djævelen levede videre i befolkningen længe efter myndighederne i slutningen af 1600-tallet holdt op med at dømme og brænde folk for trolddom.

Djævelens betydning i den teologiske trolddomsdefinition

På trolddomsforfølgelsernes tid i 1500- og 1600-tallet var der i både den katolske og protestantiske kristendomsforståelse indbygget en grundlæggende dualisme, en kamp mellem godt og ondt, mellem Gud og Djævelen. Dette forhold mellem Gud og Djævelen var ikke givet fra kristendommens opståen, men blev debatteret og udviklede sig gennem århundreder. Efterhånden nåede teologerne til den erkendelse, at både godt og ondt havde samme udspring, nemlig Gud. Gud var almægtig. Han havde magten til at udslette Djævelen, hvilket han i sidste ende ville gøre. Men Djævelen var også Guds redskab til at prøve mennesket i dets tro ved at friste det til synd. En af Djævelens fristelser var magi og anvendelsen af magiske ritualer. Mange lærde og halvlærde anvendte magiske ritualer for at opnå rigdom eller viden, og for dem var magi ikke ensbetydende med, at Djævelen var på spil. Men for teologerne blev forbindelsen mellem Djævelen og alle former for magi allerede etableret i oldkirken.

I 400-tallet havde kirkefaderen Augustin af Hippo (354-430) anset effekten af magiske ritualer som en illusion. Kun Gud havde magt til at udføre de handlinger, som Djævelen, i et forsøg på at friste mennesket, foregav at kunne udføre. I løbet af middelalderen kom de ledende teologer efterhånden til at indtage det modsatte synspunkt. Dette ses bl.a. formuleret hos en af middelalderkirkens vigtigste teologer, munken Thomas Aquinas (ca. 1227-1274). Han mente, at Djævelen og dæmoner kunne udvirke noget som til forveksling lignede mirakler med reel effekt, men som ikke var sande mirakler. Sande mirakler kunne kun skabes af Gud, og Djævelens ’mirakler’ var derfor i sidste ende bedrag, som havde til hensigt at friste mennesket til at vende Gud ryggen. Ingen genstande, ord eller remser var magiske i sig selv, de måtte forsynes med en kraft, og i magiske ritualer kom denne kraft fra Djævelen. Men en sådan kraft var imidlertid afhængig af en pagt mellem udøverne af magi og Djævelen. Djævelen var med andre ord et symbol på synden og fornægtelsen af Gud, og udøverne af de magiske ritualer blev derfor stemplet som Djævelens tjenere og dermed kættere, fordi de bevidst forbrød sig mod kirkens officielle lære.

Aquinas’ kobling mellem Djævelen og alle former for magi blev afgørende for teologernes fordømmelse af trolddom efter reformationen. Efterhånden blev magiske ritualer sidestillet med trolddom, et begreb med en entydig negativ klang. Blandt katolske teologer var opfattelsen af trolddom, at det først og fremmest var kætteri og apostasi, dvs. frafald fra den sande tro. For protestantiske teologer blev trolddom tillige set som afguderi. Ifølge Luther var paven selv Antikrist, den største troldmand af alle, pga. den katolske kirkes mange helbredelsesritualer og helgendyrkelse. Det var denne forståelse af trolddom som apostasi, kætteri og især afguderi, som gik igen hos de toneangivende danske teologer i 15- og 1600-tallet. Gang på gang advarede de mod og fordømte trolddom, og fra 1617 blev djævlepagten indskrevet i den verdslige lovgivning som definerende for den ’sande trolddom’ og principielt afgørende for troldfolkenes dødsstraf.   


Djævelen og den diabolske heks

Fra midt i det 15. århundrede optræder for første gang beskrivelser af det historikere betegner som den diabolske eller den dæmonologiske heks. Heksen i denne version tilbad djævelen, drog til heksesabbat flyvende på en kost og skadede sine omgivelser alene for sin fornøjelses skyld. I sin mest ekstreme form blev disse forestillinger udfoldet i værket Malleus Maleficarum (Heksehammeren) fra 1486, skrevet af den tyske dominikanermunk og inkvisitor Heinrich Kramer (Institoris). I dansk forskning bruges almindeligvis udtrykkene ’troldfolk’ og ’trolddom’, først og fremmest fordi det var de begreber, man anvendte i samtiden.

Selv om trolddomsprocesserne i Danmark kun sjældent indeholdt spor af diabolske hekse, så var koblingen mellem Djævelen og troldfolkene til stede allerede i senmiddelalderen. Således blev kalkmalerier af troldfolk, ofte i selskab med Djævelen, mere og mere almindelige i de danske kirker i løbet af 1400-tallet.

Kalkmaleri fra Vejlby kirke ved Aarhus. Motivet viser hvordan smørkærningen var forbundet med magi. Fra venstre ses to djævle slæbe mælk til kærningen, som en kvinde er i færd med. En lille djævel på kanten af smørkærnen ser hen mod en ond troldkvinde med et ris i den ene hånd og en pisk (svøbe) i den anden, som er klar til at gennemprygle ham. Fra: Nationalmuseets samling af kalkmalerier i danske kirker

Trolddomsforestillinger og Djævelen i dansk retspraksis efter reformationen i 1536

Til trods for at djævlepagten mellem troldkvinden og Djævelen i lovgivningen blev definerende for den ’sande’ trolddom, spillede det sjældent en rolle i de danske trolddomsprocesser. Indtil dommen var afsagt, angik retssagerne stort set udelukkende, om det kunne bevises, at den eller de anklagede havde skadet andre ved hjælp af trolddom. Typisk havde den mistænkte troldkvinde været i skænderi med sin anklager, og i alle sager forelå en trussel om ondt, hvorefter der var indtruffet omstændigheder, som kunne tolkes som udslag eller virkeliggørelse af troldkvindens trusler. Det kunne dreje sig om skader, sygdom og i værste fald død hos dyr og mennesker, men kunne også dreje sig om fordærvelse af høsten og andre fødevarer, f.eks. smør. Kærningen af smør, hvor den flydende fløde forvandledes til fast smør, var i folketroen forbundet med mange usikkerhedsmomenter og lykkedes ikke altid. En af årsagerne hertil mente man kunne være, at troldfolk havde forpurret processen.  

Først når den anklagede var dømt skyldig, blev spørgsmålet om djævlepagten rejst i en efterfølgende afhøring. Formålet var at få den dømte til at gå til bekendelse og afsløre, hvor, hvornår, hvordan og i selskab med hvem kontakten med Djævelen var kommet i stand? Disse afhøringer kaldtes for bekendelser og foregik som ’pinlige forhør’, dvs. at de almindeligvis foregik under tortur.

I troldfolkenes bekendelser finder man elementer af den lærde opfattelse af Djævelen og dæmoner blandet med en folkelig djævleopfattelse. Et gennemgående træk ved mange af bekendelserne var, at de spillede på modsætningsforholdet mellem troldfolk og den gode kristne, Djævelen og Gud, mørke og lys. I mange bekendelser blev forbindelsen (pagten) med Djævelen indgået i kirken eller på kirkegården, men helst efter mørkets frembrud. Mørket var Djævelens domæne, mens lyset var Guds. Ved at troldkvinden gav sig selv til Djævelen i kirken, blev hendes brud med Gud understreget.

I de danske bekendelser kunne Djævelen selv optræde, men oftere optrådte såkaldte hjælpedjævle. Såvel Djævelen selv som hjælpedjævlene indtog gerne dyreskikkelse i form af katte, frøer eller svin, men hyppigst som hunde. Modsat Djævelen, som i den teologiske forståelse var troldfolkenes herre, så var en hjælpedjævel underlagt troldkvindens autoritet og modtog ordrer fra hende. I nogle tilfælde kunne hjælpedjævlene dog optræde svigefuldt og undlade at udføre troldkvindernes ordre. Hjælpedjævlen var på den måde et billede dels på den overførsel af kraft, som Djævelen gav troldkvindens trolddom, og dels på, at man modsat Gud ikke kunne stole på Djævelen.

Når nye troldfolk skulle introduceres til Djævelen, skete det som regel i selskab med ældre troldfolk, som havde oplært dem. Dette fandt ofte sted ved de natlige sammenkomster (sabbatterne), der kunne finde sted i kirken eller på kirkegården, men også andre steder. Disse natlige sammenkomster blev i de danske bekendelser beskrevet som gilder, fester, hvor man mødtes, drak og dansede, mens hjælpedjævlene og sågar ind imellem Djævelen selv serverede for troldfolkene. Modsat andre dele af Europa var der i de danske beskrivelser af sabbatten ikke tale om tilbedelse af Djævelen.

Kobberstik fra 1626 af den tyske kunstner Michael Herr. Stikket er et klassisk eksempel på hvordan heksesabbaten blev fremstillet i kunsten. Kompositionen er kaotisk med et virvar af kroppe, mennesker, dæmoner og djævle. I baggrunden til venstre danser troldfolk og djævle på Bloksbjerg i Harzen. I forgrunden til højre står nogle troldkvinder omkring et alter, mens andre studere trolddomsbøger. Fra: Wikimedia Commons

Djævelens betydning efter trolddomsprocessernes ophør

Da myndighederne holdt op med at dømme folk for trolddom i slutningen af 1600-tallet, betød det ikke, at Djævelen forsvandt ud af befolkningens bevidsthed. Han levede i den grad videre i folketroen. Særligt fra 1700-tallet kendes der mange eksempler på såkaldte djævleforskrivelser. Djævleforskrivelserne var skriftlige kontrakter, hvori mennesker tilbød Djævelen deres sjæl mod, at denne sikrede dem velstand og lykke i deres jordiske liv. Ofte var disse kontrakter skrevet med den involveredes eget blod. Kontrakterne var formentlig inspireret af den populære fortælling om den tyske læge Faust, som solgte sin sjæl til Djævelen. Selvom djævleforskrivelsessagerne til dels opfyldte den trolddomsdefinition, som fandtes i Danske Lov af 1683, som var gældende ret på området, så blev ingen dømt til bålet i disse sager. For at få troldfolk dømt skulle det kunne dokumenteres, at de havde forvoldt skade på deres omgivelser. Men sager om djævleforskrivelse involverede ingen skadelidte, og derfor var dommerne usikre på, hvordan de skulle dømme i disse sager. Samtidig markerede de manglende domme i djævleforskrivelsessagerne en ændring hos dommerne og de øvrige myndigheders syn på trolddom og Djævelens magt. Man ønskede ikke en ny runde af trolddomsprocesser.

Brev til fanden fra 1634. Brevet, der er det første kendte danske eksempel på en djævleforskrivelse, er skrevet med forfatterens eget blod. I brevet forskrev den fattige skomager Christen Pedersen fra Odense, inspireret af Faust, sig til Djævelen, mod at denne lovede ham penge til at klare dagen og vejen. Christen Pedersen blev modsat praksis i 1700-tallet dømt til døden for trolddom, men flygtede fra sit fængsel inden henrettelsen. Fra: Rigsarkivet