Du er her: danmarkshistorien Materiale Vis

Diakonien i Danmark efter reformationen i 1536

Artikler

Diakoni betegner det omsorgsarbejde, som med udgangspunkt i det kristne evangelium er blevet udøvet over for syge og nødlidende siden kristendommens begyndelse. Efter reformationen i 1500-tallet forsvandt klostrene, og deres hjælpearbejde blev afløst af et samarbejde om fattigforsorgen mellem bystyre og menighed. I 1800-tallet skete en opblomstring af diakonien i Tyskland, og dette bredte sig til Danmark, hvor en lang række diakonale organisationer blev oprettet, især i anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Diakonissestiftelsen, Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen, Kolonien Philadelphia (nu Kolonien Filadelfia) og Diakonhøjskolen uddannede diakonisser og diakoner. Også i dag står diakonien over for store udfordringer og vigtige arbejdsopgaver i det danske samfund.

Diakoni betyder ’tjeneste’ og kan defineres som ’en gerning, der gøres til bedste for et andet menneske’. Diakoni udgør en central del af Jesu forkyndelse og af Paulus’ breve til menighederne i Det Nye Testamente. Fra den kristne kirkes begyndelse har diakoni været betegnelsen for det medmenneskelige omsorgsarbejde, som med udgangspunkt i evangeliet blev øvet over for syge, fattige, hjemløse, sultne og forældreløse børn. Under kristenforfølgelserne i antikken var diakonien især menighedens indbyrdes omsorg for hinanden. Men efter år 380, hvor kristendommen blev den eneste tilladte religion i Romerriget, ændrede diakoniens arbejdsformer karakter, idet institutionsdiakonien kom til. Nu øvedes diakonien ikke blot i menigheden, men også i særlige huse, hvor de fattige blev bespist, samt i herberger, hospitaler, børnehjem og fattighuse. Efterhånden som klosterbevægelsen voksede, blev klostrene centre for den diakonale omsorg. Denne praksis fortsatte op igennem middelalderen.

Diakonien efter reformationen

I forbindelse med reformationen i 1500-årene forsvandt klostrene og blev erstattet af nye samarbejdsformer imellem bystyrer og menigheder om fattigforsorgen. Allerede fra reformationens begyndelse pegede den tyske reformator Martin Luther (1483-1546) på den kristnes ansvar for sin næste. Han afviste imidlertid, at de gode gerninger kunne føre til frelse. Tværtimod understregede han, at de gode gerninger var en spontan frugt eller følge af Guds nåde, som blev skænket mennesket i tro.

I 1523 etablerede man en ny forvaltning af menighedskassen i den tyske by Leisnig, som blev godkendt af Luther. Her skulle 10 forstandere forvalte menighedskassens indtægter og fordele midlerne til de syge og fattige. I Danmark finder vi lignende bestemmelser i Kirkeordinansen 1537/1539, som regulerede den danske kirkes forhold efter reformationen, og i Danske Lov (1683), som i sin anden bog understreger, at skolen og fattigforsorgen var en del af kirkens ansvarsområde.

Det diakonale gennembrud i Tyskland i 1830'erne

I forbindelse med 1800-tallets vækkelser og det sociale opbrud som følge af industrialiseringen skete der et diakonalt gennembrud, og et væld af nye diakonale organisationer og uddannelsesinstitutioner blev etableret. Det begyndte i Tyskland, hvor den lutherske præst Johann Hinrich Wichern (1808-81) i 1833 oprettede et børnehjem og en diakonskole, ’Das Rauhe Haus’ i Hamborg. Denne skole var åben for mænd, som fik betegnelsen ’brødre’ eller ’diakoner’. I 1849 udformede Wichern et omfattende diakonalt program for den evangeliske kirke i Tyskland.

Et gennembrud for den kvindelige diakoni blev oprettelsen af et diakonissehus i byen Kaiserswerth i 1837. Diakonissehuset blev oprettet af præsten Theodor Fliedner (1800-1864), som især havde arbejdet i fængselsforsorgen.

Det diakonale gennembrud i Danmark i anden halvdel af 1800-tallet

De religiøse vækkelser brød igennem i Danmark omkring midten af 1800-tallet. Diakonalt betød især den indremissionske vækkelse en voldsom opblomstring inden for snart sagt alle områder af det sociale arbejde. To samlende og inspirerende skikkelser var præsterne Nicolai Gottlieb Blædel (1816-79) og Harald Stein (1840-1900).

I sidste halvdel af 1800-årene og hen over århundredskiftet opstod en lang række foreninger og institutioner, hvoraf kan nævnes: Foreningen til Ulykkelige Kvinders Redning (1852), Diakonissestiftelsen (1863), Magdalenehjemmet (1877), Blå Kors (1895), Stefansforeningen (1876), Kolonien Philadelphia (1897), Kristelig Forening for Børns Redning (1898), Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen (1900), De Samvirkende Menighedsplejer (1902), Arbejde Adler (1911), Kirkens Korshær (1912), KFUM’s Sociale Arbejde (1918) og Kofoeds Skole (1928).

Mange af disse foreninger var tilknyttet eller inspireret af Københavns Indre Mission, hvor Harald Stein var den ledende skikkelse. Han kom i konflikt med den i 1861 oprettede ’Kirkelig Forening for den Indre Mission’, også kaldet ’landmissionen’, der med præsten Vilhelm Beck (1829-1901) som formand fastholdt, at forkyndelsen af evangeliet med ord havde forrang for det diakonale hjælpearbejde.  Stein og ’bymissionen’ fastholdt imidlertid vigtigheden af det diakonale arbejde.

Harald Stein (til venstre) og Nicolai Gotlieb Blædel (til højre) var de to hovedskikkelser i den indremissionske vækkelse i København, der stod bag mange de diakoniale institutioner, som blev oprettet i sidste halvdel af 1800-tallet og de første årtier af 1900-tallet. Fra: Wikimedia Commons

Danske diakonissehuse og diakonskoler

Behovet for en forbedret sygepleje var tydelig efter koleraepidemien i 1853. Dette førte bl.a. til oprettelsen af Den Danske Diakonissestiftelse i 1863. Den første forstander blev Louise Conring (1824-91). I 1900 oprettede Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm (1856-1932) Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen, der også indrettede hospital og ydede sygepleje og socialt arbejde især blandt københavnske børn. På Kolonien Philadelphia oprettede man i 1907 et diakonissehus, som ikke længere er i funktion som sådant. Ved de tre diakonissehuse i Danmark er der i tidens løb indviet i alt ca. 1500 diakonisser og diakoner. I dag er diakonissefællesskabet ved Diakonissestiftelsen også åbent for mænd.

Billede af Diakonissestiftelsen oprindelige bygninger på Peder Bangs Vej på Frederiksberg. Som det fremgår af billedet lå Diakonissestiftelsen, da bygningerne stod færdige i 1876, ude på landet. Fra: Dansk  Sygeplejehistorisk Museum

I 1897 oprettede lægen Adolph Sell (1850-1921) Kolonien Philadelphia som et behandlings-, være- og fristed for epileptiske patienter med en tilhørende diakonskole efter J.H. Wicherns forbillede. Kolonien har siden skiftet navn flere gange og hedder i dag Kolonien Filadelfia. En lignende udvikling skete 1893 i Nyborg, hvor Stefansforeningen oprettede en diakonskole, der siden blev nedlagt. I 1920 oprettede Stefansforeningen og Kirkelig Forening for Indre Mission Diakonhøjskolen i Aarhus med pastor C. Asschenfeldt-Hansen (1856-1934) som forstander.  I slutningen af 1950’erne blev diakonuddannelsen åbnet for kvinder.

Diakonerne fra Kolonien Filadelfia og Diakonhøjskolen arbejder på såvel offentlige som selvejende institutioner i kraft af deres faglige uddannelse inden for sygepleje, ældrepleje, socialpædagogik og lignende. Mange arbejder også som kirke- og kulturmedarbejdere i folkekirkens menigheder og i forskellige former for kirkeligt organisationsarbejde. I tidens løb er der uddannet ca. 3.000 diakoner, og de fleste er tilknyttet enten Diakonhøjskolens Diakonforbund eller Diakonforbundet Filadelfia, som har et tæt indbyrdes samarbejde.

Diakoni i nutiden: diakonien i bevægelse

I dag er der opstået nye former for menneskelig nød, og diakonien finder et væld af nye udtryksformer i folkekirkens menigheder. Der etableres besøgstjenester, væresteder, arbejde blandt indvandrerkvinder og -børn, integrationsarbejde og sociale cafeer for blot at nævne nogle eksempler. Dette sker ved hjælp af mange frivillige kræfter, af og til også i et samarbejde imellem menigheden og en diakonal organisation. Diakonien er ikke et specielt luthersk fænomen, idet den på forskellige måder findes i så godt som alle kirkesamfund. I en tid som vores, hvor vi diskuterer velfærdssamfundets fremtid, har diakonien et vigtigt bidrag at give, idet det enkelte menneskes ansvar for medmennesket er en vigtig forudsætning for opretholdelsen af velfærdssamfundet. Hvis enhver er sin egen lykkes smed, og ansvaret for medmennesket derfor overskygges af jagt efter egen lykke, er det diakoniens opgave at fastholde det svage og udsatte medmenneske som en opgave for samfundet og for samfundsborgeren.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 13.02.2017