D.G. Monrad, 1811-1887

Artikler

D.G. Monrad var en af de vigtigste nationalliberale politikere i perioden mellem 1839 og 1864. Han spillede en vigtig rolle i centrale begivenheder som enevældens fald i 1848, den første grundlov 1849 og i krigen i 1864. Monrad var uddannet teolog, men hans politik var især præget af det 19. århundredes ideer om folk og politisk frihed samt af en vilje til at tilpasse politikken til den givne situation.

Monrad som politiker

D.G. Monrad blev født i 1811 i København og var af en slægt, der allerede talte mange præster og jurister. Han blev da også selv uddannet cand.theol. i 1836, men trådte ind i politik ved Frederik 6.s død i 1839. Monrad var i udgangspunktet liberal og blev hurtigt en central person i den liberale opposition i København i 1840'erne, som han havde personlige forbindelser til, der gik tilbage til studietiden. Han var medredaktør af den centrale liberale avis Fædrelandet og redigerede alene Dansk Folkeblad fra 1843 til 1846. 1846 trak Monrad sig dog foreløbigt ud af politik og søgte et præsteembede på Lolland, da han havde mistet troen på, at en fri forfatning var inden for rækkevidde. I 1847 gav Monrad udtryk for, at den danske befolkning var faldet helt i søvn, og at en fri forfatning ikke ville blive til noget de næste 50 år. Men ved Christian 8.s død i januar 1848 så han en ny mulighed åbne sig og vendte tilbage til København og det politiske liv.

Den mulighed skulle vise sig at være meget åben. Mens Orla Lehmann var den oppositionelle nationalliberale bevægelses største aktiv i mobiliseringen af københavnerne, arbejdede Monrad på de indre linjer. Han spillede en vigtig rolle ved at påvirke den nye konge, Frederik 7., som blev overbevist om, at det var i hans egen og befolkningens interesse, at enevælden blev afskaffet og en fri forfatning indført. Frederik 7. blev af de nationalliberale også overbevist om det såkaldte Ejderprogram, hvor Danmark og Slesvig skulle knyttes nærmere til hinanden, hvilket var et opgør med enevældens traditionelle bestræbelse på at holde ligevægten i helstaten mellem Danmark, Slesvig og Holsten. Som medlem af Martsministeriet, den regering som blev det umiddelbare resultat af enevældens ophør, var Monrad central i realiseringen af Ejderprogrammet, som i sidste ende førte til Treårskrigens (1. Slesvigske Krigs) udbrud.

Monrad var med til at skrive Danmarks første frie forfatning, Junigrundloven, som blev skrevet med inspiration fra især den belgiske, men også den norske grundlov. Især hvad angik stemmeret og valgbarhed, var Monrad med til at sætte lavere grænser for alder og ejendom, end tilfældet var i det øvrige Europa. Det var dog snarere et resultat af situationen i 1848-49 end af en forestilling hos Monrad om, at befolkningsflertallet skulle have den politiske magt. Han var fortaler for, at skattebetaling skulle være et kriterium for valgbarhed og valgret, fordi skatteyderen var nærmere knyttet til staten. Monrad var endvidere på linje med fleste liberale i en fremhævelse af, at forfatningen måtte indeholde konservative garantier. De bestod dels i et tokammersystem, hvor et landsting, valgt blandt mænd med anseelse og ejendom, skulle virke som en regulator, der kunne afdæmpe eller afvise beslutninger i Folketinget, hvis Landstinget fandt, de gik for vidt.

Bortset fra arbejdet med forfatningen var det særligt på uddannelsesområdet, Monrad satte sine spor. I sin tid som kultusminister i 1848 omsatte han sine skandinaviske ideer til praktisk politik, da han fik oldnordisk sprog indført som en del af uddannelsen af lærere til den lærde skole (gymnasiet). I 1849 blev han udnævnt til biskop på Lolland-Falster, men blev afskediget i 1854, efter at han havde kritiseret den siddende konservative regering. Herefter blev han overskoleinspektør og fik herigennem stor indflydelse på Skoleloven 1856 og seminariereformen fra 1857. Her gik staten ind med økonomisk understøttelse til at udbygge skolevæsenet betragteligt, hvilket blev set som vigtigt for samfundsudviklingen og samtidig skabte bedre materielle vilkår for lærerne. Selvom reformen holdt sig inden for 1814-skoleloven, blev et liberalt dannelsesideal nu lagt til grund for at komme bort fra udenadslære. I stedet satte man den individuelle tilegnelse af stoffet i centrum.

Det var således naturligt, at Monrad blev undervisnings- og kirkeminister, da de nationalliberale igen fik regeringsmagten i 1859. Denne periode blev dog i langt højere grad præget af den tiltagende krise mellem Danmark og de tyske stater omkring Slesvig og Holsten. Mens Monrads virksomhed på det indenrigspolitiske plan have været velovervejet og indsigtsfuld, tog også den en drejning, efterhånden som situationen spidsede til. Danmark var i stigende grad isoleret i international politik, samtidig blev man i regeringen mere og mere sikker på, at et militært opgør med Preussen var nært forestående. I den situation foretog Monrad i 1863 det yderst problematiske træk, at han i hemmelighed spurgte den svenske ambassadør i København, om Sverige var villig til at indgå i en føderation med Danmark med den svenske konge som overhoved.  Den svenske ambassadør, Grev Hamilton, vidste ikke, hvad han skulle tro om dette forslag, som under almindelige forhold måtte betragtes som landsforræderi.

Monrad var ikke skyld i krigen i 1864 (2. Slesvigske Krig). Krigen var konsekvensen af den politik, som de nationalliberale regeringer havde ført frem til Treårskrigen og genoptaget fra 1855. Det nationalliberale Ejderprogram blev forsøgt realiseret i 1848, hvilket førte til Treårskrigen 1848-1850. Ved fredsslutningen havde stormagterne krævet, at helstaten blev genetableret, og regeringen i København havde måttet love Preussen og Østrig ikke at inkorporere Slesvig i Danmark. Efter 1855 genoptog de nationalliberale, som Monrad var en del af, imidlertid Ejderprogrammet, og i 1863 gennemførte den nationalliberale regering, hvor Monrad nu atter var kultusminister, en ny grundlov for Danmark og Slesvig, der var i strid med de tilsagn, man havde givet Preussen og Østrig. I december 1863 var regeringen kørt fast, og i den situation greb Monrad magten, da han tilbød sig som regeringsleder til den nyudnævnte Christian 9. Selvom måske både kongen og Monrad havde håbet, at han kunne forhindre den, var krigen reelt set uundgåelig, da Monrad blev konseilspræsident nytårsaften 1863.

Var Monrad ikke direkte skyld i krigen, fik han til gengæld afgørende indflydelse på, at krigen fik det omfang den fik, og at resultatet blev en fredsslutning, som betød, at hele Slesvig blev tabt. En grænsedragning efter indbyggernes sprog – i sin konsekvens lig den, som blev foretaget i 1920 – var på et tidspunkt en reel mulighed, men Monrads ageren under krigen og fredsforhandlingerne var præget af chancespil, fejlvurderinger og kontroversielle beslutninger. I 1865 tog han konsekvensen og emigrerede til New Zealand, hvorfra han dog vendte tilbage fire år senere.

Efter sin tilbagevenden til Danmark blev Monrad præst og fra 1871 biskop over Lolland-Falsters stift, men han kunne ikke holde sig udenfor det politiske liv. Han stillede op til valg i 1882 og blev valgt til Folketinget, som han var medlem af til 1886. I slutningen af sin politiske karriere havde Monrad det synspunkt, at regeringen måtte være rodfæstet i befolkningsflertallet og derfor burde have et flertal af folkets valgte repræsentanter bag sig, i modsætning til Estrup-regeringernes opfattelse. Parlamentarismen var for den ældre Monrad en uomgængelig betingelse for at bevare den frie forfatning i Danmark, hvilket i denne sag gjorde ham til Venstremand i 1880'erne.

D. G Monrad. Politiker og biskop. Konseilspræsident under krigen i 1864

D.G. Monrad (1811-1887), politiker og biskop.
Fra Det Kongelige Bibliotek.

Tænkning

Det er vigtigt at pointere, at Monrads tænkning ikke var en række dogmer, som han omsatte i sit politiske virke. Hans ideer var ofte i organisk udvikling og så rummelige, at de gav plads for vekslende standpunkter, hvor han tilpassede sig pragmatisk til det mulige eller til situationen, som han opfattede den.

”Frihed er Europas Grundtanke, men denne Frihed udartede i sin første Fremtræden til Stænders (Adels og Gejstligheds), Stæders og Provindsers Privilegier, hvorved Landets Dele splittedes, dets Kræfter lammedes, dets Eenhed opløstes. I Modsætning til denne eensidige Frihed maatte der opstaae en ligesaa eensidig Eenhed, der nivellerede Alt under sin souveraine Enevælde. Det er den constitutionelle Regjeringsforms Betydning at fremme og sikkre Statens tvende Grundelementers Samklang: Eenhedens og Frihedens.”

Sådan skrev Monrad i den første af en serie pamfletter med titlen Flyvende politiske Blade, som han udgav i begyndelsen af sin politiske karriere efter Frederik 6.s død 1839. Citatet viser flere centrale elementer i Monrads tænkning. For det første, at Monrad, som mange andre af hans samtidige intellektuelle, var inspireret af den tyske filosof Hegel.  Ideen om staten som historiens omdrejningspunkt og frihed som Europas grundtanke var hegelsk. Det samme var teorien om, at den historiske udvikling skete gennem modsætninger. For Monrad var målet at bringe modsætningerne i harmoni – samklang - gradvist og gennem reformer. Målet med en konstitutionel regeringsform var at skabe harmoni.

Det viser hen til et andet grundtræk i Monrads tænkning: den politiske liberalisme. Monrad var ikke tilfreds med den Stænderforfatning, som siden 1834 havde givet fire provinsbaserede stænderforsamlinger rådgivende status i forhold til enevælden. Det ødelagde enheden og var ikke nok. Befolkningen burde have en samlet politisk repræsentation for hele riget baseret på en forfatning, der garanterede folkets rettigheder og indflydelse på staten. Det ville styrke staten ved at bringe harmoni i modsætningen mellem enhed og frihed.

Et tredje element, som fremgår af citatet, er enhed, som knytter sig til det nationale element i Monrads tænkning. Det, som skulle komme til udtryk i den frie forfatning, var folkets vilje, som samtidig blev skabt af den frie forfatning. Deltagelse i den politiske proces ville skabe en fælles vilje og enhed i befolkningen, som ville overskride samfundets forskellige klasser og deres særinteresser. Statens enhed var således en enhed, som hvilede på borgernes samvirken og på harmoni mellem folk og regering. For at denne enhed kunne fremmes og opretholdes, var det nødvendigt, at landets indbyggere fik mulighed for at føle sig som et folk. En fri forfatning kunne ifølge Monrad forene de forskellige provinser og samle folket.

Om dette kunne realiseres inden for den danske helstats rammer, som husede både dansksprogede og tysksprogede befolkninger, eller om det kun skulle omfatte nationalstaten Danmark, som bestod af kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig (Danmark til Ejderen) gav Monrad forskellige bud på. I 1840 gjorde han sig til talsmand for en fri forfatning for helstaten, i 1843 gav Monrad klart udtryk for Ejder-programmet, mens han i 1844 gav udtryk for, at sagen kunne ses fra begge synsvinkler. Det sidste hang for Monrad sammen med forskellige fremtidsscenarier: hvis Tyskland blev en enhedsstat, ville forbindelsen mellem Danmark og Holsten ophøre, men hvis splittelsen i Tyskland fortsatte, kunne Holsten komme i virkelig statsenhed med Danmark.  Man måtte således forberede sig på begge muligheder, da udfaldet af den historiske udvikling ikke kunne forudses. Den åbne holdning til den danske stats omfang ses også i tiden op til 1864, hvor Monrad var den blandt de ledende nationalliberale politikere, der syntes mest åben overfor at kunne acceptere helstaten snarere end Ejderdanmark.

Monrad var endvidere præget af de skandinavistiske strømninger, som gjorde sig stærkt gældende i intellektuelle kredse fra 1840'erne og fremefter. Skandinavismen byggede på den grundforestilling, at den oprindelige nationalånd var nordisk, som det kunne aflæses i det fælles oldnordiske sprog. I tråd med dette så Monrad de skandinaviske lande som selvstændige nationaliteter, men dog som dele af den samme enhed. Selvom skandinavismen langt hen ad vejen var et element i den nationale tænkning, førte den også til ønsker om nærmere forbindelse mellem de skandinaviske lande, hvilket blandt andet var baggrunden for Monrads tanker om en egentlig skandinavisk føderation, som de kom til udtryk kort før krigen i 1864.

Monrad var ikke blot teolog af uddannelse, han var også kristen. Han udgav talrige skrifter om teologiske emner. I sine senere år tog han til orde mod Darwins udviklingslære og advarede imod de etiske konsekvenser, der lå i at hævde, at mennesket ikke var skabt i Guds billede, men nedstammede fra aberne.

Som menneske

Monrad var en kontroversiel person i samtiden og er det stadigvæk. Monrads personlighed karakteriseres oftest som gådefuld. En stor begavelse og intellektuel kapacitet, men samtidig humørsvingende og uforudsigelig grænsende til – for de mest kritiske – det utilregnelige. Monrads forestilling om egne evner var uden forbehold. Ydmyghed var han ikke hæmmet af. Han var den snu politiske taktiker, der spillede spillet så godt som nogen. Men også opportunisten, der, som kamæleonen, skiftede farve efter omgivelserne, indrettede sig efter det selskab, han var i, og de stemninger, der var oppe i tiden. Men ikke altid: I de hektiske dage i marts 1848 var Monrad moderat og taktisk velovervejet. Det var han også i nogle situationer i 1864, men langt fra i alle.

Det har været diskuteret i forskningen, om Monrad var maniodepressiv. Monrad havde i sin ungdom flere psykiske kriser, talte om selvmord og var et par gange indlagt – selvom det ikke er klart, hvad diagnosen egentlig var. Men man bliver ikke klogere på gåden Monrad og hans politiske bidrag til Danmarks historie – på godt og ondt – alene ved at hæfte denne betegnelse på ham. Man må under alle omstændigheder forstå Monrads handlinger og holdninger i lyset af den situation, han stod i, også når de i afgørende situationer i 1864 syntes præget af en markant overvurdering af egne evner til at mestre situationen, af momentan rådvildhed og mental ustabilitet.

Om artiklen

Forfatter(e)
Claus Møller Jørgensen
Tidsafgrænsning
1839 - 1887
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. december 2013
Sprog
Dansk
Litteratur

Bagge, P: Studier over D. G. Monrads Statstanker (1936)

Stavnstrup, P: D. G. Monrad. Politiker og gejstlig (1948)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Claus Møller Jørgensen
Tidsafgrænsning
1839 - 1887
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. december 2013
Sprog
Dansk
Litteratur

Bagge, P: Studier over D. G. Monrads Statstanker (1936)

Stavnstrup, P: D. G. Monrad. Politiker og gejstlig (1948)

Udgiver
danmarkshistorien.dk