Det Socialdemokratiske Arbejderpartis 1888-program

Kilder

Kildeintroduktion:

På Gimlekongressen i 1876 blev det første partiprogram for Det Socialdemokratiske Arbejderparti vedtaget. Programmet forblev partiets grundlæggende principprogram frem til 1913, men det blev dog løbende underkastet ændringer, som det bl.a. var tilfældet i programmet her fra 1888. Som følge af de første ledere Louis Pios og Paul Geleffs flugt til Amerika i 1877 og den økonomiske krise, der prægede det meste af Europa, stod Det socialdemokratiske Arbejderparti dog allerede i 1878 i en større politisk krise, der medførte en omorganisering af partiet. Der skete således en formel adskillelse af parti og fagbevægelse, men under tæt samarbejde omkring partiet, der tog navn til Socialdemokratisk Forbund.

Der blev i den forbindelse ikke ændret i selve partiprogrammet fra 1876, men det lykkedes så småt at få vendt krisen, og i 1884 lykkedes det at få to socialdemokrater valgt ind i Folketinget. I slutningen af 1880’erne begyndte der internt i partiet en diskussion om partiets fremtidige politiske kurs. Dette medførte, at der den 12.-14. juli 1888 blev afholdt den første rent politiske partikongres i Socialdemokratisk Forbund. De nye tider såvel politisk som organisatorisk nødvendiggjorde en revision af programmet fra 1876. Mest iøjnefaldende ved det nye program var især:

  • Sætningen fra Gimleprogrammet, hvor alle andre klasser blev anset som en reaktionær masse, blev omformuleret, så det var alle andre partier, der blev anset som en reaktionær masse. Denne omformulering afspejler dels partiets nye position som del af parlamentarismen i Folketinget og dels et forsøg på en bredere appel.
  • Krav om ligeløn mellem kønnene.
  • Tjenestefolk skulle politisk og retsligt ligestilles med arbejdere.

På kongressen blev det i øvrigt besluttet, at den øverste myndighed i partiet fremover skulle være kongressen, der skulle mødes hvert andet år. Socialdemokratiet var på mange områder datidens mest moderne parti.

Arbejdet er Kilden til al Samfunds-Rigdom og Kultur, og hele Udbyttet bør tilfalde dem, som arbejder.

I det nuværende Samfund er Arbejdsmidlerne (Grund, Jord, Fabriker, Maskiner, Samfærdselsmidler osv.) tagne i Besid­delse af Kapitalisterne, som saaledes har tilvendt sig Udbyttet af Aartusinders Arbejde. Kapitalisternes Herredømme over Arbejdsmidlerne er Aarsag til politisk Ufrihed, social Ulighed samt Splid mellem Nationerne, hvilket skaber Elendighed for Samfundets produktive Medlemmer og forøger Proletariatets Rækker. Kapitalherredømmet hindrer en paa Retfærdighed grundet Samfundsordning og fremmer planløs Produktion, hvorved uhyre Værdier gaar til Grunde.

Det er Socialdemokratiets Opgave at befri Arbejdet fra den udbyttende Kapitalisme. Alle Partier, som ikke anerkender denne Opgave for at være Statens Øjemed, er lige overfor Socialdemokratiet en reaktionær Masse.

Socialdemokratiets Hovedformaal

Gaaende ud fra forannævnte Grundsætninger tilstræber det danske Socialdemokrati at opnaa den offentlige Magt i Samfundet for ved Hjælp af dette lovlige Vaaben at gøre alle Ar­bejdsmidler til Folkets fælles Ejendom. Kun ved at lægge den nuværende af Privatkapitalister, Aktieselskaber, Staten og Kommunen ledede Produktion ind under Folkets umiddelbare Ledelse og Kontrol, ved altsaa at ophæve det bestaaende Lønarbejde, vil Produktionens Udbytte kunne fordeles efter en retfærdig Maalestok. Den folkelige Lovgivnings Middel til at gennemføre Samfundsproduktionens store Værk er Ekspropriation (Tvangsafstaaelse mod Erstatning) af Arbejdsmidlerne.

Det danske Socialdemokrati virker nærmest i national Ram­me. Det anerkender dog i fuldeste Maal, at Socialismen ikke blot er et nationalt eller lokalt Spørgsmaal, men kræver teore­tisk og praktisk Støtte af alle Landes Arbejdere. Socialdemokratiets Opgave i alle Lande maa være alle Menneskers fuld­komne Frigørelse uden Hensyn til Køn, Race eller Nationalitet.

Det danske Socialdemokrati fordrer som Statens Grund­lag og som Overgang til det socialistiske Fællesarbejde i Agerbrug, Industri og Samfærdsel, samt til Beskyttelse for det arbejdende Folk og til Fremhjælpning af dets Økono­miske Vel:

1. Almindelig, lige og direkte Valgret med hemmelig Af­stemning til alle Stats- og Kommuneinstitutioner for Mænd og Kvinder fra 22 Aars Alderen. Valgdagen skal være en almin­delig Fridag.

2. Indførelse af Etkammersystemet.

3. Al udøvende og al lovgivende Myndighed i Statens An­liggender er hos Folket gennem den af dette valgte Repræsen­tation. Vigtigere Love sættes under almindelig Folkeafstem­ning. Statens Administration staar direkte under Folkerepræ­sentationen.

4. Fuldstændig Presse-, Forenings- og Forsamlingsfrihed, hvorved Folket kan tilkendegive sine Tanker i Ord og Skrift.

5. Folkeopdragelsesinstitutioner, organiserede af Staten. Fælles, gratis og forpligtende Skoleundervisning i konfessionsløse Statsskoler. Oprettelse af Børneopdragelsesanstalter ved Staten.

6. Religionen erklæres for en Privatsag.

7. Afskaffelse af den staaende Hær. Indførelse af alminde­ligt Folkeværn.

8. Staten overtager alle Samfærdselsmidler samt de Industri­arter, der frembringer Folkets Livsfornødenheder.

9. Licitationssystemet ved alt offentligt Arbejde bortfalder.

Arbejdets Udførelse overlades til Arbejdernes Organisationer og ledes af dertil af Staten eller Kommunen beskikkede Mænd.

10. Fideikommisser[1] og Præstegaardsjorder inddrages, og an­den til Salg værende Landejendom købes af Staten. Ved de Staten tilhørende Landejendomme tilstræbes Fællesdrift under Statens Tilsyn.

11. Staten organiserer billig Adgang for jordbesiddende Landarbejdere til at erholde fornøden Driftskapital.

12. Staten fører Tilsyn med private Fæste-, Leje- og Tyende­huses Opførelse, Indretning og Benyttelse.

13. Offentlig Statistik angaaende Arbejderforholdene.

14. Alt Arbejde af Børn under 14 Aar forbydes i Fabriker og Værksteder.

15. Indførelse af direkte Skat med stigende Skala. Arve­rettens gradvise Afskaffelse.

16. Afskaffelse af Skatter og Love, som skaber en uretfær­dig Varefordyrelse for Befolkningen.

17. Indførelse af en Maksimalarbejdsdag. Mænds og Kvinders Arbejde i de forskellige Industrigrene betales efter samme Tarif.

18. Kontrol med Arbejds- og Lønforhold ved Oprettelse af Voldgiftsretter og Domstole (Arbejderkamre) til at dømme i Stridigheder mellem Kapital og Arbejde.

19. Tjenestefolks Ligestillelse med andre Arbejdere i poli­tisk og retslig Henseende.

20. Forbud mod Søndags-, Helligdags- og Natarbejde, som ikke er samfundsnødvendigt.

21. Sundhedskontrol med Arbejderboliger og de Tjeneste­folk anviste Opholdssteder. Kontrol med Arbejdspladser, Fa­briker og Værksteder ved Mænd valgt af Arbejderne.

22. Retslig Bistand i hver Henseende. Offentlig og mundt­lig Retspleje. Nævningedomstoles indførelse.

23. Afskaffelse af Cellesystemet samt Adskillelse af Fængs­lede i to Grupper: a) de, hvis Lovovertrædelser berøver bor­gerlige Rettigheder; b) de, hvis Handlinger ikke faar denne Virkning.

24. Kontrol med Fængselsarbejdet paa en saadan Maade, at de frie Arbejdere ikke lider under Konkurrencen. Forbud mod Overdragelsen af Straffefangers Arbejdskraft til private Ka­pitalister.

25. Indførelse af Heldagsskoler. Staten drager Omsorg for, at der ydes hvert Barn i Kommuneskolerne gratis og fuld Kost. Skolemateriellet leveres gratis.

26. Staten bør drage human Omsorg for Syge, Gamle og Arbejdsinvalider.


Ordforklaringer m.m.

[1] Fideikommisser: Formuer, som gods eller kapital, der er båndlagte til bestemte formål.