Det juridiske system 1660-1849

Artikler

Med enevældens indførelse i 1660 var kongens placering over loven uomtvistelig. Allerede inden den enevældige styreform blev indført var kongen anerkendt som den øverste dommer i det højeste retsorgan, Kongens Retterting, men med enevælden blev hans myndighed til at benåde fra gældende ret og idømt straf et lovfæstet faktum. Samtidig fordrede kongens funktion som folkets beskytter også en etablering af retsenhed og retssikkerhed. Udstedelsen af Christian 5.s Danske Lov i 1683 skabte retsenhed, idet de hidtidige spredte landskabs- og købstadslove blev samlet under en fælles lovgivning for hele riget. Dertil kom bestræbelser på at skabe et ensartet system af domstole og en professionel stand af dommere til at sikre lovens retfærdige håndhævelse.

Domstolene

Domstolene behandlede både kriminelle og civile retssager. Retssystemet bestod i sin grundenhed af tre niveauer med appelmulighed fra laveste til højeste niveau. I byerne bestod det lokale retsniveau af bytinget, hvor byfogeden var dommer, og rådstueretten, hvor borgmesteren og rådmænd fungerede som dommere. En oprindelig arbejdsdeling mellem de to retter, hvor rådstueretten kun dømte i civile sager, fortonede sig i 1600-tallets anden halvdel. Bytinget blev generelt styrket på bekostning af rådstueretten med en forordning i 1682, der indskrænkede domsmyndigheden til byfogeden i en række byer. Omvendt fungerede rådstueretten i nogle byer som appelret frem for landstinget.

På landet var det laveste retsniveau birketing og herredsting. Grevskaber, baronier og visse større godser besad birkeret, hvilket indebar retten til at udpege dommeren til birketinget. Bønderne på et gods med birkeret var underlagt det private birketing og kunne kun sagsøges via dette ting. De resterende bønder var underlagt herredstinget, hvor herredsfogeden fungerede som dommer. Mens birketinget havde direkte appelret til det højeste retsniveau, højesteret i København, skulle domme idømt ved byretterne eller på herredstinget appelleres til et af de 8 landsting, der var blevet indført med Danske Lov (senere reduceret til 4 landsting). Herfra kunne sagen gå videre til Højesteret.

Ved enevældens indførelse erstattede Højesteret Kongens Retterting som højeste retsinstans. Den væsentligste ændring var, at kredsen af dommere kom til at bestå af både adelige og som noget nyt af uddannede borgerlige, der – som alle embedsmænd i øvrigt – skulle udpeges af kongen. Kongen selv ledte formelt, men ikke altid i praksis, Højesteret.

I København var billedet mere komplekst. Her bestod retssystemet ud over byting og rådstueret af en række særlige domstole, der dømte inden for specielle områder og forskellige befolkningsgrupper. De almindelige borgere hørte under bytinget, mens almindeligt ansatte ved hoffet hørte under Borgretten, og de adelige og rangpersoner under Hofretten. De laveste samfundsgrupper hørte under politiretten i mindre sager og under en inkvisitionsdomstol, der havde ret til at anvende tortur, i kriminalsager. Trods enevældens bestræbelser på ensartethed og centralisering af retssystemet fungerede dette system indtil alle domstolene, bortset fra politiretten, blev samlet i Hof- og stadsretten i 1771.

Ved siden af det civile retssystem fungerede også en række militære domstole, der ikke alene udgjorde et parallelt retssystem dækkende militære personer og deres familier, men også dømte efter en særlig militær lovgivning. Desuden var der bevaret en sidste rest af middelalderens gejstlige domstole i form af Tamperretten, der dømte i ægteskabssager, fx sager om skilsmisse, ligesom universitetet havde sin egen domstol.

Processen

En del af den kongelige jurisdiktion var udliciteret til godsejerne, ikke kun i form af birkeret, men også i form af sigt- og sagefaldsret. Sigt- og sagefaldsretten betød, at kun godsejeren selv måtte rejse tiltale mod sine bønder, og at han havde ret til at oppebære (indkassere) bøderne. Desuden havde godsejeren halsret, dvs. ret til at effektuere de korporlige straffe, som hans bønder blev idømt. Sigt- og sagefaldsretten, der betød, at kongens embedsmænd ikke måtte rejse tiltale mod en godsejers bønder, var også en pligt til at sikre rettens håndhævelse og betale for retssagen, hvis den skyldige ikke selv var i stand til det. Godsejerens sigt- og sagefaldsret var i stadig stigende grad problematisk for retsfølelsen i den enevældige stat, ikke kun fordi godsejeren kunne udnytte sin ret til at straffe bønderne, men også fordi det blev for vilkårligt, hvornår der blev rejst tiltale.

Generelt var retssystemet i 1700-tallet styret af den såkaldte akkusatoriske procesform, der indebar, at sagerne blev ført af parterne selv. Det var op til den forurettede part selv eller dennes husbond eller godsejer at føre sag. Det gjaldt ikke kun civilretlige sager, men også kriminalsager. En lovovertrædelse blev kun påtalt, hvis nogen ønskede at føre sagen og betale for processen. I starten af det 18. århundrede var det sjældent, at staten anså en forbrydelse for så graverende, at byfogeden var nødt til at optræde som offentlig anklager, men statsmagten følte i løbet af århundredet en større forpligtelse til at retsforfølge andre lovovertrædere end drabsmænd. Den akkusatoriske procesform indebar desuden, at det udelukkende var parterne selv, der tilvejebragte bevismaterialet, foretog vidneafhøring og fremførte sagens synspunkter. Dommerens rolle var ganske passivt at dømme ud fra det fremlagte.

Med stigende skriftlighed i retslokalet udvikledes i løbet af 1700-tallet en egentlig prokuratorstand (advokater), der førte sagerne for folk, og efterhånden blev den akkusatoriske proces i praksis afløst af den inkvisitoriske, der bl.a. medførte, at både dommer og forsvarer skulle foretage grundige forundersøgelser af forbrydelsens omstændigheder, ligesom dommeren kunne kræve en sag yderligere undersøgt og belyst før han afsagde dom. Skiftet i procesformen skete principelt med en forordning i 1796.

Professionalisering

Det sidste led i enevældens bestræbelser på at skabe et mere effektivt retssystem var en professionalisering af den dommerstand, der dømte ved landets domstole. Det skete ved at foged- og dommerembederne blev gjort mere økonomisk attraktive, så man kunne tiltrække bedre kandidater. De omkring 350 private og kongelige embeder, der eksisterede ved udstedelsen af Danske Lov, blev derfor reduceret betragteligt ved sammenlægning i løbet af de følgende 100 år.

Ud over sammenlægning af embeder, der skulle gøre det enkelte embede mere rentabelt, søgte man professionalisering ad uddannelsens vej. I 1736 blev der derfor oprettet en egentlig juridisk eksamen ved universitetet, og hensigten var, at ansøgernes faglige kvalifikationer derefter skulle prioriteres ved besættelse af dommerembederne. For at tilgodese kravet om uddannet arbejdskraft og formelle kvalifikationer indførte man desuden en eksamen for personer, der ikke havde studeret ved universitetet - en privat eksamen, der kunne kvalificere til ansættelse som herreds-, by- eller birkefoged. Det varede dog det meste af århundredet, før den uddannelsesmæssige professionalisering også havde præget underretterne, og først i 1771 blev en juridisk eksamen et formelt krav for dommerne ved Højesteret. I 1821 blev juridisk eksamen et krav til besættelse af embeder også ved underretterne.

Afrunding

Enevældens juridiske system var præget af en høj grad af kontinuitet, både med perioden forud og i forhold til udviklingen i perioden. Et særligt karakteristikum ved udviklingen var den stigende skriftlighed og professionaliseringen både i form af dommere og i form af prokuratorer, der førte sager for folk og i et vist omfang ændrede den grad af tilgængelighed, som loven og retsprocessen havde ved Danske Lovs indførelse. Undersåtternes gode lovkendskab sammen med fraværet af professionelle jurister i retsprocessen indtil relativt sent, var et fælles træk ved de nordiske lande, men særegent i europæisk sammenhæng.

Om artiklen

Forfatter(e)
Nina Koefoed
Tidsafgrænsning
1660 - 1849
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Knudsen, Pernille Ulla: Lovkyndighed og vederhæftighed. Sjællandske byfogeder 1682-1801 (2001).

Krogh, Tyge: Oplysningstiden og det magiske. Henrettelser og korporlige straffe i 1700-tallets første halvdel (2000).

Tamm, Ditlev: Retshistorie – Danmark i Europa – Globale perspektiver (2005).

Österberg, Eva og Sølvi Bauge Sogner (red.): People meet the Law. Control and conflict-handling in the court" (2000).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Nina Koefoed
Tidsafgrænsning
1660 - 1849
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. juli 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Knudsen, Pernille Ulla: Lovkyndighed og vederhæftighed. Sjællandske byfogeder 1682-1801 (2001).

Krogh, Tyge: Oplysningstiden og det magiske. Henrettelser og korporlige straffe i 1700-tallets første halvdel (2000).

Tamm, Ditlev: Retshistorie – Danmark i Europa – Globale perspektiver (2005).

Österberg, Eva og Sølvi Bauge Sogner (red.): People meet the Law. Control and conflict-handling in the court" (2000).

Udgiver
danmarkshistorien.dk