Det jødiske frihedsbrev, 29. marts 1814

Kilder

Kildeintroduktion:

Med denne kongelige anordning fra den 29. marts 1814 blev de danske jøders fremtidige retsstilling vedtaget ved lov. Alle jøder, der enten var født i Danmark eller havde erhvervet sig kongeligt lejdebrev (datidens opholdstilladelse), fik nu lige adgang til erhvervsudøvelse. Til gengæld forlangte regeringen, at jøderne underkastede sig den eksisterende borgerlige lovgivning inden for bl.a. arveforhold, civilret og skolegang.

Man mener, at de første jøder kom til Danmark i begyndelsen af 1600-tallet som omstrejfende, primært fra Polen og Tyskland. I midten af 1600-tallet inviterede Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648)  flere velhavende jødiske købmænd til at bosætte sig inden for landets grænser i håbet om, at de kunne sætte gang i den danske økonomi. Dette var de sefardiske jøder, der hovedsageligt stammede fra Portugal og Spanien. Senere kom der dog også flere fattige jøder, de askenaziske jøder, til landet, fordrevet fra Central- og Østeuropa af antisemitisme og pogromer. Jøderne fik med tiden tilkæmpet sig retten til under meget strenge vilkår at praktisere deres religion. Det Mosaiske Trossamfund blev officielt anerkendt i 1684.

Jødernes muligheder for at opholde sig i landet og bosætte sig, hvor de ville, var dog i høj grad afhængig af deres økonomiske midler. Derudover kunne de ikke blive optaget i lavene i byerne, hvilket vanskeliggjorde jødernes muligheder for at etablere sig inden for flere erhverv. Under indtryk af oplysningstidens ideer om religionsfrihed, tolerance og lighed blev nedenstående anordning derfor vedtaget i 1814, og dermed var jødernes rettigheder på de fleste områder ligestillet med den øvrige befolknings. Anordningen medførte ændringer i både det danske samfund, hvor jøder fik flere rettigheder, og i Det Mosaiske Trossamfund, der nu måtte opgive sin høje grad af selvforvaltning og bl.a. blev pålagt at indføre en jødisk ’konfirmation’. Både før og efter var der dog antisemitisme på spil i det danske samfund.

[Om jøderne og den danske lovgivning (§§ 1-8)]

[Om synagogerne (§§ 9-13)]

[Om den jødiske konfirmation (§§ 14-20)]

 

[til top]

[Om jøderne og den danske lovgivning (§§ 1-8)]

Anordning

Som bestemmer,

Hvad Bekiendere af den mosaiske Religion, der opholde sig i Kongeriget Danmark, have at iagttage.

 

VI FREDERIK DEN SIETTE.

af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug i Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenburg, Giøre vitterligt: At Vi have fundet for godt at give følgende Bestemmelser, med Hensyn til de Bekiendere af den mosaiske Religion, der opholde sig i Vort Rige Danmark:

§ 1.

De af den mosaiske Religions Bekiendere, der ere fødte i Vort Rige Danmark, eller have erholdt Tilladelse til at boesætte sig sammesteds, skulle nyde lige Adgang med Vore øvrige Undersaatter til at ernære sig paa enhver lovlig Maade; hvorimod de og, forsaavidt Vi ikke ved denne Vor Anordning derfra have giort Undtagelse, skulle i alle Maader rette sig efter Landets borgerlige Love, saa at de, i intet borgerligt Anliggende, kunne indskyde sig under de mosaiske Love eller de saakaldte Rabbinske Forskrivter og Vedtægter. Heraf følger, at de, i Hense­ende til Skiftevæsenet, Fattigvæsenet samt Skolevæsenet (Religions-Underviisningen undtagen) saavelsom i ethvert andet Anliggende, der ei staaer i uadskillelig For­bindelse med Religionen, skulle henhøre under det Steds Jurisdiction og Øvrighed, hvor de ere boesatte, dog med de Undtagelser, som i Henseende til den mosaiske Religions Bekiendere i Vor Kongelige Residentsstad Kiøbenhavn ere fastsatte i det af Os under Dags Dato udgivne Reglement.

§ 2.

Strax efter denne Vor Anordnings Kundgiørelse skal Politieøvrigheden, enhver i sit Embeds District optage et Mandtal over alle der hiemmehørende Bekiendere af den mosaiske Religion, i hvilket Mandtal enhver bør være anført med et Fa­milie-Navn, hvilket Søn efter Fader uforandret skal føre. Dette Mandtal, som i øvrigt bør være affattet overensstemmende med det Schema, der under Litr. A er vedføiet denne Vor Anordning, skal Politiemesteren i Kiøbenhavn directe, men paa de øvrige Steder igiennem Overøvrigheden, indsende til Vort Danske Cancellie, og lige Mandtal bør derefter paa samme Maade aarligen optages og inden Januarii Maaneds Udgang indsendes.

§ 3.

Alle Gieldsbreve, Testamenter, Egtepagter, samt alle andre Documenter, som oprettes af den mosaiske Religions Bekiendere, skulle, naar de Vedkommende ville vente, at der skal tillægges Documentet Gyldighed, skrives i det danske eller tydske Sprog med gothiske eller latinske Bogstaver, og de der udstæde slige Documenter, skulle betiene sig af den i Vort Rige og Vore Lande almindelig gieldende Tids­regning. Paa lige Maade skulle de Handelsbøger, hvilke Bekiendere af den mo­saiske Religion maatte føre eller lade føre, hvis der skal tillægges dem nogen Troeværdighed, skrives i det danske eller tydske Sprog med gothiske eller latinske Bogstaver, og den ovennævnte Bestemmelse i Henseende til Tidsregningen ogsaa der iagttages.

Hvis et saadant Document eller en Handelsbog tillige er affattet i et andet Sprog eller paa anden Maade, end som befalet, bør de Tvistigheder, hvilke i An­ledning af samme maatte opstaae, allene paakiendes efter det Document eller den Handelsbog, der er affattet i Overeensstemmelse med denne Anordnings Forskrift.

§ 4.

Alle officielle Protocoller, hvilke af et mosaisk Religions Samfund, efter hvad der i det følgende befales, skulle holdes til Oplysning om Personernes Alder, Egteskab, Dødsfald eller anden Gienstand, hvorom der i borgerlige Anliggender kan blive Spørgsmaal, skulle ligeledes føres i det danske eller tydske Sprog med gothiske eller latinske Bogstaver og efter den almindelige i Vort Rige og Vore Lande gieldende Tidsregning. Disse officielle Protocoller skulle desuden være authoriserede i Kiøbenhavn af Magistraten og udenfor samme af Amtmanden, hvilke Øvrigheder skulle have nøie Indseende med, at Protocollerne virkeligen blive førte paa den foreskrevne Maade, og i modsat Fald drage de Vedkommende til Ansvar.

§ 5.

Egtepagter og Testamenter, som Bekiendere af den mosaiske Religion efter denne Vor Anordnings Bekiendtgiørelse oprette, og som indeholde Bestemmelser, der ere udenfor eller stride imod de danske Loves Forskrifter, skulle ikke med­føre nogen Forbindtlighed eller Kraft, med mindre de blive forsynede med Vor allernaadigste Confirmation. De Egtepagter og Testamenter, som ved denne An­ordnings Kundgiørelse, allerede maatte være oprettede, skulle, naar de inden eet Aars Forløb, indsendes til Vort Danske Cancellie, med ordrette Oversættelser, om de ikke ere affattede i det danske Sprog, og med vidimerede [1] Gienparter af Over­sættelsen, efter Omstændighederne blive forsynede med allernaadigst Confirmation, om de end i noget maatte være afvigende fra de Regler, som ellers gielde for slige Documenters Confirmation; hvorimod de, der ikke paa saadan Maade inden forberørte Tids Forløb indsendes til Confirmation, ville, forsaavidt de ikke have Hjemmel i Landets Love, blive at ansee som aldeles ugyldige.

§ 6.

Intet Egteskab, som er stridende imod de danske Love, maae tilstædes imellem Bekiendere af den mosaiske Religion, med mindre dertil haves Vor særdeles allerhøieste Tilladelse.

§ 7.

Skilsmisse fra Bord og Seng imellem Bekiendere af den mosaiske Religion maae ikke skee paa anden Maade; end ved Øvrighedens, i Overensstemmelse med Forordningen af 23de May 1800 meddelte Bevilling, og intet Egteskab maae aldeles ophæves, uden ved Dom eller Vor igiennem Vort Danske Cancellie meddeelt allernaadigst Bevilling.

§ 8.

Hverken Repræsentanter, Præster eller noget andet Medlem af et mosaisk Religions Samfund, maae fordriste sig til, under Skin eller Paaskud af Religionen, i mindste Maade at forhindre eller forstyrre nogen af denne Religions Bekiendere i sine lovlige Handlingers Udøvelse, eller tiltage sig nogen Magt over deres huus­lige Forfatning.

I Følge heraf bliver den under 6te Marts 1722 givne Bevilling til at bruge det lette Band [2], som ved denne Anordning giøres unødvendig, herved aldeles afskaffet.

[til top]

[Om synagogerne (§§ 9-13)]

§ 9.

Bekiendere af den mosaiske Religion maae ikke have nogen Synagoge, und­tagen hvor de dertil have erhvervet eller herefter erhverve speciel allernaadigst Bevilling.

§ 10.

Ved enhver Synagoge skal ansættes en Præst, som beskikkes af Os, og som af Menigheden skal nyde saadan Embeds Indkomst, som Vi nærmere allernaadigst be­stemme. Desuden ville Vi beskikke en øverste Præst, der skal boe i Kiøbenhavn, og hvem de andre Meenigheders Præster i alle Embedssager skulle være underordnede.

§ 11.

Ingen præstelig Forretning maae foretages af andre, end de af Os saaledes beskikkede Præster, hvilke som Vore Embedsmænd skulle staae Os til Ansvar for deres Handlinger; dog skulle de, der allerede ere i Besiddelse af Ret til at udøve præstelige Forretninger ved en slig Meenighed, i 3 Maaneder efter denne Vor Anordnings Bekiendtgiørelse fremdeles dertil være berettigede, men, efter saadan Tids Forløb, skal det være dem aldeles forbudet at iværksætte nogen saadan Forretning, med mindre de af Os ansættes ved nogen Synagoge, hvorom de, naar de dertil findes værdige, efter Ansøgning kunne giøre sig Haab.

§ 12.

Det skal være Pligt for Repræsentanterne eller Forstanderne for de mosaiske Religions Meenigheder paa de Steder, hvor det tillades at have Synagoge, at føre eller ved dertil af Øvrigheden udnævnte Mænd at lade føre tvende ligelydende Protocoller, hvori de Fødte, Døde og Egteviede blive antegnede ved Navn med tilføiet Datum, naar Fødselen, Dødsfaldet eller Vielsen fandt Sted. Disse Proto­coller, hvilke bør være authoriserede paa den, i § 4, befalede Maade, skulle indrettes efter det denne Vor Anordning hostrykte Schema Litr. B. De der føre samme, skulle jevnligen conferere med hinanden; dog at begge Protocollerne ikke nogen Nat ere under eet og samme Tag, og tvende Gange aarligen, nemlig hver lste May og hver1ste November skulle Bøgerne forevises Øvrigheden, som ved Paategning har at attestere, hvorvidt de stemme med hinanden.

Paa de Steder, hvor ingen Synagoge er, skal Stedets Øvrighed have en sær­skilt, efter Schemaet Litr. B affattet og af Overøvrigheden authoriseret Protocol, hvori ligeledes indføres alle de Børn, som fødes af mosaiske Religions Bekiendere, alle Dødsfald som indtræffe og alle Egteskaber som indgaaes.

§ 13.

For at det i foregaaende § befalede, nøiagtigen kan blive efterlevet, skal der giøres Indberetning til den der fører Protocollen, angaaende Fødsel og Dødsfald, af Forældre, efterlevende Egtefæller, eller hvem der ellers er nærmest til at for­anstalte det Fornødne i Anledning af saadan Begivenhed, og angaaende Egteskab, af den Præst, som har forrettet Vielsen.

Indberetningen bør skee inden 24 Timer, under Mulct [3] fra 20 til 500 Rbdlr. S. V. [4], efter Forseelsens Beskaffenhed og de Skyldiges Vilkaar. Naar Fødselen, Dødsfaldet eller Vielsen foregaar paa et Sted, hvor der ikke er nogen Synagoge, og hvor Indberetningen altsaa bør skee til Stedets Øvrighed, skal den Vedkommende være pligtig til, under lige Mulct, med første Postleilighed, at anmelde saadan Begivenhed for den Meenigheds Repræsentanter, hvortil de Fødte, Døde eller Ægteviede høre; hvornæst Repræsentanterne have strax at lade saadant an­tegne i Meenighedens Kirkebøger.

[til top]

[Om den jødiske konfirmation (§§ 14-20)]

§ 14.

Da Vi have authoriseret en Lærebog i Religionen for Ungdommen af den mosaiske Troesbekiendelse, saa skulle alle, saavel Drenge som Pigebørn, herefter være pligtige til, ved en offentlig Prøve at giøre Rede for hvad de, efter denne Bogs Veiledning, have lært, og derefter høitideligen aflægge deres Troesbekiendelse, samt give Løfte om ikke med frie Villie at handle mod de af dem erkiendte og i denne Bog foredragne Grundsætninger.

§ 15.

Saadan offentlig Examen maa ikke afholdes andetsteds, end hvor der med allernaadigst Tilladelse haves Synagoge, og ikke af andre, end den derved ansatte Præst eller de Mænd, hvilke til saadan Examens Afholdelse authoriseres igiennem Vort Danske Cancellie.

§ 16.

Til saadan Examen, som kan afholdes tvende Gange aarlig, nemlig den første Uge i May og den første Uge i November, maa ingen antages, forinden han har fyldt sit trettende Aar.

§ 17.

De, som ved denne Anordnings Kundgiørelse have fyldt deres fiortende Aar, eller som siden indkomme her i Landet, efter allerede at have opnaaet denne Alder, fritage Vi for at underkaste sig denne offentlige Prøve; men ellers maa herefter Bekiendere af den mosaiske Religion ingenlunde stædes til at aflægge Eed, at indgaae Egteskab, at indskrives som Svend i noget Laug, at vinde Bor­gerskab i nogen Kiøbstad, at drive nogensomhelst Næringsvei af hvad Navn nævnes kan, at indskrives iblandt de Studerendes Tal, eller som myndig at raade over deres Gods, forinden de have underkastet sig forommeldte Prøve og aflagt Troesbekiendelse paa den foreskrevne Maade.

§ 18.

Den ved Synagogen ansatte Præst skal holde nøiagtig Protocol over den Ungdom, der saaledes stædes til at aflægge Troesbekiendelse. Denne Protoeol, som bør authoriseres og føres i den i § 4 befalede Maade, skal være indrettet efter det denne Forordning vedføiede Schema Lit. C.

§ 19.

Enhver, som bekiender sig til den mosaiske Religion, hvad enten han hen­hører til den saakaldte portugisiske eller høitydske Meenighed, og som maatte attraae et længere Ophold i Vort Rige Danmark, end det der udfordres til blot Giennemreise, hvortil i det høieste ikkun tilstaas en Tid af 14 Dage, skal, uden Hensyn til Kiøn eller Alder, være pligtig under Mulct fra 50 Rbdlr. til 1000 Rbdlr. S. V. efter Sagens Beskaffenhed, at indgive Ansøgning om saadant forlænget Ophold til Vort Danske Cancellie, som Vi have bemyndiget til, efter Omstændighe­derne at meddele slig Tilladelse paa nogle Maaneder.

Skulde den Fremmede, under det ham tilstaaede Ophold, giøre sig skyldig i utilladelig Handel, i det saa kaldte Skakkerie [5], i Betlerie eller andet lovstridigt Forhold, skal han, foruden at tiltales og straffes efter Anordningerne, strax efter udstanden Straf, ved Politiets Foranstaltning føres ud af Landet.

§ 20.

Paa de Steder, hvor de mosaiske Religions Bekiendere have særskilt Meenig­hed, skulde Repræsentanterne eller Forstanderne være pligtige under vedbørlig Mulct at anmelde for Politiet enhver Fremmeds Ankomst til Meenigheden, og paa denne Maade gaae Politiet tilhaande i dets Opsyn med slige Fremmede.

Hvorefter alle Vedkommende sig allerunderdanigst have at rette. Givet i Vor Kongelige Residentsstad Kiøbenhavn, den 29de Marts 1814.

Under Vor Kongelige Haand og Segl.

FREDERIK R.

_______

Kaas.

COLD. BÜLOW. MONRAD. ØRSTED. BERNER. LASSEN


Ordforklaringer m.m.

[1] Vidimerede: attesterede.

[2] Det lette band: udelukkelse fra sakramenterne.

[3] Mulkt: bøde; pengestraf.

[4] Rbdlr. S. V: Rigsbankdaler Sølv Værdi.

[5] Skakkeri: småhandel; prangen (især brugt om jødiske småhandlende).