Det danske pensionssystem, 1849-

Temaer

I dette tema finder du en samling af materiale om det danske pensionssystem og dets historie. Temaet består af artikler og kilder, der belyser de centrale ordninger i systemet.      

Pensionssystemets opbygning i dag

Det moderne danske pensionssystem har rødder helt tilbage til anden halvdel af 1800-tallet, men fandt sin nuværende udformning i slutningen af 1980'erne. Grundlæggende kan systemet beskrives som bygget op omkring tre søjler.

  • De offentlige pensionsydelser
  • Arbejdsmarkedspensionerne
  • Privat opsparing

De offentlige pensionsydelser

Den første søjle består af de offentlige pensionsydelser. Dvs. folkepensionen, efterlønnen og arbejdsmarkedets tillægspension (ATP).

Folkepensionen blev indført i 1956, udgør den grundlæggende pensionsmæssige sikring for alle danskere, og er finansieret over skatten. Alle danskere er uanset øvrig indkomst berettiget til at modtage folkepensionens grundbeløb. Ved siden af grundbeløbet består folkepensionen dog af en række tillæg, som er indtægtsgraduerede. Siden begyndelsen af 1990'erne er udviklingen gået imod at en større og større del af folkepensionen udgøres af indtægtsgraduerede tillæg målrettet de økonomisk svageste grupper.  Du kan også læse Lov om folkepensionen, 2. oktober 1956.

Efterlønnen er en pensionsydelse, der gør det muligt at stoppe på arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen. Den blev indført under Anker Jørgensens SV-regering i 1978, og blev set som et værktøj til at nedbringe arbejdsløshed. For at kunne modtage efterløn skal man dels have medlemskab af en a-kasse og dels have indbetalt efterlønsbidrag. Modsat folkepensionen og ATP bygger efterlønnen altså dels på et frivillighedsprincip, og dels på at den enkelte selv tager initiativ til at forsikre sig. Siden 1999 er efterlønsperioden ad flere omgange blevet reduceret.

Arbejdsmarkedets Tillægspension (i daglige tale kendt som ATP) er en lovpligtig tillægspension indført i 1964 som alle danske lønmodtagere såvel som personer på overførselsindkomst har pligt til at indbetale til. For selvstændige og efterlønnere er ordningen dog frivillig. Omkring 5 millioner danskere er med i ATP-ordningen. ATP har som pensionsydelse primært udgjort en betydning for de lønmodtagere, der ikke har anden pensionsopsparing.  Siden ATP's oprettelse er det løbende blevet diskuteret, hvordan den opsparede kapital skal forvaltes, og hvem der skal administrere den. Fx argumenterede fagforbundet Sid i sit medlemsblad for at ATP-fonden i højere grad skulle spille en større rolle som investor i danske virksomheder.

Arbejdsmarkedspensionerne

Pensionssystemets anden søjle udgøres af arbejdsmarkedspensionerne, som er pensionsordninger som etableres som en del af et ansættelsesforhold. De første danske arbejdsmarkedspensioner blev indført for statslige embedsmænd med Grundloven i 1849, og løbende fik flere erhvervsgrupper lignende forhold. Det helt store gennembrud fik arbejdsmarkedspensioner dog først med Fælleserklæringen af 1987, hvor den borgerlige Firkløverregering og arbejdsmarkedets parter forpligtede sig på at udbrede ordningen til hele arbejdsmarkedet. I dag har næsten hele det overenskomstdækkede arbejdsmarked en form for arbejdsmarkedspension.

Private pensionsopsparinger

Den sidste søjle udgøres af private pensionsopsparinger, som er det den enkelte selv vælger at spare op til alderdommen. Private pensionsopsparinger giver den enkelte mulighed for selv at lægge ekstra til side. I 2016 havde ca. 14 % af danskerne en privat pensionsopsparing.    

 

PFA Pension har som en del af fejringen af sit 100-års jubilæum støttet bogværket De Danske Ministerier 1972-1993 samt denne online formidling på danmarkshistorien.dk.