Det danske demokrati, efter 1849

Temaer

Da Danmark fik sin grundlov i 1849, blev der taget et afgørende skridt væk fra enevælde og mod folkestyre. Der gik dog mange årtier, inden Danmark fik et demokrati – uafhængig af status og køn – som vi kender det i dag. Efter 2. verdenskrig blussede demokratidebatten op igen. I dette tema er der samlet et udvalg af det materiale på danmarkshistorien.dk, der handler om vejen mod demokrati i Danmark. Der er først og fremmest tale om en række artikler og kilder, der på forskellig vis har fokus på hændelser og diskussioner med betydning for det danske demokrati.

Danmark ændrede sig markant i 1800-tallet. Kongeloven og enevælden blev i 1849 afløst af Grundloven og på sigt demokrati, og Helstaten (Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenburg) var ikke længere en politisk realitet, efter Danmark i 1864 havde tabt 2. Slesvigske Krig. Selv om der er blevet foretaget ændringer i årenes løb, har grundloven siden den 5. juni 1849 været det formelle grundlag for det danske demokrati.

Indførelsen af folkestyre

Den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. (født 1808, regent 1848-1863) Danmarks første Grundlov. Siden Den Franske Revolution i 1789 havde Europa været præget af demokratiske og nationalpolitiske strømninger, og Danmark var ingen undtagelse. De sociale og politiske krav fik kongen til i 1848 at udnævne det såkaldte Martsministerium, der skulle udstikke rammer for en forfatning og demokrati i Danmark. En grundlovgivende forsamling vedtog loven den 25. maj 1849, inden kongen efterfølgende skrev under den 5. juni samme år.

Grundloven fra 1849, der efterfølgende blev kendt som Junigrundloven, var inspireret af andre landes forfatninger – eksempelvis Belgien og Norge – og tog udgangspunkt i ideerne om magtens tredeling i form af en udøvende, lovgivende og dømmende magt. Nogle af de centrale punkter var:

  • Rigsdagen skulle bestå af to kamre, nemlig Folketinget og Landstinget
  • De borgerlige frihedsrettigheder blev slået fast: Ytrings-, forenings-, trykke- og forsamlingsfrihed. Ejendomsretten var ukrænkelig.
  • Den indførte stemmeret var begrænset
  • Danmarks folkekirke skulle være evangelisk-luthersk

Som Junigrundloven var udformet, var det kun et demokrati for få udvalgte: For eksempel var det kun ustraffede og selvforsørgende mænd over 30 år, der havde stemmeret til Folketinget. Alt i alt var der tale om, at ca. 15 % af befolkningen måtte stemme, mens – populært sagt – fruentimmere, forbrydere, fjolser, fattige, folkehold, fallenter og fremmede ikke nød samme privilegium.

Med Junigrundloven blev der indført en række demokratiske frihedsrettigheder, men de omfattede som nævnt ikke tyende, dvs. tjenestefolk i byen og på landet. Tyendeloven i 1854 førte til en række forbedringer, men tyendet var fortsat underlagt eksempelvis herremanden og bonden, der havde revselsesret over tyendet. Først i forbindelse med grundlovsændringen i 1915 fik tyende stemmeret, og der gik yderligere seks år, inden revselsesretten blev afskaffet i 1921.

Forfatningskampen

Junigrundloven var åben for fortolkninger, og det førte senere til problemer. I 1866 ændrede politikerne Junigrundloven, og Danmark fik Den Gennemsete Grundlov. Loven fastholdt stort set ordene fra landets første forfatning, men Landstingets sammensætning og valgmåde blev ændret, så de privilegerede – godsejerne og partiet Højre – fik endnu større indflydelse. Det resulterede i forskelligt sammensatte Folke- og Landsting. Venstre havde flertal i Folketinget, mens Højre sad tungt på Landstinget.

Magtkampen mellem de to ting og de to partier førte til en meget fastlåst situation i årene 1866-1901. Christian 9. (født 1818, regent 1863-1906) valgte side og gav regeringsmagten til Højre. Der foregik således en politisk kamp mellem partierne – denne kamp eller periode kaldes normalt forfatningskampen eller provisorietiden (1885-1894), fordi der blev gennemført midlertidige (provisoriske) finanslove, selv om Venstre og dermed Folketinget var imod.

Efter et årtilangt pres fra Venstre og valgsejr til Venstre ved valget i 1901 fik Danmark det såkaldte systemskifte i 1901. Et nyt princip – eller en ny skik – for folkestyret blev indført. Det indebar, at kongen ikke længere kunne udnævne en regering, der havde et flertal mod sig i Folketinget. Parlamentarismens gennembrud var dermed en realitet. Princippet har været gældende lige siden (dog med Påskekrisen i 1920 som undtagelse), og i 1953 blev det formelt skrevet ind i grundloven i forbindelse med ændringen af samme.

Kvindelig valgret

I løbet af 1800-tallet stillede demokratiforkæmpere krav om, at rettigheder og politisk medborgerskab skulle omfatte alle og ikke være afhængig af køn og status. Da venstrepolitikeren Fredrik Bajer (1833-1922) i 1886 foreslog, at kvinder skulle have kommunal stemmeret, tog debatten og udviklingen for alvor fart. Venstre og Socialdemokratiet fremsatte flere gange forslaget, der blev vedtaget af Folketinget, men forkastet i Landstinget, der som nævnt blev domineret af Højre.

I 1908 kom man et skridt tættere på ligestilling på det parlamentariske område. Kvinder fik nu stemmeret og blev valgbare til kommunale råd. Kvinders politiske arbejde og pres fra organisationer førte til, at grundloven blev ændret den 5. juni 1915, hvor kvinder fik ret til at kunne opstille og stemme til valg til Rigsdagen. Ved det første valg efter grundlovsændringen blev fire kvinder valgt til Folketinget og fem til Landstinget. En af de valgte var Socialdemokratiets Nina Bang (1866-1928), der i 1924 blev Danmarks første kvindelige minister.

Demokratidebat efter 2. verdenskrig

Da 2. verdenskrig sluttede, rejste der sig i danske aviser og tidsskrifter en debat om demokratiet og indholdet af samme. Årsagen var, at demokratiet blev set som det eneste alternativ til den nazisme og fascisme, som netop var blevet besejret. Den generelle holdning var, at demokrati som styreform var den eneste vej frem, og det var en holdning, som grundlæggende blev delt af konservative, socialdemokrater, liberalister og kommunister. Nu gik debatten blot på, hvad demokrati indebar eller burde indeholde.

Der var tale om en livlig debat, hvor to af de mest betydningsfulde debattører var teologen Hal Koch (1904-63, forfatter til bogen ”Hvad er demokrati?”) og professor i jura Alf Ross (1899-1979, forfatter til bogen ”Hvorfor demokrati?”). De var enige på en lang række punkter, men deres tilgange var forskellige. Hvor Koch var optaget af samtalen, der skal sikre folkestyret, der ifølge Koch ikke kun kan bevares og udvikles gennem lovgivning, var Ross optaget af demokratiet som styreform og af, hvordan et samfund skal indrettes, så borgernes frihed sikres bedst muligt.

Efter 1946 døde debatten om demokratiet efterhånden ud – bortset fra socialdemokratiske forslag om økonomisk demokrati, hvor planen var at give arbejdstagerne del i virksomheders overskud og indflydelse på ejerskabet. Men debatten om demokrati brød ud igen efter terrorangrebet i USA den 11. september 2001, og der blev i det følgende årti vedtaget love, der indskrænkede borgernes frihedsrettigheder.

 

Om temaet

Forfatter(e)
Peter Bejder, Benjamin Kristensen
Tidsafgrænsning
1849 - 2011
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. september 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om temaet

Forfatter(e)
Peter Bejder, Benjamin Kristensen
Tidsafgrænsning
1849 - 2011
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. september 2014
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk