Den store Sædelighedssag, 1906-07

Artikler

Den store Sædelighedssag var en retssag, som rystede København i årene 1906-07. Retssagen afslørede, at København var hjemsted for en større homoseksuel subkultur, hvor blandt andet mandlig prostitution spillede en fremtrædende rolle. I sagens kølvand fulgte en række offentlige diskussioner af, hvordan myndighederne burde regulere seksuelle forhold mellem personer af samme køn. På sigt var disse diskussioner med til at bane vejen for afkriminaliseringen af homoseksualitet i 1930.

Sagens baggrund

Omkring år 1900 var København hjemsted for en større mandlig, homoseksuel subkultur. Subkulturen udspillede sig både i private cirkler og i byens offentlige rum. De primære offentlige mødesteder var Nørrevold-kvarteret og området omkring Rådhuspladsen, Tivoli og Vesterbro. Sidstnævnte område var især kendetegnet ved sin mandlige prostitution, hvor unge mænd fra byens arbejderklasse solgte seksuelle ydelser til ældre mænd fra middelklassen.

I begyndelsen af 1900-tallet var den mandlige prostitution blevet så synlig, at også Rigsdagens politikere fik øje på den. Eftersom Almindelig borgerlig Straffelov af 1866 intet nævnte om homoseksuel prostitution, vedtog Rigsdagen den 1. april 1905 et straffelovstillæg, der forbød købesex mellem personer af samme køn. Forbuddet straffede prostitutionsforholdets sælgende part med op til to års fængsel, men undlod at belægge kunden med straf.  Sidstnævnte kunne dog straffes efter straffelovens allerede eksisterende forbud imod sex mellem mænd. Ifølge § 177 i Almindelig borgerlig Straffelov af 1866 skulle såkaldt ’omgængelse mod naturen’, herunder oral- og analsex mellem mænd, straffes med forbedringshusarbejde. Desuden forbød § 185 uterlige forhold med drenge under 15 år. Ingen af forbuddene omfattede seksuelle forhold mellem kvinder. Sådanne relationer lå helt uden for straffelovens forståelseshorisont. Det var især det nye prostitutionsforbud, som i 1906 gav anledning til Den store Sædelighedssag.

Sagens forløb

I juli måned 1906 anholdt Københavns Politi to unge mænd i en baggård i Tordenskjoldsgade i det indre København, mistænkte for indbrudsforsøg. Ved forhørene viste det sig dog, at mændene havde søgt tilflugt i baggården for at begå uterlighed med hinanden. Samtidig kom det frem, at den ene ernærede sig ved mandlig prostitution. På baggrund af mændenes forklaringer blev yderligere tre mandlige prostituerede anholdt i august og september måned 1906. Sagen var på det tidspunkt en mindre retssag, der kun drejede sig om mandlig prostitution. Den blev kun dækket af tabloidavisen Middagsposten, som startede en mindre kampagne imod homoseksualitet.  

Tingene ændrede sig dog i november måned 1906. Da anklagede den unge skuespiller Jean Büron (1886-1956) tandlægen Emil Aae (1873-1926) for at have overtrådt straffelovens § 177 sammen med sig. Büron var kort forinden selv blevet anholdt for at drive mandlig prostitution. Politiet anholdt Emil Aae den 8. november 1906. På baggrund af Aaes og de prostitueredes angivelser blev yderligere syv middelklassemænd anholdt i november, december og januar måned. Mændene blev tiltalt for at have overtrådt straffelovens §§ 177 og 185 med forskellige unge mænd og drenge. De anholdte talte prominente mænd som overbetjenten Carl Hansen (1870-1939) og juristen Victor Stilling (1873-?), hvis far sad i Landstinget. Mændenes sociale baggrund og det faktum, at homoseksualitet tilsyneladende var et udbredt hovedstadsfænomen, affødte en tilstand af moralsk panik i København. Anført af de kulørte middagsblade begyndte byens politiske morgenblade at dække retssagen intensivt i november og december måned 1906. De gav den da navnet Den store Sædelighedssag. Frem til efteråret 1907 fulgte dagbladene sagens udvikling tæt.

Ved domsafsigelsen den 1. oktober 1907 blev syv af de otte middelklassemænd idømt mellem otte måneders og to års forbedringshusarbejde for overtrædelse af straffelovens §§ 177 og 185. Den sidste, Carl Hansen, blev idømt 60 dages fængsel på vand og brød for overtrædelse af straffelovens § 185. Samtidig blev fem prostituerede mænd idømt mellem en og tre måneders strafarbejde for at have ernæret sig ved mandlig prostitution. Jean Büron blev idømt otte måneders forbedringshusarbejde for overtrædelse af straffelovens § 177 og for mandlig prostitution.      

Foto fra politiets arkiv af en af de dømte i Sædelighedsskandalen, tandlæge Emil Aae (1873-1926). Fra Rigsarkivet: Københavns Kriminal- og Politiret, Justitskontoret: Pådømte sager oktober 1907 nr. 229.

Sagens betydning og konsekvenser

Den store Sædelighedssag var Danmarks første store homoseksuelle skandalesag. Sagen gav anledning til, at begrebet ’homoseksualitet’ for første gang i landets historie blev præsenteret for en større dansk offentlighed. Homoseksualitetsbegrebet var på det tidspunkt et nyt begreb, som var blevet formuleret af tyske sexologer i slutningen af 1800-tallet. Det blev brugt som betegnelsen for en medfødt, patologisk disposition til at føle begær efter personer af samme køn. Begrebet erstattede tidligere tiders forståelse af sådanne begærfølelser som udslag af simpel amoralitet. Gennem deres dækning af Den store Sædelighedssag spillede særligt Københavns dagblade en afgørende rolle i introduktionen af homoseksualitetsbegrebet. De var med til at gøre den homoseksuelle til en del af samfundets sociale virkelighed for deres læsere. Særligt hængte de forfatteren Herman Bang (1857-1912) ud som et eksempel på den arketypiske homoseksuelle mand.

Den store Sædelighedssag affødte desuden en række diskussioner af samfundets juridiske regulering af sex mellem mænd. I diskussionerne hæftede man sig især ved det forhold, at politiet i Den store Sædelighedssag kun havde slået ned på forhold, hvor unge mænd og mindreårige var involveret. Denne praksis stred imod straffelovens § 177, der foreskrev straf for ethvert tilfælde af oral- og analsex mellem mænd, uden skelnen til parternes alder.

I efteråret 1907 afholdt Dansk Kriminalistforening sit årsmøde. Her diskuterede landets juridiske og retslægevidenskabelige eksperter homoseksualitetens juridiske status. Med henvisning til den nyeste sexologiske litteratur slog eksperterne fast, at homoseksualitet i reglen var en medfødt, biologisk disposition. På den baggrund anbefalede de en formel afkriminalisering af sex mellem samtykkende, myndige individer af samme køn. De mente ikke, at man kunne straffe folk for at følge deres medfødte natur. Myndighederne burde kun skride ind over for de forhold, der havde karakter af tvang, vold eller udnyttelse af mindreårige. Kriminalistforeningens anbefaling var på sigt med til at bane vejen for Borgerlig Straffelovs afkriminalisering af homoseksualitet i 1930. 

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Nyegaard
Tidsafgrænsning
1906 - 1907
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
4. juli 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Wilhelm von Rosen (1993): Månens kulør: Studier i dansk bøssehistorie 1628-1912, København: Rhodos.

Wilhelm von Rosen (2007): ”Denmark: From Sodomy to Modernity”, in: Kati Mustola & Jens Rydström, eds., Criminally Queer: Homosexuality and Criminal Law in Scandinavia 1842-1999, Amsterdam: Aksant. s. 61-90.

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Niels Nyegaard
Tidsafgrænsning
1906 - 1907
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
4. juli 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Wilhelm von Rosen (1993): Månens kulør: Studier i dansk bøssehistorie 1628-1912, København: Rhodos.

Wilhelm von Rosen (2007): ”Denmark: From Sodomy to Modernity”, in: Kati Mustola & Jens Rydström, eds., Criminally Queer: Homosexuality and Criminal Law in Scandinavia 1842-1999, Amsterdam: Aksant. s. 61-90.

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk