Artikler
Den nye kvindebevægelse 1970-1985
Den nye kvindebevægelse opstod omkring 1970. Bevægelsen kaldte sig rødstrømper, og deres mål var lige løn og lige vilkår for mænd og kvinder. Det var et socialistisk/venstreorienteret opgør med tidens diskriminerende og undertrykkende kvindeidealer under parolen "Ingen klassekamp uden kvindekamp, ingen kvindekamp uden klassekamp". Kvindekampen skulle foregå overalt: i politik, på arbejdspladsen, i familien og i dobbeltsengen. Rødstrømpernes kamp havde betydning for udviklingen af kønnenes ligestilling, og flere af deres mærkesager kom til udtryk i lovgivningen, blandt andet loven om fri abort 1973, oprettelsen af Ligestillingsrådet 1975 og loven om ligeløn 1976. Rødstrømperne nedlagde sig selv i 1985.
Kvinderne gjorde oprør
Forskellige grupper af kvinder gjorde fra slutningen af 1960’erne i stigende omfang oprør mod den traditionelle kvindeopfattelse. De forsøgte gennem en række opsigtsvækkende aktioner at sætte kønnenes ulighed på den politiske dagsorden, og rødstrømpebevægelsen blev født.
Oprøret kom på baggrund af flere fænomener, der opstod i efterkrigstiden og især i 1960’erne: kvinders voksende indtræden på arbejdsmarkedet, bedre mulighed for prævention, debat om adgang til fri abort og det antiautoritære ungdomsoprør. Samtidig var den danske bevægelse led i og inspireret af en international udvikling, hvor der blev formuleret et teoretisk grundlag for opfattelsen af, at kønsforskelle ikke kun er biologisk, men også socialt og kulturelt bestemte.
En gruppe kvinder gennemførte i foråret 1970 en række provokerende aktioner, der under stor mediebevågenhed satte spørgsmålet om kønnene på den politiske dagsorden. De nægtede blandt andet at betale fuld pris for en busbillet, fordi kvinder ikke tjente det samme som mænd, og de brændte deres bh’er som et symbol på kvindernes frigørelse. De kæmpede især for kvindernes frigørelse, ligeløn og fri abort. De protesterede mod den traditionelle opfattelse af kvinder som skønhedsidealer og som seksuelle objekter og mod forskelsbehandlingen af kønnene, især på arbejdsmarkedet. Rødstrømpebevægelsen var kun for kvinder, og kvindeølejre blev populære samlingssteder. Her var et forum, hvor de kunne lære at frigøre sig og skabe en kvindekultur på egne præmisser.
Feministiske toner
Den traditionelle manderolle kom under angreb, da feministiske toner begyndte at sprede sig i rødstrømpebevægelsen. Der var uenighed blandt kvindegrupperne om graden af mændenes dominans, hvilket førte til dannelsen af fraktioner. Visse af disse fraktioner udviklede sig til at være decideret mandefjendske.
Kvinderne udfoldede sig på alle fronter og viste, at de kunne selv. Kvindefestivaler med rene kvindebands, kvindehuse, kvindekunst og kvindelitteratur var populære modtræk til det, kvinderne opfattede som en mandsdomineret kultur. Kvindeforskning (senere kønsforskning) opstod på uddannelsesinstitutioner. Basisgrupper med 4-8 medlemmer, der mødtes om det private og det politiske, blev et udbredt kendetegn ved rødstrømpebevægelsen.
At gøre det private politisk
Rødstrømpebevægelsen ønskede at skabe nye samlivsformer og nye ligeværdige mande- og kvinderoller. Dette skulle ske ved at sætte fokus på det private og gøre det politisk. Rødstrømperne fik gennem deres virke sat kvindernes vilkår og stilling på dagsordenen; både politisk og familiemæssigt, og efterhånden som de havde fået bevidstgjort resten af samfundet om kvindernes rettigheder, sporedes en nedgang i bevægelsens popularitet. Det førte til, at de i 1985 nedlagde sig selv.