Den neoliberale vending i udviklingspolitikken

Artikler

Den neoliberale vending henviser til det omslag i opfattelsen af udvikling og udviklingspolitik, der slog igennem efter den anden oliekrise og efterfølgende gældskrise omkring 1980. Den var sammenfaldende med nye mere højreliberale regeringsskift i en række centrale vestlige lande som blandt andet USA, Storbritannien og Vesttyskland og i mindre grad Danmark.

Gældskrisen og den neoliberale vending

Baggrunden for den neoliberale vending var den internationale gældskrise omkring 1980. I bestræbelserne på at opnå hastig udvikling og vækst havde mange ulande gennem 1960’erne og 1970’erne oparbejdet store nationale gældsposter, som ved udgangen af 1970’erne blev en tungere og tungere byrde på de i forvejen skrøbelige udviklingsøkonomier. I 1970’erne havde mange ulandene let adgang til kommercielle lån som følge af recirkuleringen af de store mellemøstlige olieindtægter efter den første oliekrise i 1973, hvilket forøgede i forvejen høje gældsposter for mange ulande.

Samtidig havde de lånefinansierede investeringer i vækst og udvikling i de foregående årtier ikke båret de forventede frugter, og det ramte derfor ulandene særlig hårdt, da den anden oliekrise ramte verdensøkonomien i 1979-80. Mange ulande havnede i en decideret gældsspiral, hvor udgifterne til renter og afdrag på gæld optog en stadigt højere andel af statsbudgettet uden tilsvarende stigende eksportindtægter, så resultatet blev en stadigt stigende udlandsgæld. Omkring 1980 var der derfor tale om en egentlig gældskrise for især de latinamerikanske lande.

Sammenfaldende med denne gældskrise var en række nye højreliberale regeringer i centrale vestlige lande influerede af neoliberale økonomiske teorier, der lagde vægt på mindre stat og mere marked. Den samme neoliberale økonomiske tænkning som slog igennem i især Storbritannien og USA blev i høj grad overført til disse landes udviklingsprogrammer og til Verdensbanken, som sammen med den Internationale Valuta Fond (IMF) igangsatte de såkaldte strukturtilpasningsprogrammer som middel mod at løse den internationale gældskrise i ulandene. Da Verdensbanken mere og mere førte taktstokken, når det kom til udviklingsopfattelse og bistandsstrategier, slog den neoliberale tankegang også igennem hos de øvrige donorer.

Strukturtilpasning

Kernen i den neoliberale økonomiske tænkning er opfattelsen af staten som problem og barriere i stedet for drivkraft bag udvikling og vækst. Staten ses som ineffektiv, korrupt og et let offer for at blive kapret af kortsigtede, uproduktive, ødslende politiske dagsordener. Løsningen er i stedet markedet og helst det selvregulerende frie marked, som kan sikre den mest fordelagtige ressourceallokering og vækststimulering. Statens rolle er alene at facillitere fremkomsten af et frit marked, hvorfor den rette udvikling da kommer til at bestå af sikre balance i budgetter og satse på den private sektor som vækstlokomotiv. Til dette formål iværksattes de såkaldte strukturtilpasningsprogrammer, idet det store problem netop var den tyngende gældskrise.

Den Internationale Valutafonds (IMF) og Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer var netop rettet mod at sikre balance på modtagerlandenes statsbudgetter. For at modtage lån blev ulandene i stigende grad mødt med krav (såkaldte konditionaliteter) om at føre bestemte økonomiske politikker, der indeholdt krav om nedskæringer i den offentlige sektor og nedrivning af toldmure for at stimulere udenrigshandlen for dermed at øge valutaindtjeningen. Da nedskæringerne ofte ramte sociale områder såsom uddannelse, sundhed og andre områder, som den fattigste del af befolkningen var afhængige af, var der i praksis tale om en afvigelse fra fattigdomsorienteringen. Det affødte kritik af strukturtilpasningen fra såvel ulande som ngo’er, FN, samt visse mindre donorer som eksempelvis Danmark. Og fra slutningen af årtiet justerede Verdensbanken sin praksis ved at indføre knap så hårde økonomiske betingelser i sine strukturtilpasningsprogrammer.

Danmark og strukturtilpasningen

Danmark så i begyndelsen med skepsis på Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer, da man anså dem for at en afvigelse fra Verdensbankens traditionelt mere langsigtede aktiviteter. I stedet mente man fra dansk og nordisk side, at lånebetingelserne burde være mere fleksible. Danmark var dog ikke principielt imod indførelsen af økonomiske konditionaliteter, selvom det på sin vis kolliderede med holdningen om ikke-indblanding i modtagerlandets økonomiske politik. I Danida anvendte man derfor den mere kompromissøgende betegnelse 'Politik dialog' som en eufemisme for konditionalitet. Danmark øgede da også støtten til Verdensbanken gennem 1980’erne, samtidig med at man i samarbejde med de øvrige nordiske lande søgte at trække banken i retning af større fattigdomsorientering i strukturtilpasningsprogrammerne.

Danmarks kritik af strukturtilpasningen gik især på to forhold:

For det første fandt man det problematisk, at udviklingsbistanden blev alt for koordineret fra donernes side, fordi så mange statslige donorer fulgte IMF’s og Verdensbankens anbefalinger – den såkaldte Washington-konsensus omkring hvad god udvikling og bistand består af. Konsekvensen blev, at modtagerlandenes regeringer og parlamenter ofte blev reduceret til rene statister i deres egen økonomiske politik, hvilket stred i mod det danske princip om, at udviklingsbistanden skulle gives i dialog med modtagerlandet. I princippet var Danmark ikke imod donorkoordination af bistanden, men man var imod den måde, den foregik på. Bistandskoordinationen skulle ikke foretages for modtagerlandene, men sammen med dem. En holdning, der fra midten af 1980’erne blev fremført gentagne gange på koordinationsmøder i regi af FN og Verdensbanken.

For det andet var Danmark kritisk over for strukturtilpasningens sociale slagsider, som stred imod den danske målsætning om fattigdomsbekæmpelse. Med det kortsigtede fokus på nationaløkonomisk balance frygtede man fra dansk side at tabe de hårdtvundne sociale fremskridt i ulandene på gulvet. Det var derfor nødvendigt at supplere strukturtilpasningen med investeringer til fordel for de fattigste for dermed også at sikre en langsigtet, stabil og social bæredygtig vækst. Ligesom med den første kritik fremførte Danmark denne kritik ved forskellige lejligheder i Verdensbanksregi i stigende grad op gennem 1980’erne. Og i 1988 fik man sammen med de øvrige nordiske lande presset banken til at gennemføre undersøgelser af strukturtilpasningslånenes konsekvenser for fattigdomsorienteringen. Dette pres indgik i en større international kritik af strukturtilpasningen, hvor især UNICEF’s rapporter spillede en fremtrædende rolle, som omkring 1990 fik Verdensbanken til at ændre kurs og indføje sociale målsætninger i strukturtilpasningsprogrammerne.

Om artiklen

Forfatter(e)
Claus Kjersgaard Nielsen
Tidsafgrænsning
1980 - 1990
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. februar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Bach, Christian Friis, Kaur-Pedersen, Sune, Olesen, Thorsten Borring og Pedersen, Jan: Idealer og Realiteter: Dansk Udviklingspolitiks Historie, 2008.

Degnbol-Martinussen, John og Engberg-Pedersen, Poul: Bistand – udvikling eller afvikling, 1999.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Claus Kjersgaard Nielsen
Tidsafgrænsning
1980 - 1990
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. februar 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Bach, Christian Friis, Kaur-Pedersen, Sune, Olesen, Thorsten Borring og Pedersen, Jan: Idealer og Realiteter: Dansk Udviklingspolitiks Historie, 2008.

Degnbol-Martinussen, John og Engberg-Pedersen, Poul: Bistand – udvikling eller afvikling, 1999.

Udgiver
danmarkshistorien.dk